By the glass: Sourdet Diot Cuvée Elegance 2004

Fornyelse skal der til! - så jeg har besluttet i fremtiden at beskrive champagner, jeg kun har et overfladisk kendskab til, i denne nye kategori. Det vil typisk være champagner, jeg kun har smagt en enkelt eller to gange - og hvor jeg ikke har smagt bredt i producentens portefølje.

Sourdet Diot Cuvée Elegance 2004

Meget apropos foregående blogindlæg har vi her at gøre med en champagne lavet efter alle kunstens regler fra et mindre end fremragende terroir.
La Chapelle Monthodon, hvor Sourdet Diot hører hjemme, ligger i den vestlige del af Marne-dalen lige syd for Dormans og har som kommune en klassificering på 83%. Der er altså på ingen måde tale om et priviligeret terroir.
Til gengæld er champagnen - der er Sourdet Diots prestigecuvé (m. tilhørende smuk flaske) - så, som nævnt, lavet efter alle kunstens regler - d.v.s. med brug af kun de bedste druer, fadlagring og uden malolaktisk gæring. Med andre ord en vinifikation ikke ulig den, man finder hos f.eks. Krug. Dosagen er også - i modsætning til Sourdet Diots andre champagner - lav: blot beskedne 3g/L.
Er vinen så en konkurrent til Krug? Desværre nej. Ikke at det er en dårlig champagne. Men det er - og jeg tror, jeg har brugt denne vending rigtig mange gange - en champagne, man bliver mere imponeret af end egentlig indtaget i (og det kan man måske også sige om Krug). Det er svært at sætte en finger på den, men også svært for alvor at blive fortryllet af den. Alt er, hvor det skal være, men man savner sprækken, hvor timeligheden kan trænge ind; modersmærket på Venus' kind.
Stilen er robust med lidt kødpræg (der tyder på en ikke-interventionistisk vinifikation). Der er god struktur og passende tørhed (den bærer den lave dosage flot). Men, for at parafrasere de fattige fiskere i H.C. Andersens eventyr om nattergalen: Den mangler nu alligevel noget, jeg ved ej hvad...

Officiel hjemmeside: klik her
Dansk importør: Le Gourmand (en i øvrigt fremragende forhandler af franske delikatesser på Værnedamsvej - hermed givet en anbefaling)

Napoléon

Napoléon er et gammel champagnehus, der for nogle år tilbage blev opkøbt af kooperativet Paul Goerg - efter sigende for at bevare husets stil og undgå, at markerne faldt i hænderne på et af de store Grandes Marques, hvad der i denne champagnefreaks bog er så smukt et motiv som noget.
Ligesom Paul Goerg har Napoleon til huset i 1. Cru kommunen Vertus. Alligevel er stilen ganske anderledes. Champagnerne fra Napoléon er klart mere "traditionelle" end Paul Goergs; mere "Gout anglais" med deres gærprægede stil. Personligt er jeg mere til champagnerne fra Paul Goerg, selvom Napoléon-champagnerne er dyrere (og generelt har fået længere tids lagring). Er du til den mere traditionelle champagnestil falder disse champagner nok mere i din smag end min.
Man bruger som hos Paul Goerg kun de to "noble" druesorter Chardonnay og Pinot Noir - omend andelen af Pinot Noir er højere her end hos førnævnte. Produktionen er noget mindre end Paul Goerg med ca. 100.000-150.000 flasker om året.

Officiel hjemmeside klik her
Dansk importør: Ingen (mig bekendt)

Smagte vine:

TRADITION BRUT

Sidst smagt: 21/4-09
Faktisk man favorit blandt de Napoléon-champagner, jeg har smagt. Mineralsk med præg af flint og lidt hindbær. Pæn syre og ok mundfylde. 50% Chardonnay & 50% Pinot Noir. Flirter med en stjerne.

BLANC DE BLANCS BRUT

Sidst smagt: 21/4-09
Lidt gær- og brødpræget, men også en smule uren. Ganske blød mousse. Virker sjovt nok mindre elegant en ovennævnte.

ROSÉ BRUT

Sidst smagt: 21/4-09
En lidt underspillet rosé med præg af ymer og uld. Savner i min bog nok en smule ynde. 45% Chardonnay, 55% Pinot Noir.

GRAND MILLÉSIME 1996

Sidst smagt: 21/4-09
Stadig i skrivende stund i handlen - hvilket vist er en sjældenhed. Nuvel, jeg skal være ærlig at sige, at jeg foretrækker mine champagner yngre end denne. Klart modent præg med rosiner, svesker og et lidt "skingert" udtryk, der næsten kan lede tankerne hen på madeira eller sherry. Typisk for årgangen en ganske høj syre. 50% Chardonnay, 50% Pinot Noir.

Paul Goerg

Paul Goerg er et kooperativ baseret i 1. cru kommunen Vertus (hvor de har alle deres marker - alle champagner er altså 1. cru). De besidder ialt 120 hektar, hvilket resulterer i ca. 350.000 flasker årligt. Champagnerne har et ganske godt ry og er repræsenteret på en række toprestauranter rundt omkring i verden.
Generelt er deres champagner rene og vellavede i en elegant og frugtig stil, der lidt minder denne smager om Billecart-Salmon. Skal man være kritisk er de måske en anelse korte i smagen.
Paul Goerg driver også huset Napoleon (hvilket bringer ubehagelige minder om en billig rødvin fra min Gymnasietid...), der laver champagner i en mere traditionel stil. Personligt foretrækker jeg de mere rene og frugtige champagner fra Paul Goerg - selvom Napoleon-champagnerne er dyrere. Der er p.t. ingen dansk importør (mig bekendt), men priserne på Goerg-champagnerne burde ligge en anelse under de fleste Grandes Marques - kvaliteten noget over.

Officiel hjemmmeside klik her
Dansk importør: P.t. ingen (mig bekendt)

Smagte vine:

BRUT TRADITION

Sidst smagt: 21/4-2009
Goergs basiscuvée og en ganske god af slagsen: ren og vellavet m. god mineralitet og præg af ymer. I smagen en anelse kort. 60% Chardonnay, 40% Pinot Noir.

BRUT BLANC DE BLANCS

Sidst smagt: 21/4-2009
Igen en ren, vellavet og frugtig champagne med præg af hindbær. Knapt så fyldig som Brut Tradition og igen en smule kort. Ganske god blanc de blancs.

VINTAGE 2002

Sidst smagt: 21/4-2009
Årgang 2002 er en årgang, jeg holder rigtigt meget af. Det positive indtryk bekræftes igen af Paul Goergs bud på årgangen, der er 100% chardonnay og altså en blanc de blancs. Vinen er mere mineralsk en de to NV'er med et flintepræg (som jeg normalt forbinder med champagnerne fra Avize). Krystallinsk. Interessant nok mente Export Manager Stéphanie Simard ikke, at den havde godt af mere end 2-3 års lagring.

CUVÉE LADY VINTAGE 2000

Sidst smagt: 21/4-2009
Goergs bud på en prestige cuvée med hvad dertil hører af fancy indpakning. Som det så ofte går, var jeg sådan set mere glad for de andre cuvéer - ikke mindst årgang 2002 (der når ret skal være ret også er en bedre årgang end 2000, som jeg endnu mangler at smage noget overbevisende fra). Den virkede knapt så ren som de andre cuvéer med en udtalt duft af friske champignoner (som man i øvrigt også finder i Dom Pérignon fra denne årgang). Vinen består af 85% Chardonnay og 15% Pinot Noir.

Robert Moncuit

Som faste læsere af denne blog vil vide, har jeg en forkærlighed for Grand Cru blanc de blancs-champagner. Derfor slår jeg da også normalt til, når muligheden dukker op for at smage nogle af disse - og da særligt, hvis prisen i øvrigt er rimelig.
Sidste gang, det skete, var med producenten Robert Moncuit, der har til huse i kommunen over dem alle (ifølge nogle - personligt foretrækker jeg Cramant) Mesnil-sur-Oger - hjemsted til (bl.a.) Salon & Krugs Clos de Mesnil.
Robert Moncuit er den mindst kendte af Moncuit'erne - og bliver normalt overskygget af Pierre Moncuit, selvom champagneeksperten Richard Juhlin faktisk foretrækker Robert. Jeg har smagt de fleste af Pierre Moncuits cuvéer inklusiv et par årgangschampagner og kan anbefale dem alle. De er i øvrigt i en ganske anden stil end Roberts: En smule "bondske" i duften, men med en vidunderlig blød mousse.
Jeg har kun haft lejlighed til at smage én af Robert Moncuits cuvéer, deres Grand Cru Blanc de blanc NV. Hvordan den smagte kan man læse nedenfor.

Dansk importør: Domaine Brandis
Officiel hjemmeside klik her

Smagte vine:

GRAND CRU BLANC DE BLANCS BRUT

Sidst smagt: 31/1-09
En lidt reserveret, streng champagne med et præg af savsmuld, som jeg har fundet i flere grand cru blanc de blancs fra små producenter. I munden igen denne lidt strenge stil, men med en underliggende dybde, der peger på at der måske er mere i vente. Umiddelbart nok en champagne, som jeg ville give et par år på langs. Til den tid kan den så måske forvente en stjerne.

Ruinart

Nytåret nyligt overstået. Med champagne selvfølgelig. Men om dem skal det ikke handle her. I stedet skal fokus være på Ruinart, hvis prestigecuvée jeg for første gang havde mulighed for at smage for en måneds tid siden. Det er ikke fordi jeg i øvrigt har smagt meget Ruinart, men et par flasker har jeg da under bæltet - eller hvilken metafor, der nu passer sig bedst for denne substitut for at nedlægge damer (hvilket sikkert ville være en sundere og billigere hobby).
Ruinart er, som det vil være nogle bekendt, et Grande Marque, hvilket er ensbetydende med big business, ensrettede vine og branding. Alt sammen ting, der ikke huer vinromantikere som undertegnede.
Derfor kan det heller ikke undre, hvis indstillingen til Ruinart er noget negativ - det skal dog pointeres, at jeg har smagt de flasker Ruinart, jeg har smagt, blindt. Generelt er de kendetegnet ved en uren duft (interessant nok er Grande Marques, der burde have teknologien til at lave rene champagner, langt oftere end små producenter kendetegnet ved urenheder), samt grove bobler og kort smag.
Kort sagt: Jeg er ikke begejstret.

Dansk importør: Skjold Burne
Officiel hjemmeside klik her

Smagte vine:

"R" DE RUINART BRUT

Sidst smagt: 20/6-08
Denne champagne står p.t. til kr. 500,- på Skjold Burnes hjemmeside. De signalerer prestigevin og champagne i særklasse. I virkelighedens verden er det det rene vanvid. Der er tale om tredieklasses industriprodukt, som slås med flere længder af mange champagner til under 200,-. Duften er uren og svovlhørmende, smagen kun en smule bedre.

DOM RUINART 1996

Sidst smagt: 20/11-08
Ruinarts prestigecuvée er - i den udgave jeg smagte den i - ikke et hak bedre end deres standardcuvée. Jeg fristes til at sige tværtimod. Den samme urene og svovlede duft, grove bobler og en forsvindende kort smag. Nej tak! Jeg gættede straks Grande Marque (grundet den urene og svovlede duft), men mit bud var en standardcuvée - måske Möet & Chandon (skønt jeg normalt findes Brut Imperial (en smule) bedre end dette). At der er tale om en blanc de blancs (hvilket normalt betyder ekstra forfinelse og vibrende syre), var ikke til at gennemskue for denne smager. Folkene hos Ruinart vil sikkert sige, at den blot skal have tid - og ja, duften kan måske smide noget af det urene, men i min bog er det meget sjældent at vine/champagner uden nogen smag midt i munden og finish udvikler sig positivt.
Man kan selvfølgelig også hævde, at det er useriøst at afskrive en flaske udelukkende efter at have smagt den én gang. Men med mindre man er mangemillionær har de færreste nok lejlighed til at smage prestigecuvée champagner legio, så en hver flaske bør vel være optimal. Så lad mig råbe det fra bjergtinderne: HAN HAR JO IKKE NOGET PÅ!!!!
Heldigvis havde jeg ikke givet de 1500,- for den, som Skjold Burne tager, men der går nok alligevel lang tid, før jeg gider at investere i en flaske igen - og så udelukkende i "embedsmedfør". Ak, det er hårdt at være champagnefreak!

Charles Orban

Det er ikke meget, jeg ved om denne champagne. Jeg har ikke kunne finde noget om producenter i hverken bøger eller på nettet. Den er købt i Frederiksberg Vinimport, og jeg har smagt den to gange med positivt resultat begge gange.
Det, som fremgår af etiketten er, at den er fra Troissy - en kommune, som jeg heller ikke ved synderligt meget om. Der er tale om en "Récoltant-Manipulant" - altså det, jeg kalder en vinbonde. Men altså: en rigtig udmærket champagne. Prisen er ok -selvom man kan få grand cru champagne billigere.
Det skulle være (endnu) et bevis på, at der stadig findes mange spændende små champagneproducenter, som "flyver under radaren"...

Smagte Vine:

BRUT CHARDONNAY

Sidst smagt: 21/10-08
Relativt moden smag uden de helt store karakteristika, men ren og i orden. Lidt "våd karklud" - som dog ikke er som negativt, som det lyder. Lakrids & lidt efterårsløv. En anelse gummi. Ligger meget bagtil i munden (hvad jeg ikke erindrer at have oplevet i champagne før!). God syre. Alt i alt absolut i orden.

Crépaux-Courtois

Min lettere krævende charmerende og despotiske søde sambo har for længst proklameret, at hun kun drikker grand cru blanc de blancs champagne (hvilket stiller visse krav til min pengepung...).
Så da vi sammen med hendes store lillebror var på Café Konjak (hermed en anbefaling - ikke mindst for deres champagnekort) til frokost og stødte på en grand cru blanc de blancs champagne, som ingen af os havde smagt, var vi selvfølgelig nødt til at bestille den (til stor forargelse for lillebror, der sandelig ikke mente, at man kunne drikke champagne til frokost...).
Der var tale om en champagne fra Crépaux-Courtois, som lidt googling røbede var en lille producent med hovedsæde i Cramant. Importøren viste sig ved samme lejlighed at være Barrique Vin. Champagnen, vi smagte, var...

BLANC DE BLANCS GRAND CRU BRUT

Sidst smagt: 16/9-08
En relativt diskret champagne (men det kan også skyldes de ikke helt perfekte glas, den blev serveret i), der dog tydeligt viser sin oprindelse (champagnen er sammenstukket fra de fire Grand Cru-kommuner Cramant, Avize, Chouilly og Oger). Duftprofilen domineres af lakrids og hindbær samt en smule hø. I munden præges den af en god - omend ret aggressiv - mousse. Alt i alt en rigtig god champagne, som der er værd at prøve, hvis man skulle støde på den.

Pierre Gimonnet & fils

Holder man af champagne, og har man blot været flygtigt i Paris, er der stor chance for, at man kender til champagnerne fra Pierre Gimonnet - af den ene eller anden grund er de nemlig ganske velrepræsenterede på parisiske bistroer (som ellers ikke normalt excellerer i champagne - og da slet ikke fra små producenter).
Jeg har selv smagt den en del gange - både i Paris og herhjemme (fra Systembolaget), men troede egentlig ikke, at der fandtes en dansk importør, før jeg blev opmærksom på, at de bliver importeret af Strobel Vinimport.
At Gimonnet er så velrepræsenteret på de parisiske bistroer kan dels skyldes, at de med 25 hektar er ganske store for en vinbonde, dels at de er ganske rimeligt prissat. Endelig er kvaliteten meget stabil og absolut i orden. Champagnerne har måske ikke det "transcendentale" præg, man kan finde hos de allerbedste Grand Cru-producenter; det er champagner, der får én til at smile, snarere end at græde - men til hverdag er det første vel også godt nok for de fleste af os...
Alle champagner er blanc de blancs, og Gimonnet ejer marker i tre kommuner: Cuis (hvor han holder til), samt grand cru-kommunerne Chouilly og Cramant.
Dem, der foretrækker bløde, frugtige og hedonistiske champagner, vil sikkert være endnu mere glade for disse champagner end denne champagnefreak.

Dansk importør: Strobel Vinimport
Officiel hjemmeside: klik HER

Smagte vine:

"AUGE" BRUT CHARDONNAY

Sidst smagt 18/5-06
Ganske elegant med præg af granny smith-æbler, hindbær og brød. I munden god struktur & finish.

FLEURON 1999 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 26/4-05
Ganske ekspressiv med det for champagne så typiske brødpræg. Mindre streng end man kunne forvente af en blanc de blancs. Man finder dog lidt citrus og mineralske/kalk-agtige toner - samt karamel og valnød. I munden er der god fylde, lang smag, pæn eftersmag, og god friskhed i finishen. Intet at sætte en finger på - det skulle da lige være, at den (stadig?) mangler en anelse kompleksitet. Minder mig lidt om Marguet Bonneraves Cuvée Prestige. Jeg har smagt denne vine flere gange med vidt forskelligt resultat - nok ikke så meget fordi vinen har ændret sig, som fordi mit humør har været forskelligt. Nogle gange finder jeg den super tilfredsstillende (og en stjerne værdig) på sin hedonistiske måde, andre gange savner jeg dette særlige "je ne sais quoi", som topchampagne (og vin i øvrigt) bør have.

GASTRONOME 2000

Sidst smagt 17/5-06
Præg af æble, lidt rosin, chokolade, lakrids, men også lidt urent, kloakagtigt (uden at det dog bliver dominerende). Ganske elegant & kompleks. Vinder i glasset. Smagen er blød med en fin mousse. En imødekommende og hedonistisk stil, der næsten bliver FOR hedonistisk og blød for en gammel masochist som denne champagnefreak...

En ny huschampagne...

Min nye opdagelse - Nyhavn Vinhandel - kan bl.a. byde på noget så uhørt som en blanc de blancs Mesnil Grand Cru til 160,- kr. Og ja, 160,- for blanc de blancs Grand Cru-champagne lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre: Der er tale om en rigtig god champagne, der er blevet lidt af en huschampagne hos denne champagnefreak. Eneste problem: Nyhavn Vinhandel har altid udsolgt...

En del af forklaringen på prisen kan være, at der er tale om en champagne produceret af et kooperativ baseret i Mesnil - hvorfor vinen også blot kaldes Le Mesnil. Kooperativer er imidlertid ikke nødvendigvis en dårlig ting i Champagne - f.eks. kan man også få gode champagner fra Union Champagne i Avize.

Le Mesnil-champagnen har klar terroirkarakter og den lidt karamelagtige duft, jeg forbinder med Mesnil. Visse af flaskerne (jeg har vel drukket 10-15 flasker i løbet af de sidste par måneder) har været mere friske med præg af granny smith. God mousse og fylde. Alt i alt en absolut hæderlig champagne, der til sine 160,- må være et af de bedste champagnekøb i Danmark i dag. Men man skal være hurtig for at nå at få en flaske - hurtigere end denne champagnefreak, der gerne tager hele lageret...

Diebolt-Vallois

Så går det gudhjælpemig op for mig, at jeg ikke har fået skrevet en post om en af mine favoritchampagner - Diebolt-Vallois.
Nuvel, en af grundene kan være, at jeg ikke har været så godt rundt om deres repertoire. Når jeg stadig regner det til én af mine favoritter skyldes det ikke mindst deres non-vintage blanc de blancs prestige, som må regnes for en af de bedste NV'er på markedet. Jeg ser frem til at smage deres Fleur de Passion.
Diebolt-Vallois har da også til huse i en af mine favoritkommuner: Cramant. Det betyder, at der er tale om blanc-de-blancs-champagner - omend Diebolt-Vallois' udgaver har lidt mere pondus end mange andre blanc-de-blancs-champagner.
Det er champagner, som alle champagneelskere bør unde sig selv at smage.

Dansk importør: Theis Vine.

Smagte vine:

BLANC DE BLANCS BRUT

Sidst smagt 3/10-05
Diebolt-Vallois' basiscuvée er frisk og ren med præg af vanille, lakrids, lidt hvedekiks og agurk i næsen. God dybde og kompleksitet. Smagen er igen frisk med temmelig høj syre, som tyder på, at den nok har godt af et par år på langs. Pæn finish. 12,5% alc. Tæt på en stjerne.

PRÉSTIGE BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 31/12-10
Jeg har smagt denne vine flere gange, og min bedømmelser er gået fra meget ligegyldige til det fremragende - desværre har mange af de ligegyldige oplevelser været på det seneste. Som med alle NV-cuvéer ændrer den selvfølgelig stil fra år til år, hvilket selvfølgelig ville gøre det rart, om tidspunktet for dégorgement var anført på etiketten. Men sådan skal det jo altså ikke være... I de bedste tilfælde har den være frisk med tydelig blanc-de-blancs- og grand cru-karakter. Oplagt en kompleks champagne, der byder på lakrids, hindbær (som for mig er et klassisk cramanttræk), muslingeskal, jod og chokolade. Smagen er ganske lang og elegant. Vinder uden tvivl ved yderligere lagring. 12,5% alc. Her ved enkelte lejligheder været tæt på to stjerner - men har også været langt fra en enkelt stjerne. Indtil videre lader jeg tvivlen komme den til gode - men jeg kunne godt være bange for, at kvaliteten generelt er dalet lidt de seneste par år.

BRUT 1979

Sidst smagt 24/1-05
Mod juletid 2004 kom der pludselig en række ældre årgange af Diebolt-Vallois på markedet - ud over '79'eren også årgang '76 og '85. Jeg fik kun smagt årgang 1979 - og må indrømme, at jeg ikke var begejstret. Duften bar tydeligt præg af - efter min mening - at være for gammel med præg af ged og gummi... Smagen var for så vidt fint nok udover den aromatiske profil med en fin mousse og finish. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der var tale om en fejlflaske. Hvis der skulle være læsere, der har tilsvarende eller andre erfaringer med disse gamle Diebolt-Vallois-flasker hører jeg det gerne. 12,5% alc.

Gensyn med Selosse

Jeg har tidligere beskrevet mit første (og indtil da eneste) møde med "vindæmonen" Jacques Selosses vine på denne blog (se HER). Jeg fandt på det tidspunkt, at disse højtberømmede champagner var for vinagtige - den flaske, jeg smagte, mindede mere om en hvid bourgogne med bobler end om en champagne, som jeg udtrykte det.
Det er, som jeg også indrømmede på det tidspunkt, ikke seriøst at fælde dom på så spinkelt et grundlag som en enkelt flaske - og jeg lovede da også ved den lejlighed, at vende tilbage til Selosse på et senere tidspunkt.
Første gensyn med Selosse fandt sted i går, hvor jeg smagte hans "almindelige" Brut Blanc de Blancs Grand Cru. Der var tale om en - i hvert fald delvis - "rehabilitering" af Selosse. Vinen er meget fadpræget (med den nærmest petroleumsagtige duft, som visse fadlagrede/-gærede champagner kan få), men er samtidig ren og harmonisk. Det betyder også, at terroirpræget er ganske skjult - jeg var således hverken i stand til at gætte, at der var tale om en grand cru eller om en blanc de blancs (vinen er da også grundet fadlagringen ganske mørk i glasset). Det giver næsten sig selv, at der var god fylde i munden - men også et noget "træet" - nærmest råt præg. Champagnen var dégorgeret 4. august 2006, så den havde altså knap et år på flaske.
Alt i alt en flaske, som jeg takserede lige under én stjerne - altså absolut hæderligt. Meeen - for der er et men - at Selosse skulle være stjernen over dem alle, kan jeg ikke skrive under på. Jeg smagte således denne vin sammen med Guy Charlemagnes tilsvarende (d.v.s. basis-) cuvée og foretrak klart Charlemagne'n. Dertil skal man lægge, at Selosse'n er oppe og koste i omegnen af 400,- (mens Guy Charlemagne'n kan fås for omkring de 200-250,-). Der findes adskillige champagner, der efter min overbevisning er bedre køb.
Jeg har altså ikke overgivet mig helt til den berømte vindæmon!

Bedømmelsen af Guy Charlemagnen kan du læse om HER

Vinene fra Selosse (og Guy Charlemagne) forhandles af L'Esprit du Vin.

David Léclapart

Næppe havde jeg fået skrevet, at Benned's Bobler er eneste vinimport specialiseret i champagne, før jeg på nettet stødte på Pétillant - en garageimportør, der ligeledes eksklusivt har kastet sig over champagnen.
På hjemmesiden kan man læse, at firmaet blev skabt i 2003 med det formål at hjemtage champagnerne fra David Léclapart, som de to ejere var faldet for. Senere er der kommet et par andre huse til, men det var altså David Léclapart, der blev anstødsstenen til firmaet.
Så hvem er han denne David Léclapart? Ja, på hjemmesiden fremgår det, at han er en lille (kun 2,75 ha) vinbonde, der overtog familiens vinmarker så sent som i 1996 (første årgang 1998, som dog måtte kasseres). Yderligere fremgår det, at vi har at gøre med en biodynamiker. Kombinerer man dette med de lettere opstyltede navne på cuvéerne (l'Amateur, Artiste, Apôtre, Alchimiste) er der vist næppe tvivl om, at herren går direkte efter at indskrive sig i kredsen af kultproducenter. Vejen mod denne kultstatus er noget besværliggjort af, at Léclaparts marker "kun" er 1. cru - nemlig kommunen Trepail, der dog har et ganske godt ry.
At herren selv mener, at han allerede har opnået den attråede kultstatus viser priserne tydeligt. Således starter cuvéerne ved små 400 kroner! Selvom det virker som om Pétillants priser er temmeligt høje (umiddelbart virker de ca. 35% højere end de burde være), er 400 kroner stadig en hamper pris for en introduktionsvin fra en 1. cru-vinbonde. Men selvfølgelig, hvis vinen i glasset smager derefter, så... (men da man kan få endda MEGET gode champagner til ca. 300-350,- skal der VIRKELIG være tale om en god vin!). Så hvordan smager de? Ja, jeg har indtil videre "kun" smagt basiscuvéen, der - prisen taget i betragtning - burde være ligeså god eller bedre end de fleste årgangschampagner fra grand cru-vinbønder. Er den altså på dette niveau?

Dansk importør: Pétillant. Vinene forhandles kun af Delicat, en delikatesseforretning på Guldbergsgade på Nørrebro.

Smagte vine:

CUVÉE L'AMATEUR EXTRA-BRUT BLANC DE BLANCS

Sidst smagt: 11/12-06
For at svare på ovenstående spørgsmål med det samme: Nej, den er ikke på niveau med en god årgangs-grand cru. Men jeg kan godt forstå pointen, selvom jeg ikke personligt køber den. Der er i høj grad noget Selosse over vinen - d.v.s. en meget vinøs (hvidvinsagtig) stil med masser af fylde. Duftmæssigt er den ret traditionel og efter denne smager mening en smule uelegant med et klart hvedetoastpræg. Også en smule oxidation, som man i øvrigt ofte finder det hos biodynamiske producenter. Derudover lidt lakrids, samt sødlig frugt og - med tid i glasset - lidt skovbund (à la Salon). Til dens ære skal siges, at man ikke mærker den ekstra tørhed - og skulle man beskrive forskellen mellem denne og "almindelig" champagne kunne man måske sige, at hvor almindelig champagne er som tysk riesling er denne som alsacisk (hvortil det kan tilføjes, at denne champagnefreak holder meget af tyske riesling, men så godt som aldrig er blevet forført af den alsaciske...). Skal man altså konkludere, er det ikke en champagne, der kommer til at fylde op i denne champagnefreaks vinkælder - men er du til Selosse skulle du måske også prøve Léclaparts vine.

Patrick Regnault

Efter at have smagt en halvflaske NV fra Patrick Regnault, var jeg ganske begejstret. Senere har jeg så fået lejlighed til at smage lidt mere af sortimentet - takket være Michael fra Vinkompagniet, der er den danske importør.
Det gav mig også lejlighed til at lære lidt mere om producenten, som ikke figurerer i nogen af mine vinbøger.
Der er tale om en producent baseret i Grand Cru-kommunen Mesnil, hvor også alle markerne befinder sig - 5 hektar i alt, hvilket giver ca. 35.000 flasker om året.
Det er en af de producenter, der beviser, at der stadig kan være mange gode, uopdagede producenter - selv i så mediedækkede kommuner som Mesnil.
Stilen her mod det elegante, men samtidig lidt rustikke - ikke ulig min favorit blandt Mesnilproducenter Guy Charlemagne.

Dansk importør: Vin-kompagniet

Smagte vine:

BRUT BLANC DE BLANCS GRAND CRU

Sidst smagt 29/7-09
Det er selvsagt svært at komme med en bedømmelse af NV-champagner, da de nødvendigvis ændrer sig år for år. Da jeg sidst smagte denne champagne, var jeg en anelse mere begejstret. Der er dog stadig tale om en rigtig god champagne med en ganske typisk grand cru blanc de blancs-karakter. I næsen er der præg af brød, lakrids og noget mineralsk. I forhold til tidligere savner jeg - som den syrehund, jeg er - en smule syre (måske grundet basisårgangen - 2005?). Umiddelbart ville jeg give den nogle år på langs - så smider den nok lidt af hvalpefedtet.

BRUT 2002 BLANC DE BLANCS GRAND CRU

Sidst smagt: 29/7-09
God mineralitet og kompleksitet - som man kan forvente af en grand cru blanc de blancs. Som jeg tidligere har oplevet en lillebitte urenhed, som dog ikke skæmmer det store billede. Årgangen fornægter sig ikke - der er tale om en super velafbalanceret champagne. I munden er den igen vellykket med et lille præg af abrikoskerne og god længde.

Pierre Peters

Pierre Peters hører til blandt de højest estimerede vinbønder i Mesnil - om ikke hele champagne. Alle champagner herfra er blanc de blancs, som det er oplagt for en Mesnilproducent.
Af den ene eller den anden grund har jeg ikke været så betaget de gange, jeg har smagt champagner fra denne producent. Det er altid rene og ganske mineralske champagner, men uden det "je ne sais quoi", som gør champagne til en magisk drik. Et modent, toastagtigt præg - som på sin vis er arketypisk champagne - går igen i de fleste champagner herfra. Jeg savner umiddelbart noget terroirpræg. Årsagen kan være, at champagnerne, jeg har smagt, har været for unge.

Dansk importør: Weinart (tlf. 33132620). Vinene fås også i Nyhavn Vinhandel.
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

CUVÉE DE RÉSERVE

Sidst smagt: 2/2-08
Jeg har smagt denne vin en del gange, da den var "huschampagne" på en af mine foretrukne caféer i København - Plan B på Frederiksborggade -, hvor jeg i sin tid har delt mangt en flaske med et rødhåret livsunder, som jeg - ak! - ikke længere deler hverken champagner eller seng med. Der har aldrig været noget at udsætte på den (og i øvrigt heller ikke den pris, som de tog for den på Plan B), men på den anden sige heller ikke noget, der virkelig har kunne begejstre mig. Et lidt brød- eller toastagtigt præg går igen, men uden så meget andet at byde på. Men måske har jeg bare haft min opmærksomhed et andet sted... Sidst jeg smagte den var på Pierre André. Jeg ved ikke, om det var forventningens glæde, men det var klart den bedste oplevelse med denne champagne, jeg har haft. Nok var den en smule uren, men der var en dybde og kompleksitet, jeg ellers ikke har oplevet i Pierre Peters. Måske var det er lidt ældre flaske?

CUVÉE SPÉCIALE 1999

Sidst smagt: 31/12-08
Jeg har købt denne champagne en 5-6 gange i et naivt forsøg på et henlægge den - men hver gang er det lykkedes mig at få den drukket (aldrig er der champagne nok...). Det mest slående træk har været en temmelig høj syre - meget lig den syre, man finder i mange '96ere. Interessant nok karakteriserer Richard Juhlin denne champagne ved den imødekommende stil. Min erfaring er altså stik modsat - en champagne, der oplagt behøver lagring. Hvordan den så bliver med lagringen, får jeg måske aldrig svar på, hvis mit champagneforbrug fortsætter...

CUVÉE SPÉCIALE 1998

Sidst smagt: 6/5-07
Bag navnet "Cuvée Spéciale" skjuler sig en særlig cuvée på gamle vinstokke fra en enkelt mark - Les Chétillons, som skulle være blandt de bedste marker i Mesnil. Der skulle altså være lagt i kakkelovnen til en stor champagne, men de to gange, jeg har smagt den (indrømmet: i den ikke overvældende imponerende årgang 1998), var jeg ikke overbevist. Første smagenotat lød således: Næsen med præg af lidt ferskenskind, honningbrød, lakrids og en anelse læder og tørrede figner. For så vidt en ganske ekspressiv og fokuseret duft, som dog lige mangler det sidste for rigtig at imponere. I munden er den ganske fed med en god - omend ikke overvældende lang (ca. 10 sek.) - finish. Anden gang, jeg smagte den, var resultatet på mange måde det samme - udover at vinen havde fået et meget svagt eddikestik, hvilket måske hang sammen med, at den formodentlig ikke har været optimalt opbevaret. På ingen måde en dårlig champagne - men forudsætningerne burde række til mere.

Guy Charlemagne

Blandt Mesnilproducenter må Guy Charlemagne nok siges at være min yndling. Fokus er her på elegance fremfor den "are-you-talking-to-me"-attitude, man ellers kan finde i visse Mesnil-champagner (Salon måske ikke mindst). Mesnil har ry for at være langsomt udviklende (måske en af grundene til, at denne smager ikke er blevet så imponeret af vinene herfra), men champagnerne fra Guy Charlemagne smager fremragende fra den dag, de bliver frigivet. Skal man være kritisk kan vinene nogle gange være præget af en urenhed, der dog som oftest blæser væk i glasset.
Udover Mesnil har Guy Charlemagne også vinmarker i Oger (der ligesom Mesnil er en grand cru-landsby), samt Mancy, Cuis, Glannes og Sézanne. Deres vinmarker er på ialt 15 hektar og består af 87% chardonnay og 13% pinot noir.

Dansk importør: L'esprit du Vin
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

RÉSERVE BRUT BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 21/11-07
Når den er bedst en frugtig og ren champagne med pæn dybde. Præg af lidt grafit, hindbær, lidt sure sokker (i acceptabel grad!), lidt kogte grønsager, lakrids, jod, blomster. Alt i alt en meget kompleks duft med masser af klasse og elegance. I smagen er den rimelig streng - ikke ulig min yndlingsproducent Lilbert -, men med god struktur. Når det flasker sig alt i alt en af de bedste basiscuvéer på markedet - men jeg har også smagt den, hvor den har været domineret af en uren/kloakagtig duft. Stjernen gælder selvsagt for de bedste udgaver.

BRUT EXTRA

Sidst smagt 6/7-04
En rimelig frisk og elegant stil med en anelse urent i duften - som dog aldrig får lov at dominere. Ellers god dybde med muslingeskal, lakrids og appelsin. Ganske rig. I smagen pæn fylde, syre og ekspansiv finish. Min type champagne, men den lille urenhed trækker ned. Billigere og bedre end ALLE grande marque-NV-champagner.

CUVÉE CHARLEMAGNE 1999 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 13/2-07
Jeg ved ikke, om det er fordi den stadig er for ung, men årgang '99 har generelt ikke imponeret mig. Jeg har fundet de vine, jeg har smagt fra årgangen en anelse kantede og rustikke, men det kan være fordi årgangen bare endnu ikke har fundet sig selv. Ikke at Cuvée Charlemagne er dårlig, så langt fra, men den er nu stadig ikke så god, som den burde være - og jeg foretrækker klart '98-cuvéen. Særligt i starten er den lidt rustik og kantet i det, men der kommer da senere mere klassiske toner af citrus og hindbær (som jeg ellers normalt regner for et Cramanttræk). Der dukker også lidt svovlbrinte op - en marginal fejl, som jeg før har fundet i Guy Charlemagnes vine, som dog ikke kan trække fra i vurderingen af, at der er tale om en rigtig god producent. Senere får den også et lidt maltagtigt præg. Vinen fylder munden godt med en god, lang finish og god syrestruktur. Alt i alt en vin, der er tæt på en stjerne. 12,5% alc. Druer fra Mesnil og Oger.

CUVÉE CHARLEMAGNE 1998 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 12/2-05
En rimelig moden champagne med præg af læder, lakrids, karamel, rugbrød og citrus. God dybde og kompleksitet. Superblød mousse. Strukturmæssigt opfører den sig rødvinsagtigt, som flere '98ere har gjort. Kaffe i eftersmagen. En spændende og kompleks champagne fra en middelårgang. 12,5% alc.

MESNILLESIME 1999 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 8/8-07
Absolut en hæderlig champagne, der dog måske nok burde være bedre, stamtavlen taget i betragtning (men måske er det bare et spørgsmål om tid?). Næsen byder på en kompleks og "dyb", lidt jordet duft med præg af chokolade, citrus og hvedekiks. Klar Grand Cru-kvalitet. I smagen er den ganske boblende - nærmest brusende, hvilket måske kan skyldes manglen på malolaktisk gæring. Man fornemmer også en smule fadlagring. Ikke 100% ren - hvad jeg før har oplevet hos Guy Charlemagne -, men ikke en urenhed, der gør noget. Den er meget tæt på en stjerne.

Selosse - and why I'm not amused...

Jeg har kun smagt Selosse én gang - og kun den relativt ydmyge Extra-Brut blanc de blancs. Det giver mig selvfølgelig ingen ret til at sætte mig til doms over denne producent... men her altså alligevel!

Først lidt forhistorie: Selosse er den mest velanskrevne vinbonde i Champagne overhovedet. Han tager utraditionelle metoder i brug - bl.a. gærer hans vine på barrique (små, franske egefade), ligesom han undgår den malolaktiske gæring. Dette kombineret med rigorøse metoder i marken og nogle fremragende beliggenheder i Avize, Cramant, Oger og Aÿ skulle på papiret skabe forudsætningerne for at lave ekstraordinære champagner - hvad mange da også føler, at de er. Den svenske champagneekspert Richard Juhlin nævner ham således som sin foretrukne champagnevinbonde.
Så hvorfor er jeg ikke imponeret?
Som sagt: Jeg har kun smagt en enkelt champagne fra Selosse, hans Extra-Brut blanc de blancs, som er en af hans mere ydmyge vine (som dog på købstidspunktet kostede 370,-!). Samtidig var det en ung vin, og jeg har altså intet kendskab til, hvordan Selosses champagner udvikler sig med årene.
Om champagnen noterede jeg følgende:

JACQUES SELOSSE EXTRA BRUT BLANC DE BLANCS

Smagt 6/7-04
En olieret og exotisk næse (fadpræg) med vanille/kokos, lidt moskus, sur karklud, julekage og lakrids. OK dybde. Smagen er vinøs og chardonnayagtig (Meursault) med en "smøret" finish og fine bobler. Champagnen er ifølge bagetiketten degorgeret 10. dec 2003. 12% alc.

Dette lyder jo sikkert ganske harmløst, men problemet ligger i ord som eksotisk, vanille, vinøs. Det, der fascinerer mig ved champagne, er en følelse af, at vinen så at sige balancerer på en knivsæg. At den kombinerer en ekspressiv og affirmativ stil med et raffinement og en elegance, som er nærmest uhørt i resten af vinverden.
Det finder jeg ikke hos Selosse. Selosse er som champagne med støttehjul. Her indhyldes smagen i en dyne af fedme, som efter min mening ikke klæder den. Fadene og vinifikationen generelt giver en champagnestil, der for mig minder om (hvid) Bourgogne tilsat bobler. Men denne smager foretrækker en god champagne for en god hvid bourgogne til hver en tid (og når han kan lide hvid bourgogne er det ofte fordi den minder om champagne...).
Der er mange, der er begejstrede for Selosse og hans stil, men for denne smager er det ikke det, champagne handler om.
Men denne blog forpligter jo, så jeg er nok nødt til at smage nogle flere Selossechampagner i den nærmeste fremtid...

Salon

Salon står for mange som den ypperste champagne af dem alle. Da den kun laves i udvalgte år og i relativt begrænsede mængder - og desuden regnes for en ganske intellektuel og svært forståelig champagne -, er den selvfølgelig et oplagt kultobjekt. Vinmarkerne, som benyttes til Salon, findes i Mesnil - og det er denne vin mere end nogen anden, der er skyld i denne landsbys høje renommé.
Salon er en ren blanc de blancs-champagne, men gør fordommene om, at champagner af denne type er sarte og feminine, ganske til skamme. Der er tale om en potent, næsten rå vin (i hvert fald som ung), der kræver mange års lagring for virkelig at vise, hvad den duer til (denne smager mangler endnu at smage et modent eksemplar - så hvis du står for at skulle åbne en flaske, tager jeg gerne mod en invitation!).
Da jeg ikke er mangemilliardær og stadig gør mig håb om at holde fogeden fra døre, har jeg kun stiftet bekendtskab med Salon en enkelt gang - dette til gengæld i den højt estimerede årgang 1990. Oplevelsen var en blandet fornøjelse, som man kan læse i smagsnotatet. Dog må jeg med det samme sige, at det ikke er en af de prestigecuvéer, jeg helt vil afskrive.
Indenfor litteraturkritikken har man et begreb, der hedder Goethereif (ca.="moden til Goethe"), som hentyder til, at det kræver en vis modenhed at læse og forstå denne den største af alle tyske forfattere. Måske er denne smager blot endnu ikke Salonreif...

Danske importør: L'Esprit du Vin

Smagte vine:

SALON 1990

Sidst smagt: 12/2-05
Salon '90 er i duften næsten totalt domineret af et karamelpræg, som denne smager ikke bryder sig synderligt om. Man kan med lidt tålmodighed dog også finde nuancer af jod og lindetræ. I munden virker vinen næsten rødvinsagtig med sin rå frugt og nærmest garvesyreprægede struktur (interessant nok skulle Salon være ophørt med at benytte nye fade til lagringen, hvad vinen ellers synes at bære præg af). Der er formodentlig tale om en champagne, der ikke har gennemgået den malolaktiske gæring. Absolut en potent vin og da også oplagt et barnemord (hvis man kan tale om barnemord på en 15 år gammel hvidvin!), men om det rigtig bliver min stil er spørgsmålet. En vin, der er mere imposant end egentlig charmerende. Til en udsalgspris på omkring 1200,- er den da også betalt (i dag er den sikkert væsentligt dyrere). Jeg har bemærket mig, at champagneautoriteten Tom Stevenson også har problemer med denne vin (og han er ellers Salonentusiast), så måske er det ikke bare mig...

Lilbert et fils

Lilbert har en simpel formular: Han laver tre forskellige champagner: en Brut sans année, en brut "perle" (med mindre tryk - det, som tidligere hed Crémant) og en årgangschampagne. Der er altså hverken préstige cuvéer, som hos de store huse, eller et hav af mere eller mindre forskellige cuvéer, som hos nogle af Lilberts vinbondekollegaer. Men når man smager Lilberts champagner, indser man, er der slet ikke er behov for al den staffage. Alle Lilberts champagner konkurrerer om at være de bedste i deres kategori - hvis de da ikke er de bedste.
Det hjælper selvfølgelig, at alle Lilberts marker er grand cru-klassificerede - fra henholdsvis Cramant (hvor Lilbert holder til), Chouilly og Oiry. Man dyrker udelukkende chardonnay og champagnerne herfra er højdepunktet af elegance og finesse.
Domænets vintagevin er lavet udelukkende af druer fra Cramant og kommer på den måde til at afspejle denne landsbys særlige terroir. Lilberts vine er ganske strenge for Cramant, men med landsbyens særlige hindbærpræg, som denne smager forbinder med Meursault Perrières. Det er vine lige efter mit hoved: sofistikerede, raffinerede, komplekse og intellektuelle (Der mensch ist, was er isst!). Det betyder også, at de måske ikke er de største "crowdpleasers" - hvad det så end skal sige.
Det er vine, der kan være en anelse reserverede lige når de åbnes, man folder sig vidunderligt ud i glasset. De har ry for at kræve meget land tids lagring for at udfolde sig fuldt ud, men de årgange, jeg har smagt har alle været til at gå til. Desværre synes de seneste årgange dog at være faldet noget i kvalitet, hvilket måske kan skyldes, at sønnen er ved at tage over. Det kan dog også være de to lidt uheldige årgange 1999 og 2000, der har spillet ind. Lad os håbe, at Lilbert hurtigt finder tilbage til fordums styrke!

Dansk importør: Norma Vinimport
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

BLANC DE BLANC BRUT NV

Sidst smagt 20/10-07
Lilberts standard NV-champagne er lavet af druer fra domænets tre grand cru-marker: Cramant, Chouilly og Oiry. Det er en champagne i en relativt streng og reserveret stil, der måske ikke falder i novicens smag, men kan man - som denne smager - lide denne stil, er dette sagen. Citruspræg, lakrids, kaffe, mineralitet, jod, hindbær og viol dominerer i næsen. I smagen er den streng med god syre, god finish og længde. Sikkert nogle års udvikling endnu. Delikat. Godt fokus. Så absolut en intellektuel champagne. 12% alc. I NV gøres det næppe meget bedre - selvom man selvfølgelig må gøre sig klart, at det er en non-vintage champagne, og at den altså falder forskelligt ud afhængigt af, hvilke årgange, der indgår i vinen. Efter et par skuffende flasker var den sidste flaske jeg smagte tilbage med fordums styrke - og enkelte gange har den faktisk flirtet med to stjerner.

VINTAGE 2000

Sidst smagt 8/8-07
Endnu en skuffelse for Lilbert. En lukket næse, der dog byder på et vist citrusagtigt præg samt med tid i glasset lidt Cramant-hindbær, efterfølgende af en noget vandet smag og en lidt opbrussende mousse. Den kan blot være for ung, men umiddelbart har jeg nu ikke den store tiltro til den (både '97 og '96 var langt mere indtagende på et tilsvarende stadie i deres udvikling). Efter sigende er sønnen ved at overtage vinifikationen hos Lilbert, så det kan være en mulig forklaring på den dalende kvalitet. Lad os håbe, at han hurtigt lærer faderens tricks af.

VINTAGE 1999

Sidst smagt 28/11-05
Skuffer noget set i lyset af Lilberts andre champagner, men måske er den bare for ung. Første indtryk var et lidt reduktivt præg af svovlbrinte. Ellers rimelig bred i duften, men lidt diskret, lidt mineralsk / muslingeskal, lidt hindbær, granny smith-æbler, jod, brød. Smagen domineres af en ret voldsom mousse, streng. En skuffelse for Lilbert, men hvis svovlbrintepræget forsvinder vil den blive bedre. 12% alc.

VINTAGE 1997

Sidst smagt 19/10-04
Smagt - blindt - op mod '96'eren tabte årgang '97 unægtelig lidt ansigt, men der er dog tale om en rigtig god vin i sin egen ret. Den lidt "funky", dyriske '97'er karakter (som jeg egentlig finder ganske charmerende!) viser sig også her. Derudover er der mere Cramant'ske (og Lilbertske) toner - chokolade, hindbær, mandler, muslingeskal, mineralitet, hvedekiks, lakrids, hestepære (årgangen!), appelsinskal, læder, kirsebærlikør, efterårsløv, kommen. Smagen er præget af en lidt lav syre, og man savner noget krop og lidt længde. Ganske udviklet, pæn finish. 12% alc.

VINTAGE 1996

Sidst smagt 19/10-04
Dette hører til blandt de bedste champagner (ja, vine i det hele taget), jeg har smagt. Fra første snif emmede vinen af storhed. Her var alt i balance og udsøgt harmoni. Vinen er feminin og elegant, men også med en vis strenghed, som kendetegner Lilbert, samt en utrolig dybde. Den komplekse duft bød på chokolade, hindbær, lakrids, jod, efterårsløv, kirsebærlikør og et vist mineralsk præg. Smagen havde stor, stor fylde og længde. Ifølge den svenske champagneekspert Richard Juhlin kan og bør Lilberts Vintage-champagner ligge i en menneskealder, så jeg ser frem til at følge de flasker, jeg har i min kælder. 12% alc.