Champagneriet
Jeg har tidligere berettet om den nyåbnede champagneimport Champagneriet, der er drevet af de to unge champagneentusiaster Anders & David.
I forbindelse med, at jeg for nylig erhvervede en række af deres champagner, fik jeg mulighed for at høre lidt mere om firmaet og de to ejere.
Anders & David er begge ansat i Novo Nordisk – og det var under en 8 måneders udstationering i Chartres i Frankrig, at interessen for champagne tog fart. Flere besøg i Champagne og masser af besøg hos diverse producenter blev – som det ofte er tilfældet – en stor øjenåbner, der viste dem, at Champagne er andet end Les Grandes Marques' kedelige industriprodukter.
Det var i første omgang de kraftige, pinot noir-dominerede champagner fra Grand Cru-kommuner som Aÿ og Ambonnay, der vakte interesse. De første to producenter, Roger Brun og Secondé-Simon, der er kommet i stalden er således fra disse to kommuner. Det er begge mindre producenter – selvom Roger Brun teknisk set er en negociant (NM).
Efterfølgende er sortimentet blevet udvidet med blanc-de-blancs-producenten Lanois, som mange champagneelskere vil kunne nikke genkendende til, da det har været en hjørnesten i L'Esprit du Vins sortiment og en overgang var huschampagne hos en lang række af de bedre københavnske restauranter.
Champagneriet er mest tænkt som et hobbyprojekt med det moderate, men ærværdige erklærede mål, at det skal give nok overskud til at finansiere en champagnetur om året til de to indehavere.
Anders er som cand.merc. forretningsmanden af de to, mens David som biotek-ingeniør kan snakke med, når vinbønderne begiver sig ud i vinproduktionens tekniske kringelkroge (og måske endda fortælle en vinbonde eller to, hvorfor det, de altid har gjort, virker, som det gør).
Jeg har endnu til gode at smage champagnerne fra Champagneriet (det sker snarest – hvorefter de nok skal komme på bloggen her), men under alle omstændigheder er det altid tiltrængt med ekstra champagneimportører – specielt fordi mange af de større importører har et noget stedmoderligt forhold til champagne.
0 Kommentarer:
Skriv en kommentar
<< Tilbage til hovedsiden