Ny dansk champagnebog

Før jul så Danmark den - vist nok - første bog nogensinde skrevet af danskere om champagne: Champagnebibelen. For kendere af den danske vinbranche er det måske ikke så overraskende, at det er Mads og Mia Rudolf, der står bag.
Mads Rudolf driver til hverdag butikken Skål på Østerbro samt importfirmaet Pétillant, der specialiserer sig i champagne. Der er altså i høj grad tale om en bog skrevet af insidere. Det kan man måske vælge at se som problematisk - i det det måske ikke er synderligt fremmende for objektiviteten af producentbeskrivelser. På den anden side må man gå ud fra, at importøren også vælger at importere de vine, han/hun kan lide - så på den baggrund er problemet måske ikke så stort endda.
I praksis er det i høj grad vinene fra Pétillant, der løber med opmærksomheden - mens både store og velrenommerede huse ofte beskrives ganske lapidarisk. Det er der som sådan ikke noget galt i - men den lidt pompøse (indrømmet: vel også lidt ironiske) titel kunne måske give foranledning til at tro, at bogen er noget andet, end den er: Et subjektivt partsindlæg.
At der er tale om et partsindlæg er i sig selv heller ikke problematisk (når blot det kommunikeres), og jeg skal gerne indrømme, at jeg foretrækker vinbøger, der tør tage stilling - og der er ingen tvivl om, at Mads og Mia Rudolf er engagerede skribenter med deres meningers mod.
På mange punkter er deres holdninger overensstemmende med denne bloggers - vi deler bl.a. forkærligheden for de små, "ægte" vinbønder - og de store industrielle champagnekoncerner får behørige, verbale prygl. Så langt så godt.
Mads og Mia Rudolf har også to andre kæpheste, hvor denne blogger forholder sig mere skeptisk (hvilket måske kan være forklaringen på, at jeg aldrig rigtig er faldet for de champagner, jeg har smagt fra Pétillant): det biodynamiske og Extra-Brut-kategorien.
Jeg har fuld forståelse for, at økologisk vindyrkning kan være en god idé både moralsk og ud fra et kvalitetssynspunkt. Men m.h.t. det biodynamiske har jeg ærligt talt svært ved at se, at der er tale om andet end pseudoreligiøs mysticisme. De biodynamiske dogmer er, som jeg ser det, hverken baseret på videnskab - eller blot en tradition, der kunne sandsynliggøre, at tingene virker. De rationaliseringer af biodynamikken, som jeg kender til - f.eks. den om, at det giver mening at følge månens faser, fordi månens tyngdekraft må indvirke på vinen, er videnskabelig set nonsens. Det betyder selvfølgelig ikke, at biodynamiske vine nødvendigvis er dårlige - eller mindre gode end andre vine (jeg skal være den første til f.eks. at melde mig under Leroy-fanerne). Men jeg har meget svært ved at acceptere, at de mere eller mindre religiøst baserede dogmer skulle have nogen decideret positiv indvirkning på vinen. Og jeg er kynisk nok til at mene, at mangt en biodynamisk producent af i dag snarere tilbeder Mammon end Rudolf Steiner.
M.h.t. til Extra-Brut-kategorien er det er faktum, at mange "progressive" champagneproducenter i dag vælger at lave nogle af (og måske størstedelen af) deres vine i denne kategori - d.v.s. "ekstra tørre". Igen tillader jeg mig at være skeptisk (ligesom jeg i øvrigt er skeptisk overfor tørre, tyske rieslingvine af nogenlunde samme grund).
Kategorien er omdiskuteret - og bl.a. Tom Stevenson hævder, at champagner, der er helt tørre, ikke ældes godt (og ikke udvikler de særlige champagnearomaer). Jeg er ikke kvalificeret til at afgøre denne strid, men forholder mig altså stadig skeptisk overfor kategorien extra-brut.
Jeg finder normalt vinene i denne kategori imponerende og imposante, men sjældent charmerende - og jeg savner ofte den særlige filigranagtige karakter, der for mig er essensen i god champagne. Problemet, tror jeg, hidhører fra, at man til extra-brut champagner er nødt til at høste mere modne druer, der derfor også giver champagner med større statur. Ofte kombineres dette så også med lagring på nye egefade for at få ekstra fylde. Resultatet er champagner, der kan minde om hvid bourgogne med bobler. Måske ikke en beskrivelse, der ligefrem afskrækker nogen, men denne champagnefreak foretrækker altså alligevel champagner, der er mere flygtige og elegante i deres udtryk.
Disse to stridspunkter er selvfølgelig ikke som sådan en kritik er Mads og Mia Rudolfs bog, men et udtryk for en meningsforskel. Vores smag er heldigvis forskellig - og som allerede nævnt, vil jeg langt hellere have en vinbog, hvor forfatterne er tro mod deres egne ideosynkrasier og kæpheste - end en bog, der i et forsøg på at være "objektiv" ender i kedsommelig konsensusrytteri.
Allervigtigst for en vinbog er det dog, at den inspirerer til at drikke den vin, der er dens emne og forkærlighed - jeg håber at læsere at Champagnebibelen også vil føle sig inspirerede!

Champagnebibelen kan købes i det fleste velassorterede boghandlere - eller over nettet ved at følge dette link.