onsdag, januar 19, 2011

By the glass: Vincent Carré Premier Cru Brut

En helt igennem klassisk - i betydningen: typisk - champagne. Ikke en champagne, der vælter én bagover, men absolut tilfredsstillende. Og en af de champagner, der på sin egen stilfærdige facon minder én (d.v.s. denne champagnefreak) om, hvorfor man blev forelsket i champagne i første omgang.
Næsen har den klassiske rugbrødstone, lidt krudtslam og karamel samt en anelse gærpræg. Munden er præget af en god struktur og ditto mousse - og det er svært at sætte en finger på den. Det virker - hvad end det er rigtigt eller ej - som om den har fået et ekstra år lagring eller to. Alt i alt en ren og vellavet, klassisk champagne.

Det er ikke fordi, jeg har kunne finde mange oplysninger om denne producent eller denne champagne. Det fremgår af etiketten, at producenten er hjemmehørende i Trépail - en af de bedre premier cru-kommuner. Og lidt googling på nettet synes at indikere, at druesammensætningen er 85% chardonnay og 15% pinot noir. Pinot'en træder dog - for denne smager - mere frem end de beskedne procenttal lader ane (interessant nok grænser Trépail op til den klassiske pinot noir-kommune Ambonnay - selvom der primært dyrkes chardonnay i Trépail. Så måske er det terroiret, der træder igennem snarere end druesorten?).

Vinen importeres af Nordic Wine Traders v/Anders Gerstrøm. Jeg købte denne flaske (en ganske rimelig prissat halvflaske) i min lokale SuperBest.

Etiketter: ,