E. Barnaut & noget vigtigere

Terry Theise har et sted bemærket, at Champagne måske er den eneste drik, der passer sig både for opstemte og for sørgelige begivenheder. Men der er jo også begivenheder, der kombinerer begge dele - som da jeg for nylig måtte sige farvel til en god veninde og bofælle gennem nogle år, der har været så heldig at få en ph.d. i London. En stor mulighed for hende selvfølgelig, men også lidt trist eller melankolsk - efter mange glade stunder (bl.a. med masser af champagne)... Et eksempel på afskedens søde sorg, som Shakespeare ville have sagt det.
Bl.a. derfor var det også oplagt at markere begivenheden med en flaske champagne.
Vi havde afsluttet en god middag og rundede aftenen af på Bistro Bacchus - som tidligere nævnt på denne blog min yndlingsvinbar i København.
Champagnen, vi smagte, var Bouzy-producenten E. Barnaut, som jeg ikke tidligere har smagt. Der var tale om vintageudgaven i årgang 1995. Vinen var præget af en vis ælde, men også af et lidt honningagtigt præg, som jeg ellers forbinder mere med Aÿ. Syren var ganske dominerende - og kunne næsten bringe mindelser om årgang 96. Skal jeg være ærlig, foretrækker jeg nok champagner, der er lidt yngre end denne - men når det er sagt en absolut godkendt flaske. Men der gives jo dage, hvor champagnen ikke kan være hovedperson, men må være det ledsagende akkompagnement til noget vigtigere, større og mere betydningsfuldt. Som tilfældet var det denne aften.
Hende, som jeg tog afsked med, har gennem årene været en stor ynder af champagne, og jeg håber, at hun også satte pris på denne - foreløbigt - sidste flaske i mit selskab (selvom det ikke var Grand Cru Blanc de Blancs...). Må boblerne stadig flyde i hendes liv og lykken tilsmile hende.