Mea culpa

Smagning af champagne (og vin i det hele taget) er og bliver en subjektiv handling. Enhver tro på, at man kan bedømme en vin objektivt, er naiv. Vi er som mennesker heldigvis forskellige, og derfor tiltrækkes vi også af forskellige vintyper. Nok kan professionelle smagere nå til en form for konsensus for, hvad der konstituerer en god (eller måske snarere: vellavet) vin, men i et felt af gode (læs: vellavede) vine, vil den enkelte smager altid have sine egne favoritter, der langt fra behøver at være identisk med hans/hendes nabo.
Kort sagt: Vi har hver især vores yndlingsvin, ligesom vi kan have vore yndlingskunstnere. Og dette har ikke nødvendigvis noget med kvalitet at gøre som sådan. Ligesom jeg fascineres af Michelangelo, mens Rafael lader mig kold, er der - i øvrigt vellavede - champagner, der af den ene eller den anden grund ikke appellerer til mig.
Og, vil jeg hævde, ethvert forsøg på at tilstræbe objektivitet i sin bedømmelse og beskrivelse af vin er af det onde. Det er netop det subjektive element ved en vin - de udefinerbare, æteriske kvaliteter (det som 17. tallets franske kunstkritik ville have kaldt dens "je ne sais quoi") -, der er det fascinerende ved vin. Det, der i en champagne kan hensætte os i ekstase, kan ikke kvantifi- eller objektiviseres. Forsøger man på dette, ender man som hoffolkene i H.C. Andersens eventyr om Nattergalen, der priste den kunstige nattergal på den ægtes bekostning.
Det gør det problematisk at skrive smagenotater om og bedømmelser af champagne. Personligt er jeg for længst holdt op med at gå op i, om en vin får 100 point hos Robert Parker eller i Wine Spectator. Jeg har for længst erfaret, at jeg måske foretrækker en vin, der får 88 point. Betyder det, at smagenotater er ganske ubrugelige? Man kunne fristes til at svare ja på dette spørgsmål. Når jeg alligevel har valgt at inkludere smagenotater på denne blog skyldes det, at et nok så subjektivt smagenotat alligevel er bedre end ingenting. I det mindste vil det kunne tjene til inspiration - eller som udgangspunkt for en (forhåbentlig) konstruktiv dialog.
Derfor vil jeg også opfordre til, at man tager de i denne blog forekommende smagenoatater med en sund skepsis. De er, som det hermed være redegjort for, udtryk for en enkelt smagers subjektive bedømmelse - ikke en objektiv sandhed om den givne champagne.
For at gøre det lettere at forholde sig til mine smagenotater vil jeg i det følgende kort redegøre for, i hvilken retning min smag i champagne går.

Derfor dette mit "mea culpa":
De champagner, der fascinerer mig, er primært de elegante - ofte endda lidt strenge champagner. Champagner, man kunne beskrive ved ord som: kompleksitet, raffinement, statelighed, delikatesse, underfundighed m.m.
Det betyder for en orden skyld ikke, at alle kraftige eller frugtige champagner ikke appellerer til mig. Men skulle jeg vælge en enkelt champagne til den berømte øde ø, ville det blive en for den ovenstående katergori.
Og så er jeg i øvrigt overbevist "terroirist". Jeg fascineres af, at vin smager af det sted, de kommer fra. At man kan smage, om de er dyrket på kalkundergrund eller leret jord. Det betyder også, at jeg har en forkærlighed for de champagner, der stammer fra en enkelt mark eller landsby, mens de store blandingschampagner generelt er mig mere uinteressante.
Generelt foretrækker jeg desuden ret unge champagner (det som kaldes "gout francais"). Bevares, der kan da også være gamle champagner, der fascinerer mig, men generelt foretrækker jeg ungdommens friskhed.

Dette altså lidt om min smag. På den måde skulle det forhåbentlig være muligt for dig som læser at tage højde for mine ideosynkrasier og på den måde bedre spore dig ind på, hvilke af de her på siden bedømte champagner, du vil kunne lide.
Jeg vil gøre mig umage for i beskrivelsen af de forskellige champagner at give en indikation af den generelle stil (mere om det senere), således at det også på den måde bliver muligt at spore sig ind på ens favoritchampagne.
God jagt!