Moët møder Larmandier-Bernier

Den ugentlige ration af champagne (selvom man er freak behøver man ikke drikke HVER dag!) blev indtaget sammen med den rokokoforskende akademikerven. Det betyder som regel mere eller mindre højtragende diskussioner om kunst, litteratur og filosofi (som på forhånd synes bestemt for glemslens flod), samt vin - som oftest champagne.
Denne aften var ingen undtagelse.
Da champagne sjældent optræder alene, blev det her til en duo, som i hvert fald på papiret var så forskellige, som de kunne være. Den ene - Moët et Chandon 1999 - en vintagechampagne fra et stort hus, den anden - Larmandier-Bernier Blanc de blancs premier cru - en nonvintagechampagne fra et mindre hus.
Hvis man vil kunne fornemme et mantra igennem denne blog, der nok skal blive gentaget ad nauseam, så er det de små producenters overlegenhed i forhold til de store. Denne aften var nu ikke den bedst egnede til at demonstrere dette. Ingen af champagnerne var virkelig efter min smag, hvad man kan se i nedenstående smagsnotater.

MOËT ET CHANDON 1999

Næsen domineres af en på en gang stram og eksostisk - nærmest fersken eller abrikosagtig - frugt, som leder denne smagers tanker hen på Comtes de Champagne - eller udenfor champagne visse Puligny-Montrachetvine. Der er dog også et præg af noget, der i min bog opføres under urenheder: en ubehagelig, lidt kemisk duft af noget hengemt (hvilket man også kan finde i Comtes de Champagne) og som måske har svovl som en af sine bestanddele.
Smagen er fed og fyldig, men måske med en lidt lav syre. Dem, der bedre kan forlige sig med det urene præg, vil sikkert kunne lide denne champagne. Denne smager er mere forbeholden.

LARMANDIER-BERNIER BLANC DE BLANCS PREMIER CRU BRUT

Larmandier-Bernier har til huse i Vertus, som er en af de bedre premier cru-landsbyer specielt hvad angår chardonnay - så det kan ikke undre, at der her er tale om en blanc de blancs. Vinen startede med at være lidt diskret med en duft, der mindede denne smager om frisk gedeost - men også med lidt urenhed. Senere foldede den sig dog ud med præg af noget lidt "landligt" (hestepære/stald - hvad ikke nødvendigvis er negativt i denne smagers bog), samt god cacao. Vinen bliver dog ved med at mangle lidt fokus. I smagen fornemmer man tydeligere, at der er tale om en blanc de blancs-champagne med denne champagnetypes karakteristiske præg af hvedekiks. Alt i alt en champagne, der uden at være decideret dårlig så dog ikke for alvor overbeviser denne smager.

I denne lille dyst endte det med uafgjort mellem det store hus og den lille producent, hvilket uundgåeligt må skuffe den, der holder med underdog'en. Men sådan kan det jo gå.

NB: Jeg har efterhånden smagt Moët et Chandon så mange gange, at en overordnet producentbeskrivelse meget vel kan være på vej. Jeg mangler godt nok at smage den hundedyre roséudgave af Dom Perignon, så hvis nogen fra Moët et Chandon læser med, modtager jeg meget gerne en flaske...