Lilbert et fils
Lilbert har en simpel formular: Han laver tre forskellige champagner: en Brut sans année, en brut "perle" (med mindre tryk - det, som tidligere hed Crémant) og en årgangschampagne. Der er altså hverken préstige cuvéer, som hos de store huse, eller et hav af mere eller mindre forskellige cuvéer, som hos nogle af Lilberts vinbondekollegaer. Men når man smager Lilberts champagner, indser man, er der slet ikke er behov for al den staffage. Alle Lilberts champagner konkurrerer om at være de bedste i deres kategori - hvis de da ikke er de bedste.
Det hjælper selvfølgelig, at alle Lilberts marker er grand cru-klassificerede - fra henholdsvis Cramant (hvor Lilbert holder til), Chouilly og Oiry. Man dyrker udelukkende chardonnay og champagnerne herfra er højdepunktet af elegance og finesse.
Domænets vintagevin er lavet udelukkende af druer fra Cramant og kommer på den måde til at afspejle denne landsbys særlige terroir. Lilberts vine er ganske strenge for Cramant, men med landsbyens særlige hindbærpræg, som denne smager forbinder med Meursault Perrières. Det er vine lige efter mit hoved: sofistikerede, raffinerede, komplekse og intellektuelle (Der mensch ist, was er isst!). Det betyder også, at de måske ikke er de største "crowdpleasers" - hvad det så end skal sige.
Det er vine, der kan være en anelse reserverede lige når de åbnes, man folder sig vidunderligt ud i glasset. De har ry for at kræve meget land tids lagring for at udfolde sig fuldt ud, men de årgange, jeg har smagt har alle været til at gå til. Desværre synes de seneste årgange dog at være faldet noget i kvalitet, hvilket måske kan skyldes, at sønnen er ved at tage over. Det kan dog også være de to lidt uheldige årgange 1999 og 2000, der har spillet ind. Lad os håbe, at Lilbert hurtigt finder tilbage til fordums styrke!
Dansk importør: Norma Vinimport
Officiel hjemmeside klik HER
Smagte vine:
BLANC DE BLANC BRUT NV
Sidst smagt 20/10-07
Lilberts standard NV-champagne er lavet af druer fra domænets tre grand cru-marker: Cramant, Chouilly og Oiry. Det er en champagne i en relativt streng og reserveret stil, der måske ikke falder i novicens smag, men kan man - som denne smager - lide denne stil, er dette sagen. Citruspræg, lakrids, kaffe, mineralitet, jod, hindbær og viol dominerer i næsen. I smagen er den streng med god syre, god finish og længde. Sikkert nogle års udvikling endnu. Delikat. Godt fokus. Så absolut en intellektuel champagne. 12% alc. I NV gøres det næppe meget bedre - selvom man selvfølgelig må gøre sig klart, at det er en non-vintage champagne, og at den altså falder forskelligt ud afhængigt af, hvilke årgange, der indgår i vinen. Efter et par skuffende flasker var den sidste flaske jeg smagte tilbage med fordums styrke - og enkelte gange har den faktisk flirtet med to stjerner.
VINTAGE 2000
Sidst smagt 8/8-07
Endnu en skuffelse for Lilbert. En lukket næse, der dog byder på et vist citrusagtigt præg samt med tid i glasset lidt Cramant-hindbær, efterfølgende af en noget vandet smag og en lidt opbrussende mousse. Den kan blot være for ung, men umiddelbart har jeg nu ikke den store tiltro til den (både '97 og '96 var langt mere indtagende på et tilsvarende stadie i deres udvikling). Efter sigende er sønnen ved at overtage vinifikationen hos Lilbert, så det kan være en mulig forklaring på den dalende kvalitet. Lad os håbe, at han hurtigt lærer faderens tricks af.
VINTAGE 1999
Sidst smagt 28/11-05
Skuffer noget set i lyset af Lilberts andre champagner, men måske er den bare for ung. Første indtryk var et lidt reduktivt præg af svovlbrinte. Ellers rimelig bred i duften, men lidt diskret, lidt mineralsk / muslingeskal, lidt hindbær, granny smith-æbler, jod, brød. Smagen domineres af en ret voldsom mousse, streng. En skuffelse for Lilbert, men hvis svovlbrintepræget forsvinder vil den blive bedre. 12% alc.
VINTAGE 1997
Sidst smagt 19/10-04
Smagt - blindt - op mod '96'eren tabte årgang '97 unægtelig lidt ansigt, men der er dog tale om en rigtig god vin i sin egen ret. Den lidt "funky", dyriske '97'er karakter (som jeg egentlig finder ganske charmerende!) viser sig også her. Derudover er der mere Cramant'ske (og Lilbertske) toner - chokolade, hindbær, mandler, muslingeskal, mineralitet, hvedekiks, lakrids, hestepære (årgangen!), appelsinskal, læder, kirsebærlikør, efterårsløv, kommen. Smagen er præget af en lidt lav syre, og man savner noget krop og lidt længde. Ganske udviklet, pæn finish. 12% alc.
VINTAGE 1996
Sidst smagt 19/10-04
Dette hører til blandt de bedste champagner (ja, vine i det hele taget), jeg har smagt. Fra første snif emmede vinen af storhed. Her var alt i balance og udsøgt harmoni. Vinen er feminin og elegant, men også med en vis strenghed, som kendetegner Lilbert, samt en utrolig dybde. Den komplekse duft bød på chokolade, hindbær, lakrids, jod, efterårsløv, kirsebærlikør og et vist mineralsk præg. Smagen havde stor, stor fylde og længde. Ifølge den svenske champagneekspert Richard Juhlin kan og bør Lilberts Vintage-champagner ligge i en menneskealder, så jeg ser frem til at følge de flasker, jeg har i min kælder. 12% alc.
Etiketter: blanc de blancs, cramant, grand cru, producenter, vinbondechampagne
0 Kommentarer:
Skriv en kommentar
<< Tilbage til hovedsiden