onsdag, september 17, 2008

Crépaux-Courtois

Min lettere krævende charmerende og despotiske søde sambo har for længst proklameret, at hun kun drikker grand cru blanc de blancs champagne (hvilket stiller visse krav til min pengepung...).
Så da vi sammen med hendes store lillebror var på Café Konjak (hermed en anbefaling - ikke mindst for deres champagnekort) til frokost og stødte på en grand cru blanc de blancs champagne, som ingen af os havde smagt, var vi selvfølgelig nødt til at bestille den (til stor forargelse for lillebror, der sandelig ikke mente, at man kunne drikke champagne til frokost...).
Der var tale om en champagne fra Crépaux-Courtois, som lidt googling røbede var en lille producent med hovedsæde i Cramant. Importøren viste sig ved samme lejlighed at være Barrique Vin. Champagnen, vi smagte, var...

BLANC DE BLANCS GRAND CRU BRUT


Sidst smagt: 16/9-08
En relativt diskret champagne (men det kan også skyldes de ikke helt perfekte glas, den blev serveret i), der dog tydeligt viser sin oprindelse (champagnen er sammenstukket fra de fire Grand Cru-kommuner Cramant, Avize, Chouilly og Oger). Duftprofilen domineres af lakrids og hindbær samt en smule hø. I munden præges den af en god - omend ret aggressiv - mousse. Alt i alt en rigtig god champagne, som der er værd at prøve, hvis man skulle støde på den.

Etiketter: , , ,

Tiggergang...

Jeg fik fornylig tiltusket mig et glas Krug 1990 under lettere - for mig - ydmygende omstændigheder. Egentlig var jeg ikke en del af selskabet, men hvad gør man ikke for at smage Krug - og så i årgang 1990, der har en markedspris omkring de 2500,-.
De fleste notater på denne blog er foretaget på baggrund af smagning af en hel flaske (ikke nødvendigvis alene...). Det mener jeg generelt giver et langt bedre grundlag for at bedømme en champagne - champagne er en af de vine, der virkelig udvikler sig over tid.
Så udfra disse kriterier har jeg næppe ret til at fælde dom over Krug 1990 udfra blot et enkelt (og ikke særlig stort!) glas. Men her altså alligevel...
Krug 1990 er... ja, hvad skal man sige? Imponerende, imposant, kraftfuld, overvældende. Charmerende? Næh... egentlig ikke. Det er en champagne, man skal underkaste sig, en champagne der dominerer en, snarere end en champagne, der indynder sig, flirter, forfører. En champagne, der er som baroktidens enevældige despot - og som i kejserens nye klæder fristes man til at sige: "Men han har jo ikke noget på!".
Men, det er IKKE en dårlig champagne. Duften hænger i glasset længe efter, at det er tømt - en duft, der primært siger abrikoskerne og rå svampe. Og ærlig talt: ikke den store kompleksitet (p.t.?). I munden er den (stadig) domineret af en ret markant syre, der nok skal sikre den et langt liv. Og ja, Krug 1990 er sikkert barnemord (men jeg var altså ikke morderen!). Så den bliver sikkert meget bedre. Men skal du have et glas champagne i dag er der - efter denne champagnefreaks mening - bedre ting at bruge 2500,- til...

Legras & Haas

Som nævnt i sidste måned er jeg gennem importøren Bisgaard Vin blevet gjort opmærksom på, at de har optaget importen af den for mig hidtil ukendte producent Legras & Haas (ikke at forveksle med R. & L. Legras).
Nu har jeg så også - takket være gavmildhed fra Bisgaard vin - haft lejlighed til at smage på dråberne.
Der er, kan jeg allerede oplyse nu, tale om rigtig gode champagner, der fuldt ud lever op til deres "pedigree" med hovedsæde i Grand Cru-kommunen Chouilly.
Chouilly hører ikke til de mest feterede Grand Cru-kommuner - og har det med at blive glemt, når snakken går om de store blanc-de-blancs-kommuner (Cramant, Mesnil, Avize). Jeg har ikke smagt tilstrækkeligt mange rene Chouilly champagner til at sige noget definitivt, men generelt virker det på mig, som om vinene herfra - omend de har meget høj kvalitet - virker lidt mere neutrale i deres smagsprofil. Jeg har ikke - som f.eks. med Cramant - noget klart indtryk af, hvad en Chouilly-champagne skal smage af.
De tre cuvéer, jeg har smagt fra Legras & Haas, minder umiddelbart ganske meget om hinanden, hvilket - i hvert fald på kort sigt - gør basiscuvéen til det bedste køb - omend alle tre er anbefalelsesværdige. Hvordan de tager sig ud om nogle år vil tiden vise.
Generelt for champagnerne gælder det, at de er rene og mineralske med præg af granny smith-æbler, lakrids og savsmuld (et træk, jeg interessant nok også har fundet i champagnerne fra R. & L. Legras). Strukturen i munden og moussen er også rigtig god. Selvom to af cuvéerne (Brut Tradition & Cuvée Préstige) har iblandet pinot, virker de alle tre meget "blanc de blancs-agtige" (d.v.s. finesse & elegance fremfor kraft & muskler).

Officiel hjemmeside klik her
Dansk importør: Bisgaard Vin

Smagte vine:

BRUT TRADITION


Sidst smagt: 25/8-08
Ren og frisk champagne med præg af lidt savsmuld, lakrids og mere modne toner - herunder karamel. I munden præges den af gode, små bobler og en perfekt "mundfornemmelse". Til 200,- pr. flaske er rigtig godt køb, der flirter med en stjerne.

2002 BRUT


Sidst smagt: 4/9-08
Stilistisk meget i stil med Brut Tradition, men med en ekstra dimension af iod og hindbær. I munden er den lidt mere aggressiv end Brut Tradition p.t. - men mon ikke det fortager sig over tid. 2002 er en årgang, jeg har meget stor fidus til - så køb den, mens du kan. Der er tale om blanc de blancs, der er 100% Grand Cru fra Chouilly.

CUVÉE PRÉSTIGE VIEILLE VIGNE


Sidst magt 17/9-08
Legras & Haas' préstige cuvée, der stilistisk ligger i forlængelse af de andre vine fra huset - blot med en ekstra dybde. Næsen byder igen på lakrids og savsmuld, men hertil kommer så cognac og (god) kirsebærsauce - à la den man får til ris à la mande (hvilket ikke gør dette til det perfekte match til denne ret - selvom det ville gøre ende på megen hovedbrud...). I munden bærer den igen præg af en god struktur og pæn mousse - omend den bærer præg af gerne at må få nogle år på langs. Der er tale om en ren Grand Cru-champagne med druer fra henholdsvis Chouilly (Chardonnay) og Aÿ (Pinot Noir).

Etiketter: , , ,