Roger Brun
Roger Brun er en mindre negociant hjemmehørende i Grand Cru-landsbyen Aÿ. Det betyder champagner, hvor fokus er på pinot noir, som i følge mange ikke bliver meget bedre end i Aÿ (når vi altså er i Champagne!). Den knæsatte visdom vil vide, at det giver "maskuline" champagner - omend sandheden nok er noget mere kompleks end som så.
Jeg tror basalt set, at man kan dele vinsmagere op i to: dem, der fokuserer på duften, og dem, der fokuserer på smagen. Desværre er det langt fra altid, at en vin står lige stærkt i duft og smag - og i de tilfælde vil bedømmelsen ofte være dikteret af, hvilken kategori smageren tilhører.
Denne smager hører afgjort til den første kategori. Hvis jeg havde tilhørt den anden kategori, ville jeg sikkert være væsentligt gladere for disse champagner. Med andre ord: Det er champagner, hvis styrken ligger i smagen (god mousse, fin fylde), snarere end i duften (hvor jeg generelt finder dem en anelse diffuse). Hvis du er en "smags-smager" vil du sikkert være gladere for disse champagner end undertegnede.
For en relativt lille producent laver den en del cuvéer - noget der altid har gjort mig en smule skeptisk.
Hjemmeside: klik her
Dansk importør: Champagneriet
Smagte vine:
BRUT RESERVE GRAND CRU
Sidst smagt: 21/11-09
En lidt diskret, "mørk" næse (læder etc.), der for denne smager savner lidt fokus. Lidt mere mineralske toner (grafit) indfinder sig med tid i glasset. I smagen langt bedre med en rigtig god mousse og pæn fylde. En ganske venlig champagne, der nok vil falde i mange "begynderes" smag (hvilket ikke nødvendigvis er ment så patroniserende, som det lyder...). 85% pinot noir + 15% chardonnay.
CUVÉE DES SIRES 2004 GRAND CRU BRUT
Sidst smagt: 21/11-09
Igen savner jeg en smule fokus. Stilen er den samme som Brut Reserve - d.v.s. "mørke" aromaer og en relativt frugtig stil. Smagen er igen klasser bedre med en fin mousse. Vinen er vinificeret i egefade, hvilket man smager i finishen, der endnu er lidt rå. Sikkert bedre efter et par års lagring. Den informative bagetiket fortæller at vinen er lavet på 70% pinot noir og 30% chardonnay og har en dosage på 8g/l.
CUVÉE DES SIRES 2004 LA PELLE GRAND CRU EXTRA-BRUT
Sidst smagt: 21/11-09
Særlig cuvée fra enkeltmarken "La Pelle" i Aÿ. Nok duftmæssigt den mest interessante & komplekse af Roger Bruns cuvéer, mens smagen i denne smagers optik nok havde haft bedre af lidt mere dosage (den er på 3g/l). Vinen ligger stilmæssigt noget fra de andre af Roger Bruns cuvéer - lidt mere rå og firskåren, men samtidig altså også med et ekstra lag af kompleksitet.
RÉSERVE FAMILIALE 1996 GRAND CRU
Sidst smagt: 21/11-09
Roger Bruns prestigecuvée. Og årgangen fornægter sig ikke. 1996 er meget rost, men min erfaring er, at den ikke står sig så godt p.t. grundet den høje syre, der næsten kan virke eddikeagtig for tiden. Stilen er mindre "mørk" og mere citruspræget end de andre cuvéer. I smagen går den bløde mousse igen, men '96er-syren fornægter sig ikke. Prisen taget i betragtning en skuffelse, men måske behøver den bare mere tid.
Etiketter: grand cru, producenter, vinkøbmandschampagne
0 Kommentarer:
Skriv en kommentar
<< Tilbage til hovedsiden