champagnefreak

Østers og champagne

2011-01-19T23:50:00.004+01:00

Østers og champagne er måske en af de mest klassiske mad/vin-kombinationer, der findes. Men det er jo ikke nødvendigvis det samme som, at de to ting går godt sammen (tænkt på rødvin & ost - eller for den sags skyld kransekage & champagne).
Nuvel, i tilfældet champagne og østers giver traditionen mening. Det betyder dog ikke, at det er ligegyldigt, hvilken champagne/hvilke østers, du serverer. Generelt siger reglen, at østers helst skal serveres med tørre - gerne Extra-Brut - champagner. Ofte nævnes blanc-de-blancs-champagner. Dertil vil jeg dog - for egen regning - tilføje, at man ikke skal tage de mest delikate blanc-de-blancs-champagner, hvis flygtige nuancer drukner, når de blandes med østers.
Faktisk vil jeg hævde, at man kan servere temmeligt kraftige champagner til østers - f.eks. blev jeg for nyligt overrasket over, hvor godt Selosses Initial gik med østers. Den let oxidative stil passer fortrinligt til jodpræget i østers.
Det er dog her værd at bemærke, at der var tale om Royale Cabanon-østers, der er væsentligt mere kødfyldte end de Fine de Claire-østers, vi normalt ser herhjemme. Generelt vil jeg sige, at Fine de Claire-østers nok er de mindst champagne-egnede (til Fine de Claire foretrækker jeg det andet klassiske østers-valg: Muscadet). Så vil du servere champagne med østers så prøv at få fat i de mere kødfyldte typer som Boudeuse, Ecailles d'Argent eller Royale Cabanon.
Og vigtigst af alt selvfølgelig: Huske at dele dem med én, du elsker - eller én, du gerne vil elske med.

By the glass: Vincent Carré Premier Cru Brut

2011-01-19T23:07:00.003+01:00

En helt igennem klassisk - i betydningen: typisk - champagne. Ikke en champagne, der vælter én bagover, men absolut tilfredsstillende. Og en af de champagner, der på sin egen stilfærdige facon minder én (d.v.s. denne champagnefreak) om, hvorfor man blev forelsket i champagne i første omgang.
Næsen har den klassiske rugbrødstone, lidt krudtslam og karamel samt en anelse gærpræg. Munden er præget af en god struktur og ditto mousse - og det er svært at sætte en finger på den. Det virker - hvad end det er rigtigt eller ej - som om den har fået et ekstra år lagring eller to. Alt i alt en ren og vellavet, klassisk champagne.

Det er ikke fordi, jeg har kunne finde mange oplysninger om denne producent eller denne champagne. Det fremgår af etiketten, at producenten er hjemmehørende i Trépail - en af de bedre premier cru-kommuner. Og lidt googling på nettet synes at indikere, at druesammensætningen er 85% chardonnay og 15% pinot noir. Pinot'en træder dog - for denne smager - mere frem end de beskedne procenttal lader ane (interessant nok grænser Trépail op til den klassiske pinot noir-kommune Ambonnay - selvom der primært dyrkes chardonnay i Trépail. Så måske er det terroiret, der træder igennem snarere end druesorten?).

Vinen importeres af Nordic Wine Traders v/Anders Gerstrøm. Jeg købte denne flaske (en ganske rimelig prissat halvflaske) i min lokale SuperBest.

By the glass: Sourdet Diot Cuvée Elegance 2004

2011-01-09T23:24:00.005+01:00

Fornyelse skal der til! - så jeg har besluttet i fremtiden at beskrive champagner, jeg kun har et overfladisk kendskab til, i denne nye kategori. Det vil typisk være champagner, jeg kun har smagt en enkelt eller to gange - og hvor jeg ikke har smagt bredt i producentens portefølje.

Sourdet Diot Cuvée Elegance 2004

Meget apropos foregående blogindlæg har vi her at gøre med en champagne lavet efter alle kunstens regler fra et mindre end fremragende terroir.
La Chapelle Monthodon, hvor Sourdet Diot hører hjemme, ligger i den vestlige del af Marne-dalen lige syd for Dormans og har som kommune en klassificering på 83%. Der er altså på ingen måde tale om et priviligeret terroir.
Til gengæld er champagnen - der er Sourdet Diots prestigecuvé (m. tilhørende smuk flaske) - så, som nævnt, lavet efter alle kunstens regler - d.v.s. med brug af kun de bedste druer, fadlagring og uden malolaktisk gæring. Med andre ord en vinifikation ikke ulig den, man finder hos f.eks. Krug. Dosagen er også - i modsætning til Sourdet Diots andre champagner - lav: blot beskedne 3g/L.
Er vinen så en konkurrent til Krug? Desværre nej. Ikke at det er en dårlig champagne. Men det er - og jeg tror, jeg har brugt denne vending rigtig mange gange - en champagne, man bliver mere imponeret af end egentlig indtaget i (og det kan man måske også sige om Krug). Det er svært at sætte en finger på den, men også svært for alvor at blive fortryllet af den. Alt er, hvor det skal være, men man savner sprækken, hvor timeligheden kan trænge ind; modersmærket på Venus' kind.
Stilen er robust med lidt kødpræg (der tyder på en ikke-interventionistisk vinifikation). Der er god struktur og passende tørhed (den bærer den lave dosage flot). Men, for at parafrasere de fattige fiskere i H.C. Andersens eventyr om nattergalen: Den mangler nu alligevel noget, jeg ved ej hvad...

Officiel hjemmeside: klik her
Dansk importør: Le Gourmand (en i øvrigt fremragende forhandler af franske delikatesser på Værnedamsvej - hermed givet en anbefaling)

Aube

2011-01-04T14:00:00.005+01:00

Talent overfor terroir: Det er spørgsmålet. Eller mere specifikt: Kan talent kompensere for et mindre end ideelt terroir? Og laver en god vinbonde med middelmådige marker bedre vin end en middelmådig vinbonde med gode marker?
Svaret, du får på dette spørgsmål, er nok meget afhængig af, hvem du spørger.
Jeg hører til blandt dem, der holder på, at et godt terroir ikke kan erstattes af talent. Det er simpelthen umuligt at opnå den kvalitet, som selv halvgode vinbønder med marker i f.eks. Cramant opnår, hvis dine marker er af ringere kvalitet.
Der er noget lidt trist og politisk suspekt ved en sådan holdning: Den lugter lidt af adelsprivilegier og gamle penge. For i sidste instans handler det jo så blot om hvem, der har arvet de gode marker - eller har penge nok til at købe sig ind på dem (hvis der ellers er nogen, der sælger). Der kan det synes langt mere sympatisk at holde på, at talent og knofedt kan række til stjernerne.
Fra et importørsynspunkt må det sidstnævnte også være langt at foretrække. Der er næppe den seriøse vinimportør, der ikke går med drømmen om at finde den lille vinbonde med de fantastiske vine fra et område, ingen tidligere havde hørt om. Den drøm er sværere at tro på, hvis man er hardcore terroir-snob.
Selvfølgelig er tingene ikke sort-hvide - og en god vinbonde med gode premier cru-marker kan f.eks. meget vel skabe bedre vin end en halvgod vinbonde med grand cru-marker. Men har jeg valget, vil jeg til enhver tid vælge terroir fremfor talent. Men selvfølgelig helst begge dele...

Alt dette blot skrevet som indledning til en diskussion af Champagnedisktriktets sorte får: Aube-departementet. Aube blev officielt anerkendt som en del af Champagne efter store optøjer i 1911. I første omgang som Champagne Deuxième Zone, men efter 1927 som fuldgyldigt Champagne-medlem.
Der er ellers gode grunde til ikke at medregne Aube til Champagne. Geografisk og geologisk er det langt mere beslægtet med Chablis i Bourgogne end med det øvrige Champagne. Terroiret her er præget af kimmeridge-ler snarere end kalk. Det giver helt andre vine end i det øvrige Champagne. Det er ikke fordi kimmeridge-ler som sådan er et dårligt terroir (det er jo med til at give de store Chablis-vine), men i forhold til champagne giver det ikke vine med samme kvaliteter som i det centrale Champagne.
Den demarkerede zone for Champagne er støt blevet forøget de seneste år for at følge med efterspørgslen (seneste med indlemmelsen af 38 nye kommuner). I virkeligheden er spørgsmålet, om man ikke burde gå den anden vej. Men med optøjerne i 1911 in mente er det nok ikke noget, som det vil friste embedsmænd at foreslå. En anden løsning kunne så være at gå tilbage til distinktionen mellem Champagne og Champagne Deuxième Zone (lidt à la Chablis og Petit Chablis). Heller ikke dette har dog nok gang på jord. I praksis har det vist sig langt sværere at deklassere marker end at opgradere dem. Og ikke bare i Champagne, men over hele Frankrig.

Og nu tilbage til diskussionen fra begyndelsen, for i de seneste år er der fremkommet flere og flere selvstændige vinbønder fra Aube - og mange er udråbt til stortalenter. Og ja, jeg er for så vidt ikke i tvivl om, at det også ofte er tilfældet. Men jeg har smagt en del af disse talenters champagne (i flere tilfælde ganske ekstensivt) og må med skam meddele, at ingen af dem for alvor har formået at gøre indtryk på mig. I mange af dem kan man sagtens fornemme talentet, men jeg har endnu ikke fået en oplevelse, der bare står tilnærmelsesværdigt mål med den lange række af gode grand cru-champagner, jeg har drukket. Og når priserne så oven i købet tit ikke er så langt fra hinanden, er det desværre svært at anbefale noget af det - selvom vinbønderne så kan være nok så talentfulde. Terroir slår talent.

Som et notabene kunne jeg i øvrigt forestille mig, at Aube-terroiret kan være bedre egnet til den moderne stil af imposante, fadgærede og -lagrede extra-brut champagner, som flere og flere kaster sig over - så måske er det her, de har deres niche? Visse Aube-producenter synes allerede at have lagt sig efter denne stil.

Champagneudsalg til nytår

2010-12-26T18:49:00.004+01:00

I forlængelse af mit sidste blogindlæg skal jeg hermed - uden af den grund at gøre bloggen til en virtuel reklamesøjle - lige give et par tips til nogle forhandlere, der råber champagne & tilbud her op til nytåret.

Følger man mit råd og går til de små producenter og ditto importører, er der d. 29 og 30. december mulighed for at købe champagne hos garageimportøren Champagneriet i Brønshøj. Der ydes 10% rabat på alle champagner. Tid og sted kan findes ved at følge linket. David og Anders, der driver Champagneriet, er til de kraftigere champagner, der vil være fine ledsagere til det meste af nytårsmåltidet (og har et par gode bud til champagne også til kød & fjerkræsretter).

Skal det være fint og dyrt, og vil man samle på etiketter, er stedet at gå hen Leisner Wine i Hellerup. Leisner har samlet på prestigecuvéer og har flere ældre årgange på lager. Og så sælges der ud til favorable priser her op til nytår. Torsdag d. 30/12 bliver der gjort lidt ekstra stads og åbnet flasker, og kultbar skulle der også være. Så hvis man vil testkøre sig selv og champagnerne dagen i forvejen er her muligheden.

I øvrigt er der jo mange vinhandlere, der skilter med forskellige mere eller mindre gode champagnetilbud, så der er grund til at holde udkig - og et vågent øje (f.eks. har jeg set Cristal 2002 til priser fra 995,- til 1495,- (og i begge tilfælde lanceret som "tilbudspriser")).

Champagne & nytår

2010-12-26T18:24:00.003+01:00

Da jeg i sin tid startede denne blog var det med det erklærede mål at få flere til at drikke champagne til alle andre anledninger end lige netop nytårsaften & kransekagen.
Det er dog ikke forbigået min opmærksomhed, at denne blog har væsentligt flere læsere i disse dage end resten af året. Og det er jo ikke fordi jeg mener, at man ikke OGSÅ skal drikke champagne nytårsaften... Så hermed mine to skillings visdomsord om champagne og årets sidste aften.

Det er en fast bestanddel af vinskribenternes nytårsklumme, at kransekage og champagne ikke går specielt godt sammen. Og at noget bliver gentaget mange gange gør det jo ikke nødvendigvis af den grund usandt. For mit eget vedkommende er det ikke det store problem, da jeg ikke er specielt meget for kransekage - og ikke hænger mig så meget i traditioner. Så mit råd: drop kransekagen. Og hvis ikke så drik sauternes til.

Samme vinskribenters klummer fortsætter så normalt med at anbefale, at man i stedet drikker champagnen til velkomstdrik sammen med dronningens nytårtale, hvis man ellers er royalt anlagt. En udmærket idé - men der er nu ingen grund til at stoppe der.
Jeg har haft flere nytårsaftener, hvor vi kun har drukket champagne - og det fungerer ganske udmærket. Faktum er jo, at mange af de ting, vi ellers holder af at proppe os med nytårsaften - kaviar, hummer, pighvar etc. - passer fortrinligt til champagne. Skal det være, kan man jo så evt. tage rødvin til kødhovedretten, hvis der er en sådan (selvom der er dem, der anbefaler roséchampagne til fjerkræsvildt, noget jeg dog ikke har den store erfaring med). Men det er nu svært at skifte champagne ud med noget andet, når man først er begyndt...

Se nu er der måske så nogen, der mener, at det er lidt "overkill" at drikke champagne under hele nytårsaften - og at man i øvrigt ikke kan smage noget efter ellevte flaske, så man lige så godt kan drikke cava på det tidspunkt. Til dem er der kun at sige, at de helt oplagt ikke har forstået champagnes livslære....

Og hvilken champagne skal man så vælge? Tja, det kan man jo gå på opdagelse i denne blog og finde ud af... Skal jeg kort opridse min grundfilosofi ift. champagne, så er mit råd at søge efter de små producenter (de kan kendes ved, at de har et lille RM stående på etiketten). Det er ikke en garanti for kvalitet, men deres priser er generelt lavere end de store producenter (Moët & Chandon, Veuve Clicquot og hvad de nu hedder), og man får et mere personligt produkt.

Og hvor finder man så disse champagner henne? Ja, det går jo lidt hånd i hånd på den måde, at det ofte er hos de små importører og vinhandlere, at man finder champagner fra de små producenter. For dem, der bor i Københavnsområdet er der inspiration at hente under "Forhandlere" i kassen til venstre. Ellers må man en tur på nettet og søge.

Godt champagnejagt, skål og godt nytår!

Mousserende vin fra England

2010-06-19T21:49:00.002+02:00

Ja, nu er dette jo egentlig en blog om champagne, og indtil videre har jeg holdt stien ren i forhold til ikke at beskrive mousserende vine fra andre dele af kloden end lige præcis denne lille plet øst for Paris. Når jeg alligevel har valgt at skrive om mousserende vine fra England i dette indlæg skyldes det, at vinene så oplagt forsøger at lægge sig op af champagne - plus at kvaliteten af mange er beskrevet som ganske tæt på det originale produkt.
Det har længe summet i vinverden omkring mousserende vin fra England. Kvaliteten, har det heddet, nærmer sig – eller slår måske endda – champagne. Der har været masser af internationale præmier til vinene, og rygter har endog hævdet, at champagneproducenter har været i gang med at opkøbe vinmarker i Sydengland som garant mod global opvarmning.
Det har specielt været to engelske vingårde, som opmærksomheden har rettet sig imod: Ridgeview og Nyetimber. Jeg har haft lejlighed til at smage hele porteføljen fra Ridgeview og en enkelt vin fra Nyetimber.
Der er ingen tvivl om, at champagne er sigtepunktet. Man bruger samme druesorter (Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay) og terroiret i Sydengland (Sussex), hvor de to vingårde hører hjemme er da også meget lig Champagne med masser af kalk.
Ud fra min smageerfaring er der ingen tvivl om, at niveauet er højt – men helt på linie med de bedste champagner er de nu ikke endnu. Duften er meget champagneagtig – og jeg har faktisk fundet lidt grafit/blyantspids i nogle af Ridgeviews vine, som man ellers kun finder i de bedste marker i Champagne. Problemet er, som jeg ser det, først og fremmest kroppen. Det er endnu ikke lykkedes dem at opnå en tilfredsstillende fylde, og vinene virker en anelse tynde.
Udfra mit begrænsede kendskab til Nyetimber virker det, som om der her er tale om vine med noget mere statur – og vinene frigives da også temmelig sent. Den cuvée, jeg smagte, savnede dog måske en anelse charme med en lidt "træet" struktur. Ridgeviews vine er mere 'crowdpleasere', mere polerede, men måske også knapt så ambitiøse.
Alt i alt er der dog tale om ganske lovende vine – og jeg har svært ved på stående fod at nævne mere imponerende mousserende vine udenfor Champagne.
Eneste problem er prisen, der også gør sit for at efterligne originalen.

Ridgeview skulle - ifølge indehaveren - importeres til Danmark, men jeg har ikke været i stand til at opstøve den danske importør.

Ny vinbog fra Terry Theise

2010-05-26T13:09:00.004+02:00

Så skulle det være officielt: Den legendariske amerikanske importør Terry Theise udgiver i de kommende dage sin første vinbog. Terry Theise har været kendt i årevis blandt insidere for sine salgskataloger - som er meget mere end salgskataloger. Her blandes anekdoter, holistisk filosofi, zen - samt en masse nyttig viden om vin selvfølgelig. Hvert af Theises kataloger kan gøre det ud for en vinbog om det pågældende område (og ofte er der mere at lære end i mange vinbøger).

Theises forkærlighed er til koldklimavin. Han startede med Tyskland og senere er østrigsk vin og champagne kommet til. Theise er en højrystet fortaler for de små producenter og har ikke mange god ord til overs for de store huse (man kan undre sig over, hvordan han er styret udenom retssager...). Hans champagnekataloger er et absolut must for alle, der er interesserede i champagne (læs det her) - og denne champagnefreak er ikke i tvivl om, at hans kommende bog (der, som linket viser, allerede kan bestilles på Amazon) bliver en af de vigtigste vinudgivelser i mange år.

Ny dansk champagnebog

2010-01-26T00:32:00.003+01:00

Før jul så Danmark den - vist nok - første bog nogensinde skrevet af danskere om champagne: Champagnebibelen. For kendere af den danske vinbranche er det måske ikke så overraskende, at det er Mads og Mia Rudolf, der står bag.
Mads Rudolf driver til hverdag butikken Skål på Østerbro samt importfirmaet Pétillant, der specialiserer sig i champagne. Der er altså i høj grad tale om en bog skrevet af insidere. Det kan man måske vælge at se som problematisk - i det det måske ikke er synderligt fremmende for objektiviteten af producentbeskrivelser. På den anden side må man gå ud fra, at importøren også vælger at importere de vine, han/hun kan lide - så på den baggrund er problemet måske ikke så stort endda.
I praksis er det i høj grad vinene fra Pétillant, der løber med opmærksomheden - mens både store og velrenommerede huse ofte beskrives ganske lapidarisk. Det er der som sådan ikke noget galt i - men den lidt pompøse (indrømmet: vel også lidt ironiske) titel kunne måske give foranledning til at tro, at bogen er noget andet, end den er: Et subjektivt partsindlæg.
At der er tale om et partsindlæg er i sig selv heller ikke problematisk (når blot det kommunikeres), og jeg skal gerne indrømme, at jeg foretrækker vinbøger, der tør tage stilling - og der er ingen tvivl om, at Mads og Mia Rudolf er engagerede skribenter med deres meningers mod.
På mange punkter er deres holdninger overensstemmende med denne bloggers - vi deler bl.a. forkærligheden for de små, "ægte" vinbønder - og de store industrielle champagnekoncerner får behørige, verbale prygl. Så langt så godt.
Mads og Mia Rudolf har også to andre kæpheste, hvor denne blogger forholder sig mere skeptisk (hvilket måske kan være forklaringen på, at jeg aldrig rigtig er faldet for de champagner, jeg har smagt fra Pétillant): det biodynamiske og Extra-Brut-kategorien.
Jeg har fuld forståelse for, at økologisk vindyrkning kan være en god idé både moralsk og ud fra et kvalitetssynspunkt. Men m.h.t. det biodynamiske har jeg ærligt talt svært ved at se, at der er tale om andet end pseudoreligiøs mysticisme. De biodynamiske dogmer er, som jeg ser det, hverken baseret på videnskab - eller blot en tradition, der kunne sandsynliggøre, at tingene virker. De rationaliseringer af biodynamikken, som jeg kender til - f.eks. den om, at det giver mening at følge månens faser, fordi månens tyngdekraft må indvirke på vinen, er videnskabelig set nonsens. Det betyder selvfølgelig ikke, at biodynamiske vine nødvendigvis er dårlige - eller mindre gode end andre vine (jeg skal være den første til f.eks. at melde mig under Leroy-fanerne). Men jeg har meget svært ved at acceptere, at de mere eller mindre religiøst baserede dogmer skulle have nogen decideret positiv indvirkning på vinen. Og jeg er kynisk nok til at mene, at mangt en biodynamisk producent af i dag snarere tilbeder Mammon end Rudolf Steiner.
M.h.t. til Extra-Brut-kategorien er det er faktum, at mange "progressive" champagneproducenter i dag vælger at lave nogle af (og måske størstedelen af) deres vine i denne kategori - d.v.s. "ekstra tørre". Igen tillader jeg mig at være skeptisk (ligesom jeg i øvrigt er skeptisk overfor tørre, tyske rieslingvine af nogenlunde samme grund).
Kategorien er omdiskuteret - og bl.a. Tom Stevenson hævder, at champagner, der er helt tørre, ikke ældes godt (og ikke udvikler de særlige champagnearomaer). Jeg er ikke kvalificeret til at afgøre denne strid, men forholder mig altså stadig skeptisk overfor kategorien extra-brut.
Jeg finder normalt vinene i denne kategori imponerende og imposante, men sjældent charmerende - og jeg savner ofte den særlige filigranagtige karakter, der for mig er essensen i god champagne. Problemet, tror jeg, hidhører fra, at man til extra-brut champagner er nødt til at høste mere modne druer, der derfor også giver champagner med større statur. Ofte kombineres dette så også med lagring på nye egefade for at få ekstra fylde. Resultatet er champagner, der kan minde om hvid bourgogne med bobler. Måske ikke en beskrivelse, der ligefrem afskrækker nogen, men denne champagnefreak foretrækker altså alligevel champagner, der er mere flygtige og elegante i deres udtryk.
Disse to stridspunkter er selvfølgelig ikke som sådan en kritik er Mads og Mia Rudolfs bog, men et udtryk for en meningsforskel. Vores smag er heldigvis forskellig - og som allerede nævnt, vil jeg langt hellere have en vinbog, hvor forfatterne er tro mod deres egne ideosynkrasier og kæpheste - end en bog, der i et forsøg på at være "objektiv" ender i kedsommelig konsensusrytteri.
Allervigtigst for en vinbog er det dog, at den inspirerer til at drikke den vin, der er dens emne og forkærlighed - jeg håber at læsere at Champagnebibelen også vil føle sig inspirerede!

Champagnebibelen kan købes i det fleste velassorterede boghandlere - eller over nettet ved at følge dette link.

Roger Brun

2009-11-24T17:16:00.005+01:00

Roger Brun er en mindre negociant hjemmehørende i Grand Cru-landsbyen Aÿ. Det betyder champagner, hvor fokus er på pinot noir, som i følge mange ikke bliver meget bedre end i Aÿ (når vi altså er i Champagne!). Den knæsatte visdom vil vide, at det giver "maskuline" champagner - omend sandheden nok er noget mere kompleks end som så.
Jeg tror basalt set, at man kan dele vinsmagere op i to: dem, der fokuserer på duften, og dem, der fokuserer på smagen. Desværre er det langt fra altid, at en vin står lige stærkt i duft og smag - og i de tilfælde vil bedømmelsen ofte være dikteret af, hvilken kategori smageren tilhører.
Denne smager hører afgjort til den første kategori. Hvis jeg havde tilhørt den anden kategori, ville jeg sikkert være væsentligt gladere for disse champagner. Med andre ord: Det er champagner, hvis styrken ligger i smagen (god mousse, fin fylde), snarere end i duften (hvor jeg generelt finder dem en anelse diffuse). Hvis du er en "smags-smager" vil du sikkert være gladere for disse champagner end undertegnede.
For en relativt lille producent laver den en del cuvéer - noget der altid har gjort mig en smule skeptisk.

Hjemmeside: klik her
Dansk importør: Champagneriet

Smagte vine:

BRUT RESERVE GRAND CRU

Sidst smagt: 21/11-09
En lidt diskret, "mørk" næse (læder etc.), der for denne smager savner lidt fokus. Lidt mere mineralske toner (grafit) indfinder sig med tid i glasset. I smagen langt bedre med en rigtig god mousse og pæn fylde. En ganske venlig champagne, der nok vil falde i mange "begynderes" smag (hvilket ikke nødvendigvis er ment så patroniserende, som det lyder...). 85% pinot noir + 15% chardonnay.

CUVÉE DES SIRES 2004 GRAND CRU BRUT

Sidst smagt: 21/11-09
Igen savner jeg en smule fokus. Stilen er den samme som Brut Reserve - d.v.s. "mørke" aromaer og en relativt frugtig stil. Smagen er igen klasser bedre med en fin mousse. Vinen er vinificeret i egefade, hvilket man smager i finishen, der endnu er lidt rå. Sikkert bedre efter et par års lagring. Den informative bagetiket fortæller at vinen er lavet på 70% pinot noir og 30% chardonnay og har en dosage på 8g/l.

CUVÉE DES SIRES 2004 LA PELLE GRAND CRU EXTRA-BRUT

Sidst smagt: 21/11-09
Særlig cuvée fra enkeltmarken "La Pelle" i Aÿ. Nok duftmæssigt den mest interessante & komplekse af Roger Bruns cuvéer, mens smagen i denne smagers optik nok havde haft bedre af lidt mere dosage (den er på 3g/l). Vinen ligger stilmæssigt noget fra de andre af Roger Bruns cuvéer - lidt mere rå og firskåren, men samtidig altså også med et ekstra lag af kompleksitet.

RÉSERVE FAMILIALE 1996 GRAND CRU

Sidst smagt: 21/11-09
Roger Bruns prestigecuvée. Og årgangen fornægter sig ikke. 1996 er meget rost, men min erfaring er, at den ikke står sig så godt p.t. grundet den høje syre, der næsten kan virke eddikeagtig for tiden. Stilen er mindre "mørk" og mere citruspræget end de andre cuvéer. I smagen går den bløde mousse igen, men '96er-syren fornægter sig ikke. Prisen taget i betragtning en skuffelse, men måske behøver den bare mere tid.

Ny champagnebutik på nettet

2009-11-19T10:47:00.004+01:00

Trods økonomisk krise - både globalt og for Champagne i særdeleshed - kaster flere og flere sig over importen af champagne - forhåbentlig et tegn på, at champagne i højere og højere grad er begyndt at blive opfattet som "rigtig vin" og ikke bare som et luksusbrand.

Seneste skud på stammen er en ny internetbutik, der udelukkende har helliget sig champagne: Champagneshop.dk.

Indtil videre er der kun industrichampagne (læs: Grande Marque) på programmet, men indehaverne lover, at de efter nytår også vil begynde at importere egne mærker. Vi venter spændt! - og ønsker Champagneshop.dk al mulig held og lykke med projektet.

Champagneriet

2009-11-07T17:05:00.002+01:00

Jeg har tidligere berettet om den nyåbnede champagneimport Champagneriet, der er drevet af de to unge champagneentusiaster Anders & David.
I forbindelse med, at jeg for nylig erhvervede en række af deres champagner, fik jeg mulighed for at høre lidt mere om firmaet og de to ejere.

Anders & David er begge ansat i Novo Nordisk – og det var under en 8 måneders udstationering i Chartres i Frankrig, at interessen for champagne tog fart. Flere besøg i Champagne og masser af besøg hos diverse producenter blev – som det ofte er tilfældet – en stor øjenåbner, der viste dem, at Champagne er andet end Les Grandes Marques' kedelige industriprodukter.

Det var i første omgang de kraftige, pinot noir-dominerede champagner fra Grand Cru-kommuner som Aÿ og Ambonnay, der vakte interesse. De første to producenter, Roger Brun og Secondé-Simon, der er kommet i stalden er således fra disse to kommuner. Det er begge mindre producenter – selvom Roger Brun teknisk set er en negociant (NM).

Efterfølgende er sortimentet blevet udvidet med blanc-de-blancs-producenten Lanois, som mange champagneelskere vil kunne nikke genkendende til, da det har været en hjørnesten i L'Esprit du Vins sortiment og en overgang var huschampagne hos en lang række af de bedre københavnske restauranter.

Champagneriet er mest tænkt som et hobbyprojekt med det moderate, men ærværdige erklærede mål, at det skal give nok overskud til at finansiere en champagnetur om året til de to indehavere.

Anders er som cand.merc. forretningsmanden af de to, mens David som biotek-ingeniør kan snakke med, når vinbønderne begiver sig ud i vinproduktionens tekniske kringelkroge (og måske endda fortælle en vinbonde eller to, hvorfor det, de altid har gjort, virker, som det gør).

Jeg har endnu til gode at smage champagnerne fra Champagneriet (det sker snarest – hvorefter de nok skal komme på bloggen her), men under alle omstændigheder er det altid tiltrængt med ekstra champagneimportører – specielt fordi mange af de større importører har et noget stedmoderligt forhold til champagne.

Hårde tider for Champagne?

2009-11-02T18:46:00.002+01:00

Som Oenologic kan referere, har 2009 været et skidt år for Champagne: første halvdel af 2009 har således budt på et fald på intet mindre end 45% i salget af champagne. Trenden kan også ses i en række andre områder i Frankrig, men ingen steder så tydeligt som i Champagne.
Få produkter er i den grad forbundet med luksus som champagne, og derfor er det måske også oplagt, at Champagne kommer til at mærke det for alvor, når krisen kradser.

Krisen kunne måske føre det gode med sig, at Champagne opgav entydigt at fokusere på champagne som et luksusprodukt og i stedet begyndte at fokusere på champagne som kvalitetsvin. Noget sådant vil imidlertid næppe ske så længe de store spillere - Les Grandes Marques - sidder på markedet. Her kan man simpelthen ikke slå på andet end det luksuriøse - ofte af den simple årsag, at der ikke er tale om kvalitetsvin. Prøv blot at gå ind på nogle af de store huses hjemmesider og se det patroniserende indhold, der ikke kan lade mange i tvivl om præcis hvilken intellektuel formåen og viden, de store huse antager deres kunder i besiddelse af.

Det er mit fromme håb, at de små producenter vil blive ramt mindre hårdt af krisen, og at den begyndende trend mod autentisk håndværkschampagne fremfor kommerciel industrichampagne vil fortsætte og styrkes fremover. Denne champagnefreak skal nok love at gøre sit til at holde liv i de små kvalitetsproducenter ved et helt igennem umådeholdent og uanstændigt forbrug af "Farmer Fizz"!

E. Barnaut & noget vigtigere

2009-09-10T01:22:00.004+02:00

Terry Theise har et sted bemærket, at Champagne måske er den eneste drik, der passer sig både for opstemte og for sørgelige begivenheder. Men der er jo også begivenheder, der kombinerer begge dele - som da jeg for nylig måtte sige farvel til en god veninde og bofælle gennem nogle år, der har været så heldig at få en ph.d. i London. En stor mulighed for hende selvfølgelig, men også lidt trist eller melankolsk - efter mange glade stunder (bl.a. med masser af champagne)... Et eksempel på afskedens søde sorg, som Shakespeare ville have sagt det.
Bl.a. derfor var det også oplagt at markere begivenheden med en flaske champagne.
Vi havde afsluttet en god middag og rundede aftenen af på Bistro Bacchus - som tidligere nævnt på denne blog min yndlingsvinbar i København.
Champagnen, vi smagte, var Bouzy-producenten E. Barnaut, som jeg ikke tidligere har smagt. Der var tale om vintageudgaven i årgang 1995. Vinen var præget af en vis ælde, men også af et lidt honningagtigt præg, som jeg ellers forbinder mere med Aÿ. Syren var ganske dominerende - og kunne næsten bringe mindelser om årgang 96. Skal jeg være ærlig, foretrækker jeg nok champagner, der er lidt yngre end denne - men når det er sagt en absolut godkendt flaske. Men der gives jo dage, hvor champagnen ikke kan være hovedperson, men må være det ledsagende akkompagnement til noget vigtigere, større og mere betydningsfuldt. Som tilfældet var det denne aften.
Hende, som jeg tog afsked med, har gennem årene været en stor ynder af champagne, og jeg håber, at hun også satte pris på denne - foreløbigt - sidste flaske i mit selskab (selvom det ikke var Grand Cru Blanc de Blancs...). Må boblerne stadig flyde i hendes liv og lykken tilsmile hende.

Lidt opdatering - Moët Rosé 2003

2009-08-08T03:10:00.001+02:00

Fik i aftes smagt Moët & Chandons Rosé årgang 2003 og har derfor opdateret producentbeskrivelsen - som du finder her.

Et par opdateringer...

2009-08-02T18:12:00.003+02:00

Takket være stor velvilje fra Michael fra Vinkompagniet har jeg haft lejlighed til at smage og gensmage champagner fra Patrick Regnault - og smagenotaterne er hermed opdateret med en anbefaling af både NV og årgang 2002.

Michael klagede lidt over, at jeg ikke har fået opdateret mere, end jeg har. Det betyder langt fra, at jeg ikke drikker champagne for tiden, men dels at jeg samler lidt sammen, så jeg kan komme med en mere eller mindre komplet producentbeskrivelse (undtagen de gange, hvor jeg smager en flaske, jeg mener fortjener et særskilt smagenotat), dels at jeg løbende foretager rettelser i/tilføjelser til eksisterende smagenotater. Dem ser man desværre ikke umiddelbart, når man går ind på bloggen. Jeg skal dog nok i fremtiden prøve at skrive, hver gang jeg opdaterer et smagenotat.
I samme åndedrag kan jeg så fortælle, at jeg har opdateret smagenotatet for Agrapart, da jeg har smagt prestigecuvéen Cuvée Venus for nylig.

Billecart-Salmon

2009-07-02T10:08:00.004+02:00

Billecart-Salmon er en af de mindre grandes marques med et godt ry - specielt for deres roséchampagner.
Mit relativt begrænsede kendskab til huset bekræfter begge dele - mest det sidste. Det synes som om Les Grandes Marques generelt klarer sig bedre med roséchampagner (faktisk tror jeg, at størstedelen af de bedste grande marque-champagner, jeg har smagt, har været roséer). Hvad det skyldes, skal jeg ikke kunne udtale mig om - blot bemærke, at prisen ofte også følger med.
Stilen er "moderne" - d.v.s. med fokus på en ren frugtighed uden for meget gærpræg. Deres almindelige basischampagne gør ingen fortræd, mens de to roséer har mere at byde på. Skal man drikke grande marque-champagne, er dette absolut et af de bedre bud - specielt hvis man foretrækker den rene, frugtdominerede stil.

Officiel hjemmeside klik her
Dansk importør: Vinrosen

Smagte vine:

BRUT RÉSERVE

Sidste smagt: 13/4-05
Billecart-Salmons basiscuvée. En frugtig og ferskenpræget vin uden de store dikkedarer. Moussen er blød og god, strukturen pæn. En oplagt aperitifchampagne.

BRUT ROSÉ

Sidst smagt: 23/11-04
Billecart-Salmons standard rosé har et særdeles godt ry. Baseret på sidste gang, jeg smagte den (som er noget tid siden - derfor er det efterfølgende også skrevet med forbehold), er dette absolut fortjent. Man skal dog ikke forvente at få en feminin og forførende rosé til den romantiske middag; der er tale om rosé i den seriøse - og lidt ekstreme - stil med en lidt animalsk aroma samt præg af chokolade og læder. Man skal altså mere tænke seriøs rødvin end indsmigrende rosé. Ikke desto mindre et brag af en champagne med super kompleksitet.

CUVÉE ELISABETH SALMON BRUT ROSÉ 1998

Sidst smagt: 30/6-09
Billecart-Salmons prestigerosé lavet på lige dele chardonnay og pinot noir tilsat lidt rødvin fra Mareuil-sur-Aÿ (hvor Billecart-Salmon også har til huse). Ligesom standardroséen en fremragende champagne - omend i en anden stil. Cuvée Elisabeth er mere "tæmmet", knapt så ekstrem som basisroséen, og hvad, man foretrækker, er nok i sidste ende et spørgsmål om stil. Duften er superkompleks - og man sidder med denne fornemmelse af, at den holder igen, at der er mere at komme efter lige under overfladen (om det så er tilfældet er en anden sag - men det er generelt denne fornemmelse, jeg sidder med, når jeg drikker rigtigt store vine). I munden har den en fast struktur med godt syrebid, der lover godt for fremtidig lagring (omend jeg ikke er sikker på, om jeg ikke vil foretrække den, som den er nu - for nu at rode mig ud i en dobbelt benægtelse). I forhold til basisroséen en mere "intellektuel" champagne, der måske ikke har samme umiddelbare overdådighed, men så måske til gengæld kan pirre nysgerrigheden længere.
Stilen er ikke ulig Deutz' prestigerosé William Deutz - omend jeg nok giver sidstnævnte en lille forrang. Skal man ofre penge på prestigecuvéer, er dette ikke det værste sted at gå hen (og så er den oven i købet billigere end mange af de andre prestigecuvéer på markedet).

Champagnekunst!

2009-06-23T20:22:00.006+02:00

- kunstneren hedder Carlos Reyes Florez og er fra Colombia. Han er dog p.t. bosiddende i Danmark, så skulle der være nogen derude, der kunne være interesserede, formidler jeg gerne kontakten.

Marne-champagne på Den Franske Ambassade

2009-06-02T16:50:00.003+02:00

Den 27. maj var der smagning for professionelle af champagne fra Vallée du Marne på Den Franske Ambassade på Kgs. Nytorv. De pompøse og meget franske lokaler lagde rum til en lille smagning af champagne fra otte producenter (A. Robert, Baron Albert, Alain Bedel, Alain Bergère, Charpentier, Jean Comyn, Fleury-Gille og Sourdet-Diot) fra den vestlige del af Marne-dalen samlet i eksportgruppen "Fine Signatures" - samt lidt andre specialiteter i form af olivenolie, foie gras og snegleæg (!).
Der var tale om champagne fra marker uden den helt store klassifikationen, og smagningen bekræftede to ting: 1) at terroir (også) betyder noget i Champagne, 2) at der ikke er væsentlige besparelser at hente ved at købe champagne fra disse områder i stedet for fra grand cru-kommuner. Hvilket der for så vidt ikke var den store overraskelse i.
Med andre ord var der efter denne champagnefreaks mening ikke så meget at komme efter - og det mest interessante var måske snegleæggene...

Ny champagneimport

2009-06-02T16:18:00.002+02:00

Som en slags demonstration af Nietzsche idé om den evige genkomst er der nu - blot nogle måneder efter at garage-champagneimporten Benned's Bobler lukkede, åbnet en ny af slags: Champagneriet. De to ejere - David og Anders - blev interesserede i Champagne, da de begge en overgang boede i nærheden af området (nogenlunde den samme historie, der også satte gang i Benned's Bobler).
David og Anders synes først og fremmest at have kastet deres kærlighed til de pinot-dominerede champagner - i hvert fald er deres to første champagnehuse - Roger Brun og J.L. Secondé-Simon - fra henholdsvis Aÿ og Ambonnay - Grand Cru-kommuner, der begge er kendt for kvaliteten af deres pinot noir. Jeg har ikke selv haft lejlighed til at smage de respektive huse, så jeg kan ikke p.t. sige noget om kvaliteten - men vil satse på at smage dem snarest.
For de hurtige er der særlige opstartspriser, som er gældende indtil i morgen d. 3. juni. Priser m.m. fremgår af hjemmesiden.
Herfra skal lyde et stort held og lykke til David, Anders og Champagneriet!

Napoléon

2009-05-18T00:09:00.005+02:00

Napoléon er et gammel champagnehus, der for nogle år tilbage blev opkøbt af kooperativet Paul Goerg - efter sigende for at bevare husets stil og undgå, at markerne faldt i hænderne på et af de store Grandes Marques, hvad der i denne champagnefreaks bog er så smukt et motiv som noget.
Ligesom Paul Goerg har Napoleon til huset i 1. Cru kommunen Vertus. Alligevel er stilen ganske anderledes. Champagnerne fra Napoléon er klart mere "traditionelle" end Paul Goergs; mere "Gout anglais" med deres gærprægede stil. Personligt er jeg mere til champagnerne fra Paul Goerg, selvom Napoléon-champagnerne er dyrere (og generelt har fået længere tids lagring). Er du til den mere traditionelle champagnestil falder disse champagner nok mere i din smag end min.
Man bruger som hos Paul Goerg kun de to "noble" druesorter Chardonnay og Pinot Noir - omend andelen af Pinot Noir er højere her end hos førnævnte. Produktionen er noget mindre end Paul Goerg med ca. 100.000-150.000 flasker om året.

Officiel hjemmeside klik her
Dansk importør: Ingen (mig bekendt)

Smagte vine:

TRADITION BRUT

Sidst smagt: 21/4-09
Faktisk man favorit blandt de Napoléon-champagner, jeg har smagt. Mineralsk med præg af flint og lidt hindbær. Pæn syre og ok mundfylde. 50% Chardonnay & 50% Pinot Noir. Flirter med en stjerne.

BLANC DE BLANCS BRUT

Sidst smagt: 21/4-09
Lidt gær- og brødpræget, men også en smule uren. Ganske blød mousse. Virker sjovt nok mindre elegant en ovennævnte.

ROSÉ BRUT

Sidst smagt: 21/4-09
En lidt underspillet rosé med præg af ymer og uld. Savner i min bog nok en smule ynde. 45% Chardonnay, 55% Pinot Noir.

GRAND MILLÉSIME 1996

Sidst smagt: 21/4-09
Stadig i skrivende stund i handlen - hvilket vist er en sjældenhed. Nuvel, jeg skal være ærlig at sige, at jeg foretrækker mine champagner yngre end denne. Klart modent præg med rosiner, svesker og et lidt "skingert" udtryk, der næsten kan lede tankerne hen på madeira eller sherry. Typisk for årgangen en ganske høj syre. 50% Chardonnay, 50% Pinot Noir.

Paul Goerg

2009-05-17T21:13:00.005+02:00

Paul Goerg er et kooperativ baseret i 1. cru kommunen Vertus (hvor de har alle deres marker - alle champagner er altså 1. cru). De besidder ialt 120 hektar, hvilket resulterer i ca. 350.000 flasker årligt. Champagnerne har et ganske godt ry og er repræsenteret på en række toprestauranter rundt omkring i verden.
Generelt er deres champagner rene og vellavede i en elegant og frugtig stil, der lidt minder denne smager om Billecart-Salmon. Skal man være kritisk er de måske en anelse korte i smagen.
Paul Goerg driver også huset Napoleon (hvilket bringer ubehagelige minder om en billig rødvin fra min Gymnasietid...), der laver champagner i en mere traditionel stil. Personligt foretrækker jeg de mere rene og frugtige champagner fra Paul Goerg - selvom Napoleon-champagnerne er dyrere. Der er p.t. ingen dansk importør (mig bekendt), men priserne på Goerg-champagnerne burde ligge en anelse under de fleste Grandes Marques - kvaliteten noget over.

Officiel hjemmmeside klik her
Dansk importør: P.t. ingen (mig bekendt)

Smagte vine:

BRUT TRADITION

Sidst smagt: 21/4-2009
Goergs basiscuvée og en ganske god af slagsen: ren og vellavet m. god mineralitet og præg af ymer. I smagen en anelse kort. 60% Chardonnay, 40% Pinot Noir.

BRUT BLANC DE BLANCS

Sidst smagt: 21/4-2009
Igen en ren, vellavet og frugtig champagne med præg af hindbær. Knapt så fyldig som Brut Tradition og igen en smule kort. Ganske god blanc de blancs.

VINTAGE 2002

Sidst smagt: 21/4-2009
Årgang 2002 er en årgang, jeg holder rigtigt meget af. Det positive indtryk bekræftes igen af Paul Goergs bud på årgangen, der er 100% chardonnay og altså en blanc de blancs. Vinen er mere mineralsk en de to NV'er med et flintepræg (som jeg normalt forbinder med champagnerne fra Avize). Krystallinsk. Interessant nok mente Export Manager Stéphanie Simard ikke, at den havde godt af mere end 2-3 års lagring.

CUVÉE LADY VINTAGE 2000

Sidst smagt: 21/4-2009
Goergs bud på en prestige cuvée med hvad dertil hører af fancy indpakning. Som det så ofte går, var jeg sådan set mere glad for de andre cuvéer - ikke mindst årgang 2002 (der når ret skal være ret også er en bedre årgang end 2000, som jeg endnu mangler at smage noget overbevisende fra). Den virkede knapt så ren som de andre cuvéer med en udtalt duft af friske champignoner (som man i øvrigt også finder i Dom Pérignon fra denne årgang). Vinen består af 85% Chardonnay og 15% Pinot Noir.

Skum

2009-03-31T11:26:00.002+02:00

Livets champagne
pärlande dricka vi
lätta som skum
genomskinliga
champagnehjärtan ...
Champagneögon -
himlen blinkar er löften till

Champagnefötter -
gån efter stjärnan

Champagneandar
glaset hänrycks i eder hand!

Edith Södergran: Septemberlyran

Robert Moncuit

2009-02-09T00:12:00.002+01:00

Som faste læsere af denne blog vil vide, har jeg en forkærlighed for Grand Cru blanc de blancs-champagner. Derfor slår jeg da også normalt til, når muligheden dukker op for at smage nogle af disse - og da særligt, hvis prisen i øvrigt er rimelig.
Sidste gang, det skete, var med producenten Robert Moncuit, der har til huse i kommunen over dem alle (ifølge nogle - personligt foretrækker jeg Cramant) Mesnil-sur-Oger - hjemsted til (bl.a.) Salon & Krugs Clos de Mesnil.
Robert Moncuit er den mindst kendte af Moncuit'erne - og bliver normalt overskygget af Pierre Moncuit, selvom champagneeksperten Richard Juhlin faktisk foretrækker Robert. Jeg har smagt de fleste af Pierre Moncuits cuvéer inklusiv et par årgangschampagner og kan anbefale dem alle. De er i øvrigt i en ganske anden stil end Roberts: En smule "bondske" i duften, men med en vidunderlig blød mousse.
Jeg har kun haft lejlighed til at smage én af Robert Moncuits cuvéer, deres Grand Cru Blanc de blanc NV. Hvordan den smagte kan man læse nedenfor.

Dansk importør: Domaine Brandis
Officiel hjemmeside klik her

Smagte vine:

GRAND CRU BLANC DE BLANCS BRUT

Sidst smagt: 31/1-09
En lidt reserveret, streng champagne med et præg af savsmuld, som jeg har fundet i flere grand cru blanc de blancs fra små producenter. I munden igen denne lidt strenge stil, men med en underliggende dybde, der peger på at der måske er mere i vente. Umiddelbart nok en champagne, som jeg ville give et par år på langs. Til den tid kan den så måske forvente en stjerne.

Ruinart

2009-01-04T10:14:00.007+01:00

Nytåret nyligt overstået. Med champagne selvfølgelig. Men om dem skal det ikke handle her. I stedet skal fokus være på Ruinart, hvis prestigecuvée jeg for første gang havde mulighed for at smage for en måneds tid siden. Det er ikke fordi jeg i øvrigt har smagt meget Ruinart, men et par flasker har jeg da under bæltet - eller hvilken metafor, der nu passer sig bedst for denne substitut for at nedlægge damer (hvilket sikkert ville være en sundere og billigere hobby).
Ruinart er, som det vil være nogle bekendt, et Grande Marque, hvilket er ensbetydende med big business, ensrettede vine og branding. Alt sammen ting, der ikke huer vinromantikere som undertegnede.
Derfor kan det heller ikke undre, hvis indstillingen til Ruinart er noget negativ - det skal dog pointeres, at jeg har smagt de flasker Ruinart, jeg har smagt, blindt. Generelt er de kendetegnet ved en uren duft (interessant nok er Grande Marques, der burde have teknologien til at lave rene champagner, langt oftere end små producenter kendetegnet ved urenheder), samt grove bobler og kort smag.
Kort sagt: Jeg er ikke begejstret.

Dansk importør: Skjold Burne
Officiel hjemmeside klik her

Smagte vine:

"R" DE RUINART BRUT

Sidst smagt: 20/6-08
Denne champagne står p.t. til kr. 500,- på Skjold Burnes hjemmeside. De signalerer prestigevin og champagne i særklasse. I virkelighedens verden er det det rene vanvid. Der er tale om tredieklasses industriprodukt, som slås med flere længder af mange champagner til under 200,-. Duften er uren og svovlhørmende, smagen kun en smule bedre.

DOM RUINART 1996

Sidst smagt: 20/11-08
Ruinarts prestigecuvée er - i den udgave jeg smagte den i - ikke et hak bedre end deres standardcuvée. Jeg fristes til at sige tværtimod. Den samme urene og svovlede duft, grove bobler og en forsvindende kort smag. Nej tak! Jeg gættede straks Grande Marque (grundet den urene og svovlede duft), men mit bud var en standardcuvée - måske Möet & Chandon (skønt jeg normalt findes Brut Imperial (en smule) bedre end dette). At der er tale om en blanc de blancs (hvilket normalt betyder ekstra forfinelse og vibrende syre), var ikke til at gennemskue for denne smager. Folkene hos Ruinart vil sikkert sige, at den blot skal have tid - og ja, duften kan måske smide noget af det urene, men i min bog er det meget sjældent at vine/champagner uden nogen smag midt i munden og finish udvikler sig positivt.
Man kan selvfølgelig også hævde, at det er useriøst at afskrive en flaske udelukkende efter at have smagt den én gang. Men med mindre man er mangemillionær har de færreste nok lejlighed til at smage prestigecuvée champagner legio, så en hver flaske bør vel være optimal. Så lad mig råbe det fra bjergtinderne: HAN HAR JO IKKE NOGET PÅ!!!!
Heldigvis havde jeg ikke givet de 1500,- for den, som Skjold Burne tager, men der går nok alligevel lang tid, før jeg gider at investere i en flaske igen - og så udelukkende i "embedsmedfør". Ak, det er hårdt at være champagnefreak!

Charles Orban

2008-10-21T00:29:00.003+02:00

Det er ikke meget, jeg ved om denne champagne. Jeg har ikke kunne finde noget om producenter i hverken bøger eller på nettet. Den er købt i Frederiksberg Vinimport, og jeg har smagt den to gange med positivt resultat begge gange.
Det, som fremgår af etiketten er, at den er fra Troissy - en kommune, som jeg heller ikke ved synderligt meget om. Der er tale om en "Récoltant-Manipulant" - altså det, jeg kalder en vinbonde. Men altså: en rigtig udmærket champagne. Prisen er ok -selvom man kan få grand cru champagne billigere.
Det skulle være (endnu) et bevis på, at der stadig findes mange spændende små champagneproducenter, som "flyver under radaren"...

Smagte Vine:

BRUT CHARDONNAY

Sidst smagt: 21/10-08
Relativt moden smag uden de helt store karakteristika, men ren og i orden. Lidt "våd karklud" - som dog ikke er som negativt, som det lyder. Lakrids & lidt efterårsløv. En anelse gummi. Ligger meget bagtil i munden (hvad jeg ikke erindrer at have oplevet i champagne før!). God syre. Alt i alt absolut i orden.

Autréau-Roualet

2008-10-16T18:50:00.002+02:00

Da min sambo for nylig var i Frankrig hjembragte hun en enkelt flaske champagne: Autréau-Roualet Cuvée de Réserve 2003. Der var (er) tale om en for mig ukendt negociant i den absolut billige ende. Forventningerne var derfor heller ikke så store, men når det alligevel var interessant at smage, er det, fordi der altså er tale om årgang 2003 - som jeg ikke tidligere har smagt.
Vejret i Champagne i 2003 var - mig bekendt - nogenlunde som i resten af Frankrig - d.v.s. ganske varmt (næsten for varmt), hvilket mange steder har givet hurtigt drikkeklare vine uden det helt store ry. De 2003-vine jeg har smagt - f.eks. fra Bourgogne - har dog været langt bedre end deres rygte og er absolut værd at drikke på kort sigt.
Men hvad med Champagne?
Bedømt på denne ene flaske gør noget af det samme sig gældende: Der var tale om en vin, der bød på moden frugt og mere karakter, end man umiddelbart kunne forvente sig af en billig negociant-champagne. Nok var syren - som forventeligt - lidt lav, men til umiddelbar nydelse var champagnen absolut sine penge værd. Og der var langt bedre fokus end i mange af de årgang 2000-champagner, jeg har smagt (også fra papiret bedre producenter).
Min umiddelbare fingerspitzgefühl siger mig derfor, at årgang 2003 nok er en årgang, det er værd at gå på strandhugst i - selvom mit valg stadig vil falde på årgang 2002, der nok er den bedste årgang siden 1996. Men umiddelbart spår jeg årgang 2003 som værende bedre end både 1999 og 2000. Hvilket altså skal tages med et temmelig stort gran salt - eftersom jeg kun har smagt denne ene flaske rene årgang 2003. Jeg vender tilbage med en mere udførlig årgangsrapport, når jeg har smagt mig igennem noget mere... (it's a dirty job, but somebody's gotta do it!)

Crépaux-Courtois

2008-09-17T14:21:00.004+02:00

Min lettere krævende charmerende og despotiske søde sambo har for længst proklameret, at hun kun drikker grand cru blanc de blancs champagne (hvilket stiller visse krav til min pengepung...).
Så da vi sammen med hendes store lillebror var på Café Konjak (hermed en anbefaling - ikke mindst for deres champagnekort) til frokost og stødte på en grand cru blanc de blancs champagne, som ingen af os havde smagt, var vi selvfølgelig nødt til at bestille den (til stor forargelse for lillebror, der sandelig ikke mente, at man kunne drikke champagne til frokost...).
Der var tale om en champagne fra Crépaux-Courtois, som lidt googling røbede var en lille producent med hovedsæde i Cramant. Importøren viste sig ved samme lejlighed at være Barrique Vin. Champagnen, vi smagte, var...

BLANC DE BLANCS GRAND CRU BRUT

Sidst smagt: 16/9-08
En relativt diskret champagne (men det kan også skyldes de ikke helt perfekte glas, den blev serveret i), der dog tydeligt viser sin oprindelse (champagnen er sammenstukket fra de fire Grand Cru-kommuner Cramant, Avize, Chouilly og Oger). Duftprofilen domineres af lakrids og hindbær samt en smule hø. I munden præges den af en god - omend ret aggressiv - mousse. Alt i alt en rigtig god champagne, som der er værd at prøve, hvis man skulle støde på den.

Tiggergang...

2008-09-17T14:01:00.003+02:00

Jeg fik fornylig tiltusket mig et glas Krug 1990 under lettere - for mig - ydmygende omstændigheder. Egentlig var jeg ikke en del af selskabet, men hvad gør man ikke for at smage Krug - og så i årgang 1990, der har en markedspris omkring de 2500,-.
De fleste notater på denne blog er foretaget på baggrund af smagning af en hel flaske (ikke nødvendigvis alene...). Det mener jeg generelt giver et langt bedre grundlag for at bedømme en champagne - champagne er en af de vine, der virkelig udvikler sig over tid.
Så udfra disse kriterier har jeg næppe ret til at fælde dom over Krug 1990 udfra blot et enkelt (og ikke særlig stort!) glas. Men her altså alligevel...
Krug 1990 er... ja, hvad skal man sige? Imponerende, imposant, kraftfuld, overvældende. Charmerende? Næh... egentlig ikke. Det er en champagne, man skal underkaste sig, en champagne der dominerer en, snarere end en champagne, der indynder sig, flirter, forfører. En champagne, der er som baroktidens enevældige despot - og som i kejserens nye klæder fristes man til at sige: "Men han har jo ikke noget på!".
Men, det er IKKE en dårlig champagne. Duften hænger i glasset længe efter, at det er tømt - en duft, der primært siger abrikoskerne og rå svampe. Og ærlig talt: ikke den store kompleksitet (p.t.?). I munden er den (stadig) domineret af en ret markant syre, der nok skal sikre den et langt liv. Og ja, Krug 1990 er sikkert barnemord (men jeg var altså ikke morderen!). Så den bliver sikkert meget bedre. Men skal du have et glas champagne i dag er der - efter denne champagnefreaks mening - bedre ting at bruge 2500,- til...

Legras & Haas

2008-09-17T13:22:00.008+02:00

Som nævnt i sidste måned er jeg gennem importøren Bisgaard Vin blevet gjort opmærksom på, at de har optaget importen af den for mig hidtil ukendte producent Legras & Haas (ikke at forveksle med R. & L. Legras).
Nu har jeg så også - takket være gavmildhed fra Bisgaard vin - haft lejlighed til at smage på dråberne.
Der er, kan jeg allerede oplyse nu, tale om rigtig gode champagner, der fuldt ud lever op til deres "pedigree" med hovedsæde i Grand Cru-kommunen Chouilly.
Chouilly hører ikke til de mest feterede Grand Cru-kommuner - og har det med at blive glemt, når snakken går om de store blanc-de-blancs-kommuner (Cramant, Mesnil, Avize). Jeg har ikke smagt tilstrækkeligt mange rene Chouilly champagner til at sige noget definitivt, men generelt virker det på mig, som om vinene herfra - omend de har meget høj kvalitet - virker lidt mere neutrale i deres smagsprofil. Jeg har ikke - som f.eks. med Cramant - noget klart indtryk af, hvad en Chouilly-champagne skal smage af.
De tre cuvéer, jeg har smagt fra Legras & Haas, minder umiddelbart ganske meget om hinanden, hvilket - i hvert fald på kort sigt - gør basiscuvéen til det bedste køb - omend alle tre er anbefalelsesværdige. Hvordan de tager sig ud om nogle år vil tiden vise.
Generelt for champagnerne gælder det, at de er rene og mineralske med præg af granny smith-æbler, lakrids og savsmuld (et træk, jeg interessant nok også har fundet i champagnerne fra R. & L. Legras). Strukturen i munden og moussen er også rigtig god. Selvom to af cuvéerne (Brut Tradition & Cuvée Préstige) har iblandet pinot, virker de alle tre meget "blanc de blancs-agtige" (d.v.s. finesse & elegance fremfor kraft & muskler).

Officiel hjemmeside klik her
Dansk importør: Bisgaard Vin

Smagte vine:

BRUT TRADITION

Sidst smagt: 25/8-08
Ren og frisk champagne med præg af lidt savsmuld, lakrids og mere modne toner - herunder karamel. I munden præges den af gode, små bobler og en perfekt "mundfornemmelse". Til 200,- pr. flaske er rigtig godt køb, der flirter med en stjerne.

2002 BRUT

Sidst smagt: 4/9-08
Stilistisk meget i stil med Brut Tradition, men med en ekstra dimension af iod og hindbær. I munden er den lidt mere aggressiv end Brut Tradition p.t. - men mon ikke det fortager sig over tid. 2002 er en årgang, jeg har meget stor fidus til - så køb den, mens du kan. Der er tale om blanc de blancs, der er 100% Grand Cru fra Chouilly.

CUVÉE PRÉSTIGE VIEILLE VIGNE

Sidst magt 17/9-08
Legras & Haas' préstige cuvée, der stilistisk ligger i forlængelse af de andre vine fra huset - blot med en ekstra dybde. Næsen byder igen på lakrids og savsmuld, men hertil kommer så cognac og (god) kirsebærsauce - à la den man får til ris à la mande (hvilket ikke gør dette til det perfekte match til denne ret - selvom det ville gøre ende på megen hovedbrud...). I munden bærer den igen præg af en god struktur og pæn mousse - omend den bærer præg af gerne at må få nogle år på langs. Der er tale om en ren Grand Cru-champagne med druer fra henholdsvis Chouilly (Chardonnay) og Aÿ (Pinot Noir).

Nyt champagnehus til Danmark

2008-08-06T21:26:00.004+02:00

Det danske marked er blevet beriget med endnu en champagneproducent. Det drejer sig om den for mig hidtil ukendte producent Legras & Haas, der bliver importeret af Bisgaard Vin. I skrivende stund er champagnen endnu ikke kommet på hjemmesiden - men det sker formodentlig snart.

Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at smage på vinen - men med markbeliggenhederne (Legras & Haas har til huse i grand cru-kommunen Chouilly og flere af deres vine er rene grand cru-vine) skulle der være lagt i kakkelovnen til noget spændende. Richard Juhlin beskriver vinene som rene med en krystalklar syre og elegant frugt. Så burde det vist falde i denne champagnefreaks smag!

Priser er absolut rimelige, så det burde være et godt bud på et godt champagnekøb. Jeg vender tilbage, når jeg har haft lejlighed til at smage på dråberne (og Bisgaard Vin er meget velkomne til at sende mig et par prøveflasker...).

Dom Perignon hos Kjær & Sommerfeldt

2008-07-02T18:05:00.003+02:00

Jeg var i dag tilfældigt fordi Kjær & Sommerfeldt, et sted jeg ellers sjældent kommer - til dels på grund af deres kedelige og traditionelle champagneudvalg (samt deres endnu mere kedelige bourgogneudvalg). Nuvel, i dag var en god dag at besøge, for der var udskænkning af intet mindre end Dom Perignon 2000 til den - trods alt - rimelige pris af en flad halvtredser pr. glas.
Det lader en champagnefreak sig selvfølgelig ikke sige to gange - specielt ikke fordi det gav mulighed for at smage DP i årgang 2000, som jeg er temmelig skeptisk overfor, uden at skulle ud og investere i en hel flaske.
Hvordan var den så Dom Perignon i årgang 2000?
Tja, årgangen viser sig også her. Først lidt friske, æblede toner, derefter en mere rustik duft med præg af "abrikoskerne" (som man også finder i husets almindelig Vintage 1999), endelig lakrids. I munden relativt spinkel og kort fortil med præg af svampe i finishen. Man mærker klart 2000-årgangens mangel på fokus og struktur.
Alt i alt ikke en champagne, jeg ville satse på, selvom mere velbeslåede end denne champagnefreak har positive ord overfor ældre årgange af Dom'en. Vent hellere til årgang 2002 - eller lad helt være med at købe DP, og hold dig til gode vinbonde-producenter...

Min fødselsdag!

2008-05-31T08:14:00.003+02:00

- mon der skal champagne på bordet?

Det har været lidt sløjt med indlæggene på denne blog på det sidste - det betyder ikke, at der ikke bliver drukket champagne! De sidste par uger har bl.a. budt på:

- Diebolt-Vallois i forskellige udgaver (godt som altid - selvom standardcuvéen ikke rigtig imponerer. 2002 lover godt)
- Martell 1998 (udmærket moden champagne)
- Aubry "Aubry de Humbert" 2000 (ikke mindeværdig)
- Prince Laurent (billig supermarkedschampagne, der er forbavsende god)
- Deutz NV (well, af en grande marque-champagne...)

Forhåbentlig bliver der tid til at få nogle af disse champagner ind på bloggen i den nærmeste tid...

Jean Vesselle

2008-04-29T11:41:00.007+02:00

Jean Vesselle er en af i hvert fald tre champagneproducenter med efternavnet Vesselle. Mest kendt er nok Georges Vesselle, men denne smager foretrækker nu vinene fra Jean.
Som de andre Vesselle'r har Jean Vesselle deres domicil i Grand Cru-landsbyen Bouzy -og han hører til blandt mine yndlingsproducenter fra denne kommune - ja, fra hele Champagne for den sags skyld.
Stilen er meget anderledes end f.eks. nær-naboen André Clouet's (eller Bollinger for den sags skyld) - og lidt atypisk for denne pinot noir-dominerede landsby. Det er superelegante vine, som denne smager mere end en gang har forvekslet med (Grand Cru) Blanc-de-Blancs (hvad blot endnu en gang skulle vise, at det ofte er lettere at gætte en vins herkomst - grand cru, premier cru etc. - og om det er negociant eller vinbondechampagne, end hvilken druesammensætning, vinen har).
Jeg har af den ene eller den anden grund ikke fået smagt hans årgangsvine, men bør nok snart råde bod på dette.

Officiel hjemmeside: klik Her
Dansk importør: Vignoble

Smagte Vine:

BRUT RÉSERVE

Sidst smagt: 22/4-08
Efter denne champagnefreaks mening en af de 3-4 bedste NV-champagner på det danske marked. Den er superelegant og kompleks - og let at forveksle med en grand cru blanc de blancs. Skal man være meget kritisk, kan den (som ung) savne en smule karakter. Men altså: En champagne, man absolut bør unde sig selv at smage.

OEIL DE PERDRIX

Sidst smagt: 27/11-07
"Oeil de Perdrix" er betegnelsen for en champagne, der er midt imellem en rosé og en hvid champagne. Man kan have en mistanke om, at der ofte er tale om en fejl i produktionen, hvor en champagne med et højt indhold af pinot, der egentlig skulle være hvid, har fået for meget farve. Hvordan det end forholder sig, er der i dette tilfælde tale om en rigtig god champagne. Som med den hvide udgave en uhyre elegant og kompleks champagne, der i dette tilfælde blot har en ekstra dimension af et lidt "grønt" præg, der vel at mærke ikke er et minus i denne smagers bog.

ROSÉ

Sidst smagt: 27/11-07
Af den ene eller anden grund "the odd man out". Så god som Oeil de Perdrix'er er, så kedelig er den "rigtige" rosé. Som så ofte med roséer synes problemet (delvist) at være for høj dosage, hvilket giver champagnen et lidt syntetisk, vingummiagtigt præg. Slet ikke på højde med Jean Vesselles andre champagner.

Vilmart

2008-03-30T19:50:00.005+02:00

Så fik jeg endelig - long overdue, vil nogle sikkert mene - smagt champagne fra Vilmart - og lad mig i den anledning benytte lejligheden til at slå et slag for Pastis, hvor begivenheden fandt sted. Pastis har et ganske imponerende champagnekort med forbindtlig små mark ups.
For dem, der ikke skulle vide det, er Vilmart en af de mest hypede producenter siden starten af '90erne. Alle synes enige om, at hans champagner - specielt Coeur de cuvée - ikke mindst i mindre gode årgange hører til blandt det bedste, Champagne har at tilbyde - ja, måske ligefrem er det bedste. Han holder til i Rilly-la-Montagne, der blot er premier cru (94% echelle), så det er ikke et top terroir, der har givet ham de mange gode anmeldelser. Coeur de cuvée - "cuvéens hjerte" -, der er den champagne, der har givet ham hans formidable ry, er en særlig fadgæret cuvée, hvor kun den bedste del af mosten bruges - "cuvéens hjerte".
Champagnen, jeg smagte på Pastis, var Coeur de cuvée 1999, der altså til fulde skulle kunne vise, hvad Vilmart kan.
Så hvordan var den?
Lad mig sige det sådan: Jeg forstår godt pointen, selvom jeg ikke helt selv køber den. Der er tale om en rigtig god champagne. Stilen er ganske vinøs med et udpræget hindbærpræg, en ret høj dosage og en vidunderlig blød og ekspansiv mousse. En champagne, der fortjener en stjerne i mit stjernesystem. Men altså ikke mere.
Jeg savner det æteriske og flygtige præg, man kan finde i de bedste grand cru blanc de blancs-champagner - det berømte "je ne sais quoi". Man kunne - for at blive højtragende - tale om en forskellens etik. Den allerbedste champagne lærer os, at der altid er en irreducibel forskel, en différence, som ikke kan overskrides - og at det netop er i anerkendelsen af og forundringen over denne forskel at skønheden består. Vi kan aldrig helt besidde en stor champagne, fordi den i sin flygtighed undslipper os. Og dermed peger den udover den bemægtelses- og besiddertrang, som er et element ved forbrugssamfundet. Stor champagne når - som "forbrugsgode" - hinsides forbrugerismen.
Dette element, denne forskellens etik, finder jeg ikke i Vilmart. Det er en "what you see is what you get"-champagne. Den er kødelig, instant gratification, men ikke mere. Transcendensen mangler.
Så ja, Vilmart er rigtig god champagne, og den er absolut værd at smage, hvis man får lejligheden. Og måske kan den også med tid udvikle nogle af de æteriske egenskaber, jeg her har talt om. Men indtil videre er det for mig ikke den bedste champagne på denne jord - fordi den er for meget en champagne af denne jord.

Tilføjelse (9/2-2009):
Jeg har nu også haft lejlighed til at smage Vilmarts rosé Cuvée Rubis (igen på Pastis - denne gang til frokost (grundet den dårlige akustik vil jeg i øvrigt nok anbefale, at man kommer til frokost, hvor der er mindre støj)). Den bekræftede på mange måder det første indtryk af Vilmart: Vellavede, meget hedonistiske champagner med blød mousse og lang smag. Absolut godt, men igen uden den "transcendente" karakter, der for mig er opskriften på de største champagner. I øvrigt var der ganske meget rødvinskarakter over denne cuvée.

Henri Giraud

2008-03-24T20:58:00.007+01:00

Jeg stødte på denne producent første gang i Frankrig i 2006, hvor jeg smagte den udmærkede "Francois Hémart Brut" - uden dog at tage spécielt notits af den. Senere har jeg set Henri Giraud Aÿ Grand Cru Cuvée Fût de Chêne og undret mig over den høje pris (over 1000,-) - men forbandt den ikke umiddelbart med Francois Hémart. Senere fik jeg så lejlighed til både at smage Cuvée Fût de Chêne og gensmage Francois Hémart ved Vinmagasinets store smagning af champagner. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvad forbindelsen mellem "Francois Hémart"-champagnerne og Henri Giraud er (bruges Francois Hémart-navnet til negociant-delen eller?). Skulle der være nogen ude i cyperspace, der ved besked, hører jeg det gerne.
Jeg har kunne registrere, at Henri Giraud har fået ganske gode (læs: fremragende) anmeldelser fra bl.a. Jancis Robinson og Robert Parker (hvilket vist i praksis vil sige Rovani).
Tilsyneladende er der tale om en producent, der udelukkende har marker i Grand Cru-landsbyen Aÿ - der regnes for en af de allerbedste landsbyen for Pinot Noir.
Nu har jeg altså selv haft lejlighed til at smage/gensmage en række champagner fra dette hus - og jeg må sige, at jeg stadig ikke føler mig specielt meget klogere. Bevares, specielt de "billige" flasker er ganske udmærkede, men hvorfor préstigecuvéen skal op og koste over 1000,- er mig ærligt talt en gåde (også de mere ydmyge cuvéer virker uforholdsmæssigt højt prissat). Der findes ligeså gode eller bedre alternativer til billigere pris. Når det er sagt, er de "billige" cuvéer da absolut værd at smage, hvis man skulle støde på dem.

Dansk importør: Mac Y (den anden importør, jeg skriver om i dag, der ellers er specialiseret i spiritus!)
Officiel hjemmeside: klik HER

Smagte vine:

HENRI GIRAUD ESPRIT

Smagt 30/12-10
En lidt sødlig duft og smag m. præg af hindbær. Ganske elegant stil. Absolut acceptabel til prisen.

FRANCOIS HÉMART BRUT AY GRAND CRU

Sidst smagt: 21/11-07
En lidt oxideret stil med præg af nedfaldsæbler (mere oxideret første gang, jeg smagte den), men også med Aÿs præg af honning samt lidt jod. Ganske kompleks med en god mousse og pæn fylde. Flirter med en stjerne - omend jeg nok aldrig bliver den største Aÿ-fan.

FRANCOIS HÉMART BRUT ROSÉ AY GRAND CRU

Sidst smagt: 21/11-07
Ikke på højde med husets hvide. En smule uren, men ellers harmonisk. I munden har den god fylde, som man kan forvente af en Aÿ-champagne, men savner en smule bobler efter denne smagers mening. Ikke dårlig som sådan - men den hvide er altså bedre (og billigere).

AY GRAND CRU CUVÉE FÛT DE CHÊNE 1999

Sidst smagt: 30/12-10
Minder meget om 1998'eren (se nedenfor). Fadlagringen (og -gæringen?) giver sit tydelige præg til vinen, ligesom stilen (igen) er ganske oxideret. Jeg har også noteret toner af brød og rensebenzin. I munden er den temmelig rank og syrepræget - men stadig voluminiøs. Den har en fin mousse, men virker en anelse kort i smagen. Det er en champagne, der erfaringsmæssigt delen vandene - og jeg må med skam erkende, at jeg befinder mig midt imellem ekstremerne, der hverken tænder helt - eller tænder helt af - på den. Det er - ligesom med 1998eren - en champagne, der er mere imponerende end charmerende.

AY GRAND CRU CUVÉE FÛT DE CHÊNE 1998

Sidst smagt: 21/11-07
Husets préstigecuvée (antager jeg). Her er intet tilsyneladende sparet for at lave en stor vin - eller "Storvin", som jeg hellere vil kalde det (analogt til Storfilm, der langt fra altid er stor film). Der er tale om en ganske oxideret champagne med lidt fadpræg. I hvert fald p.t. noget éndimensionel. I munden er den bedre med pæn fylde og længde. Stilmæssigt kan den minde mig om Veuve Clicquots Grande Dame (hvilket parentetisk bemærket ikke er nogen ubetinget ros i denne smagers b(l)og!). Om den smider noget af oxidationen og bliver mere kompleks, skal jeg lade være usagt - som den er p.t. er den efter min mening ikke sine penge værd.

Pierre Gimonnet & fils

2008-03-24T18:00:00.009+01:00

Holder man af champagne, og har man blot været flygtigt i Paris, er der stor chance for, at man kender til champagnerne fra Pierre Gimonnet - af den ene eller anden grund er de nemlig ganske velrepræsenterede på parisiske bistroer (som ellers ikke normalt excellerer i champagne - og da slet ikke fra små producenter).
Jeg har selv smagt den en del gange - både i Paris og herhjemme (fra Systembolaget), men troede egentlig ikke, at der fandtes en dansk importør, før jeg blev opmærksom på, at de bliver importeret af Strobel Vinimport.
At Gimonnet er så velrepræsenteret på de parisiske bistroer kan dels skyldes, at de med 25 hektar er ganske store for en vinbonde, dels at de er ganske rimeligt prissat. Endelig er kvaliteten meget stabil og absolut i orden. Champagnerne har måske ikke det "transcendentale" præg, man kan finde hos de allerbedste Grand Cru-producenter; det er champagner, der får én til at smile, snarere end at græde - men til hverdag er det første vel også godt nok for de fleste af os...
Alle champagner er blanc de blancs, og Gimonnet ejer marker i tre kommuner: Cuis (hvor han holder til), samt grand cru-kommunerne Chouilly og Cramant.
Dem, der foretrækker bløde, frugtige og hedonistiske champagner, vil sikkert være endnu mere glade for disse champagner end denne champagnefreak.

Dansk importør: Strobel Vinimport
Officiel hjemmeside: klik HER

Smagte vine:

"AUGE" BRUT CHARDONNAY

Sidst smagt 18/5-06
Ganske elegant med præg af granny smith-æbler, hindbær og brød. I munden god struktur & finish.

FLEURON 1999 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 26/4-05
Ganske ekspressiv med det for champagne så typiske brødpræg. Mindre streng end man kunne forvente af en blanc de blancs. Man finder dog lidt citrus og mineralske/kalk-agtige toner - samt karamel og valnød. I munden er der god fylde, lang smag, pæn eftersmag, og god friskhed i finishen. Intet at sætte en finger på - det skulle da lige være, at den (stadig?) mangler en anelse kompleksitet. Minder mig lidt om Marguet Bonneraves Cuvée Prestige. Jeg har smagt denne vine flere gange med vidt forskelligt resultat - nok ikke så meget fordi vinen har ændret sig, som fordi mit humør har været forskelligt. Nogle gange finder jeg den super tilfredsstillende (og en stjerne værdig) på sin hedonistiske måde, andre gange savner jeg dette særlige "je ne sais quoi", som topchampagne (og vin i øvrigt) bør have.

GASTRONOME 2000

Sidst smagt 17/5-06
Præg af æble, lidt rosin, chokolade, lakrids, men også lidt urent, kloakagtigt (uden at det dog bliver dominerende). Ganske elegant & kompleks. Vinder i glasset. Smagen er blød med en fin mousse. En imødekommende og hedonistisk stil, der næsten bliver FOR hedonistisk og blød for en gammel masochist som denne champagnefreak...

Ployez-Jacquemart

2008-03-24T14:22:00.004+01:00

Jeg arbejdede en kort tid hos K.B. Vin i Bredgade, som importerer champagnerne fra Ployez-Jacquemart. Min korte tid der gav mig alligevel mulighed for at smage et par af champagnerne fra dette hus - men kun det, som på papiret skulle være top og bund, d.v.s. den almindelige NV "Extra Qualité Brut" og préstigecuvéen Liesse de Harbonville i årgang 1990.
Ployez-Jacquemart er en mindre negociant fra kommunen Ludes. At være en mindre negociant må på mange måder være det sværeste at være i Champagne p.t. (ikke at de efter sigende har det svært i Champagne p.t...). Man har ikke Grande Marque'ene fordel og préstige ved at være big business, men heller ikke nørd-préstigen ved at være en lille, "autentisk" vinbonde. Så hverken dem, der går efter glamour og glitter eller dem, der går efter nørd-faktoren, kan for alvor blive tændt af en mindre negociant.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at markerne - for største dels vedkommende - "blot" er 1. Cru (Ludes selv er 94% - og det skal siges, at Ployez-Jacquemart også ejer marker i Grand Cru-kommunen Mailly).
Mine egne smagsnotater bærer lidt præg af disse forhold. Det er umiddelbart vellavede, men lidt kedelige champagner, der har svært ved at konkurrere med det bedste grand cru-vinbonder. Når prisen så oveni købet er den samme eller højere, er det lidt svært at se, hvorfor Ployez-Jacquemart skulle være det oplagte valg. På den anden side er der tale om det, man lidt nedladende kalder "middle-of-the-road"-champagne, så for større selskaber eller nybegyndere udi champagne er det da en mulighed.

Dansk importør: K.B. Vin
Officiel hjemmeside: klik Her

Smagte vine:

EXTRA QUALITÉ BRUT

Sidst smagt: 24/1-08
Som antydet ovenfor en vellavet champagne, der savner en smule personlighed. Pæn fylde og pæn mousse, men ikke rigtig det dér "je ne sais quoi", som gør champagne rigtig interessant. På den anden side er den ligeså god eller bedre end mangt en Grand Marque-NV.

LIESSE D'HARBONVILLE 1990 BRUT

Sidst smagt: 24/1-08
Ployez-Jacquemarts préstigecuvée lagret og gæret på egefade, som får lov til at ligge min. 10 år i Ployez-Jacquemarts kældre. Prisen nærmer sig de store huses préstigecuvéer, men desværre var denne flaske allerede kraftigt på retur - hvilken den ikke burde være, hvis den vil konkurrere med de store drenge.
Der var stort set ingen bobler tilbage (min bofælle og medskyldige udi champagnefrådseriet, der kan få julelys i øjnene, når hun taler om den måde, champagnes kan boble på tungen, var ikke imponeret!). I duften var der dog stadigvæk så meget duft og kompleksitet tilbage, at der ikke var tale om en total skuffelse. Ja, faktisk kunne duften tangere en stjerne på champagnefreaks skala, hvis blot smagen havde fuldt trop. For dégustateurs à l'anglais (i.e. vinnekrofile) er det sikkert en større oplevelse end for denne champagnefreak. Skulle du have denne champagne i kælderen, kan jeg dog kun opfordre til, at få den drukket.

En ny huschampagne...

2008-02-29T18:35:00.004+01:00

Min nye opdagelse - Nyhavn Vinhandel - kan bl.a. byde på noget så uhørt som en blanc de blancs Mesnil Grand Cru til 160,- kr. Og ja, 160,- for blanc de blancs Grand Cru-champagne lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre: Der er tale om en rigtig god champagne, der er blevet lidt af en huschampagne hos denne champagnefreak. Eneste problem: Nyhavn Vinhandel har altid udsolgt...

En del af forklaringen på prisen kan være, at der er tale om en champagne produceret af et kooperativ baseret i Mesnil - hvorfor vinen også blot kaldes Le Mesnil. Kooperativer er imidlertid ikke nødvendigvis en dårlig ting i Champagne - f.eks. kan man også få gode champagner fra Union Champagne i Avize.

Le Mesnil-champagnen har klar terroirkarakter og den lidt karamelagtige duft, jeg forbinder med Mesnil. Visse af flaskerne (jeg har vel drukket 10-15 flasker i løbet af de sidste par måneder) har været mere friske med præg af granny smith. God mousse og fylde. Alt i alt en absolut hæderlig champagne, der til sine 160,- må være et af de bedste champagnekøb i Danmark i dag. Men man skal være hurtig for at nå at få en flaske - hurtigere end denne champagnefreak, der gerne tager hele lageret...

Louis Barthélémy

2008-01-29T12:49:00.000+01:00

Jeg stødte på denne producent, da jeg deltog i Vinmagasinets store smagning af champagner - og har smagt én af champagnerne siden.
Der er tale om en - for mig hidtil ukendt - mindre negociant - med en klart genkendelig stil (anden gang jeg smagte den, genkendte jeg den blindt). Skulle man sammenligne med noget kunne det være champagnerne fra Billecart-Salmon - selvom der nu stadig er stor forskel. Det er en meget "moderne", ren stil, som jeg ikke har stødt på før i champagne. Meget vinøs og ikke så champagnepræget. Dem, der holder af det lidt "pruttede" gærpræg bør kigge i anden retning.
Personligt synes jeg, at det er en interessant stil, der absolut er en spændende tilføjelse til champagnepalletten. At jeg så, når alt kommer til alt, foretrækker vine med lidt mere "sjæl" er en anden sag.
Som det så ofte er tilfældet, når der er tale om en negociant, er priserne noget højere end for vinbondechampagne - hvilket gør producenten mindre interessant. Vi ligger dog stadig under de store grande marques - og kvaliteten er højere end de fleste af disse.

Dansk importør: Haller Vine
Officiel hjemmeside klik her (der er nu ikke meget at se udover et telefonnummer!)

Smagte Vine:

BRUT AMÉTHYSTE

Sidst smagt: 29/12-07
Moderne flaske og moderne vin. En ganske genkendelig stil med sødmefuld frugt og præg af hindbær og asparges - men også lidt syntetiske nuancer som sodavand og vingummi. Meget ren - næsten for meget: man kan savne lidt sjæl. I munden har den god fylde og spændstighed. Alt i alt en vellavet champagne, der er tæt på en stjerne - men som lige mangler den sidste "autencitet" for at nå den. Jeg foretrækker dog så klart denne negociant-stil fremfor en "tillempet" terroiritet, der i virkeligheden bare er urenhed.

BRUT ROSÉ

Sidst smagt: 21/11-07
Ikke på niveau med Brut Améthyste. Mere "champagneagtig" og mere negociantagtig med et lidt osteagtigt præg, der ikke går så godt i spændt med roséchampagnens trussetyveimage. Ellers vellavet med ogd fylde og blød mousse.

Jean Milan

2007-12-13T23:08:00.001+01:00

Jeg har ville smage vinene fra Jean Milan, siden jeg blev opmærksom på dem gennem Terry Thiese, men troede egentlig ikke, at de var på det danske marked, før jeg stødte på dem til Vinmagasinets store smagning af champagner.
En af grundene til, at jeg har haft lyst til at smage vinene fra Jean Milan, er, at det er ret sjældent, at man støder på vine og producenter fra (Grand Cru-landsbyen) Oger, som er mindre kendt end nogle af de andre blanc de blancs Grand Cru-landsbyer - som f.eks. Cramant, Avize og Mesnil.
Lad konklusionen komme med det samme: Jean Milan laver ganske spændende - og personlige - vine, der absolut var en af de mest positive oplevelser ved ovennævnte smagning. Det er næppe - grundet den personlige stil - champagner, der falder i alles smag, men denne champagnefreak kunne altså godt lide dem. Man fornemmer helt klart Grand Cru-pedigreen. Og så er priserne yderst rimelige.

Dansk importør: Vigneron Wine Company
Officiel hjemmeside klik her

Smagte vine

CARTE BLANCHE GRAND CRU BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 21/11-07
Jean Milans basiscuvée. Her mangler lige den sidste koncentration og modenhed - og man gør bedre i at ofre de 40,- mere og gå til næste niveau i porteføljet. Duftmæssigt er den dog stadig ganske interessant med præg af noget mineralsk, jod og lakrids - samt en lidt "kælderagtig" aroma, som man finder i alle Jean Milans vine - og som ikke gør denne smager noget, men måske vil virke frastødende på nogle. I munden er den lidt opbrusende og savner struktur og fylde.

CUVÉE SYMPHORINE GRAND CRU BLANC DE BLANCS 2002

Sidst smagt 21/11-07
Jean Milan laver en række forskellige cuvéer. Dette er den billigste af årgangschampagnerne - her fra den gode årgang 2002 - der formodentlig er den bedste årgang siden 1996. Et stort skridt op fra basicuvéen. Samme lidt kælderagtige duft, samme mineralske og lidt medicinske præg, men også en ekstra modenhed, der udmønter sig i lidt chokoladetoner. Ganske kompleks. Også et stort skridt op i munden, hvor der er mere fylde og en bedre mousse. Et spændende supplement til den lille håndfuld at personlige topproducenter i Côte de Blancs

TERRES DE NOËL GRAND CRU BLANC DE BLANCS 2002

Sidst smagt 21/11-07
Et skridt opad prismæssigt fra forrige. Smagtmæssigt ser jeg ikke den helt store forskel, der kan retfærdiggøre prishoppet - men det kan blot være dagsformen. Ikke den ret personlige stil med mineralitet, lidt medicin og lakrids. Denne gang suppleret med lidt vingummi (en anelse højere dosage?). I munden pæn fylde. Er måske ikke så elegant for en blanc de blancs, men absolut et godt og kompleks glas. Det kan være spændende at følge udviklingen i denne og ovenstående flaske.

Deutz

2007-12-11T16:09:00.002+01:00

Da jeg for nylig deltog i Vinmagasinets store champagnesmagning var en af de største positive overraskelser - og en af smagningens største vine i øvrigt - Deutz' Cuvée William Deutz Brut Rosé 1999. Jeg har tidligere kun smagt Deutz en enkelt gang - i standardcuvéen, der ikke gav anledning til gensmagning. Heldigvis var prestigecuvéen altså klasser bedre (hvad den da også burde være til de ca. 800,- den koster!) og beviste, at les grandes marques også kan excellere i god champagne, når det stikker dem.
Ud fra mit begrænsede kendskab til huset er det svært at sige noget generelt om stilen - hvad jeg nok skal forsøge at råde bod på ved gensmagninger ved senere lejligheder.

Officiel hjemmeside klik HER
Dansk importør: H.J. Hansen

Smagte vine:

BRUT CLASSIC NV

Sidst smagt 24/2-2008
Frisk og rund, pinotdomineret stil med præg af savsmuld, rosin og lidt hedvin. Savner måske en anelse stramhed (den høje andel PM?). I munden er den blød med pæn fylde, men ret kort. 12% alc. Cepage: 30% CH, 38% PN, 32% PM. Alt i alt en lidt "middle-of-the-road"-præget grande marque-champagne, men ok.

CUVÉE WILLIAM DEUTZ BRUT ROSÉ 1999

Sidst smagt 31/12-2010
Jeg hører til blandt dem, der mener, at en god roséchampagne (hvilken bl.a. vil sige en roséchampagne, der ikke er for sød) kan have en ekstra dimension i forhold til "almindelig", hvid champagne, som gør dem uendeligt tiltrækkende. Så det siger ikke så lidt, når jeg nu vil hævde, at Deutz hører til blandt det bedste producenter af denne champagnetype (i øvrigt virker det, som om les grandes marques generelt er bedre til roséer end til hvide champagner - også Henriot og Perrier-Jouët laver gode roséer - samt selvfølgelig Billecart-Salmon).
Det skal dog pointeres, at jeg har smagt vinen to gange og var væsentligt mere begejstret første gang (i 2007). Der var der tale om en yderst kompleks champagne, der oplagt stadig gemte på meget, men på smagetidspunktet bl.a. bød på den lidt "grenede", krydrede smag af måske ikke helt moden pinot noir, som jeg faktisk holder meget af. Smagen var præget af en blød mousse og en god fylde. Anden gang, jeg smagte den, var den ikke helt så imponerende i næsen, hvor den savnede noget fokus, men stadig med klasse smag og rank struktur. De to stjerner gælder for første gang, jeg smagte den.

Kunstgær??????????

2007-11-30T17:32:00.000+01:00

- denne overskrift lå en dag og ventede på mig i min indbakke. Hvad der gemte sig bag overskriften var en mail fra en læser (der er uddannet ønolog), der gjorde mig opmærksom på, at det er der altså ikke noget, der hedder. Det, jeg har kaldt kunstgær, burde retteligt hedde gærkultur eller forædlet gær. Dette i modsætning til den naturligt forekommende eller "vilde" gær, der findes i vinmarkerne/på druerne (og som er en del af hver vinmarks særlige mikroklima).
Bruger man forædlet gær er det med til at skabe en mere sikker gæring - og man kan sågar fremelske særlige aromaer med særlige gærkulturer. Overfor dette er der dem, der (måske romantisk) foretrækker, at man - i større eller mindre grad - benytter sig af den i vinmarkerne forekommende gær. Dette synes også at være blevet en trend i den "nye verden", hvor flere og flere vine markedsføres som "wild fermented".
Så meget for at forklare det, hvis nogen skulle have studset over begrebet "kunstgær" - som jeg (vistnok) har fået rettet, hvor det er forekommet på bloggen.
Jeg har fuld forståelse for, at man som ønolog måske kan blive lidt irriteret over, at amatører (som måske endda skriver bøger, de tjener penge på) ikke har styr på terminologien. Jeg kan så trøste mig med, at jeg husker en ønologs "anmeldelse" af en vinbog af Søren Frank. Efter over halvanden side af havde påpeget terminologiske fejl og unøjagtigheder og kun være nået en trediedel ind i bogen opgav han....
Nuvel, det er jo (bl.a.) derfor, vi har fagkundskaben - og det er under alle omstændigheder rart at få påpeget, når man laver fejl - så hermed en tak til Anne. Og skulle der være andre - faguddannede eller ej -, der måtte støde på terminologiske - eller andre - fejl her på bloggen hører jeg det meget gerne. Jeg bliver altid gerne klogere!

Heldet følger de tossede...

2007-11-27T14:33:00.000+01:00

Skulle jeg være det mindste i tvivl om, at det har sine fordele at skrive om min særlige mani for champagne på denne blog, blev de eftertrykkeligt gjort til skamme i sidste uge, hvor Rasmus Holmgård var så elskværdig at invitere mig med til vinmagasinets store champagnesmagning, der gav lejlighed til at smage på ikke mindre end 108 champagner. Med ved seancen var også en med-blogger udi champagne Else Bjørn - hendes blog hermed anbefalet.
Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke nåede samtlige 108 champagner (til mit forsvar skal siges, at jeg indfandt mig relativt sent). 66 kunne det blive til før det gik op i "hat og briller". Jeg nåede dog at smage langt de fleste af de champagner, jeg ikke havde smagt før. Nu tilbagestår så den mere møjsommelige del af arbejdet - nemlig at skrive om disse 66 champagner her på bloggen. Foreløbigt blot denne oversigt over "highlights".

Blandt de mest interessante champagner, jeg ikke havde smagt før, må jeg nævne Jean Milan. Basiscuvéen var ikke noget at skrive hjem om, men to mere ambitiøse cuvéer Terres de Noël og Cuvée Symphorine var både spændende, komplekse og personlige (dansk importør: Vigneron Wine Company). Også Barnauts Grand Cru Sélection Brut Rosé (dansk importør: Compagniet) var spændende og personlig - ligesom Brut Améthyste fra Louis Berthelémy (dansk importør: Haller vine) gjorde væsen af sig med sin ganske moderne, frugtige stil - ikke ulig Billecart-Salmon. Nævnes må også J. Lassalles 1. Cru Brut 1998 (dansk importør: Copenhagen Wine) - deres almindelige 1. Cru brut var derimod intet at skrive hjem om - ligesom Charles Mignon Compte de Marne Grand Cru 2002 (dansk importør: Skjold Burne) og H. Billiot Fils Grand Cru Brut Réserve (dansk importør: Vinotinto) var interessante.

Af gamle kendinge var Krug Grande Cuvée (dansk importør: Moët Hennessy) sit normale imponerende (for ikke at sige imposante) selv - måske mere imponerende end egentlig charmerende. Jacquesson (dansk importør: Erik Sørensen) beviste endnu en gang, at de laver en af de bedste grande marque basiscuvéer, mens Francois Hemart (dansk importør: Mac Y), Jean Vesselle (Østjysk vinforsyning) og André Clouet (Sigurd Müller) viste, hvorfor det kan betale sig at have grand cru marker. En positiv overraskelse var Feuillattes (dansk importør: Kjær & Sommerfeldt) prestigecuvée Palme d'Or 1997, som var underspillet, men harmonisk og kompleks. Også Deutz' Cuvée William Deutz Brut Rosé 1999 (dansk importør: H.J. Hansen) viste, at Les Grandes Marques godt kan finde ud af det, når det stikker dem. Mindre heldig var Laurent Perrier med deres Grand Siècle, der endnu en gang beviste, at denne vin er ekstremt forskellig fra flaske til flaske. Jeg har smagt den dårligere, men specielt spændende var den ikke - da slet ikke til 750,-, som den koster hos Hans Just. Bollingers Grande Année 1999 (hvornår så end 1999 er blevet et stort år!) tog sig i denne sammenhæng ud som en lidt klodset udgave af Krug. Vil man alligevel give de 850,-, den koster, for at føle sig lidt James Bond-agtig, kan den erhverves hos Philipson Wine - og så dårlig var den nu altså heller ikke... En oplagt skuffelse var André Clouets Grand Cru Cuvée Jour "1911" - Clouets prestigecuvée, som jeg ikke tidligere har smagt. I denne omgang var den mindre spændende end Clouets basiscuvée - men jeg vælger at tro, at der var tale om en fejlflaske - eller i hvert fald en flaske plukket på det forkerte tidspunkt. Sigurd Müller skal være mere end velkommen til at sende en flaske, så jeg kan få verificeret dette...

Alt i alt en spændende smagning og en enestående mulighed for at smage så mange champagner på en gang. Og hermed en stor tak til Rasmus Holmgård og de andre på Vinmagasinet. Udfra hvad jeg kunne høre over bordet adskilte mine vurderinger sig ganske meget fra de andre smageres - hvad man sikkert kan forvisse sig om, når Vinmagasinet går på gaden - eller når Else Bjørn får skrevet om denne begivenhed på sin blog. Hvem man så har mest tiltro til må jo bero på et personligt skøn...

Champagne er blevet allemandsdrik...

2007-11-16T09:31:00.000+01:00

Politikens netavis kan i dag berette, at champagne er blevet en allemandsdrik. Så kan vi "dekadente livsnydere" altså heller ikke have det for os selv!...

Artiklen, der også rummer en række tips til caféer med godt champagneudvalg, kan læses her.

En ny opdagelse: Nyhavns vinhandel

2007-11-12T21:19:00.000+01:00

Jeg troede egentlig (i mit hybrisgenererende hovmod), at jeg kendte alle vinforretninger i København, som var vær at kende. Men gudhjælpemig, om jeg ikke i torsdags tilfældigt faldt over en vinhandel, som jeg ikke kendte før. Hvis det så havde været en ny vinhandel kunne det måske accepteret, men denne - fik jeg af vide af ekspeditricen - havde ligget her i flere år. Og ikke nok med det: der var tale om en vinhandel med et ganske spændende udbud til ganske rimelige priser.
Adressen og navnet lyder måske ikke så tillidsvækkende. Når de fleste tænker Nyhavn, tænker de vel mest på fulde, fadølsdrikkende svenskere - mindre på champagne og anden vin i topklasse. Nyhavns vinhandel er placeret for enden af Nyhavn på hjørnet til Havnegade i den "pæne" side (måske er det derfor, jeg ikke har stødt på den før...). Og der er faktisk mening i adressen - vinhandlen er nemlig eget af en svensker, der gerne vil sælge til sine landsmænd, men ikke kan få lov af det svenske statsmonopol.
Champagnehylden var en anelse tom, den dag jeg var forbi, men jeg fik lovning på, at der snart ville komme nye forsyninger. Hvad der var at finde på hylderne var dog også interessant: Ogly-Ouriet i ældre årgange, Pol Roger i ditto samt en for mig ukendt producent i Special Club-foreningen - Hatté (her nappede jeg den sidste flaske, så det er ikke ham, man skal styrte afsted efter).
For dem, der også drikker andet end champagne er det øvrige vinudvalg også ganske spændende - både m.h.t. Bourgogne, Loire, Alsace, USA og Italien. Det eneste, man måske kunne savne var lidt tysk vin (eller også kiggede jeg mig bare ikke godt nok for?) - men selvfølgelig: Er det tysk vin, man er ude efter, finder man jo den bedste vin her...

Grand Siècle på Bacchus

2007-10-14T19:33:00.000+02:00

Gårsdagen bød på en impromptu tur på Bacchus på Victoriagade, Københavns - efter denne champagnefreaks mening - ubetinget bedste vinbar.
Efter et par indledende øvelser udi rød Bourgogne fik jeg øje på Grand Siècle på vinkortet til den meget fornuftige pris af 795,- (fornuftig når man tænker på, hvad den ligger til hos vinhandleren vel at mærke...). Jeg har blot smagt Grand Siècle en enkelt gang før - hvilket ikke ligefrem opmuntrede til en gensmagning. Men jeg har nu altid haft en idé om, at der var tale om en fejlflaske, så derfor blev proppen sendt til vejrs for at få den endelige dom.
Lad konklusionen komme med det samme: Den Grand Siècle, jeg smagte i går aftes, var meget anderledes - og meget bedre - end den, jeg tidligere har smagt. Sart, elegant og ikke så ekspressiv, som de store huses prestige cuvéer plejer at være - men ren, kompleks og god. Helt klart en stjerne værdig.
Da nu propperne var begyndt at springe på champagneflaskerne blev det - efter en kort og noget overfladisk konsultation med bankrådgiveren - besluttet, at Grand Siècle måtte smages op imod en champagne fra en mindre producent Vouette & Sorbées Blanc d'Argile, som Stephane netop havde fået hjem. Prisen var den samme som for Grand Siècle, som sammenligningen kunne siges at være fair.
Faste læsere af denne blog vil vide, at denne champagnefreak har en svaghed for de små producenter, som han mener laver bedre, renere, mere personlige og mere terroirprægede champagner end de store producenter. Vouette & Sorbée er en yngre producent og Selosseprotegé, som laver champagner på moderne manér - d.v.s. lav dosage (alle vine er extra-brut) og produktionsmetoder, der giver mindelser om hvid bourgogne. Jeg har tidligere smagt Vouette & Sorbées standardcuvée med velbehag, så jeg var spændt på, hvordan en prestigeudgave ville kalre sig.
Lad det være sagt med det samme: Endnu engang på kort tid viste det sig, at en prestige cuvée fra en stor producent gik af med sejren. Ikke at Vouette & Sorbées Blanc d'Argile var dårlig, men den besad simpelthen ikke Grand Siècles elegance. Til gengæld var den så mere ekspressiv og overdådig (det fulde smagsnotat findes HER). Man spørger uvægerligt sig selv, om denne champagnefreak er begyndt at holde med de store drenge....

Fødselsdagsparty revisited...

2007-09-18T11:25:00.001+02:00

Som nævnt i den forrige post var det i lørdags etårsdagen for denne blogs tilblivelse. Det skulle selvfølgelig fejres - og for dem, der måtte have lyst til at vide hvilke vine, der blev fejret med, kommer de her:

- De St-Gall 1996 Blanc de Blancs 1. Cru
- Lilbert 1996 Blanc de Blancs Grand Cru
- Perrier-Jouët Belle Epoque 1998
- Dampierre Cuvée Ambassador
- Pierre Peters Cuvée Spéciale 1998 Blanc de Blancs

Absolut et stærkt felt (udover Dampierreflaske, der var blevet træt og stort set ingen bobler havde) - og for en gangs skyld var det Grande Marque'n, der vandt - Belle Epoque havde simpelthen en større overdådighed kombineret med en mineralitet og næsten krug'sk strenghed. Virkelig klasse.
De enkelte smagenotater vil blive opdateret under de enkelte producenter ASAP.

Happy birthday to me...

2007-09-15T13:20:00.000+02:00

Så er det gudhjælpemig et år siden, at jeg startede på denne blog - hvilket selvfølgelig kunne give anledning til en længere fundering over, hvad denne blog har "givet" mig (selvindsigt, en ny kontaktflade, en større forståelse for det danske sprog etc. etc.). Men - det er livet nu alligevel for kort til.
Men selvfølgelig skal dagen fejres - og selvfølgelig med en masse god (forhåbentlig!) champagne. Hvad der mere specifikt bliver stillet på bordet er - indtil videre - en hemmelighed, men jeg skal da nok berette om det en af de kommende dage, når tømmermændene har lagt sig...

Diebolt-Vallois

2007-09-10T14:01:00.002+02:00

Så går det gudhjælpemig op for mig, at jeg ikke har fået skrevet en post om en af mine favoritchampagner - Diebolt-Vallois.
Nuvel, en af grundene kan være, at jeg ikke har været så godt rundt om deres repertoire. Når jeg stadig regner det til én af mine favoritter skyldes det ikke mindst deres non-vintage blanc de blancs prestige, som må regnes for en af de bedste NV'er på markedet. Jeg ser frem til at smage deres Fleur de Passion.
Diebolt-Vallois har da også til huse i en af mine favoritkommuner: Cramant. Det betyder, at der er tale om blanc-de-blancs-champagner - omend Diebolt-Vallois' udgaver har lidt mere pondus end mange andre blanc-de-blancs-champagner.
Det er champagner, som alle champagneelskere bør unde sig selv at smage.

Dansk importør: Theis Vine.

Smagte vine:

BLANC DE BLANCS BRUT

Sidst smagt 3/10-05
Diebolt-Vallois' basiscuvée er frisk og ren med præg af vanille, lakrids, lidt hvedekiks og agurk i næsen. God dybde og kompleksitet. Smagen er igen frisk med temmelig høj syre, som tyder på, at den nok har godt af et par år på langs. Pæn finish. 12,5% alc. Tæt på en stjerne.

PRÉSTIGE BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 31/12-10
Jeg har smagt denne vine flere gange, og min bedømmelser er gået fra meget ligegyldige til det fremragende - desværre har mange af de ligegyldige oplevelser været på det seneste. Som med alle NV-cuvéer ændrer den selvfølgelig stil fra år til år, hvilket selvfølgelig ville gøre det rart, om tidspunktet for dégorgement var anført på etiketten. Men sådan skal det jo altså ikke være... I de bedste tilfælde har den være frisk med tydelig blanc-de-blancs- og grand cru-karakter. Oplagt en kompleks champagne, der byder på lakrids, hindbær (som for mig er et klassisk cramanttræk), muslingeskal, jod og chokolade. Smagen er ganske lang og elegant. Vinder uden tvivl ved yderligere lagring. 12,5% alc. Her ved enkelte lejligheder været tæt på to stjerner - men har også været langt fra en enkelt stjerne. Indtil videre lader jeg tvivlen komme den til gode - men jeg kunne godt være bange for, at kvaliteten generelt er dalet lidt de seneste par år.

BRUT 1979

Sidst smagt 24/1-05
Mod juletid 2004 kom der pludselig en række ældre årgange af Diebolt-Vallois på markedet - ud over '79'eren også årgang '76 og '85. Jeg fik kun smagt årgang 1979 - og må indrømme, at jeg ikke var begejstret. Duften bar tydeligt præg af - efter min mening - at være for gammel med præg af ged og gummi... Smagen var for så vidt fint nok udover den aromatiske profil med en fin mousse og finish. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der var tale om en fejlflaske. Hvis der skulle være læsere, der har tilsvarende eller andre erfaringer med disse gamle Diebolt-Vallois-flasker hører jeg det gerne. 12,5% alc.

Jean-Noël Haton

2007-09-04T17:35:00.000+02:00

En god ven, der er - næsten - ligeså manisk omkring champagne som denne champagnefreak, var for nylig en smuttur til Paris, hvilket selvfølgelig er en oplagt mulighed for at finde nogle champagner, der ikke findes på det danske marked.
Når det er sagt, må det dog også tilføjes, at Paris ikke er et specielt godt sted at købe champagne. Nok er de billigere end her til lands, men udbuddet er faktisk ganske ringe - i hvert fald er det ikke lykkedes mig at finde nogen ordentlig champagneforhandler i den franske hovedstad (er der nogen derude i Cyperspace, der kender et listigt sted, hører jeg det gerne...).
En af de champagner, han kom hjem med var fra Jean-Noël Haton - en for mig ganske ukendt champagneproducent. Vennen havde smagt årgang '98 i Paris og var blevet ganske begejstret, hvilket resulterede i, at han tog en flaske Non-Vintage med hjem (men burde han ikke have serveret årgangschampagnen for sin gode ven, der er champagnefreak? hmm...). Hvorom alting er: Champagnen blev smagt i går, og blev bedømt som det fremgår nedenfor. Sammenlignet med Lanson 1996, som den blev smagt op imod faldt den noget igennem, men det er vel også blot forventeligt...
Hvad jeg umiddelbart kunne finde ud af var, at der er tale om en negociant med hovedsæde i Damery - og med marker i en række premier og grand cru landsbyer. Ønsker man at vide mere, kan man læse på hjemmesiden, som der linkes til nedenfor.
Selvom den smagte champagne ikke var 100% overbevisende, er der absolut tale om et champagnehus, jeg gerne ville stifte bedre bekendtskab med.

Dansk importør: Ingen/ukendt
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

CLASSIC BRUT

Sidst smagt: 3/9-07
En ganske lys farve og en duft, der var præget af smør, hasselnødder og hvedetoast fik med straks til at tænke chardonnay - hvilket så vidt, jeg kan se, er helt forkert - eftersom der skulle være tale om en ren pinotchampagne (60% meunier, 40% noir). Der er tale om en ganske vinøs - og i øvrigt fuldkommen ren - champagne. I munden skuffer den lidt med en ganske kort smag - men der er jo også grænser for, hvad man kan forlange til 19 euro, som champagnen kostede...

Henri Goutorbe

2007-08-26T18:55:00.000+02:00

I min evindelige - og nogen vil sikkert tilføje: vanvittige - jagt på spændende, nye champagner på det danske marked er jeg i tidens løb havnet mange mere eller mindre suspekte steder. Til disse må AH Vinimport i Roskilde så absolut regnes. Ikke fordi jeg har noget imod Roskilde (der også har en vis sentimental betydning for mig...), men der er nu noget lidt specielt ved at besøge en garageimportør, hvor man føres ned i den private kælder - en ekskæreste, jeg sendte en tur derhen, genså i hvert fald en række gyserfilm for sit indre blik...
Men man kan nu være ganske rolig: Her er blot masser af tysk vin i kælderen, og ingen mummificerede mødre eller lignende.
AH Vinimport er altså en garageimport, dertil specialiseret i tyske vine, men altså også med en enkelte champagneproducent: Goutorbe. Og for en ordens skyld: "AH" henviser ikke til initialerne på en vis tysk herre med et lille overskæg, men er initialerne på importøren selv, Allan Hansen. Bare lige for at afklare den del af sagen...
Er man i øvrigt interesseret i tysk vin, er AH Vinimport et must med gode vine og yderst rimelige priser.

Henri Goutorbe er en af de små vinbønder, der er grunden til, at denne champagnefreak holder så meget af den boblende drik. Han er hjemmehørende i Grand Cru-kommunen Aÿ - en af de førende kommuner for Pinot Noir - og er med i Special Club-sammenslutningen. Det skulle være ensbetydende med top champagne, og der er da også tale om rigtig god champagne, omend der efter denne champagnefreaks mening findes en række små producenter, der lige er en tand over Goutorbe.
Ikke desto mindre: Det er champagner, som enhver ynder af denne drik bør unde sig selv at smage.

Dansk Importør: AH Vinimport - hjemmesiden hører ikke til de bedste, men adresse og telefonnummer fremgår da...
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

CUVÉE TRADITION BRUT

Sidst smagt 5/3-05
Så oplagt en flaske med noget alder - på grænset til at blive lidt svampet. Farven er relativt lys, næsen lidt speciel, men ganske spændende med nuancer af chokolade, vanille, karl johansvampe, grøn peber (som jeg forbinder med Aÿ-champagne), lakrids, brød og nedfaldsæbler. Den har en god, fyldig smag med overraskende friskhed og ganske pæn finish.

SPECIAL CLUB 1997 GRAND CRU

Sidst smagt 29/3-05
En '97'er, der virker en anelse sløv i det - men i øvrigt spændende. Næsen er kraftig med præg af brød, chokolade, lidt karamel, hasselnød, umodne valnødder, læder og grøn peber. Man savner en anelse friskhed og måske lidt mere rygrad. Er ikke 100% ren (lidt svovlbrinte og gummitoner forstyrrer). Smagen præges af en blød mousse og god længde, samt sødmefuld finish - absolut bedre i smag end i næse. Runder af med et lille cognacstrejf.

Viniversa

2007-08-20T11:18:00.000+02:00

Jeg har tidligere på denne blog nævnt, at jeg var i færd med at opstarte en lille hobbyvinimport sammen med tre gamle vinvenner. Den er nu blevet en realitet under navnet Viniversa. Vi har i første omgang hjemtaget vine fra Savennières i Loire og Rheingau i Tyskland. Altså ikke nogen champagner i første omgang - men de vine, vi har taget hjem, har mange af champagnes kvaliteter: elegance, god syrestruktur, kompleksitet, lang holdbarhed.
For dem, der skulle være interessede, skænker vi søndag d. 2/9-2007 kl. 13-16 ud af nogle flasker på adressen Irisvej 12, 3450 Allerød (tæt på Allerød Station). Det er ganske gratis, og alle er velkomne. Vi har ingen dankortmaskine, så er man interesseret i at købe, skal man medbringe kontakter (ellers er der en dankortautomat ikke langt derfra).

Læs mere om Viniversa og vores vine her.

Vollereaux

2007-08-12T18:04:00.000+02:00

Faste læsere vil vide, at denne champagnefreak har en forkærlighed for de små producenter, som han ofte mener laver bedre og billigere champagner end de store mærker. Det kræver selvfølgelig, at der er tale om en god producent med gode marker. Vollereaux hører ikke til blandt disse. Markerne er for så vidt (på papiret) udmærkede - idet huset ligger i Pierry, der også er hjemsted for en række dygtige producenter. Det er altså nok produktionsmetoderne, der er problemet.
Det er vine, der synes at mangle det hele: duft, krop, struktur. Alt! Det bedste man kan sige om dem er, at de rene. Mit bud er, at høstudbyttet her er for højt. Altså: Et champagnehus, som den seriøse vindrikker bør forbigå - også selvom priserne er yderst rimelige. Man kan med fordel vælge René Geoffroy, som forhandles samme sted - hos Dronninggaard Vinimport, som jeg ellers har ganske stor respekt for. Det er i øvrigt også huschampagne hos selveste Saison i Hellerup med Erwin Lauterbach ved roret (og indgår også i sammesteds "Champagnekur").
Jeg har smagt stort set alle cuvéer af Vollereaux (med samme kedelige resultat), men har kun fået smagenotater på de to nedenstående.

Dansk importør: Dronninggaard Vinimport.
Offciel hjemmeside klik HER.

Smagte vine:

BRUT

Sidst smagt 24/10-06
En ganske lige prop tyder på noget alder i den smagte flaske. Boblerne er da også stort set væk. Duften er så afgjort sart, men ren med præg af hvedekiks, viol, marcipan, amaretto og nedfaldsæbler. I smagen domineres den af en ret aggressiv mousse samt en mandelpræget finish, der dør hurtigt ud. Selvom den er billig (169,-), bør man undgå denne champagne.

CUVÉE MARGUERITE 1995

Sidst smagt 6/11-04
Vollereauxs prestigecuvée. Husets karakteristiske (eller ukarakteristiske!) sarte duft med et relativt frisk præg, der byder på rugbrød, citrus og lakrids. I munden har den god mousse men er ganske tør - nærmest propagtig - og lidt tynd. Bør drikkes nu. 12% alc. 25% pinot noir, 75% chardonnay.

Det sku' vær' så godt...

2007-08-09T11:53:00.000+02:00

... og så var det faktisk skidt.
Der var lagt i kakkelovnen til den helt store champagneextravaganza ved gårsdagens champagnerendezvous: Lilbert 2000 og Guy Charlemagne Mesnillesime 1999. Som faste læsere af denne blog vil vide, er det to af mine absolutte yndlingsproducenter - ja, vel egentlig nummer ét og to.
Så det burde altså have været rigtig godt. Hvad skete der så? Jeg smagte begge champagner 100% blindt og vidste altså ikke, hvad der var i glassene. Første glas var mildest talt ikke imponerende. Stort set ingen duft udover et lidt citrusagtigt præg og en underlig vandet smag. Det gik straks bedre med glas nummer to. Her var ægte kompleksitet i glasset med virkelig grand cru-kvalitet. I munden havde den dog en lidt underlig opbrussende mousse, som jeg ikke brød mig så meget om.
Mine umiddelbare gæt: Alsace Crémant og en Nonvintage Grand Cru champagne fra en mindre producent - formodentlig pinotdomineret med et strejf fadlagring.
Det var jo så helt forkert!
Da jeg fik at vide, at første glas også var en champagne, gav jeg den en chance til - og et vist hindbærpræg samt den meget strenge stil fik mig til at gætte... Lilbert 2000.
Det er svært at vide, hvad man skal sige. Lilbert er ry for at behøve rigtig lang tid for at modnes (Richard Juhlin siger 30 år), men det forklarer det nu ikke helt. Jeg havde samme negative oplevelse med Lilbert 1999 (det var det, der fik mig til at gætte Lilbert 2000 i anden omgang), men både 1997 og 1996 (som vel skulle være den mest utilnærmelige af de seneste mange årgange) virkede - smagt på samme tid i deres udvikling - langt mere imødekommende og med langt mere dybde i duft og smag.
Kan der altså være sket noget med Lilbert? Efter sigende er sønnen begyndt at tage mere og mere over i vinfremstillingen - og det kunne måske være en forklaring. Disse generationsskift kan ofte medføre et fald i kvaliteten - selvom et så stort fald, som jeg oplever med Lilbert, nok hører til sjældenhederne.
Jeg håber, at jeg tager fejl - eller at sønnen meget snart lærer faderen hans tricks af.
Og lige et ord om Guy Charlemagne Mesnillesime 1999: Som man vil kunne se af mit gæt, var den heller ikke så imponerende, som den burde være - med dog absolut hæderlig. Her er jeg dog mere tilbøjelig til at sige, at den blot skal have nogle flere år på langs, for at vise sit potentiale. Den lidt opbrussende mousse kan skyldes, at vinen ikke undergår malolaktisk gæring.

For mine fulde smagenotater af Lilbert klik HER.
For mine fulde smagenotater af Guy Charlemagne klik HER.

Mea culpa...

2007-07-25T17:45:00.001+02:00

Jeg har fået en gang (velfortjent?) verbal spanking for denne post af min sambo. Lad mig derfor med det samme hermed slå fast, at jeg holder meget af hende - trods hendes vegetariske tendenser -, og at jeg - udover det uheldige måltid - have en fornøjelig aften på Christiania.
Forhåbentlig kan jeg gøre det godt igen med en flaske champagne ved lejlighed...

Ret skal være ret

2007-07-24T10:59:00.001+02:00

Det er ikke så tit, at der bliver gjort reklame for nogle af de store supermarkedskæder på denne blog. Det skyldes ikke KUN venstreorienteret forkærlighed for "the underdogs", men er rent faktisk også et udtryk for, at man normalt ikke får særlig god champagne i supermarkederne, der temmelig kategorisk ikke har opdaget - eller ikke er interesserede i -, at der findes små kvalitetsproducenter, der producerer bedre og billigere champagne end de store navne.
Men - ret skal være ret. Der findes undtagelser. En af dem er Chaudron et fils, som er Irmas champagneleverandør. Det er vin, der er mindst lige så god som mange af de store navne - og væsentligt billigere, omend man skal kunne lide den lette og elegante stil. Roséen har jeg dog været mindre begejstret for.
Så vidt jeg har kunnet opspore laver Chaudron et fils også champagner under andre navne (bl.a. Goulet, som Irma tidligere førte - og som var i en ganske anden stil, men god - og de la Salle, som kan minde lidt om vinen under eget navn), men da jeg ikke har styr på denne labyrint af subbrands, koncentrerer vi os her om de vine, der går under navnet Chaudron et fils. Er der nogen, der har mere styr på disse forhold end denne champagnefreak, hører jeg gerne en udredning.

Danske importør: Irma
Officiel hjemmeside: klik HER

Smagte vine:

BRUT 1.CRU

Sidst smagt: 21/7-07
Virker pinotdomineret, lidt kødagtig, ganske raffineret med grape, æble, lidt mineralskhed og chokolade. Ganske blød mousse, ikke så lang, men god finish, meget kompleks. Bliver en anelse syntetisk i glasset. Pinot Noir + Chardonnay.

BRUT ROSÉ

Sidst smagt 21/11-07
Jeg har smagt Chaudrons rosé to gange med ret forskelligt resultat (den hvide udgave har derimod været rimelig konsistent fra gang til gang). Begge gange har der dog været tale om en champagne, der ikke kan anbefales. Og begge gange har det været en ret uren champagne - den ene gang med et udtalt præg af svovl. I munden var den anden gang væsentligt bedre end første - og havde faktisk ægte pinot-præg. Dette kan dog ikke ændres ved, at det alt i alt ikke er en champagne, der er værd at beskæftige sig med. Forskellen på de to flasker (smagt med et års mellemrum) kunne dog tyde på, at Chaudron stadig er ved at finde sin stil m.h.t. roséchampagne - så måske er den bedre om et par år?

En champagnefreak udenfor sit naturlige element...

2007-07-21T15:08:00.000+02:00

Jeg har den tvivlsomme gastronomiske fornøjelse for tiden at dele lejlighed med en vegetar. Det er nu normalt ikke så slemt, for det er kun kød, hun ikke spiser - og det meste kød er jo alligevel ikke specielt velegnet til champagne.
Men nogle gange må jeg alligevel finde mig i at gennemgå en vegetar-gastronomisk tugtelse. Noget sådant skete netop for nogle dage siden, hvor hun insisterede på, at vi skulle frekventere et vegetarisk spisested på Christiania som vi vil lade forblive unavngivent.
Kombinationen af Christiania og vegetarisk spisested fik allerede en del alarmklokker til at ringe. De frelse har - som det burde være de fleste bekendt - ikke synderlig forstand på nydelse (den være sig gastronomisk eller andet).
Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod vegetarer (eller Christianitter for den sags skyld) - eller at jeg ikke mener, at man ikke kan lave ordentlig vegetarisk mad. Men: Skal jeg spise et vegetarisk måltid vil jeg faktisk foretrække det på ikke-vegetariske restauranter. Når man gør måltidet til et spørgsmål om moral og etik er der ikke meget plads til nydelsen.
Og det sære ved mange vegetarretter og vegetarrestauranter er jo, at de febrilsk forsøger at imitere ikke-vegetariske retter. I stedet for at gå ud fra grøntsagerne og deres egen smag, forsøger man at tillempe dem en anden smag end den egentlige. I stedet for at tage udgangspunkt i nogle af de køkkener, der ligger hovedvægten netop på grøntsager, vælger man at stræbe mod et amputeret (for ikke at sige: kastereret) kødkøkken. Og i stedet for at forsøge at udbedre de mangler, som fraværet af kød og fisk afstedkommer, - f.eks. ved brug af krydderier, præsenterer man retter, som basalt set er efterligninger af kødretter - blot uden kødet.

For at springe direkte til konklusionen: Alle mine bange anelser blev til fulde indfriet. Retterne var alle af den frelste, vegetarisk type - d.v.s. tofa, linser og des lige (parentetisk bemærket er der normalt intet i vejen med linser. Det var der her). Man vælger mellem et antal hovedretter, der så kan kombineres med forskellige salater.
Denne aften var der tre hovedretter - d.v.s. der var kun to, for den ris m. paprikasauce, jeg ellers ville have valgt, var udsolgt. De to resterende retter var en varm (lun) pastasalat og en anretning med flødekartofler.
Da jeg mener at flødekartofler er den største gastronomiske forbrydelse, der findes, og det værste, der nogensinde kom ud af 1980'erne, var det eneste mulige valg pastasalaten. Dertil delte vi en bønnesuppe og en gang hummus.
Fælles for alle retter var, at de ABSOLUT IKKE SMAGTE AF NOGET. I et vanvittigt helsetrip (går jeg ud fra) havde man valgt kategorisk at undersalte (hvis der da overhovedet var salt i maden). Selvom der var salt på bordet hjælper det lidet, når retten er blevet tilberedt uden salt til at trække smagen frem.
Jeg vil ikke kategorisk afvise, at man kan lave (vel)smagende retter uden salt, men det kræver, at man har krydderier eller andet, der kan erstatte den manglende smag. Det var der ikke her.
Nu kunne man sige, at der ikke var meget grund til at spilde tid med et referat at dette måltid. Burde det ikke bare sendes ud på sin rejse på glemslens flod? - kunne man måske spørge.
Men det interessante for mig i denne forbindelse er de filosofiske aspekter af dette måltid. Hvad jeg oplevede denne sommeraften var noget, jeg faktisk ikke troede muligt: DEN KOMPLETTE AFLIVELSE AF NYDELSEN.
Min egen (tragiske) teori om nydelsen er den, at den højeste lykke ville være enten helt at kunne udleve nydelsen eller helt af give afkald på den. Begge dele er desværre umuligt.
I det sidste tilfælde fordi afkaldet på nydelsen har det med selv at blive til nydelse. Religionens og moralens lange kamp mod nydelsen har på sin side resulteret i, at denne kamp ved sin excessive karakter selv er blevet til nydelse (spægelsen som bliver til masochisme).
Her oplevede jeg imidlertid noget, der synes meget tæt på det totale nydelsesafkald -netop fordi der ikke lå nogen særlig passion bag dette afkald. Måltidet, som for denne champagnefreak er én af de basale kilder til nydelse, var her totalt berøvet sin karakter af nydelse. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan disse mennesker forholder sig til en anden af de basale kilder til nydelse: det seksuelle. Går de til det med samme ligegyldighed? Er det også primært et spørgsmål om moral og etik for dem?

Det interessante ved dette sølle måltid er måske ikke mindst, at det fandt sted netop på det sted, som ressentimentsmoralen har udråbt til det nutidige Babylon, hvor alskens nydelse skulle have frit spil (når højrefløjen i dansk politik ønsker at "normalisere" Christiania, har det basalt set samme grund som deres uvilje mod indvandrede (fra arabiske lande): der er tale om en gruppe mennesker, der menes at have en mere direkte tilgang til nydelsen - hvilket afstedkommer et nag fordi samme højrefløj (som alle andre iøvrigt) ikke har denne direkte tilgang til nydelsen).

Hvad har så alt dette med champagne at gøre? Ja, for så vidt ikke meget. Udover at jeg også mener, at champagne forholder sig på en særlig måde til nydelsen. Champagne er, som også mange af denne blogs læsere har givet udtryk for, en kilde til glæde, lyst, nydelse. Men er også på sin vis et memento mori, et minde om at al nydelse som boblerne i champagnen er forgængelig. Og er der ikke i en vis forstand noget zen-agtigt ved dette at drikke champagne? For hvad er det man drikker om ikke netop den intethed, som er boblerne? Som ballet er ophævelsen af kroppen i dens tyngde og forgængelighed gennem kroppen, er champagne på sin vis ophævelsen af drikken i dens karakter af tørstslukker. I den forfinelse af vores sanser, som er en forudsætning for champagnen, ligger der på sæt og vis også en ophævelse af disse sanser.
Champagner er så at sige Eros og Thanatos i ét. Eller: champagne er accepten af det evige fravær, det emfatiske nærværs umulighed.

Marguet tilbage i Danmark

2007-06-03T20:06:00.000+02:00

En af mine yndlingsproducenter - Marguet (tidligere: Marguet-Bonnerave) -, som tidligere blev importeret af Erik Sørensen, er nu tilbage på det danske marked, idet L'Esprit du Vin har valgt at importere to af Marguets champagner - det drejer sig om deres Rosé samt Vintage 2000 Grand Cru. Det er grund for champagneentusiaster til at glæde sig.

Årgang 2007 foreløbig rapport..

2007-06-03T19:59:00.000+02:00

Det er selvfølgelig for tidligt at sige, hvordan årgang 2007 bliver som årgang, men takket være mine kontakter blandt champagneproducenter, kan jeg alligevel give denne foreløbige rapport:
I Champagne - som i mange andre dele af Nordeuropa -, har man haft en ganske varm forsommer, hvilket har accelereret blomstringen betydeligt, således at man - trods tre uger med køligere vejr - stadig regner med et høsttidspunkt omkring den tyvende august - det tidligste høsttidspunkt i champagne i et par hundrede år...
Om det betyder et vintageår er for tidligt at sige, men umiddelbart lover det jo ganske godt. I hvert fald er det en række champagnebønder, der kommer til at droppe sommerferien i år!

Tarlant

2007-06-03T18:41:00.000+02:00

Tarlant hører hjemme i kommunen Oeuilly, der med sin 84% rating absolut ikke hører til blandt de mest prestigefyldte kommuner i Champagne. Ambitionerne fejler imidlertid ikke noget, og Tarlant formår at få det bedste ud af sine jorder - omend det ikke fornægter sig, at der ikke er tale om premier eller grand cru-kvalitet.
Vinene er generelt komplekse, selvom man savner den elegance og det fokus, som kun førsteklasses vinmarker kan give. Der er tale om innovative vinbønder, der ikke er bange for at eksperimentere med f.eks. fadgæring - og som følger trenden blandt de innovative vinbønder med meget informative bagetiketter. Tak for det!
Deres vine er generelt ganske tørre (læs: extra-brut), som det også er blevet populært blandt innovative vinbønder (et kontroversielt emne), men de kan generelt bære det.
Som alternativ til Grande Marque-champagne er de absolut anbefalelsesværdige, selvom de ikke kan konkurrere med de bedste grand cru-champagner, der fås til samme pris.

Officiel hjemmeside klik HER
Dansk importør: Hoffmeyer-Lippert

Smagte vine:

BRUT ZERO

Sidst smagt: 23/4-07
Tarlants Brut Zero er den mest ydmyge af Tarlants vine, jeg har smagt, men er faktisk den, der har imponeret mig mest. Lidt firskåren i det, men tilfredsstillende og ganske kompleks med lidt cognac, karamel, noget grønt (ikke negativt ment!). Smagen har god struktur. Som den informative bagetiket oplyser er det tale om en cuvée af 2002 årgangen samt vin de reserve, mis en bouteille juli 2003 og dégorgeret oktober 2005. Druesammensætningen er 1/3 chardonnay, 1/3 pinot noir og 1/3 pinot meunier. Vi er tæt på en stjerne her.

LA VIGNE D'ANTAN NON GREFFÉE BLANC DE BLANCS EXTRA-BRUT

Sidst smagt: 23/4-07
Selvom vinen er extra-brut er det generelle indtryk en lidt bamset vin. Da jeg smagte den, var den lidt uren med et præg af svovlbrinte. I smagen ganske fyldig. "Non greffée" dækker over, at vinen stammer fra upodede (franske) vinstokke -som det kendes fra bl.a. Bollingers Vieilles Vignes Francais. Om det kan smages vil jeg lade være usagt... Ikke så charmerende p.t., men smider den lidt af det bamsede vil den kunne blive interessant.

CUVÉE LOUIS

Sidst smagt: 19/5-07
Tarlants prestigecuvée, der gæres på egefade - uden at det dog træder så meget igennem i vinen (tak for det!). Først og fremmest præget af karamel, men med god underliggende dybde og kompleksitet. Pæn fylde og ret høj syre (vinen gennemgår ikke malolaktisk gæring). Denne flaske bestod af vin fra årgang 1996 og '97 og er 50% chardonnay og 50% pinot noir. Den mangler for denne smager lige det sidste for rigtigt at imponere.

Om at købe champagne (og anden vin...)

2007-05-14T19:13:00.000+02:00

Jeg har efterhånden arbejdet med vin i en række år i forskellige sammenhænge - og har således oplevet en del forskellige måder at forhandle vin på. En ting, der igennem disse år har slået mig, er, hvor lidt vi vinekspedienter og I kunder egentlig forstår hinanden.
Som vinsælger er det selvfølgelig mit job at forstå kunderne - hvilket jeg da også så vidt muligt prøver på! -, men nogen gange kunne man godt ønske, at kunderne også satte sig lidt bedre ind i hele handelssituationen - også for deres/jeres egen skyld.
Derfor hermed en række små fif til, hvordan man som kunde får den bedste vin i indkøbskurven.

Tilbudsvinens fælder:
Ikke sjældent hænder det, at jeg bliver mødt med spørgsmålet: "Har I et godt tilbud?". Jeg skal ærligt indrømme, at det er et af de spørgsmål, der kan få mig op i det røde felt. Hvorfor ikke i stedet spørge, om vi har en god vin til en rimelig pris? - og gerne selvfølgelig en god vin til kalvesteg etc. Den gode vin som sådan findes jo ikke - f.eks. er champagne ganske håbløs til parmaskinke, der får champagne til at smage metallisk. Og dermed er det også svært om at tale om det gode (vin)tilbud. Det virker på mig som om de kunder, der spørger efter det gode tilbud, er mere interesseret i at spare (fiktive) penge end i at få en god vin.
Og bemærk jer dette: De gode vine kommer meget sjældent på tilbud.

For at understøtte denne påstand vil jeg her kort gennemgå de incitamenter, en vinhandler kan have til at sætte en vin på tilbud. Man kan groft inddele tilbud i syv kategorier:

1) Den dårlige vin: Man har som indkøber - af den ene eller anden grund - fået købt en vin, der simpelthen ikke var, hvad man troede, den var. I erkendelse af dette sælger man den ud med en lavere avance end normalt. Det betyder normalt stadig ikke, at vinen er et godt køb til prisen (en dårlig vin er dårlig uanset prisen).

2) Vinen, der er blevet for gammel - eller truer med det: En vin, der måske engang har været god, men som af den ene eller anden grund ikke har kunne sælges. Vinen er derfor blevet for gammel - eller er tæt på at blive det - og skal derfor sælges ud så hurtigt så muligt. Det giver sig selv, at gode og årvågne vinhandlere sjældent har disse problemer.

3) Det falske tilbud: Man ser til tider vinhandlere sætte en uforholdsmæssig høj normalavance for dermed at kunne skilte med "gode" tilbud. Det betyder blot, at vinens tilbudspris svarer til en normal avance. Hvis man hos en vinhandler ser besparelser på 50% eller derover ved køb af 6 eller 12 flasker, kan man roligt regne med, at der er tale om denne type falske tilbud.

4) Tilbudet på en god vin, der bliver brugt som trækplaster for at få folk ind i forretningen: Jeg vil holde på, at denne type tilbud er meget sjældne i egentlige vinhandlere. For at en sådan strategi skal give mening, kræver det, at man vinder på karrussellerne, hvad man har tabt på gyngerne. Det giver mening i supermarkeder, hvor der er andre varer end vin, men er ikke specielt meningsfuldt i en vinhandel, hvor den slags slagtilbud sjældent giver det helt store mersalg af andre vine.

5) Den gode vin, der bare ikke kan sælges: Det hænder (ganske hyppigt), at en vinhandler sidder inde med en vin, han selv synes er rigtig god, men som af den ene eller den anden grund ikke kan sælges. Måske fordi den er fra et ukendt distrikt, måske p.g.a. kundernes fordomme. Ligesom med den foregående type tilbud vil jeg hævde, at denne slags tilbud er ganske sjældne. Den gode vinhandler formår at promovere en god vin på anden måde end ved tilbud.

6) Tilbudet for aktivitetens skyld: Det findes vel også en række tilbud, der simpelthen er afstedekommet af, at der skal være lidt aktivitet fra vinhandlerens side. Det kan f.eks. være for at have noget at skrive i et nyhedsbrev. Der behøver her ikke at være tale om dårlige vine - men det vil meget sjældent være storsælgerne, der kommer på tilbud.

7) Tilbudet grundet likviditetsproblemer: En vinhandler kan være tæt på konkurs eller måske allerede være gået konkurs og sælger derfor ud for at få penge i kassen. Her bliver det ikke skelet til, om der er tale om gode eller dårlige vine - alt uden undtagelser ryger på tilbud. Der er selvsagt gode tilbud at hente for gribbene...

Som det skulle fremgå af denne korte gennemgang af tilbudstyper, er "Det gode tilbud" meget sjældent et godt tilbud. Som udgangspunkt vil jeg sige, at det er "de dårlige" tilbud, der ofte vil være de bedste tilbud - forstået på den måde, at det ofte vil være de tilbud, hvor man sparer mindst (typisk fra 5-15%), der er de mest interessante.
Når en seriøs vinhandler sælger en vin til 100 kroner, vil han typisk - med punktafgifter og transport - have givet ca. 45 kroner for den. Når vi dertil lægger moms, når vi op på omkring de 56-57 kroner. Det betyder, at man godt kan regne med at et tilbud, hvor der reklameres med besparelser på 40-50% eller mere, enten er useriøst (d.v.s. hvor normalprisen er sat for højt) eller et dårligt tilbud (fordi vinen er udrikkelig). Undtagelsen fra denne regel er tilbuddene i kategori syv.

Hvad skal man altså gøre, når man som kunde vil have en god vin i indkøbskurven?

For det første: Fortæl hvilken sammenhæng, vinen skal nydes i - og vær så præcis så muligt. Det giver sig selv, at maden siger en del for, hvilken type vin, man skal have. Her det ikke nok at sige kylling - for en asiatisk tilberedning af kylling og f.eks. en coq au vin kræver vidt forskellig vin. Selvfølgelig har man sine præferencer, og der er ikke nogen grund til at vælge en vin, man ikke kan lide, blot fordi den skal passe til en bestemt ret. Men nogen gange kan vine, man ellers ikke ville drømme om at drikke i den rette sammenhæng være sublime (jeg ville aldrig røre en halvsød tysk spätburgunder auslese rosé - med mindre den skulle serveres til indmad, hvor denne type vin er uovertruffen...).

For det andet: Forsøg at sætte ord på, hvilken type vin, du/I kan lide. Det kan ofte være svært for en vinsælger helt at forstå, hvad kunderne mener, men det er stadig en hjælp, hvis man kan give nogle indikatorer (kraftige vine, lette vine, syrlige vine, bløde vine etc.). En forudsætning for dette er selvfølgelig, at man ved, hvilken type vin, man kan lide - og ikke lader sig diktere af egne fordomme. Alle vinhandlere ved, at halvsøde vine er umulige at sælge - indtil folk smager dem. 90% af alle danskere vil sige, at de foretrækker en tør tysk riesling fremfor en halvtør. 90% af alle danskere vil rent faktisk foretrække den halvtøre, hvis de smager den.

For det tredje: Lær sælgerens smag at kende. Dette kræver selvfølgelig, at man handler hos den pågældende vinhandler en del gange - og er villig til at eksperimentere lidt. Man kunne f.eks. bede ekspedienten udvælge nogle af hans egne favoritter - og så se, om det også er vine, der falder i ens egen smag. Hvis en ekspedient anbefaler en vin, du ikke kan lide betyder det ikke nødvendigvis, at han er en charlatan, man kan simpelthen være et udtryk for, at han har en anden smag en dig. De fleste vinekspedienter er - eller burde være - garvede vinsmagere, hvilken på sin side betyder, at de ofte har en anden smag end de fleste danskere. Den typiske dansker vil - i teorien i hvert fald - have kraftige, men bløde vine. Mange erfarne vindrikkere foretrækker vine, der er mere elegante - og gerne med lidt bid/syre.

For det fjerde: Lyt til ekspedienten - og udspørg ham. Dette giver næsten sig selv, men mange følger alligevel ikke dette oplagte råd i deres praktiske vinindkøb. Spørg gerne vinhandleren direkte: Synes du, denne vin er god. Svaret vil selvfølgelig sjældent være "NEJ", men man kan alligevel tit fornemme, om det er en vin, som ekspedienten tror på. Hvis han f.eks. siger: "Ja, men personligt synes jeg nu, at man får mere valuta ved at købe denne vin", så vælg den, han anbefaler. Det er de færreste mennesker - herunder vinekspedienter - der er i stand til skråsikkert at lyve.

Forhåbentlig skulle dette have givet et par redskaber til næste gang at få den bedste vin med hjem fra vinhandleren. Når det drejer sig om champagne, er man selvfølgelig også godt hjulpet af anbefalingerne på denne blog...

Gensyn med Selosse

2007-05-04T13:05:00.000+02:00

Jeg har tidligere beskrevet mit første (og indtil da eneste) møde med "vindæmonen" Jacques Selosses vine på denne blog (se HER). Jeg fandt på det tidspunkt, at disse højtberømmede champagner var for vinagtige - den flaske, jeg smagte, mindede mere om en hvid bourgogne med bobler end om en champagne, som jeg udtrykte det.
Det er, som jeg også indrømmede på det tidspunkt, ikke seriøst at fælde dom på så spinkelt et grundlag som en enkelt flaske - og jeg lovede da også ved den lejlighed, at vende tilbage til Selosse på et senere tidspunkt.
Første gensyn med Selosse fandt sted i går, hvor jeg smagte hans "almindelige" Brut Blanc de Blancs Grand Cru. Der var tale om en - i hvert fald delvis - "rehabilitering" af Selosse. Vinen er meget fadpræget (med den nærmest petroleumsagtige duft, som visse fadlagrede/-gærede champagner kan få), men er samtidig ren og harmonisk. Det betyder også, at terroirpræget er ganske skjult - jeg var således hverken i stand til at gætte, at der var tale om en grand cru eller om en blanc de blancs (vinen er da også grundet fadlagringen ganske mørk i glasset). Det giver næsten sig selv, at der var god fylde i munden - men også et noget "træet" - nærmest råt præg. Champagnen var dégorgeret 4. august 2006, så den havde altså knap et år på flaske.
Alt i alt en flaske, som jeg takserede lige under én stjerne - altså absolut hæderligt. Meeen - for der er et men - at Selosse skulle være stjernen over dem alle, kan jeg ikke skrive under på. Jeg smagte således denne vin sammen med Guy Charlemagnes tilsvarende (d.v.s. basis-) cuvée og foretrak klart Charlemagne'n. Dertil skal man lægge, at Selosse'n er oppe og koste i omegnen af 400,- (mens Guy Charlemagne'n kan fås for omkring de 200-250,-). Der findes adskillige champagner, der efter min overbevisning er bedre køb.
Jeg har altså ikke overgivet mig helt til den berømte vindæmon!

Bedømmelsen af Guy Charlemagnen kan du læse om HER

Vinene fra Selosse (og Guy Charlemagne) forhandles af L'Esprit du Vin.

Champagne og "de andre"

2007-04-05T17:10:00.000+02:00

Det er almindeligt blandt champagnefreaks som undertegnede at hævde champagnes overlegenhed over al anden mousserende vin, uden at der nødvendigvis ligger særligt mange empiriske studier til grund for denne antagelse. På sin vis er der vel til dels tale om en art bekvemmelighed: Champagneområdet er stort, men lader sig dog overskue, men skal man til også at kende mousserende vine fra resten af verden bliver feltet simpelthen for uoverskueligt. Og så er der jo en vis åndsaristokratisk romantik i at hævde den gamle landadel overfor les nouveaux riches.
Overfor denne - vil mange sikkert mene: arrogante - holdning står visse (specielt amerikanske?) vinjournalisters heppen på "the underdogs" - de nye og ukendte producenter som skyder op rundt omkring på jordkloden, sans culotterne om man vil.
Det er basalt set svært at opbygge sig en læserskare på at hævde, at "Montrachet er verdens fineste hvidvin", hvorimod der ligesom er mere journalistisk nyhedsformidling i at sige, at "denne chardonnay til 50,- fra Chile smager bedre end selveste Le Montrachet". Altså behøver man ikke nødvendigvis at tro, at ligger mere redelighed til grund for sidstnævnte holdning end førstnævnte - journalistikkens egen indre lovmæssighed dikterer simpelthen, at journalister altid må holde med det nye (man husker - med en utidig politisk analogi -, hvordan Anders Fogh Rasmussens vej til magten i høj grad blev lettet af, at et stort set samlet journalistkorps simpelthen ville forandringen).

Med til dette billede hører, at al snobberi - og da ikke mindst champagnesnobberi - udæsker pøblens hang til at se hovmod falde, hvilket igen betyder, at der selvfølgelig intet mere fornøjeligt er for den brede skare end at se en erfaren champagnesmager pludselig udbryde: "Her er tale om en førsteklasses champagne", når der i virkeligheden er Cava i glasset.
Spørgsmålet må altså blive: Kan noget sådant virkelig ske? Kan mousserende vine fra resten af verden måle sig med champagne?
Jeg for min part er ikke i tvivl om, at der findes mousserende vine i resten af verden, der kan måle sig med de dårligste (læs: grande marque) champagner. Men det er ligesom ikke så interessant. Interessant er det at vide, om der findes mousserende vine udenfor champagne, der kan måle sig med det bedste, som champagne kan producere.
At få afklaret dette spørgsmål ville kræve et langt og metodisk arbejde - noget, der ligger denne champagnefreak fjernt (åndsaristokratiet har altid hævdet sig ved dets foragt for arbejdet...). Derfor var det heller ikke med nogen prætention om at være videnskabelig, at vor champagnefreak for nylig besluttede at teste, hvordan en enkelt flaske champagne farede mod en ikke-champagne. Men da den slags tvekampe i disse tider for al tings sportsliggørelse måske kan vække alment behag, skal jeg her skitsere resultatet.
I højre (det vil sige det konservative, reaktionære) ringhjørne befandt champagnes kandidat sig: Henriot Rosé i årgang 1998. Det er en champagne, som denne smager tidligere har været endda meget glad for, så champagne stillede altså med en topkandidat. Som nævnt finder jeg det uinteressant at påvise, at dårlige champagner vitterligt er dårlige, så kampen måtte nødvendigvis repræsenteres af en god champagne i champagnes ringhjørne.
I venstre (det vil sige revolutionære, samfundsomvæltende) ringhjørne blev de mousserende vine udenfor champagne repræsenteret af en Franciacorta Rosé i årgang 2002 fra Fratelli Berlucchi. Valget var her helt og aldeles baseret på bekvemmelighed (hvilket i parentes måske er grunden til, at ethvert åndsaristokrati nødvendigvis med tiden må falde). Som faste læsere af denne blog vil vide, er vores champagnefreak i det prosaiske liv ansat til at sælge italiensk vin, så det var nærliggende at tage en italiensk mousserende vin. Men kan indvende, at 2002 ikke var noget godt år for Norditalien, men dog har netop den her omtalte vin i denne årgang fået ikke så få anmelderroser i den italienske vinpresse. Man kan yderligere indvende, at det måske ikke er fair at sætte en vin til omtrent 150,- op imod en vin, der har en udsalgspris på omkring de 400,-. Men grunden til at bevæge sig udenfor champagne skulle jo netop være at finde vin af en tilsvarende kvalitet billigere - ellers er der ligesom ingen grund til at foretage skridtet i første omgang (i samme åndedrag kan jeg ikke følge den entusiasme, der for tiden omgærer rieslingvine fra f.eks. Canada, Østrig og New Zealand: Bevares, de kan være udmærkede - men når de tyske rieslingvine stadig er bedre - og endda billigere - er der ligesom ingen grund til at kaste sig over dem).
Altså: hvordan forløb kampen? Som det så ofte sker: anderledes end forventet. Henriot'en viste sig langt fra at have den kvalitet, som denne smager tidligere har fundet i den. Hvor den tidligere har været topmålet af elegance, var der denne gang noget rustikt over den. Men - og dette er selvfølgelig det centrale men - den kunne stadig banke franciacorta'en af banen så at sige med højre hånd bundet på ryggen. Den havde simpelthen større længde, større finesse, mere - ja, kort sagt: mere af det hele. Franciacorta'en, som jeg tidligere har formastet mig til at finde "okay", tog sig overfor champagnen noget syntetisk ud med en frugt, der nærmede sig det vingummiagtige - og i øvrigt også en noget syntetisk farve à la Barbie. Her manglede simpelthen klasse - eller det som bedagede engelske vinskribenter kalder: race. I denne omgang var der altså ingen dekapitering af kongen for strikkekonerne at glæde sig over. 1-0 til champagne på knockout.
Men som sagt, dette er selvfølgelig en ganske uvidenskabelig test, og der kunne helt sikkert findes bedre repræsentanter for den brogede skare, der hedder "mousserende vine udenfor champagne". Så hvis der blandt læserne sidder én, der gerne ser David sejre over Goliath, og som ved hvilken flaske, der er den rette til at repræsentere Davids hold, så hører jeg det meget gerne - så kan det være, at jeg ved lejlighed vil teste den nye udfordrer mod en af mine champagnefavoritter.
Udfordringen er hermed givet!

J. Charpentier

2007-03-19T20:53:00.000+01:00

Der er flere champagneproducenter med efternavnet Charpentier, men J. Charpentier er den eneste, denne champagnefreak har stiftet bekendtskab med.
J. Charpentier er en mindre vinbonde bosat i landsbyen Villers-sous-Châtillon i den vestlige del af Marnedalen - hvilket betyder en overvægt af pinot meunier-druer, som J. Charpentier får spændende champagne ud af. Selvom de ikke hører til de allerbedste pinot meunier-champagner, jeg har smagt, beviser de så absolut, at det er muligt at skabe god vin også af denne lidt ringeagtede druesort.
Generelt er J. Charpentiers champagner ganske elegante - specielt for cépagen. Som det er hændt mig flere gange med mindre champagnehuse, er det faktisk den mest ydmyge cuvée (denne champagnefreak har smagt), som jeg finder mest interessant - selvom prestigecuvéen Pierre-Henri da absolut også er værd at stifte bekendtskab med.

Danske importører: L'Esprit du Vin og Benned's Bobler.

Smagte vine:

BRUT PRESTIGE

Sidst smagt 13/3-07
Jeg har smagt denne vin to gange med tre års mellemrum med forskellige smagsnotater, men med samme høje karakter. Der er tale om en vin, der kombinerer en overdådighed i frugten med et mineralsk strejf. Sidst, jeg smagte den, fandt jeg præg af blyant og citrus, mens den den første gang var lidt skæmmet af svovl, der dog ikke var i stand til at trække ned for alvor. I smagen synes jeg begge gange at fornemme noget fadgæring/-lagring, men om der vitterligt er det, skal jeg ikke kunne sige. Jeg kender ikke cépagen, men vinen virker mere "chardonnaysk", end den efter al sandsynlighed er. Ganske harmonisk. Dem, der er mindre syrefanatiske end denne champagnefreak, vil måske foretrække årgangscuvéen.

BRUT 1999

Sidst smagt 13/3-07
En ganske mørk farve tyder på en pinotdomineret cuvée, hvad smagen da også antyder. I duften var den i første omgang en anelse lukket og "flad" med en vis mangel på mineralitet. Ellers kunne man finde marcipan og lidt abrikos i duften. I smagen savner den igen lidt mineralitet for denne smager. I denne cuvée er der nogle af de negative træk, man kan forbinde med pinot meunier-druesorten: det lidt kvabsede og bamsede med en sødlig frugt, der kan tendere det vamle. Alt i alt er der dog tale om en udmærket champagne, der blot ikke falder i denne champagnefreaks smag. Til dens fordel skal siges, at den er ganske ren (hvilket straks, da jeg smagte den blindt, ledte mig mod en mindre producent...).

CUVÉE PIERRE-HENRI

Sidst smagt 8/10-04
J. Charpentiers prestigecuvée lavet udelukkende på gamle pinot meunier-stokke. Egentlig har jeg smagt den en gang senere (efteråret 2006), men ikke under forhold, der gav lejlighed til at lave et smagenotat. Generelt var vinen lidt mere "sprød" og floral, end den var i 2004, hvorfra dette smagenotat stammer.
Meget mørk - nærmest roséagtig farve. I duften præg af karamel, blyant, lakrids, noget mineralitet, chokolade og biskuit. I smagen har den stor fylde med noget sødme og pæn længde. Holder sig lige akkurat under en stjerne - skønt den, anden gang jeg smagte den, kunne gøre sig fortjent til denne...

Agrapart

2007-02-26T20:37:00.002+01:00

Agrapart er mindre vinbonde med hovedsæde i Grand Cru-kommunen Avize.
Avize er ikke umiddelbart en landsby, der har fascineret denne champagnefreak, og jeg har da heller ikke været synderlig ekstatisk over vinene fra Agrapart. Ikke at der er noget galt med dem - de er alle (i hvert fald dem, som jeg har smagt) ganske rene og vellavede, men savner efter denne smagers mening en smule finesse.
Det siger sig selv, at de slår de fleste Grande Marque-champagner på samme niveau.

Officiel hjemmeside klik HER
Dansk importør: Pétillant

Smagte vine:

LES 7 CRUS BLANC DE BLANCS

Sidst smagt: 23/1-07
En ganske moden duft med karamel/tofféepræg, granny smith-æbler, ymer og hvedetoast. Også et lidt malingsagtigt præg. Ganske affirmativ, men også en smule endimensionel. I munden en ok struktur, hvor karamelpræget går igen.

TERROIRS BLANC DE BLANCS GRAND CRU

Sidst smagt: 9/1-07
Savner en smule fokus i duften - virker lidt kvabset. Ellers præg af lakrids, lidt bagværk, hvedetoast, ymer, lidt hindbær og noget maltagtigt. Ganske kompleks, men også lidt rustik i det. Smagen har pæn længde - med en lille (acceptabel) oxidation. Absolut i orden - uden at feje benene væk under denne champagnefreak.

MINÉRAL 2000 BLANC DE BLANCS GRAND CRU

Sidst smagt: 19/2-07
Navnet skulle velsagtens hentyde til stilen, som dog ikke er synderligt mineralsk efter denne smagers begreber. Som de andre Agrapart-champagner, jeg har smagt, en tilfredsstillende, men lidt rustik - for ikke at sige: klodset - smag med præg af bl.a. hvedetoast. Jeg skal skynde mig at sige, at også denne vin absolut er i orden - jeg forventer bare et større sus af en grand cru-champagne. Jeg var ikke superfokuseret (på vinen) denne aften - så måske fortjener den at blive gensmagt. Druerne skulle stamme fra Avize og Cramant - to kommuner, jeg ellers ser som ganske forskellige (lidt som at blande Meursault og Puligny-Montrachet).

CUVÉE VENUS 2002 BRUT

Sidst smagt: 30/7-09
Agraparts préstigecuvée. Som faste læsere af denne blog vil vide, er jeg noget skeptisk overfor - ikke mindst de store producenters - prestigecuvéer. Jeg føler ofte, at man betaler en overpris for et produkt, der ikke nødvendigvis er særligt meget bedre end producentens basiscuvée (i visse tilfælde direkte dårligere...). Det gælder for så vidt også de små producenter, og jeg har altid stor respekt for de producenter, der kun laver to cuvéer - en non vintage og en vintage-udgave.
Agraparts Cuvée Venus kunne være et fint eksempel på det her skitsere. Lad det være sagt med det samme: Der er ikke tale om nogen dårlig champagne - langt fra. Men spørgsmålet er bare, hvor meget mere man får i forhold til de mere ydmyge cuvéer. Stilen er i min mund meget den samme - d.v.s. en lidt rustik (for en grand cru blanc de blancs), hvedetoast domineret duft og smag - der i dette tilfælde virker, som om den har fået noget lagring på nye fade. Smagen er god og fyldig, og der er absolut tale om en vellavet champagne - hvilket er mere, end man kan sige om mange grande marque-champagner. Alt i alt mener jeg dog næppe, at den er sin pris værd.

Så har I mig tilbage...

2007-02-14T13:47:00.000+01:00

Der er gået et stykke tid, siden champagnefreaken har vist sig her på bloggen. Det skyldes bl.a., at han har været en smuttur til Frankrig - dog ikke Champagne, men Loire, hvor han har taget de første små skridt i retning af at starte en lille importvirksomhed (første vin i stalden bliver formodentlig en Savennières, der - udover champagne - efter denne champagnefreaks mening må regnes for en af de største franske hvidvine).
Selvom de sidste uger altså har stået i Loirevinens tegn, betyder det ikke, at vor champagnefreak ikke også har smagt champagne. Ganske symptomatisk for den generelle holdning til champagne blev han, da han bestilte champagne på flyet til Paris, spurgt, om han "fejrede noget"? Som om man kun kan drikke champagne, når man skal fejre noget!
I Loire fik han - udover at smage Loirevin - i Angers (hvor han boede) oplevet det imponerende Apokalypsebilledtæppe, der findes i byens slot, samt Jean Lurcats moderne udgave, der udover apokalypsebillederne også byder på en "positiv" side, hvor billedet, der skal betegne livsglæden bar titlen "Champagne".
Det kunne man nu tro ville fryde vor champagnefreak, men inderst inde mener han nok, at det hele er lidt mere kompliceret end som så, og at der i champagne- og (mere generelt) livsnyderen også er en god portion melankoli. Men den slags vidtløftige filosofiske diskussioner er der ikke plads til her!
For gastronomen er Angers måske ikke en af de mest spændende byer, men vor champagnefreak fik dog et godt måltid på La Salamandre og et par hæderlige på henholdsvis Le Relais og Lucullus.

Nu er vor champagnefreak tilbage på sin pind - hvilket selvfølgelig betyder: Champagne, champagne, champagne!!!
Gårsdagen blev således også brugt på at smage et par flasker - bl.a. en Guy Charlemagne Cuvée Charlemagne 1999 købt i det nedenfor omtalte L'Esprit du Vin-udsalg. Hvad champagnefreaken synes om vinen, kan man læse om HER.

Bruno Paillard

2007-01-30T20:59:00.000+01:00

Så er det igen blevet tid til - med mere eller mindre berettigelse - at gøre sig klog på en champagneproducent. Denne gang kaster vi os over Bruno Paillard, en ung vinkøbmand - huset blev således først startet i 1981. Det er en producent, der er fokuseret på kvalitet - og han er da også efter denne champagnefreaks mening blandt de bedste NM'er i champagne. Der bruges altid kun most fra første presning. Stilen er måske ikke overvældende elegant, men dog tilfredsstillende - og specielt Non-Vintagen kan anbefales - omend den ikke kan løbe fra, at den er fra en vinkøbmand - med hvad det betyder af manglende terroirkvaliteter.

Officiel hjemmeside klik HER
Dansk importør: Ukendt (men jeg har bl.a. købt den i Systembolaget)

Smagte vine:

PREMIÈRE CUVÉE BRUT

Sidst smagt 31/7-06
En ren og tilfredsstillende, lidt karamelpræget duft, der også har et præg af hindbær og grafit. Smagen er moden med god fylde. Bruno Paillard er en af de sympatiske producenter, der skriver degorgeringsdatoen på sine NV'er. Når den er bedst flirter den med en stjerne - men jeg har også smagt den, hvor den er en smule uren.

ASSEMBLANGE 1996

Sidst smagt 20/12-06
Producent og årgang taget i betragtning burde den have været bedre. En klassisk champagne uden den helt store personlighed med præg af brød og lakrids. Smagen præges af en for årgangen typiske høje syre, men samtidig virker den ganske moden og måske en anelse hul. Ærlig talt foretrækker jeg NV'eren... En assemblage af druer fra Avize, Mailly, Mareuil-sur-Ay, Rilly, Villers Marmery. 52% chardonnay, 48% pinot noir. Dosagen er ganske lav (for lav?) med 7-8 gram/liter.

Udsalg hos L'Esprit du Vin

2007-01-29T13:06:00.000+01:00

Har man lyst til at få en række gode til fremragende champagner til overkommelige priser, er der fra 1.-17. februar udsalg hos L'Esprit du Vin på Snaregade. Denne champagnefreak håber at få lidt Guy Charlemagne op under neglene, men der er også en række andre spændende champagne-(og ikke-champagne)-tilbud - Bonnaire, Fleury, Charpentier, Launois - og sandelig om man ikke også kan få Krug 1964 til udsalgsprisen 8000,-...

Læs mere HER

Vouette & Sorbée

2007-01-21T20:34:00.001+01:00

Vouette & Sorbée er en lille champagnehus, der drives af Bertrand Gautherot, som har stået i lære hos den berømte Anselme Selosse fra Avize. Markerne ligger i Aube - nærmere bestemt i Buxières-Sur-Arce, hvilket ikke ligefrem er en kommune, der er kendt for imponerende kvalitet. Men Gautherot beviser, at man så sandelig også kan lave fremragende vin herfra.
Det er ikke fordi vinen minder så meget om Selosse efter denne smagers mening. Hvor Selosse er bombastisk og måske lidt "overfladisk" for denne champagnefreaks smag, er Vouette & Sorbée (som i øvrigt er navnet på de to marker, som Gautherot ejer) mere afdæmpet og sart, mere nuanceret.

Dansk importør: Norma Vinimport

Smagte vine:

FIDÉLE EXTRA-BRUT

Sidst smagt 28/11-05
Ganske mørk farve. Harmonisk og kompleks - skønt lidt afdæmpet og sart - duft m. brød, rosin, hindbær, karamel og chokolade. I munden har den den lidt savsmuldsagtige smag, som jeg forbinder med vine, der ikke har gennemgået den malolaktiske gæring. Pæn fylde omend ikke så lang med ganske meget engelsk lakrids. Til dens ære skal det siges, at man ikke mærker, at der er tale om en extra-brut. Degorgeret 10/1/05. 12,5% alc. Skulle formodentlig være udelukkende årgang 2001 (den første årgang Gautherot lavede). Ifølge oplysninger på nettet skulle det være en ren blanc de noirs (på pinot noir) - hvilket ville forklare den relativt mørke farve og i øvrigt også stemmer overens med smagen -, men jeg er ikke sikker på dette. Under alle omstændigheder en rigtig god champagne.

BLANC D'ARGILE EXTRA-BRUT

Sidst smagt 13/10-07
Ganske ekspressiv og overdådig med præg af nedfaldspærer, lidt julekrydderi, cognac og maling. En ganske oxideret stil. I munden er den - i hvert fald p.t. - lidt uafbalanceret. Vinen er degorgeret 20/12-06.

Forhandlere

2007-01-21T16:21:00.004+01:00

Champagne lider - ligesom i øvrigt bourgogne - under ikke at blive taget seriøst i flere af de større vinhandlere/vinhandlerkæder. Således kan man mange steder se forhandlere, der kun tilbyder grande marque-champagne til deres kunder. Heldigvis er der dog sket meget i de sidste år - og flere og flere (specielt mindre) importører er begyndt at tage champagne alvorligt.
Nedenfor findes en liste over - samt en kort beskrivelse af - de importører, jeg regner blandt de bedste og mest interessante, når det drejer som om champagne.

Dronninggaard Vinimport
En lille vinimportør bosiddende i Fredensborg. De har to vinbondechampagnehuse i deres sortiment: Vollereaux og René Geoffroy. Førstnævnte er temmelig kedelig, mens Geoffroy absolut hører til blandt de bedre champagneproducenter. Priserne er ganske rimelige. Jeg har dog også fået champagne herfra, der har virket en smule træt - måske p.g.a. ikke optimale opbevaringsforhold.

L'Esprit du Vin
Den danske vinverdens infant terrible - excentrikeren Jørgen Krüff - driver L'Esprit du Vin på Snaregade. Champagne er en vigtig del af hans sortiment, og han har en lang række højt værdsatte mindre champagnehuse - bl.a. Selosse, Guy Charlemagne og Launois. Krüffs kæphest disse år er det biodynamiske, hvorfor han da også har en del biodynamiske producenter i sit sortiment.

Euroscan Vintage
Bag det lidt mærkelige navn gemmer sig en far-og-søn-virksomhed, der primært har specialiseret sig i diverse spirituosa fra Frankrig - men som også har den gode og velrenommerede Mesnil-producent Pierre Moncuit. Og det til yderst rimelige priser. Kort sagt: ikke til at komme udenom for en rigtig champagne-aficionado.

Hoffmeyer-Lippert
Hoffmeyer-Lippert er en af de små, sympatiske vinimportører, der drives mere af kærligheden til vin end udfra økonomisk spekulation. De har specialiseret sig i Canadisk vin - samt andre koldklimavine fra f.eks. Tyskland og - Champagne. Deres champagneproducent Tarlant er måske ikke den mest interessante producent i deres sortiment, men er ikke desto mindre absolut værd at prøve.

Norma vinimport
Norma Vinimport er et lille importfirma beliggende på Rosenørns Allé. Det drives af den uhyre kompetente Rune Elkjær, hvis frankofile hjerte også banker for champagne - måske først og fremmest blanc de blancs. Hans sortiment rummer den uforlignelige Lilbert, samt Turgy og den mere ukendte (men gode) Vouette & Sorbée.

Pétillant
Pétillant er et lille importfirma specialiseret i champagne, som bl.a. har Mads Rudolf (der tidligere ejede restauranten "TyvenKokkenHansKone...") som medstifter. Efter at restauranten blev afhændet besluttede Mads Rudolf sig for at kaste sig helt og holdent over vinen (herunder champagnen), hvilket førte til oprettelsen af importfirmaet Tranquille (som pendant til Pétillant) og den lille butik "Skål" i Randersgade 33, kld. på Østerbro. Mads Rudolf har en særlig forkærlig for det økologiske og biodynamiske, hvilket også ses i hans støt voksende champagneudvalg. De champagner, jeg har smagt for Skål/Pétillant, har ikke helt overbevist mig - måske jeg ikke kan undvære kemikalierne?

Erik Sørensen
Erik Sørensen er en af de få af de større vinhandlere, der tager champagne alvorligt. Udover Jacquesson, der i øvrigt hører til blandt de bedste Grandes Marques, har de også Cramantproducenten Bonnaire i deres sortiment. De har de seneste år haft lidt skiftende producenter fra de store pinot noir-grand cru'er, men synes ikke rigtigt at have lagt sig fast på nogen.

Vinea Nordic
Vinea Nordic, der hører til blandt de mest kvalitetssikre importører p.t., skal i denne forbindelse først og fremmest nævnes, fordi de har agenturet på Egly-Ouriet, der absolut hører til blandt de bedste champagneproducenter. Også blanc de blancs-huset Pascal Doquet har fundet vej til sortimentet, men har ikke gjort det helt store indtryk på denne champagnefreak. Vinene kan købes hos Gl. Kongevej Vin.

Vinkælderen
Thomas Lindekilde fra Vinkælderen i Nyborg har været så elskværdig at fortælle mig, at han har overtaget agenturet på en af mine favoritter blandt negociantchampagnerne - Comte Audoin de Dampierre. Det er undtagelsen fra reglen om, at negociantchampagne altid smager af svovl og kloakvand. Vinene kan købes over nettet, hvis man følger ovenstående link.

Small description in english

2007-01-18T21:58:00.000+01:00

It has come to my attention that there are some readers (or whatever they might be) of this blog that don't have danish as their native language - even some champagne growers (who has narcissistically googled their own name?...). Which is the reason for these lines in english about this blog and the author behind it.
Simply put, it is a blog about a danish champagne freak and his special mania: champagne (you had figured that out already, right?). He charts his drinking habits (a couple of bottles of champagne a week or more - his doctor aren't too happy!), and writes about them (and sometimes about things that has little to do with champagne, but seems to point to a certain lack of maturity on the writer's part). He has no economic interests in the business - but his economy is highly affected by it. Though he likes champagne - and caviar and truffles and foie gras - his paycheck doesn't really reflect these hobbies. If it weren't for champagne this freak might actually own a car, a house, anything... (so obviously donations in the form of champagne bottles are accepted gladly!).
Besides the general love of champagne, one of the reasons behind this blog was to promote champagne as a drink that is more versatile than many people know. It is not just a drink for New Years Eve! - and actually quite good with many types of food.
Secondly one of the idées fixes of this blog is concerning the superiority of grower champagne - that is: champagne made by small, independent growers as opposed to the big brands (or grandes marques). It surprises this champagne freak that most wine writers seem to prefer the big company champagne to grower champagne - where I often find grande marque champagne unclean and sulphuric and lacking any sense of terroir - on top of which they are generally 25-50% more expensive than even grand cru grower champagne. I know of no other wine district where there is so little connection between price og quality.
This point of view, then, is heralded through the many wine reviews (again and again and again...) with that left wing love of the small and independent underdogs.
This left wing attitude (so difficult to reconcile with a love of champagne and luxury!) might also be the reason why this blog has not succumbed to M. Parker and his 100-point scale. In fact there is no points at this blog at all - but there is sort of a rating system consisting of from 0 to 3 stars. This is to be considered in the style of the Guide Michelin ratings - meaning that even one star is a sign of excellence (and champagnes without stars could still very well be pleasant). So if you are a wine grower who has seen your champagne on this blog with only one star attached to it, you might want to reconsider that hate mail or the horsehead delivered to/in the bed of a certain champagne freak who might not deserve it on this account...
When this champagne freak is not drinking champagne he is currently working with italian wines (which seems to be what the public wants). He has spend some (that is: seven) years at the University and even has a title to his name in the humanities department (of little use besides fostering those left wing attitudes...). He still reads a lot (though his memory seems to be decreasing rapidly - wonder why?), listen to classical music (even though he is only in his early thirties when you look at his birth certificate), and secretly believes in the truth of that famous Talleyrand quote about life before the revolution... So perhaps his freakishness is not just about the champagne?

If you have any comments or still want to send that hate mail you are welcome to comment directly on this post (or any other). Or you can send an e-mail directly to champagnefreak@gmail.com.

Marguet Père & fils

2007-01-17T18:02:00.000+01:00

Marguet Père et fils er pr. 2005 navnet på det, der tidligere var kendt som Marguet-Bonnerave. Det er nu Benoit Marguet-Bonnerave, der står for vinikationen - noget han gør med stor passion. Den anden store passion i hans liv bar efternavnet Launois, så Benoit vil formodentlig også overtage vinikationen på Champagne Launois om nogle år.
Marguet Père & fils hører til blandt de små kvalitetsproducenter, der - med fare for gentagelse - producerer champagner, der er væsentligt bedre og tilmed billigere end dem, man finder fra de store huse.
De har til huse i Ambonnay - en grand cru-landsby, der nok mest er kendt for sin pinot noir. De har også marker i to andre grand cru-landsbyer: Bouzy og Mailly, der ligesom Ambonnay er kendt for deres pinot noir. Pinot Noir udgør da også 70% af Marguets vinstokke, mens chardonnay står for de sidste 30%.
Stilen er her blød og imødekommende med en - i hvert fald i de bedste af deres champagner - fantastisk blød mousse, der ikke lader nogen af de store huses Prestigecuvéer noget efter. Det er champagner for hedonisten - og sikkert champagne, der også vil falde i novicens smag.

Dansk importør: Vinene blev i sin tid importeret af Erik Sørensen, der havde det mest af sortimentet. Samarbejdet ophørte imidlertid - omend man i hvert fald indtil for nylig stadig kunne få Marguets champagner hos Erik Sørensen. Pr. sommeren 2007 findes to af Marguets vine hos L'Esprit du Vin.
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

BLANC DE NOIRS BRUT

Sidst smagt: 14/4-05
Før jeg fik afklaret navneskiftet (ved Benoit Marguet-Bonneraves hjælp), var jeg noget i tvivl om, hvad dette var (som den eneste champagne i Erik Sørensens sortiment bar den navnet Marguet Père et fils fremfor Marguet-Bonnerave). Det er Marguets billigste champagne (i hvert fald hos Erik Sørensen). Jeg har ikke umiddelbart været så imponeret over denne vin - omend den absolut kan konkurrere med NV-champagner fra nogle af de store huse. I næsen er den relativt diskret med præg af toast, men også lidt svovlbrinte. Ellers vellavet med en fin mousse.

BRUT RÉSERVE GRAND CRU

Sidst smagt: 2/12-06
Her begynder det at blive interessant. Da jeg sidst (blind)smagte denne champagne havde den en så frisk, citrusagtig tone, at jeg - med skam at meddele - tog den for en blanc de blancs. Kvaliteten og - for nu at benytte en neologisme - terroiriteten var dog så udtalt, at jeg ikke var i tvivl om, at vi her havde at gøre med en grand cru-champagne fra en mindre producent. Dette skulle vise, hvad jeg længe har ment: At det er lettere at kende forskel (blindt) mellem grande marque-champagne og vinbondechampagne end mellem champagner lavet på henholdsvis chardonnay og pinot (man genkender Satan på stanken af svovl...). Udover citruspræget udviklende den - med tid i glasset - præg af grafit (nyspidset blyant)/timian (som bliver mere og mere udpræget - og måske nok - i bagklogskabens klare lys - burde have ledt mig i den rigtige retning med mit gæt), chokolade, iod, vitaminpille samt noget lidt "svedigt" (sure sokker etc.), som dog ikke var decideret ubehageligt. Tidligere har jeg noteret præg af valnød og savsmuld (der er tale om en cuvée, der synes at have ændret sig en del over de sidste år - men som har bibeholdt kvaliteten). Skulle stjernen bringes i fare må det være p.g.a. en smag, der ligger meget fortil i munden - omend den har en ganske fin eftersmag (igen præget af grafit/timian). Alt i alt en uhyre elegant og raffineret champagne. 12% alc. Druer fra Ambonnay og Bouzy. 70% pinot noir og 30% chardonnay.

ROSÉ GRAND CRU BRUT

Sidst smagt: 25/10-06
Til trods for en etiket, der ville gøre en gammel DDR-arkitekt stolt (jævnfør billedet til højre), tager Marguets deres rosé alvorligt. Det er en næsten orangefarvet champagne med en lidt diskret, men ganske kompleks og ren duft, der bringer mindelser om grape samt et lidt parfumeret præg. Lidt cognac tyder på en relativt oxideret stil - som dog ikke tager overhånd. Også lidt vitaminpillepræg og grafit (nyspidset blyant) - omend ikke så meget som den Camille Savès Rosé, som den blev smagt op imod. I munden har den god fylde - omend den måske er en anelse kort. Absolut en spændende rosé, der er, som en roséchampagne bør være: elegant og romantisk (tiltrods for etiketten!).

CUVÉE PRIVILÈGE ASSEMBLAGE 1997-1998

Sidst smagt 23/9-04
Marguets prestigechampagne lavet udelukkende af most fra første presning ("coeur de cuvée") fra to årgange - her altså '97 og '98. Er man vant til, at de store huses prestige cuvéer skuffer, kan man her glæde sig over virkelig at få det bedste, som Marguet kan præstere. Der er en hedonistisk og ekspressiv champagne hvor skribleren har noteret følgende duftindtryk: toast, lakrids, grafit (nyspidset blyant), lidt vitaminpille, citrus, lidt karamel og æbler - hvilket måske nok overintellektualiserer denne vin. Det dominerende præg er en ukompliceret franskbrødsagtig, ekspressiv og meget affirmativ duft. Smagen er "bred" og fyldig, igen ekspressiv og med god finish. Her er intet af den animalske karakter, man ellers ofte kan finde i både årgang '97 og '98. Det er meget svært at sætte en anke på denne vin - hvilket så kan blive den eneste anke... En frisk og ukompliceret, storbarmet bondepige med blonde fletninger, der bare venter på at blive "plukket". Kort sagt: kun en mavesur, prostestantisk livsfornægter vil ikke holde af den (hvilket måske desværre rammer denne champagnefreaks personlighed ganske godt...). Degorgéret nov. 2002. 50% Pinot noir, 50% chardonnay. 12% alc.

Den ugentlige champagnekur...

2007-01-17T17:51:00.000+01:00

Da jeg igår skulle have min ugentlige ration af champagne (selvom det er januar behøver man jo ikke give afkald på livets luksus!), blev det til Launois 1999 og Veuve Clicquot Vintage Réserve 1998. Førstnævnte må vente, til jeg får lavet et producentportræt af Launois (den var ganske god omend lidt sødlig for min smag, kan jeg allerede nu røbe), mens man kan læse om sidstnævnte HER.

Efterlysning...

2007-01-06T20:25:00.000+01:00

Det er blevet tid til at bede dig, kære læser, om lidt hjælp til en trængende champagnesjæl. En af champagnefreaks læsere har spurgt, hvem der importerer Pierre Peters til Danmark. Denne champagnefreak ved, at man kan få den flere steder i og i nærheden af København (Kjær & Sommerfeldt, SuperBrugsen i Hørsholm, Café Plan B), men er ikke klar over, hvem der importerer den til landet. Så er der en læser derude, der sidder inde med oplysninger om den danske importør, hører vi meget gerne fra dig - enten ved at du sender en mail til champagnefreak@gmail.com eller skriver en kommentar til denne post.

På forhånd tak!

Et par tilføjelser til Bonville-beskrivelsen...

2007-01-06T18:29:00.000+01:00

Jeg har fået gensmagt et par Franck Bonville-champagner, så producentbeskrivelsen er blevet rettet lidt til. Læs den HER.

Nytårsaften II

2007-01-02T22:53:00.000+01:00

For de interesserede: Her er, hvad vores champagnefreak drak nytårsaften:

- Delphine Cazals Clos Cazals 1996 Blanc de blancs Grand Cru
- Ph. Janisson Grande Réserve Grand Cru Non Vintage
- Comte Audoin de Dampierre Grand Vintage 1996
- A.R. Lenoble Gentilhomme 1999 Blanc de blancs Grand Cru
- Ph. Janisson Brut Rosé Non Vintage
- Médot Brut Non Vintage
- Marc Hébrart Selection Brut Non Vintage

For en ordens skyld skal det tilføjes, at han ikke var alene om at drikke dem... Til gengæld blev der skyllet efter med finsk mintvodka (What to do, what to do? - Minttu!), og tømmermændene den 1. januar blev dulmet med - oh, blasfemi! - Cava (samt 52 kroners fadbamser i Nyhavn som pitstop i et fortvivlet og hovedløst forsøg på at vise en vis finsk Minttu-leverandøse Den Lille Havfrue. Men det er en anden historie...).

La Dolce Vita...

2007-01-02T22:49:00.000+01:00

Nytårsaften...

2006-12-28T22:25:00.000+01:00

Så nærmer sig tiden, hvor resten af Danmark kaster sig over den drik, der er denne freaks særlige mani. Det kunne få en vis champagnefreak til - i vanlig Rasmus Modsat-stil (ak ja, sådan er han, vor kære champagnefreak) - helt at fravælge champagne på denne dag. Meeeen, sådan går det nu nok alligevel ikke.
Så hvilken champagne stiller en champagnefreak så på bordet nytårsaften? Ja, som min gamle filosofiprofessor ville have sagt: Spørgsmålet er stillet på de forkerte præmisser. For der er selvfølgelig ikke tale om hvilken, men om hvilke. En champagnefreak stiller sig knapt til tåls med én champagne til daglig, så da langt mindre til nytårsaften.
Så hvilke champagner drikker en champagnefreak nytårsaften? Ja, det må foreløbig forblive en hemmelighed. Han skal nemlig tilbringe aftenen med ligesindede, så mon ikke der - udover den obligatoriske smagenotatsskrivning - bliver en del blindsmagning og gætten denne aften (jeg ser for mig ikke-indviede læsere - måske særligt af det kvindelige køn - rulle med øjnene i dette øjeblik...).
Sidste år stod nytårsaften i prestigecuvéernes tegn (Krug, Comtes de Champagne, Lanson Noble Cuvée bl.a.). Det var en spændende og lærerig oplevelse, men - som faste læsere af denne blog vil vide - ikke et specielt value-for-money-orienteret arrangement. Der findes væsentligt bedre køb indenfor de små producenters champagner. Savner du foreslag til, hvad du skal servere boblemæssigt nytårsaften, kan jeg kun - i al (falsk) beskedenhed - anbefale, at du navigerer lidt rundt her på bloggen. I spalten til venstre (sidebar på computernudansk) finder du et par bud på nogle gode forhandlere/importører.
Og for nu at tage dette åh-så-fortærskede emne: Hvilken champagne skal man egentlig drikke til kransekagen? - og skal man overhovedet drikke champagne eller måske snarere kaste sig over en Asti Spumante eller måske en Prosecco?
Helt så drastiske valg vil vi ikke foreslå her på Champagnefreak. Herfra skal anbefalingen lyde: Drop den forpulede kransekage. Det ligner en glorificeret hundelort og smager, som om man er i gang med at lave pasta i munden from scratch. Kort sagt: kransekage er Fandens værk - og formodentlig et af dem, han er mest stolt af (helt deroppe i klasse med indpakningsfilm og "Vild med Dans").
Så vær ikke en slave af traditionerne: Drop den kransekage og drik et glas ordentlig champagne. Du har min blåstempling og fulde accept (og i dette øjeblik påtager jeg mig rollen som Den Store Anden).
Because you're worth it!

Godt nytår! ... og skulle du have en ledig stund, så bed en bøn for en champagnefreak på flugt fra kransekagebagermafiaen...

Gaston Chiquet

2006-12-21T22:03:00.000+01:00

Det er blevet tid til at anmelde endnu en producent i Benneds Boblers portefølje. D.v.s. tilsyneladende ikke så meget længere, for ifølge Thyge Benned er vinene fra Gaston Chiquet på vej ud af sortimentet - hvilket for så vidt er synd, for der er tale om ganske spændende champagner.
Chiquet holder til i Montagne de Reims og har marker i landsbyerne Aÿ, Hautvilliers, Mareuil-sur-Aÿ og Dizy (hvor han er hjemmehørende). Han er måske mest kendt for at producere en af de eneste blanc de blancs-champagner i Aÿ, som ellers er pinot noirs højborg.
Generelt kan man sige om champagnerne fra Chiquet, at de er ekspressive og frugtige - normalt dog uden at miste fokus. Som det er typisk for (kvalitetsbevidste) vinbønder er det også ganske terroirprægede champagner - hvad selvfølgelig ikke mindst den rene Aÿ-champagne vidner om. Personligt kunne jeg måske ønske mig lidt mere mineralitet, men det er i sidste ende et spørgsmål om stil. Sammenholdt med priserne er det helt klart gode champagner.

Dansk importør: Benneds Bobler
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

BLANC DE BLANCS D'AY GRAND CRU

Sidst smagt: 16/12-06
Den berømte blanc de blancs fra Aÿ er mere end blot en kuriositet - ja, det er måske den mest spændende vin i Chiquets portefølje (af dem jeg har smagt). Smagen er ren og ganske frugtig og sødmefuld med et lidt toastet præg samt - efter lidt tid i glasset - grafit, som jeg forbinder med flere pinot noir-grand cru-kommuner (Bouzy, Ambonnay, Aÿ). Uden tvivl et terroirtræk. I smagen er den ganske blød og rund (til trods for at Chiquet efter sigende ikke skulle bruge særlig høj dosage). Alt i alt en meget harmonisk vin som er en hårsbredde fra en stjerne. En mere hedonistisk indstillet smager ville sikkert være mere large...

CUVÉE DE RÉSERVE

Sidst smagt 20/12-06
Her giver ordet "Réserve" faktisk mening, da der er tale om en vin, der har ligget minimum fem år i kælderen før frigivelse. Der er tale om en sødmefuld og frugtig vin med en lidt briocheagtig frugt. Ganske ekspressiv med præg af bagværk. Skal man være kritisk, truer den med at blive lidt slap. Der er dog et ganske godt fokus, der holder i glasset. Smagen er mere tør end duften lader forvente med en ganske høj syre. 12,5% alc.

1997 SPECIAL CLUB

Sidst smagt 31/3-06
Chiquets prestigechampagne. Ganske mørk med et modent præg med bl.a. grape, chokolade og nedfaldsæbler. Rimelig typisk for årgangen. Smagen er ganske frisk - igen med den lidt grapeagtige karakter, men er næsten blottet for mousse. En lille skuffelse for en Special Club.

David Léclapart

2006-12-14T22:05:00.000+01:00

Næppe havde jeg fået skrevet, at Benned's Bobler er eneste vinimport specialiseret i champagne, før jeg på nettet stødte på Pétillant - en garageimportør, der ligeledes eksklusivt har kastet sig over champagnen.
På hjemmesiden kan man læse, at firmaet blev skabt i 2003 med det formål at hjemtage champagnerne fra David Léclapart, som de to ejere var faldet for. Senere er der kommet et par andre huse til, men det var altså David Léclapart, der blev anstødsstenen til firmaet.
Så hvem er han denne David Léclapart? Ja, på hjemmesiden fremgår det, at han er en lille (kun 2,75 ha) vinbonde, der overtog familiens vinmarker så sent som i 1996 (første årgang 1998, som dog måtte kasseres). Yderligere fremgår det, at vi har at gøre med en biodynamiker. Kombinerer man dette med de lettere opstyltede navne på cuvéerne (l'Amateur, Artiste, Apôtre, Alchimiste) er der vist næppe tvivl om, at herren går direkte efter at indskrive sig i kredsen af kultproducenter. Vejen mod denne kultstatus er noget besværliggjort af, at Léclaparts marker "kun" er 1. cru - nemlig kommunen Trepail, der dog har et ganske godt ry.
At herren selv mener, at han allerede har opnået den attråede kultstatus viser priserne tydeligt. Således starter cuvéerne ved små 400 kroner! Selvom det virker som om Pétillants priser er temmeligt høje (umiddelbart virker de ca. 35% højere end de burde være), er 400 kroner stadig en hamper pris for en introduktionsvin fra en 1. cru-vinbonde. Men selvfølgelig, hvis vinen i glasset smager derefter, så... (men da man kan få endda MEGET gode champagner til ca. 300-350,- skal der VIRKELIG være tale om en god vin!). Så hvordan smager de? Ja, jeg har indtil videre "kun" smagt basiscuvéen, der - prisen taget i betragtning - burde være ligeså god eller bedre end de fleste årgangschampagner fra grand cru-vinbønder. Er den altså på dette niveau?

Dansk importør: Pétillant. Vinene forhandles kun af Delicat, en delikatesseforretning på Guldbergsgade på Nørrebro.

Smagte vine:

CUVÉE L'AMATEUR EXTRA-BRUT BLANC DE BLANCS

Sidst smagt: 11/12-06
For at svare på ovenstående spørgsmål med det samme: Nej, den er ikke på niveau med en god årgangs-grand cru. Men jeg kan godt forstå pointen, selvom jeg ikke personligt køber den. Der er i høj grad noget Selosse over vinen - d.v.s. en meget vinøs (hvidvinsagtig) stil med masser af fylde. Duftmæssigt er den ret traditionel og efter denne smager mening en smule uelegant med et klart hvedetoastpræg. Også en smule oxidation, som man i øvrigt ofte finder det hos biodynamiske producenter. Derudover lidt lakrids, samt sødlig frugt og - med tid i glasset - lidt skovbund (à la Salon). Til dens ære skal siges, at man ikke mærker den ekstra tørhed - og skulle man beskrive forskellen mellem denne og "almindelig" champagne kunne man måske sige, at hvor almindelig champagne er som tysk riesling er denne som alsacisk (hvortil det kan tilføjes, at denne champagnefreak holder meget af tyske riesling, men så godt som aldrig er blevet forført af den alsaciske...). Skal man altså konkludere, er det ikke en champagne, der kommer til at fylde op i denne champagnefreaks vinkælder - men er du til Selosse skulle du måske også prøve Léclaparts vine.

Sugot-Feneuil - eller: Jagten på den perfekte flaske

2006-12-12T20:12:00.000+01:00

I enhver champagnefreaks liv lever drømmen om den perfekte flaske. At det er en ganske absurd og utopisk drøm er der selvfølgelig ingen tvivl om, hvad selv en champagnefreak i et klart øjeblik må erkende - delvist! (man er nu engang uforbederlig romantiker).
Denne drøm om den perfekte flaske kan ofte føre til en for udenforstående lettere aparte adfærd. Som f.eks. en medsynder udi champagnes fikse idé om, at netop producenten Sugot-Feneuil måtte være - ja, den perfekte champagne. Og det vel at mærke uden nogensinde at have smagt en flaske.
Jeg tør godt sige, at Sugot-Feneuil har udgjort et slags fikspunkt i hans (champagne)liv. Det er flasken, som han har drømt om, men også (som den evige pessimist, han er) halvt havde accepteret, at han aldrig kom til at smage. Fordi det guddommelige nu engang ikke er indenfor menneskelig rækkevidde.
Ikke desto mindre: En dag havde han set, at Systembolaget i Hansacompagniet i Malmø (der er det næststørste Systembolag i Sverige) netop havde fået 12 flasker Sugot-Feneuil hjem - og det endda prestigevinen "Special Club" i den på papiret fremragende årgang 1990.
Så selvfølgelig - selvfølgelig! - måtte vi drage til Malmø og få fingrene i denne, den perfekte champagne (selvom jeg ikke delte min champagnevens specifikke ideosynkrasi m.h.t. Sugot-Feneuil som den perfekte flaske, var jeg gladeligt med på idéen). Som sagt, så gjort. Hvilket var grunden til, at vi en ualmindelig regnvejrsvåd mandag steg af toget på Malmø Station.
Jeg kan godt lide Malmø. Den overskuelige størrelse, de gamle huse, de smukke torv, det smukke svenske sprog, der bliver talt omkring en, dette lille præg af noget eksotisk - omend så nært. Alt gør det sit til, at det er en by, jeg holder af at besøge. Men ikke når det blæser og regner og i øvrigt er hundekoldt! Hvilke idéer, vi end måtte have haft, før vi tog afsted: Dette blev en tur, der måtte stå i champagnens - og kun champagnens - tegn. Ingen slentren ned af de malmøske gader, ingen impromptu juleshopping. Alt dette umuliggjorde det dårlige vejr. Der var kun en mulighed åben: tage direkte mod Hansacompagniet og se på champagne - og ikke mindst selvfølgelig: Sugot-Feneuil.
Vi ankom altså til Systembolaget og gjorde klar til at tage Sugot-Feneuil i øjesyn. Først kiggede vi lidt på det almindelige udvalg, så gik vi ind i den særlige afdeling for sjældenheder. Men ingen steder var Sugot-Feneuil at se. Panikken begyndte langsomt at brede sig. Kunne Bacchus virkelig finde på at gøre dette imod os? Jeg spurgte en ekspedient (min ven var på dette tidspunkt et nervevrag, der for længst havde mistet talens brug) sådan ganske diskret, om de mon kunne have nogle flere flasker på lager. Men - Oh ve! Oh ve! - hun kunne (tilsyneladende ganske uvidende om, hvilket slag hun tilførte mig - og ikke mindst min champagneven) meddele os, at champagnen var udsolgt og heller ikke fandtes i andre butikker i Sverige.
Jeg kunne se min ven ældes hastigt for mine øjne: Alt det, han havde døjet med på turen - det dårlige vejr, en ikke funktionsdygtig paraply, tandpine efter netop at have fået fjernet en visdomstand - alt det, som kun håbet om at få fingrene i Sugot-Feneuil havde holdt i ave, væltede nu frem med dobbelt kraft. Jeg så foran mig en slagen mand.
Hvad skulle vi gøre? Turen truede med at være en regulær fiasko. Godt nok var der nogle andre spændende champagner i Systembolaget, som vi ikke har smagt, men det kunne ikke på nogen måde opveje skuffelsen over ikke at få Sugot-Feneuil.
I den slags depressive tilstande er mad og drikke vel det eneste, der måske kan hjælpe. Og da vi under alle omstændigheder ikke gad vade rundt i regnen i Malmøs gader, besluttede vi at tage ind og få noget frokost.
Ud fra mit sparsomme kendskab til det malmøske restaurationsliv virkede Restaurant Årstiderna som det mest interessante sted, der bød på frokost. Så godt regnvejrsvåde satte vi os til rette under de lave, gamle hvælvinger fra dengang Malmø stadig var en del af kongeriget.
Efter en sporadisk gennemgang af menukortet kastede jeg mig over det i øvrigt pæne vinkort og startede - selvfølgelig - med at slå op under champagne. Ikke fordi vi NØDVENDIGVIS skulle have champagne, men man vil jo gerne lige vide, hvad de byder på sådan et sted. Og hvad fanger så mit blik? Ja, kære læser, du har sikkert allerede gættet det: Sugot-Feneuil Special Club 1990. Selv samme flaske som vi var draget til systembolaget for at få fingrene i! Prisen 950 svenske kroner kan vel næppe kaldes billigt, men for den perfekte flaske er det dog en bagatel.
Så selvfølgelig - selvfølgelig! - måtte vi bestille den til vores mad (ganske uden bekymring for om den gik til det, der lå på tallerknerne). Med bæven ventede vi på, at tjeneren skulle komme med den - halvt frygtende, at han skulle meddele os, at den desværre var udsolgt. Men nej, flasken dukkede op - Sugot-Feneuil 1990 i den karakteriske Special Club-flaske. Tjeneren åbnede (lettere ceremonielt - nogen ville sige teatralsk), hældte først en smule i sit eget glas, duftede for prop, og skænkede derefter op til os. Glassene blev ført til næsen og...

SUGOT-FENEUIL SPECIAL CLUB 1990

Smagt 11/12-06
Ja, hvordan var den så, Sugot-Feneuil? Var det den perfekte flaske? Afslutningen på en lang søgen, svaret på et ikke helt bevidstgjort eller anerkendt ønske?
For at gøre en lang historie kort: Nej. Det var en udmærket flaske, men ikke noget, der kom i nærheden af at give en champagnefreak vinger (eller andre exceptionelle organer). Duften var moden med præg af lidt karamel og rosin. Smagen bar præg af, at det var en gammel vin, hvor boblerne var ved at forsvinde - ja, et lille præg af eddikestik viste sig også uden dog at skæmme for meget. En hæderlig flaske, der var præget af sin alder. Og nu vi er ved alder: Det var en flaske, der eksemplarisk demonstrerer, hvorfor jeg foretrækker mine champagner yngre. Sugot-Feneuil hører hjemme i Cramant - en landsby, jeg har smagt ganske mange champagner fra. Men ælden havde helt udvisket eventuelle terroirtræk fra vinen. Den kunne for så vidt komme fra hvor som helst i champagne - og havde jeg fået den blindt, er jeg ikke sikker på, at jeg ville gætte, at der var tale om en blanc-de-blancs-champagne. Kort sagt: Vinen mister noget af sin specifikke personlighed ved at ældes.
Så meget altså for den "perfekte flaske". Jagten, den håbløse jagt, går videre. Denne gang var det Malmø, næste gang - ja, hvor mon det bliver næste gang?

Hvis der skulle være en, der - måske mere mad- end champagnefreak - sidder tilbage med spørgsmålet: Hvordan var MADEN så på Årstiderna?, skal det kort siges: Den var udmærket uden at være overvældende. Her var ingen deciderede brølere, men heller ikke noget, der sendte os i himlen. Relativt simple retter, der var svære at ødelægge. Men hele tiden sad man med følelsen, at det her kunne man have gjort ligeså godt selv. Men, skal jeg skynde mig at lade læseren vide: Jeg har ganske høje meninger om min egen kogekunst...

Union Champagne

2006-12-08T20:42:00.000+01:00

Jeg boede (og bor) ikke langt fra, hvor den nu hedengangne vinhandel Le Domaine i sin tid havde til huse. Le Domaine blev bestyret af, hvad der må være vinbranchens mest charmerende personlighed: Evy Halling. Evys speciale var vinene fra Bourgogne (og når en champagnefreak ikke drikker champagne, må det jo være bourgogne, han tyer til...), men hun havde for god ordens skyld også et enkelt champagnemærke, som hun solgte til vanlige discountpriser: Union Champagne.
Evy startede med at flytte sig selv og butikken til Anisse og valgte senere at slå pjalterne sammen med Otto Suenson, hvor hun i dag er en del af biksen. Så man kan stadig få hendes fremragende bourgogner - men det var nu mere betagende, da hun lå lige om hjørnet, og man kunne tage ned en tilfældig tirsdag og få skænket et glas god bourgogne...
Denne historie blot for at fortælle, hvorfor jeg har smagt så relativt mange af Unions champagner (og så mangler der i øvrigt en - for jeg kan ikke finde smagenotatet på en 1996'er jeg også har smagt. Nuvel jeg har én mere i kælderen, så på et tidspunkt kommer der også et notat på den).
Union Champagne er et kooperativ beliggende i Avize med marker i Côte des Blancs. De har valgt at sælge deres vine under forskellige navne - hos Evy kalder de sig "de Saint Gall".
Det, Union ikke kan bruge til deres egne champagner, sælger de videre til de store huse, hvor druerne blandt andet får lov til at indgå i en række prestigecuvéer.
Som markplaceringerne lader antyde, er fokus her på Blanc de Blancs-champagner. Selvom de måske ikke har helt den samme personlighed som de champagner, man får fra selvstændige vinbønder, er deres champagner absolut værd at stifte bekendtskab med.

Dansk importør: Otto Suenson
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

DE SAINT-GALL 1998 BLANC DE BLANCS 1. CRU

Sidst smagt 5/4-05
En frisk og elegant champagne med tydelig blanc de blancs-karakter. Præg af vanille, blomster, lakrids, hasselnødder, citrus og lidt valnød. Også en lidt oxideret tone (karamel, hedvin), samt et lidt animalsk præg, der sikkert hidhører fra årgangen. I munden skuffer den lidt i forhold til næsen med en lidt aggressiv mousse, der svulmer op i munden. Virker også en anelse kort. Alt i alt dog en ganske god champagne til prisen, der er en hårsbredde fra en enkelt stjerne.

DE SAINT-GALL ROSÉ 1. CRU

Sidst smagt 27/6-05
Man kan have sine bange anelser, når et hus, der normalt producerer blanc de blancs-champagner, kaster sig over en rosé - og Unions er da heller ikke på højde med deres øvrige portefølje. En orange farve og en "english breakfast"-agtig duft med æg og tomatketchup (men så ved du selvfølgelig hvilken vin, du skal bestille til din engelske morgenmad!). Derudover lidt valnød og noget mineralsk. I munden god fylde, men ikke så lang og med et lidt slapt attack.

DE ST-GALL EXTRA BRUT BLANC DE BLANCS GRAND CRU

Sidst smagt 16/5-05
Extra Brut er en kontroversiel smagskategori. På den ene side blæser vindene i vinverden i retning af stadig tørre vine - og når man skal adskille sig fra pøblen i spørgsmål om smag, handler det jo altid om at vise, at man kan vride nydelse af, hvad andre blot opfatter som lidelse: Finkultur i alle dens afskygninger handler jo basalt set om at gøre en dyd ud af sin masochisme. Nuvel, denne champagnefreak nyder gerne sin Extra-Brut mens han læser Samuel Beckett og lytter til Arnold Schönberg...
På den anden side er der også kritiske røster - bl.a. en autoritet som Tom Stevenson -, der hævder, at champagne har behov for noget sukker: både for at afrunde smagen, men også for at sikre holdbarheden og udviklingspotentialet (og en champagne helt uden dosage kan ikke udvikle de særlige champagnearomaer).
Denne smager må indrømme, at han ofte finder Extra-Brut champagne for tør - også i dette tilfælde. Problemet er også, at vinen (ligesom mange Demi-sec i øvrigt) får et nærmest skizofrent præg, fordi den virker modnet i duften, længe før den er klar i smagen. Denne Extra-Brut havde da også en ganske moden duft m. toast, lidt lakrids, champignon, læder, medicin, citrus og mineralitet. Med tid i glasset også en lidt uren nuance. I munden støder man imidlertid på denne aggressive syre, der nærmest får gummerne til at bløde (ja, jeg synes rent faktisk jeg opfangede en smag af blod...).

DE ST-GALL CUVÉE ORPALE 1995 GRAND CRU

Sidst smagt 11/7-05
En lidt lukket duft m. vanille, lidt grønt (positivt ment), chokolade og valnød. Ganske kompleks med en anelse oxidation. I smagen er den lidt hård (et generelt træk ved - i hvert fald unge Unionchampagner - måske man skulle overveje en lidt højere dosage?). Nuvel, jeg tror på, at det kan blive en rigtig god champagne med lidt længere tid på langs - omend den nok ikke når '90'erens højder.

DE ST-GALL CUVÉE ORPALE 1990 GRAND CRU

Sidst smagt 5/7-03
Elegant og cremet stil, der er ganske ren - selvom et vist svovlpræg lister sig ind med tid i glasset. Klassisk blanc de blancs-karakter med hvedekiks. Lang smag og fine bobler og et perfekt fokus. Tydeligvis med et langt liv foran sig. Den blev bl.a. smagt sammen med Pommerys Cuvée Louise (i samme årgang) - og de var meget jævnbyrdige (omend i vidt forskellig stil). Men smagt om fem år tror jeg, at Orpale ville have givet Pommeryen baghjul.

Moët et Chandon

2006-12-07T19:47:00.002+01:00

Moët et Chandon er den største af alle champagnehuse - altså når vi taler kvantitet. M.h.t. kvaliteten har det i mange år været comme il faut at rakke ned på champagnerne herfra. Og sandt er det, at basisvinen ikke er nogen udpræget fornøjelse - medmindre man har smag for "brimstone & treacle", eller man står og mangler vinen at servere til Prahok.
Prestigecuvéen Dom Perignon - der vel nok er den mest kendte champagne overhovedet (og selvfølgelig den, James Bond drak indtil han blev kommerciel og gik over til Bollinger - omkring samtidig med at Bollingers kvalitet begyndte at dale mærkbart...) - hører efter denne smagers mening (og begrænsede erfaring med prestigecuveer) til blandt de bedre af slagsen - selvom jeg stadig hellere vil drikke en god grand cru-champagne fra en selvstændig vinbonde.

Officiel hjemme klik HER - siden er dog omtrent ligeså infantil og ubrugelig som Veuve Clicquots... her er temaet "Be fabulous".

Smagte vine:

BRUT IMPERIAL

Sidst smagt 27/3-05
Standardcuvéen fra Moët et Chandon, hvoraf der hvert år bliver tappet mange millioner flasker. Det er svært foreneligt med kvalitet, hvilken da også viser sig tydeligt. Vinen domineres af et osteagtigt præg samt svovlbrinte (rådne æg). Herudover er der lidt muslingeskal, begyndende toast, lakrids og lidt blyant. I munden har den pæn længde m. lidt bær i finishen. Rimelig let. Nuvel, kan man se bort fra det urene svovlbrintepræg (som har været i samtlige de flasker jeg og mine vinvenner har smagt) for så vidt en gedigen champagne, der dog ikke for alvor imponerer. Men bedre end den ofte bliver gjort til. Kan minde lidt om Taittinger. Det kan vel næppe gentages nok: Selv når champagne er dårlig, er den god...

BRUT 1999

Sidst smagt 27/12-07
Jeg fik denne champagne med i købet, da jeg var nødt til at have den raffinerede "lysestage" til højre (Jeg ved det: There is a sucker born every minute...), som jeg faldt over i Fauchon i Paris. Det holdt nu hårdt med at få lov til at købe den, fordi en midaldrende mand iført kongekåbe (!!!) netop var kommet forbi i sin Rolls Royce og forståeligvis krævede samtlige 4-5 ekspedienters opmærksomhed (At notere sig: Anskaf kongekåbe).
Forhåbentlig får jeg mere glæde af glassene end af champagnen. Som med basischampagnen en noget uren duft med kloakpræg og urene kælderaromaer, samt en lidt pulignyagtig frugt (abrikoskerne), som jeg før har fundet i Comtes de Champagne (man bruger måske samme gærkultur?). Udover det et pænt fokus, lidt chokolade og generelt et ret eksotisk/overdådigt præg (meget ulig Dom Perignon i øvrigt!). I munden har den pæn fylde (den ting, som de store huse synes at kunne finde ud af), lidt lav syre, og igen det lidt urene kælderpræg (som klart tyder på en biologisk fejl). Jeg kan ikke forlige mig med urenhederne - andre ville sikkert være mere glade for vinen. Det er i øvrigt den eneste vin, jeg nogensinde har gættet helt korrekt (i.e. vin + årgang) 100% blindt.

ROSÉ 2003

Sidst smagt 7/8-09
Lidt specielt - men ikke decideret ubehagelig - duft af honning og lakrids. Sidstnævnte finder jeg nogle gange i Aÿ-champagnerne, men om der er Aÿ-druer i denne champagne skal jeg ikke kunne sige. I munden relativt blød med ok struktur. Bedre end Möets hvide champagner (Dom P undtaget), men der findes bedre roséer på markedet billigere. I øvrigt har jeg før noteret mig, at Grande Marque-producenterne ofte synes bedre til rosé end til hvide champagner.

DOM PERIGNON 2000

Sidst smagt 2/7-08
Først lidt friske, æblede toner, derefter en mere rustik duft med præg af "abrikoskerne" (som man også finder i husets almindelig Vintage 1999), endelig lakrids. I munden relativt spinkel og kort fortil med præg af svampe i finishen. Man mærker klart 2000-årgangens mangel på fokus og struktur.
Alt i alt ikke en champagne, jeg ville satse på, selvom mere velbeslåede end denne champagnefreak har positive ord overfor ældre årgange af Dom'en.

DOM PERIGNON 1996

Sidst smagt 13/9-04
Man kan åbenbart godt lide svovl hos Moët et Chandon! (endnu et indicie for konspirationsteorien om, at de multinationale står i ledtog med mørkets fyrste...) - i hvert fald kan vi heller ikke blive fri for et præg af svovldioxid (brændt tændstik) i prestigecuvéen. Kan man se bort fra det, er der tale om en ganske elegant og kompleks champagne med præg af kalk, lakrids, lidt kakao, appelsinskal, nødder, metal, tørrede blade, frisk gedeost og hindbær (ja, der blev griflet en del den aften!). Jeg var i mit gavmilde hjørne og kaldte vinen Dieboltagtig. I munden virkede den ikke helt harmonisk på smagetidspunktet. Nok var den blød og fyldig med en fin finish, men på en eller anden måde synes den ikke rigtigt at hænge sammen. Hvis alderen kan rette op på skønhedsfejlene kunne det blive en dejlig champagne, som man ikke ville fortryde at have betalt 300-400 kroner for... (men min erfaring siger mig nu, at svovlpræg sjældent forsvinder - specielt ikke, når der er tale om svovldioxid).

Veuve Clicquot

2006-12-04T22:44:00.000+01:00

Veuve Cliquot er vel den mest kendte - og i hvert fald mest drukkede - champagne i Danmark. Med en produktion på mange millioner flasker om året er der da også tale om et rigtigt industriforetagende - med hvad det medfører. Netop dette, at man kan få Den Gule Enke i snart sagt hvert et supermarked, er måske grunden til, at Veuve Clicquot ikke har det helt store ry blandt champagnesnobber (som undertegnede). Ikke desto mindre er deres NV-champagne blandt de bedre af slagsen, når udbuddet er begrænset til grandes marques-champagne.
Som det er tilfældet med så mange grande marque-champagner, ser vi stort set ikke den almindelige vintageversion herhjemme, men må nøjes med den sædvanlige NV-champagne og prestigecuvéen La Grande Dame. Dette på trods af, at de fleste autoriteter mener, at det er normalt er vintagevinene, der giver den bedste valuta for pengene - både hos Veuve Clicquot og andre Grandes Marques - hvis man altså kan tale om god valuta for pengene, når talen er om Grandes Marques...
Jeg skal indrømme, at mit kendskab til Veuve Clicquot er relativt begrænset - af den simple grund, at jeg føler, at der er bedre og billigere champagner at finde blandt vinbondechampagne. Jeg drikker derfor så at sige kun Grande Marque-champagne, når der ikke er noget alternativ. Generelt om stilen kan man sige, at den normalt er fri for det svovl- eller kloakagtige præg, der skæmmer mange grande marque-champagner. Til gengæld virker champagnerne også ofte ganske korte i smagen - det punkt, hvor grande marque-champagne ellers normalt synes at overgå vinbondechampagne.

Officiel hjemmeside klik HER. Her kan du lade dig berige med indsigtsfulde og filosfiske guldkorn som f.eks. "Let's be chic. Let's be Clicquot, period.". Og sandelig om der ikke også er et computerspil at forlyste sig med...

Smagte vine:

BRUT NV "DEN GULE ENKE"

Sidst smagt 13/4-04
Som nævnt drikker jeg normalt kun grande marque-champagne, når der ikke er noget alternativ, så det er et stykke tid siden, jeg har smagt denne - danskernes foretrukne champagne. Nuvel, da jeg smagte den sidst, viste den sig absolut fra sin bedre side med sin kraftige, pinotdominerede stil præget af rosin og lakrids. Ganske godt fokus. Smagt sammen med Deutz virkede den mere stram og synes at have lagringspotentiale. I munden var den præget af en pæn høj syre og var i øvrigt en smule kort. Strammere og bedre struktureret end de fleste andre grande marque-NV'er - måske p.g.a. det relativt lave indhold af Pinot Meunier. Jeg har hørt nogle rapporter om skuffelser med denne champagne - så noget tyder på, at den har fluktueret lidt i kvalitet i hvert fald efter år 2000. Vær i øvrigt opmærksom på, at "Den Gule Enke" i Sverige er betegnelsen på Sec-udgaven.

VINTAGE RÉSERVE 1998

Sidst smagt 16/1-07
En ganske sart og lukket duft, der kun modstræbende giver lidt fra sig i form af appelsinskal og et modent præg. Smagen er ganske frisk, men noget kort. Den korte smag gør, at jeg ikke har den store tiltro til, at den vil udvikle sig positivt og evt. åbne lidt mere op for "godteposen". Serveret blindt gættede jeg vinbondechampagne - hvilket kunne synes en cadeau til vinen, men jeg tilføjede samtidig, at det nok var en af de absolut billigere af slagsen og gættede på en udsalgspris på 180,- (temmelig langt fra de 350,-, som den havde kostet - nedsat!).

LA GRANDE DAME 1990

Sidst smagt 8/3-05
"La Grande Dame" er opkaldt efter enken Nicole-Barbe Ponsardin, der styrede firmaet i starten af dets karriere - og som altså bar tilnavnet "La Grande Dame" (jeg har svært ved at forestille mig, at der er kvinder i dag, der ville blive særligt henrykte over at blive kaldt "Den store Dame"...). Det er Veuve Clicquots prestigecuvée - og i hvert fald da jeg smagte den en af de absolut mest skuffende af slagsen. I næsen var den næsten totalt domineret af en karameltone, som faste læsere vil vide ikke er min kop te. Med tid i glasset får den andre nuancer (lakrids, valnød, læder, nedfaldsæbler, marcipan, cognac), men karamelpræget dominerer stadigvæk. I munden virker den rimelig blød - igen med dominerende karamel. Forbavsende nok virker den noget tynd, hvad man ellers sjældent oplever med prestigecuvéer. Den kan være åbnet på et dårligt tidspunkt (men champagner bør nu altid smage godt!), men som den var, da jeg smagte den, ville jeg faktisk hellere drikke den almindelige NV'er. Og skal jeg være ærlig, er jeg ikke overbevist om, at den har et specielt godt lagringspotentiale.

Comte Audoin de Dampierre

2006-12-03T15:21:00.000+01:00

Faste læsere vil uden tvivl have bemærket, at det løber som en rød tråd igennem denne blog, at champagne fra vinkøbmænd er dyrere og væsentligt ringere end champagner lavet af selvstændige vinbønder.
For at man ikke skal tro, at der er tale om et fundamentalistisk dogme, der på forhånd nægter muligheden af, at også vinkøbmænd kan lave god champagne, er det på tide at fremhæve en af mine yndlingsnegocianter udi champagne: Comte Audoin de Dampierre.
Efter sigende en aristokrat med hang til store biler og anden luksus, der måske synes at tage lettere nonchalant på det at fremstille vin. Ikke desto mindre laver han ganske fremragende champagner. Alle er de fra premier og grand cru-marker og alle er de rene, meget harmoniske og komplekse. Hvis der findes bedre champagnenegocianter, kender jeg dem ikke.
Det har primært været Dampierres nonvintagechampagner, der har fascineret mig - de to vintagechampagner, jeg har smagt ('96 og '98) har ikke haft samme umiddelbare charme - men måske har det bare været for unge.

Dansk importør: Dampierre importeres - som importøren var så venlig at gøre mig opmærksom på - af Vinkælderen i Nyborg.
Deres vintagechampagne (1996) fås i Systembolaget i Hansacompagniet i Malmø, som er Sveriges næstestørste Systembolag. I øvrigt et oplagt sted at købe champagne, med et stort udbud og generelt lave priser.
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

GRANDE CUVÉE 1. CRU

Sidst smagt: 2/12-06
Dampierres basischampagne - men hvilken basischampagne! En elegant og meget harmonisk stil fik denne smager til at tænke på Belle Epoque - og ja, den er ligeså god. Præg af ananas, en anelse karamel, chokolade, iod, champignon, lidt sure sokker (ikke dominerende), grapejuice og vanille i duften og en fin smag med blød mousse, citrus og brød i finishen. Som det er typisk for en negociant-champagne havde den ikke den klare "terroiritet", som man finder i vinbondechampagne (f.eks. den Marguet-Bonnerave Grande Réserve, som den blev smagt op imod) og dosagen virker også lidt højere end den, selvstændige vinbønder normalt anvender, men der er tale om en meget harmonisk og kompleks vin. Og så har den en utrolig friskhed. Et oplagt valg som huschampagne. Selvom det virker som en chardonnaydomineret champagne er den faktisk lavet på blot 30% Chardonnay - med 40% Pinot noir og 30% Pinot meunier med i blandingen.

CUVÉE DES AMBASSADEURS BRUT 1. CRU

Sidst smagt 22/6-04
Som basiscuvéen en superharmonisk og kompleks champagne - men med en lidt større modenhed. Der er præg af mandel, chokolade, lakrids og lidt grønne nuancer (hvilket ikke her er negativt ment) i den appetitlige og komplekse duft. I munden har den pæn fylde og god finish. Som med basiscuvéen måske ikke den mest terroirprægede champagne, men ikke desto mindre en nærmest perfekt drik. Lavet på 50% pinot noir og 50% chardonnay.

GRANDE VINTAGE 1998

Sidst smagt 19/5-07
Starter lidt urent med præg af svovl, som dog går væk med tid i glasset for at gøre plads for et lidt rieslingagtigt præg af petroleum samt lidt efterårsagtige toner. Smagen er præget af en ret høj syre samt en ikke overvældende fylde. Jeg har smagt '96eren med nogenlunde samme resultat. Jeg er - som nævnt i indledningen - mere begejstret for nonvintagecuvéerne, men måske har de bare været for unge eller inde i en lidt problematisk fase.

Franck Bonville

2006-11-30T20:25:00.000+01:00

Det er på høje tid, at jeg får anmeldt et champagnehus fra Benneds Boblers portefølje. Thyge Benned er - så vidt jeg ved - Danmarks eneste specialimportør af vine udelukkende fra Champagne. Dette lettere hasarderede projekt kastede Thyge (som oven i købet er studerende!) sig ud i efter at have boet et stykke tid i Champagne. Han blev, med egne ord, slået af den divergens der var imellem priserne på champagne i Frankrig og i Danmark. Derfor var et af hans mål også at kunne tilbyde kvalitetschampagne til yderst rimelige priser - således insisterer han hårdnakket på at have champagne til 150,-.
Derfor opstod garageimporten Benneds Bobler - her er garage dog at tage munden for fuld, for Benned har end ikke en garage at have vinene i, men opbevarer dem i et vinkøleskab i stuen og under sengen i sin lille studenterhybel.
Der er altså absolut tale om iværksætterånd - og jeg håber inderligt, at Thyge bliver ved med sin lille importgeschæft og ikke brækker halsen på den.
Jeg har smagt størstedelen af Benneds Boblers sortiment (eller "Benned's Bobler", som firmaet egentlig hedder - men vi har nu ikke ejefaldsapostrof på dansk Thyge!). Når jeg ikke tidligere har diverteret med et champagnehusportræt fra porteføljet, skyldes det altså ikke, at jeg ikke kender til champagnerne - men af den ene eller den anden grund har jeg drukket stort set alle Thyges champagner ved lejligheder, hvor det ikke var oplagt at skrive udførlige smagsnotater.
Det gælder også Franck Bonville.
Ikke desto mindre må det være på tide at præsentere en producent fra Benneds Bobler. Jeg håber, at man vil bære over med de lidt skeletagtige smagsnotater, indtil jeg får lejlighed til at gensmage nogle af disse dråber.
Bonville er hjemmehørende i Avize - en Grand Cru-landsby i Côte des Blancs, som måske mest er kendt for, at det er her kultproducent nr. 1 blandt champagnevinbønder - Anselme Selosse - holder til.
Bonvilles champagner har været en blandet fornøjelse med både gode og mindre gode oplevelser. Det er - måske med undtagelse af den almindelige Brut Selection - ikke champagner, der er så umiddelbart forførende, men det behøver jo ikke nødvendigvis været et tegn på manglende kvalitet.

Dansk importør: Benneds Bobler
Officiel hjemmeside klik HER.

Smagte vine:

BRUT SELECTION BLANC DE BLANCS GRAND CRU

Sidst smagt 4/1-07
Dette er en rigtig "forårschampagne": Elegant med duft af granny smith-æbler (næsten helt pomadeagtigt), lidt grape og - med lidt tid i glasset - et nærmest vingummiagtigt præg. I munden er den måske en anelse kort med en finish, der bærer præg af lidt grafit (et træk, visse smagere forbinder med Avize - personligt synes jeg oftere, at jeg finder det i en række Pinot Noir-dominerede Grand Cru'er). Alt i alt en champagne med en herlig friskhed - og ærlig talt den af Bonvilles champagner, jeg holder mest af! Med en pris på 160,- kunne den meget vel gå hen og blive huschampagne i en vis champagnefreaks hjem.

1998 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 31/3-06
Her skal jeg ærligt indrømme, at jeg blev lidt skuffet. For så vidt en udmærket duft med præg af dyr chokolade, brød, nedfaldsæbler, rosin og vanille. Ganske '98-agtig. Smagen er dog præget af en temmelig lav syre, som nærmest for vinen til at virke lidt flad. Jeg ville tilråde, at man drikker den nu - hvilket ikke burde være tilfældet med en '98er.

LES BELLES VOYES

Sidst smagt 4/1-07
Bonvilles prestigecuvée lagret på egefade. Jeg har smagt denne vin ved to lejlighed (med 3/4 års mellemrum) med meget forskelligt resultat. Første gang, jeg smagte den, var den citrusagtigt frisk og præget af fad - jeg kaldte den nærmest Krug-agtig. Anden gang havde den helt ændret karakter. Der var denne gang tale om en meget "efterårsagtig" champagne med præg af mild (og knap så mild) forrådnelse - først og fremmest nedfaldsæbler. Med tid i glasset blev det aldersstegne præg mere og mere udtalt, og den endte med at få en nærmest gummiagtig tone, der i denne smagers bog hører til champagner, der er for gamle. Smagen var domineret af en ret lav mousse samt en lidt skæv (overmoden?) tone (ketchup). Så for vidt en ganske god champagne lige da den blev skænket, men falder ligesom sammen i glasset.
At vinen falder så forskelligt ud indenfor et så kort tidsrum er mildest talt mærkeligt, og jeg vil ikke udelukke, at der har været noget galt med sidste flaske - omend der ikke var nogen entydige fejl.

Michel Turgy

2006-11-29T22:53:00.000+01:00

Turgy hører hjemme i det, der for mange champagneelskere (men ikke denne freak) er champagnekommunen over dem alle: Mesnil-sur-Oger. Ikke nok med det: Ifølge champagneeksperten Richard Juhlin anser mange Mesnilproducenter Turgys gamle champagner for at være noget af det bedste, som er produceret fra denne landsby. Der er altså al mulig grund til at forvente noget stort!
Jeg kan ikke helt sige hvorfor, men jeg er ikke rigtig blevet fanget af disse champagner. Et eller andet udefinerbart "je ne sais quoi" mangler. Som sådan er der ikke noget at udsætte på vinene - og jeg vil da også til enhver tid foretrække dem fremfor diverse svovl- og kloakhørmende grande marque-champagner. Måske er det bare fordi Mesnilchampagner ikke rigtig fanger mig (dog med et par væsentlige undtagelser). Jeg skal dog skynde mig at tilføje, at de (specielt basiscuvéen) synes at være blevet bedre de sidste gange, jeg har smagt dem.

Dansk importør: Norma Vinimport.
Officiel hjemmeside klik HER.

Smagte vine:

BRUT BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 14/11-07
En ret traditionel champagne med præg af noget ristet, brød, hasselnødder, æbler, lidt mineralitet, chokolade, lakrids samt valnød (sidstnævnte regnes af mange som et særligt Mesniltræk). Til tider kan den også have et lidt oxideret præg. Smagen er relativt sødmefuld med en ok længde. Jeg har tidligere været lidt kritisk overfor denne champagne (selvom den aldrig har været dårlig), men de seneste gange, jeg har smagt den, har den været ganske god - og har faktisk flirtet med en stjerne. Til de ca. 200,- den koster i Norma Vin er det en oplagt "huschampagne" - hvad den da også til dels har fungeret som i dette hjem.

BLANC DE BLANCS 1999

Sidst smagt 26/4-05
Præg af brød og karamel samt lidt frisk/grønt (ikke negativt ment) og vitaminpille. Ret høj syre og god længde. Er stadig noget rå i munden, men forhåbentlig bliver den bedre. Ikke som sådan en dårlig champagne.

CUVÉE VIEILLES VIGNES BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 13/4-05
Præg af marcipan, chokolade, valnød, lidt blomster og - med tid i glasset - lidt mineralitet. En god mousse, men den savner lidt længde og rygrad. Virker på en sær måde lidt "flad". Ikke specielt vellykket efter min smag - både årgangsudgaven og NV'en er bedre. Efter sigende en assemblage af '83, '87 og '98 - med mest af sidstnævnte.

Taittinger

2006-11-28T13:51:00.002+01:00

Taittinger er et Grande Marque med hvad dertil hører af prestigecuvéer og lettere overprissatte, ganske basale basischampagner.
Firmaet er netop blevet solgt af Starwood Capital til Crédit Agricole, som man kan læse mere om på Solveig Tanges blog om champagne. Om det vil have nogen indflydelse på kvaliteten må tiden vise.
Stilen hos Taittinger går mod det elegante - selvom elegance jo normalt netop er de store mærkers væsentligste problem. Masseindustri og elegance synes ganske enkelt ikke at gå særlig godt i spænd.
Nuvel, Taittinger hører - ud fra min sparsomme erfaring med huset - til blandt de bedre grandes marques, selvom prestigecuvéen "Comtes de Champagne" skuffer ligeså meget som de fleste andre grande marque-prestigecuvéer.

Officiel hjemmeside klik HER.

Smagte vine:

BRUT RÉSERVE

Sidst smagt 9/1-05
Lavet på 40% chardonnay og 60% pinot (noir % meunier) fra 40 forskellige marker. Duften præges af en lidt æggeagtig gærduft, men også af lidt chokolade, hvedekiks og lakrids. I munden medium fyldig. En vellavet, men lidt neutral champagne.

PRÉLUDE

Sidst smagt 30/12-10
En ren grand cru-vin lavet på 50% chardonnay (fra Avize og Le Mesnil sur Oger) og 50% pinot noir (fra Bouzy og Ambonnay). Det er en ganske bleg champagne med et frisk præg af citrus, vanille, lidt svampe og chokolade. I munden ganske velstruktureret.

COMTES DE CHAMPAGNE 2000 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 30/12-10
Meget lig 1995'eren (og konsistens og jo også de store mærker fornemmeste dyd!). Næsen er præget af lidt reduktion (champignon), samt det, jeg - i mangel på bedre - kalder abrikoskerne. Smagen har Comtes de Champagnes trademark bløde mousse og igen abrikoskerne. Jeg bliver nok aldrig den største fan - man det kunne da være interessant at smage den i en ældre udgave.

COMTES DE CHAMPAGNE 1999 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 31/12-10
Mindre ekspressiv end både 1995 og 2000 - men ellers meget samme stil, d.v.s. en lidt ucharmerende "abrikoskerne"-duft og en blød stil med fremragende mousse. Det var desværre ikke ideelle champagneglas, jeg fik smagt den af, men heller ikke denne årgang overbeviste mig om Comtes de Champagnes fortræffeligheder.

COMTES DE CHAMPAGNE 1995 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 31/12-05
Comtes de Champagne er Taittingers prestigecuvée. Det er en ren grand cru-champagne - og ren blanc de blancs. Den svenske champagneekspert Richard Juhlin beskriver Comtes de Champagne som den prestigecuvée, der er lettest at værdsætte. Nuvel, jeg hører ikke til blandt fanskaren - i hvert fald ikke udfra denne vin. Farven er lys gylden. I næsen domineres den i starten af et præg af citrusfrugt (som Belle Epoque), men meget hurtigt tager en ubehagelig kloakagtig duft over. Er man flink peger duften lidt i retning af noget abrikoskerneagtigt, som denne smager ellers forbinder med visse Puligny-Montrachet-vine - men i en ekstrem udgave, hvor det ikke længere er behageligt. Med lidt god vilje kan man også finde lidt parfume og hindbær. I munden er den straks mere imponerende med en perfekt, mild mousse og fyldig smag. Smagen er dog også domineret af det lidt urene/ekstreme præg. Det er uden tvivl en meget affirmativ champagne - og en af dem, der er let at huske. Men smagen var altså i dette tilfælde bare ikke god.

José Michel

2006-11-27T19:42:00.000+01:00

José Michel er en lille vinbonde i den relativt ukendte champagnelandsby Moussy (89%). Man finder her fortrinsvis den uglesete druesort Pinot Meunier. Det burde ikke umiddelbart give adgangsbillet til at danse med de store, men José Michel bliver af flere - bl.a. den svenske champagneekspert Richard Juhlin (som sammenligner med ingen ringere end Krug!) - anset for en af champagnes største producenter - og hans 100% Pinot Meunier champagner regnes blandt de længst levende i Champagne (hvilket skulle skyde en pil igennem alt for forsimplede druesortsbeskrivelser).
Jeg skal indrømme, at José Michels champagne ikke "har gjort det store for mig". Det er uden tvivl vellavede og ganske imposante champagner, der dog ikke har vist den store charme (terroiret?). Jeg har selvfølgelig ikke smagt de mathusalemgamle flasker, som virkelig skulle vise Michels formåen, så måske er mit kendskab til manden og hans champagner bare for småt.
José Michel undgår den malolaktiske gæring (hvilket skulle være en af grundene til vinenes lange holdbarhed) og høster fra meget gamle vinstokke (60+ år).

Dansk importør: Vinene importeres af Ubbes Vinhandel - og her kan jeg ikke hjælpe med et link. Adressen er: Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K (i nærheden af Christiansborg ridebane), tlf. 33 15 44 50.

Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

BRUT

Sidst smagt 18/2-05
Lidt speciel og ret svær at få fat på, men god til prisen (på købstidspunktet beskedne 160,-). Præg af pinot meunier. Bliver lidt oxideret/sherrypræget i glasset. Ganske fyldig.

BRUT 1996

Sidst smagt 24/10-05
En lidt utraditionel ensfarvet, mørk gul farve. I næsen mødes man af lidt rieslingpræg (petroleum) og bagværk, appelsinskal. Dog også et lidt urent præg (spildevand), I munden virker den lidt "træet" (manglen på malolaktisk gæring?) og rå (hvilket minder denne smager lidt om Salon). Kan formodentlig ligge ganske længe.

CUVÉE DE PÈRE HOUDART

Sidst smagt 21/2-05
En særlig cuvée blandet af årgangene '85 (Pinot Meunier), '86 og '88 (Chardonnay). Som 1996'eren præget af en ensfarvet gul farve, som jeg sjældent har set i andre champagner. Duften er "rund" og lidt kageagtig - kanel, bagværk. Også lidt træagtig, samt lidt læder. Virker lidt en-dimensionel på denne smager. I munden har den pæn fylde og finish, samt en ganske lang eftersmag (20s). Virker imponerende ungdommelig, men savner kompleksitet og dybde for min smag. Om den kan blive til noget stort skal jeg lade være usagt.

Pol Roger

2006-11-26T21:04:00.000+01:00

Pol Roger er et grande marque med et fantastisk ry - ikke mindst i England, hvor Winston Churchills forkærlighed for netop denne champagne næppe har skadet dens ry - hvilket Pol Roger selv anerkendte ved at opkalde deres prestige cuvée efter den store (læs: volumiøse) mand. Og ja, den slags gratis PR kan man jo ligeså godt malke til det yderste...
En af de ting, der bliver fremhævet ved Pol Roger, er disse champagners fremragende lagringsevne. Hundrede år gamle Pol Roger-champagner skulle stadig kunne være friske og fremragende (hvad denne smager desværre ikke har nogen erfaring med - så hvis du står overfor at skulle åbne en Pol Roger fra 1914 eller deromkring, hører jeg gerne fra dig...). Forklaringen på denne lagringsevne skulle efter sigende være Pol Rogers meget kolde kældre, der sikrer en langsom modning af champagnerne.
Pol Roger gør selv meget ud af kvaliteten af deres bobler - med sloganet om, at deres bobler "er runde, hvor andres champagners er firkantede". Og det er da også rigtigt, at Pol Roger-champagner generelt har en fin mousse. Mit problem med disse champagner er dog i duften, der - som så mange grandes marques - er temmelig uren med præg af svovl og andre gastriske nuancer.
Winston Churchill skal i forbindelse med Pol Roger fyndigt have sagt: "I'm easily satisfied with the best". Nuvel, på champagnefreak stiller vi større krav...

Dansk importør: Sigurd Müller. I København fås vinene desuden hos Ludvig Bjørns Vinhandel.

Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

EXTRA CUVÉE DE RESERVE (WHITE FOIL)

Sidst smagt 6/4-04
Bag det lettere selvhøjtidelige navn skjuler Pol Rogers basale non-vintage-champagne sig. Den gærprægede næse virker ikke umiddelbart så charmerende på denne smager. Ellers kan man finde lidt æble, rosin og toast i duften. Smagen bærer præg af den berømte bløde mousse, samt af en god længde og pæn fylde. En lidt djærv champagne, der er klart bedre i smagen end i næsen. Måske et par år på langs hjælper den af med den lidt ucharmerende duft... umiddelbart fortjener den ikke sit ry som en af de bedst NV-champagner på markedet.

EXTRA CUVÉE DE RESERVE 1996

Sidst smagt 13/10-04
Endnu mere uren end den almindelige NV, med et lettere gastrisk præg (for nu at holde sig til eufemismerne!) samt svovlbrinte. Et lidt mineralsk præg lader ane, at det kunne have været en udmærket champagne, hvis det ikke var for føromtalte urenheder. I munden fejler den ikke noget med sin brede, fyldige smag og gode mousse. 12% alc. 60% PN, 40% Ch.

1996 ROSÉ

Sidst smagt 20/12-04
Her er så en Pol Roger uden urenheder. Til gengæld er den ret svag/lukket i næsen. Lidt læder, lakrids, hindbær og citrus kan dog anes. I munden insisterer den også på at være anderledes end de øvrige Pol Roger-champagner - denne gang negativt ved ikke at besidde den berømte, bløde mousse. Her er boblerne firkantede, snarere end runde. Til gengæld har den en udmærket fylde og finish.

Cattier

2006-11-26T18:41:00.000+01:00

Cattier er en mindre Vinkøbmand, som nok er mest kendt for clos-vinen Clos du Moulin. De har deres hovedsæde i premier cru-landsbyen Chigny-les-Roses.
De champagner, jeg har smagt fra huset, har generelt været af jævn kvalitet - i orden, men sjældent egentlig forførende. Det er champagner i den frugtige stil, hvor i hvert fald denne smager savner lidt elegance og raffinement.

Dansk importør: Vinen importeres af Vinmonopolet, der sælger til en række vinhandlere rundt omkring i landet. I København fås vinene hos Vinbørsen på Nordre Frihavnsgade.

Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

BLANC DE BLANCS 1. CRU NV

Sidst smagt 21/11-07
Jeg har smagt denne to gange med lidt forskellige udfald (men ca. samme kvalitet). Første gang var den domineret af en lidt uren tone i duften - gær, ostepræg, brændt. Den var bedre i munden, hvor den havde en god, blød mousse og en god finish. Anden gang forholdt det sig anderledes - d.v.s. den var bedre i duften - der var præget af vingummi og grape - end i munden - hvor den var lidt opbrusende, men dog med en pæn finish. Anden flaske har sikkert været nyligt degorgeret. Under alle omstændigheder ikke den type champagne, som drømme er gjort af.

CUVÉE RENAISSANCE 1996

Sidst smagt 13/10-04
Ganske moden med et karamelagtigt præg i duften, som dog ikke dominerer. Der er også præg af lakrids, ristet brød, hindbærsødme, rugbrød, lidt cognac, timian, rosin. I smagen præges den af en pænt høj syre - som sikkert hidhører fra årgangen. Jeg var i mit gavmilde hjørne, da jeg smagte denne vin - deraf den ene stjerne. Den virkede dog ikke helt harmonisk (næsen virkede langt mere moden end smagen), hvilket i sin tid fik mig til at stille spørgsmålstegn ved lagringsforholdene. 12% alc. 40% ch., 40% PN, 20% PM.

CLOS DU MOULIN (1995,1996,1998)

Sidst smagt: 24/11-06
Clos du Moulin er Cattiers prestigecuvée. Den er sammenstukket af tre årgange - i dette tilfælde 1995,1996 og 1998 - og stammer altså fra en enkelt mark - Clos du Moulin. Druesammensætningen er 50% chardonnay og 50% pinot noir. I Tom Stevensons World Encyclopedia of Champagne & Sparkling wine får Clos du Moulin sin egen boks - en ære, som ellers kun tilfalder Grande Marque-champagne.
Da denne smager fik lejlighed til at smage Clos du Moulin, var det en ganske tør champagne (både i duft og smag) med et dominerende præg af karamel (hvad hyppige læsere af denne blog vil vide ikke er denne smagers favoritaroma). Der var dog også lidt lakrids og kaffe. I munden havde den god fylde og pæn længde. Det er en relativt ligetil champagne, der - i hvert fald p.t. - mangler noget kompleksitet for at retfærdiggøre den pebrede pris (jeg måtte bløde 550,-). Den minder mig lidt om René Geoffroys Volupté, som jeg smagte nogle uger forinden (og som fås væsentligt billigere). Det er dog ikke en dårlig champagne - og i hvert fald ikke mere skuffende end prestige cuvéer fra en del grande marques. Får den lidt mere kompleksitet kan den flirte med en stjerne.

Bouché Père et fils

2006-11-21T21:14:00.000+01:00

Det er ikke så tit, at jeg lægger vejen forbi Skjold Burne, men visse af butikkerne har ikke desto mindre et relativt interessant champagneudvalg (det virker som om, der er en del selvstændighed i forhold til sortimentet indenfor de enkelte Skjold Burne-butikker).
En Skjold Burne i nærheden af en god ven havde således i en årrække den ganske fremragende producent Dampierre. Denne synes imidlertid at være blevet erstattet af den relativt ukendte producent Bouché Père et fils. Ud fra de to flasker, jeg har smagt, synes det desværre et ringe bytte. Ikke fordi Bouché som sådan er en dårlig champagne, men Dampierres højde når de ikke.
Bouchéfamilien er hjemmehørende i premier cru-landsbyen Pierry, men deres 30 hektar vinmarker er fordelt på ni forskellige landsbyer. De dyrker alle de tre traditionelle druesorter og bruger kun vin fra første presning (cuvée).

Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

GRANDE RÉSERVE MILLESIME 1998

Sidst smagt: 15/11-06
Lavet på 50% chardonnay, 30% pinot noir og 20% pinot meunier. En ganske kompleks champagne med præg af noget ælde. Nuancer af lakrids, malt og lidt "sure sokker". Virker ganske pinotsk - men det kan være årgangen. I munden er den måske knap så imponerende som i næsen - slutter lidt abrupt og savner lidt koncentration. Alt i alt dog en ganske god, typisk '98er champagne (jeg gættede årgangen blindt), der til 240,- er et fint køb til prisen.

CARTE BLANCHE DEMI-SEC

Sidst smagt: 15/11-06
Man finder ikke specielt mange demi-sec-champagner her på bloggen. Det skyldes ikke så meget en generelt modvilje mod søde eller halvsøde vine, som det er et specifikt problem ved champagne: At drikke demi-sec champagne virker alt for ofte som en noget skizofren oplevelse, hvor vinen i næsen virker tør, mens den er sød i munden. Det er selvfølgelig ganske ironisk, at selv demi-sec-champagne er ganske tør i forhold til den champagne, man drak for 100 år siden (der ofte var væsentligt sødere end en moderne udgave af d'Yquem).
Bouchés forsøg udi demi-sec overbeviser da heller ikke for alvor. Den har et lidt kloakagtigt præg, der leder denne smagers tanker hen på Moët et Chandon eller et andet Grande Marque. Der er dog også lidt hindbærpræg og noget mineralitet samt karse. I munden har den en pæn fylde - og så selvfølgelig sødme. Jeg har svært ved at pege på hvilken mad, der både skulle passe til smags- og duftprofilen i denne vin.

René Geoffroy

2006-11-16T20:44:00.000+01:00

René Geoffroy hører til blandt de mere kendte vinbønder i champagne. Han har til huse i premier cru-landsbyen Cumières, der regnes blandt de bedste premier cru-landsbyer overhovedet (echelle 93%). Det er primært pinot noir, der dyrkes her - hvilket også fornemmes i Geoffroys champagner - på trods af, at han også bruger en del chardonnay. En del af hans vine gærer på egefade, hvilket er med til at give dem en ganske fyldig (og karamelagtig) stil. Samtidig undgår han generelt den malolaktiske gæring, hvilket er med til at give lidt mere struktur til vinene. René Geoffroy ændrede for nogle år siden navnede på sine cuvéer. Jeg skal indrømme, at jeg ikke helt ved hvilke nye cuvéer, der passer til de gamle. Generelt er det champagner, der er værd og smage - og hvor der er god valuta for pengene.

Dansk importør: Dronninggaard vinimport
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

EXPRESSION BRUT 1. CRU

Sidst smagt: 22/10-06
I hvert fald i princippet René Geoffroys mest ydmyge cuvée. Det mærker man dog ikke i næsen, der er ganske kompleks. Den kan i sin profil minde lidt om en roséchampagne med sin lidt vingummiagtig duft, som dog aldrig tager overhånd. Ellers er der præg af lakrids, hvedekiks, jod, appelsinskal, læder, nedfaldsæbler og hindbær. En vin, der bliver ved og ved med at udvikle sig. I munden bliver det mere tydeligt, at der er tale om Geoffroys billigste cuvée: Smagen er en kende kort - omend strukturen i øvrigt er i orden. Vinen mister rimelig hurtigt sin mousse (det kan måske være et problem med opbevaringen - noget som synes at gøre sig mere gældende for nogle af de andre cuvéer, jeg har smagt). Vinen er ikke så langt fra en stjerne. Til 170,- er det et fund til prisen.

EMPREINTE BRUT 1. CRU

Sidst smagt: 6/11-06
I princippet et skridt op fra foregående, men i denne udgave ikke så imponerende. Jeg har en mistanke om, at champagnerne ikke bliver opbevaret optimalt hos Dronninggaard, hvad måske er grunden til, at denne vin ikke viste sig så indtagende. Den er præget af lidt toast, rosin, underskov, jod/plaster og viol, men udvikler hurtigt en lidt gammel, ubehagelig lugt. I munden er den ganske blød med en vedholdende smag. Den burde være bedre.

VOLUPTÉ BRUT 1. CRU

Sidst smagt: 22/10-06
Prestigecuvéen indenfor René Geoffroys non-vintage-champagner. Den er temmelig præget af karamel (omend ikke så meget som jeg har set det i Salon og La Grande Dame). Karamel er ærlig talt ikke en af mine favoritnuancer i champagner - omend det er acceptabelt, når det forbliver en nuance. Det gør det her, hvor der også er et præg af nedfaldsæbler, lakrids, vitaminpille og tomat. Den var dog ikke, da den blev plukket, ligeså kompleks som den almindelige Cuvée Expression. I munden udviser den ret lav syre med en god, kaffepræget finish. Hvis den smider lidt af sit karamelpræg, kan det sikkert blive en ganske udmærket champagne, der kan flirte med en stjerne. Absolut et godt alternativ til en af de store huses prestigecuvéer.

BRUT 1996

Sidst smagt: 6/11-06
Jeg fandt ærlig talt denne champagne for gammel - hvad den ikke burde være! (de bedste 1996 er kandidater til at holde til det 22. århundrede...). Duften var præget af karamel og gik hurtigt over i en ældet, lidt gummiagtig tone. I smagen var den mere ungdommelig med en ganske pæn fylde, men også med en anelse eddikestik. Jeg har, som tidligere nævnt, mistanke om, at disse champagner ikke er blevet opbevaret optimalt. I hvert fald BURDE den smage bedre end den gør (og være langt mindre udviklet).

Champagnemarathon på Hotel d'Angleterre

2006-11-12T22:08:00.000+01:00

Excentrikeren Jørgen Krüff fra L'Esprit du Vin inviterer igen i år til Champagnetræf på Hotel d'Angleterre. Det er vel uden nogen som helst tvivl året danske champagnebegivenhed. Over to dage - fredag d. 24. og lørdag d. 25. november - bliver der mulighed for at deltage i tre forskellige arrangementer. Det første - om fredagen - er nok det mest interessante (og kostbare): En " historisk smagning med de bedste årgange fra 2000 tilbage til 1900". Pris kr. 3000,-. Om lørdagen er der så to yderligere arrangementer - først en smagning af "de aktuelt bedste 20 de luxe cuvée og vintage champagner" til mere beskedne kr. 1000,-. Senere er der så champagnemiddag og efterfølgende ad libitum-bar, som man kan deltage i ved at erlægge kr. 1755,-. Hvis man er til champagne (og i øvrigt har en spækket tegnebog), er der altså her en mulighed for en fornøjelig weekend.
Denne champagnefreak var desværre forhindret i at deltage sidste år - og er det formodentlig også i år (hvilket min tegnebog nok er glad for!), så hvis der er nogen blandt læserne, der har planer om at deltage, hører vi gerne et referat.

Læs mere HER

André Clouet

2006-11-01T23:08:00.000+01:00

André Clouet hører til blandt mine yndlingsproducenter, når det kommer til pinot noir-dominerede champagner. Han er bosat i Bouzy - en landsby, der huser en perlerække af gode producenter.
Siden Erik Sørensen ophørte med at føre Clouet (efter sigende fordi Monsieur Clouet var utilfreds med, at de var begyndt at forhandle Ambonnayproducenten Marguet-Bonnerave), har jeg ikke smagt Clouet så ofte - men heldigvis er den på vinlisten på mange af de bedre restauranter. Til gengæld kan læsere i Ålborgegnen så glæde sig over, at Sigurd Müller har overtaget agenturet.
Clouet NV- og roséchampagner er rene blanc de noirs, men det er stadig en kontroversiel champagnetype - og måske derfor har han valgt at blande 50% chardonnay i sine vintagechampagner - efter denne smagers mening ikke nødvendigvis et plus.

Dansk importør: Sigurd Müller

Smagte vine:

GRANDE RÉSERVE

Sidst smagt 21/11-07
En ren blanc-de-noirs-champagne - og potentielt en af de bedste NV-champagner på markedet. Har til tider et lidt oxideret præg - der dog ikke skræmmer denne smager. Det er en champagne, der har godt af at blive dekanteret (hvad mange champagner i øvrigt har), da den til tider kan savne lidt kompleksitet, lige når man åbner den. Duften er nærmest overdådig med præg af kaffe, chokolade og lakrids. Den holder dog benene på jorden og mister aldrig fokus og stramhed. I munden har den - de fleste af de gange, jeg har smagt den - en perfekt struktur med god fylde, lang eftersmag og fin syre. Alt i alt stor harmoni - og en af de vine, der bare bliver ved med at udvikle sig i glasset. Clouet er efter sigende ikke glad for vintagechampagne - og med sådan en NV-champagne kan det næsten også synes overflødigt. Skal jeg være lidt kritisk har den (specielt de to sidste gange, jeg smagte den - årgangen?) savnet en anelse kompleksitet og raffinement - men det var begge gange, hvor der ikke var lejlighed til den helt store fordybelse.

1997

Sidst smagt 5/7-03
Clouets vintagevine er som nævnt tilført 50% chardonnay (efter sigende fra Cramant). Det er champagner i en hel anden og mere diskret stil end hans NV'er. Da jeg smagte denne champagne var den oplagt meget - læs: for - ung, og det var svært rigtig at få noget ud af den. Den synes umiddelbart domineret af chardonnayaromaer - lidt vanille, hvedekiks. I munden virkede den lidt kort (årgangen?), med relativt grove bobler. Det er oplagt en champagne, jeg bør gensmage, men umiddelbart ville jeg holde mig til Clouets NV.

ROSÉ BRUT GRAND CRU

Sidst smagt 12/1-05
Umiddelbart kan det være svært at gætte, at der her er tale om en ren blanc de noirs-champagne fra Clouet. Stilen er helt anderledes end i den hvide udgave. Hvor den almindelige NV er en kraftig sag med masser af muskler, er roséen indbegrebet af ynde og pastelfarvet romantik - lige fra den charmende laksefarve til de sarte aromaer. Næsen er præget af muslingeskal, ferskenskind, lidt jordbær, biskuit, cognac og læder. I munden er den ganske lang med god friskhed. Det er en ultraelegant rosé - og for denne smager indbegrebet af, hvad en rosé skal være. Dette må være champagnen at servere på en first date (og falder den ikke i den attråedes smag ville jeg kigge mig om efter en anden... og vel og mærke ikke en anden champagne!).

CUVÉE JOUR "1911" GRAND CRU

Sidst smagt: 21/11-07
Clouets prestigecuvée sammenstukket af flere årgange. Den ene gang, jeg har smagt den, var det en skuffelse, der faktisk stod i skyggen af den almindelige Réserve Brut. Den havde en lidt "fiskeagtig" duft med et vist oxideret præg, men også lidt toast. På en eller anden måde virkede den lidt "vandet" i duften - savnede ligesom kraft og fokus. Og munden klarere den sig bedre med god fylde og blød mousse. Ikke som sådan en dårlig champagne, men Clouets préstigecuvée burde være bedre en dette.

Bouzy

2006-11-01T21:07:00.000+01:00

Bouzy er en grand cru-landsby i Montagne de Reims - og absolut en af de mest kendte (og bedste) pinot noir-landsbyer i champagne (sammen med Aÿ, der nok skylder Bollinger det meste af sin berømmelse). Udover champagne bliver der også produceret en del "stille" vin herfra.
Af den ene eller den anden grund synes der at være en del selvstændige vinbønder i Bouzy - i hvert fald støder man hyppigere på Bouzyproducenter end nogen anden pinot noir-domineret landsby. Det er ganske heldigt, for kvaliteten herfra er ofte fremragende - ja, jeg har svært ved at huske, at jeg har smagt en Bouzychampagne, der ikke var god.

Producenter i Bouzy:

Barnaut, E.
Brice
Clouet, André
Savès, Camille
Vesselle, Jean

Champagnetema i Smag & Behag

2006-11-01T10:16:00.000+01:00

Så har Smag & Behag kastet sig over champagnen - i form af et stort champagnetema her i November. Ja, så stort er det så heller ikke, for antallet af bedømte champagner er temmelig langt fra at være dækkende for udbuddet i Danmark. Specielt vinbonde-champagnerne synes sparsomt repræsenteret - hvilket nok hænger sammen med, at de primært importeres af små importører, og at Smag & Behags jungletrommer ikke rækker så langt, men har koncentreret sig om Tordenskjolds soldater i form af en række store importører, der - ærligt talt - (med undtagelse af Erik Sørensen) aldrig har taget champagne alvorligt.
Når man dertil lægger Henrik Oldenburgs forkærlighed for de kraftige, frugtige vine - og mere generelt hans fokus på smag fremfor duft - kan man måske forstå, hvorfor det er en række Grandes Marques, der løber med de højeste karakter.
At Krug i øvrigt må se sig udstyret med næstehøjeste karakter i kategorien "Non-vintage champagne" skulle vist også være temmelig forsmædeligt - for Krug eller Henrik Oldenburg vil jeg lade læseren selv bedømme. At smagenotatet synes malet i pastelfarver og kredser om det pussenussede står dog ikke særlig godt til den - indrømmet: sparsomme - erfaring, denne smager har med Krug - men det viser jo blot hvor subjektiv en handling det er at smage på champagne (og vin i det hele taget).
Der er sikkert en række andre punkter, hvor jeg vil være rygende uenig med Mr. Oldenburg (det plejer jeg at være), men jeg har endnu ikke haft lejlighed til at nærstudere bladet - så måske kommer der en række sure opstød i det kommende dage...

Ambonnay

2006-10-30T21:48:00.000+01:00

Ambonnay er en grand cru-landsby i Montagne de Reims - ikke langt fra Bouzy. Det er en landsby, der favoriserer pinot noir - selvom der med 20% chardonnay er mere af denne druesort, end man ellers finder i mange af de tilstødende landsbyer.
Ambonnay står lidt i skyggen af nogle af de andre pinot noir-grand cru'er som Aÿ og Bouzy, men der er dog et par rigtig dygtige producenter i Ambonnay, som er værd at holde øje med.

Producenter fra Ambonnay:

Egly-Ouriet
Marguet-Bonnerave

Patrick Regnault

2006-10-30T19:11:00.001+01:00

Efter at have smagt en halvflaske NV fra Patrick Regnault, var jeg ganske begejstret. Senere har jeg så fået lejlighed til at smage lidt mere af sortimentet - takket være Michael fra Vinkompagniet, der er den danske importør.
Det gav mig også lejlighed til at lære lidt mere om producenten, som ikke figurerer i nogen af mine vinbøger.
Der er tale om en producent baseret i Grand Cru-kommunen Mesnil, hvor også alle markerne befinder sig - 5 hektar i alt, hvilket giver ca. 35.000 flasker om året.
Det er en af de producenter, der beviser, at der stadig kan være mange gode, uopdagede producenter - selv i så mediedækkede kommuner som Mesnil.
Stilen her mod det elegante, men samtidig lidt rustikke - ikke ulig min favorit blandt Mesnilproducenter Guy Charlemagne.

Dansk importør: Vin-kompagniet

Smagte vine:

BRUT BLANC DE BLANCS GRAND CRU

Sidst smagt 29/7-09
Det er selvsagt svært at komme med en bedømmelse af NV-champagner, da de nødvendigvis ændrer sig år for år. Da jeg sidst smagte denne champagne, var jeg en anelse mere begejstret. Der er dog stadig tale om en rigtig god champagne med en ganske typisk grand cru blanc de blancs-karakter. I næsen er der præg af brød, lakrids og noget mineralsk. I forhold til tidligere savner jeg - som den syrehund, jeg er - en smule syre (måske grundet basisårgangen - 2005?). Umiddelbart ville jeg give den nogle år på langs - så smider den nok lidt af hvalpefedtet.

BRUT 2002 BLANC DE BLANCS GRAND CRU

Sidst smagt: 29/7-09
God mineralitet og kompleksitet - som man kan forvente af en grand cru blanc de blancs. Som jeg tidligere har oplevet en lillebitte urenhed, som dog ikke skæmmer det store billede. Årgangen fornægter sig ikke - der er tale om en super velafbalanceret champagne. I munden er den igen vellykket med et lille præg af abrikoskerne og god længde.