søndag, december 26, 2010

Champagneudsalg til nytår

I forlængelse af mit sidste blogindlæg skal jeg hermed - uden af den grund at gøre bloggen til en virtuel reklamesøjle - lige give et par tips til nogle forhandlere, der råber champagne & tilbud her op til nytåret.

Følger man mit råd og går til de små producenter og ditto importører, er der d. 29 og 30. december mulighed for at købe champagne hos garageimportøren Champagneriet i Brønshøj. Der ydes 10% rabat på alle champagner. Tid og sted kan findes ved at følge linket. David og Anders, der driver Champagneriet, er til de kraftigere champagner, der vil være fine ledsagere til det meste af nytårsmåltidet (og har et par gode bud til champagne også til kød & fjerkræsretter).

Skal det være fint og dyrt, og vil man samle på etiketter, er stedet at gå hen Leisner Wine i Hellerup. Leisner har samlet på prestigecuvéer og har flere ældre årgange på lager. Og så sælges der ud til favorable priser her op til nytår. Torsdag d. 30/12 bliver der gjort lidt ekstra stads og åbnet flasker, og kultbar skulle der også være. Så hvis man vil testkøre sig selv og champagnerne dagen i forvejen er her muligheden.

I øvrigt er der jo mange vinhandlere, der skilter med forskellige mere eller mindre gode champagnetilbud, så der er grund til at holde udkig - og et vågent øje (f.eks. har jeg set Cristal 2002 til priser fra 995,- til 1495,- (og i begge tilfælde lanceret som "tilbudspriser")).