tirsdag, november 24, 2009

Roger Brun

Roger Brun er en mindre negociant hjemmehørende i Grand Cru-landsbyen Aÿ. Det betyder champagner, hvor fokus er på pinot noir, som i følge mange ikke bliver meget bedre end i Aÿ (når vi altså er i Champagne!). Den knæsatte visdom vil vide, at det giver "maskuline" champagner - omend sandheden nok er noget mere kompleks end som så.
Jeg tror basalt set, at man kan dele vinsmagere op i to: dem, der fokuserer på duften, og dem, der fokuserer på smagen. Desværre er det langt fra altid, at en vin står lige stærkt i duft og smag - og i de tilfælde vil bedømmelsen ofte være dikteret af, hvilken kategori smageren tilhører.
Denne smager hører afgjort til den første kategori. Hvis jeg havde tilhørt den anden kategori, ville jeg sikkert være væsentligt gladere for disse champagner. Med andre ord: Det er champagner, hvis styrken ligger i smagen (god mousse, fin fylde), snarere end i duften (hvor jeg generelt finder dem en anelse diffuse). Hvis du er en "smags-smager" vil du sikkert være gladere for disse champagner end undertegnede.
For en relativt lille producent laver den en del cuvéer - noget der altid har gjort mig en smule skeptisk.

Hjemmeside: klik her
Dansk importør: Champagneriet

Smagte vine:

BRUT RESERVE GRAND CRU


Sidst smagt: 21/11-09
En lidt diskret, "mørk" næse (læder etc.), der for denne smager savner lidt fokus. Lidt mere mineralske toner (grafit) indfinder sig med tid i glasset. I smagen langt bedre med en rigtig god mousse og pæn fylde. En ganske venlig champagne, der nok vil falde i mange "begynderes" smag (hvilket ikke nødvendigvis er ment så patroniserende, som det lyder...). 85% pinot noir + 15% chardonnay.

CUVÉE DES SIRES 2004 GRAND CRU BRUT


Sidst smagt: 21/11-09
Igen savner jeg en smule fokus. Stilen er den samme som Brut Reserve - d.v.s. "mørke" aromaer og en relativt frugtig stil. Smagen er igen klasser bedre med en fin mousse. Vinen er vinificeret i egefade, hvilket man smager i finishen, der endnu er lidt rå. Sikkert bedre efter et par års lagring. Den informative bagetiket fortæller at vinen er lavet på 70% pinot noir og 30% chardonnay og har en dosage på 8g/l.

CUVÉE DES SIRES 2004 LA PELLE GRAND CRU EXTRA-BRUT


Sidst smagt: 21/11-09
Særlig cuvée fra enkeltmarken "La Pelle" i Aÿ. Nok duftmæssigt den mest interessante & komplekse af Roger Bruns cuvéer, mens smagen i denne smagers optik nok havde haft bedre af lidt mere dosage (den er på 3g/l). Vinen ligger stilmæssigt noget fra de andre af Roger Bruns cuvéer - lidt mere rå og firskåren, men samtidig altså også med et ekstra lag af kompleksitet.

RÉSERVE FAMILIALE 1996 GRAND CRU


Sidst smagt: 21/11-09
Roger Bruns prestigecuvée. Og årgangen fornægter sig ikke. 1996 er meget rost, men min erfaring er, at den ikke står sig så godt p.t. grundet den høje syre, der næsten kan virke eddikeagtig for tiden. Stilen er mindre "mørk" og mere citruspræget end de andre cuvéer. I smagen går den bløde mousse igen, men '96er-syren fornægter sig ikke. Prisen taget i betragtning en skuffelse, men måske behøver den bare mere tid.

Etiketter: , ,

torsdag, juli 02, 2009

Billecart-Salmon

Billecart-Salmon er en af de mindre grandes marques med et godt ry - specielt for deres roséchampagner.
Mit relativt begrænsede kendskab til huset bekræfter begge dele - mest det sidste. Det synes som om Les Grandes Marques generelt klarer sig bedre med roséchampagner (faktisk tror jeg, at størstedelen af de bedste grande marque-champagner, jeg har smagt, har været roséer). Hvad det skyldes, skal jeg ikke kunne udtale mig om - blot bemærke, at prisen ofte også følger med.
Stilen er "moderne" - d.v.s. med fokus på en ren frugtighed uden for meget gærpræg. Deres almindelige basischampagne gør ingen fortræd, mens de to roséer har mere at byde på. Skal man drikke grande marque-champagne, er dette absolut et af de bedre bud - specielt hvis man foretrækker den rene, frugtdominerede stil.

Officiel hjemmeside klik her
Dansk importør: Vinrosen

Smagte vine:

BRUT RÉSERVE


Sidste smagt: 13/4-05
Billecart-Salmons basiscuvée. En frugtig og ferskenpræget vin uden de store dikkedarer. Moussen er blød og god, strukturen pæn. En oplagt aperitifchampagne.

BRUT ROSÉ


Sidst smagt: 23/11-04
Billecart-Salmons standard rosé har et særdeles godt ry. Baseret på sidste gang, jeg smagte den (som er noget tid siden - derfor er det efterfølgende også skrevet med forbehold), er dette absolut fortjent. Man skal dog ikke forvente at få en feminin og forførende rosé til den romantiske middag; der er tale om rosé i den seriøse - og lidt ekstreme - stil med en lidt animalsk aroma samt præg af chokolade og læder. Man skal altså mere tænke seriøs rødvin end indsmigrende rosé. Ikke desto mindre et brag af en champagne med super kompleksitet.

CUVÉE ELISABETH SALMON BRUT ROSÉ 1998


Sidst smagt: 30/6-09
Billecart-Salmons prestigerosé lavet på lige dele chardonnay og pinot noir tilsat lidt rødvin fra Mareuil-sur-Aÿ (hvor Billecart-Salmon også har til huse). Ligesom standardroséen en fremragende champagne - omend i en anden stil. Cuvée Elisabeth er mere "tæmmet", knapt så ekstrem som basisroséen, og hvad, man foretrækker, er nok i sidste ende et spørgsmål om stil. Duften er superkompleks - og man sidder med denne fornemmelse af, at den holder igen, at der er mere at komme efter lige under overfladen (om det så er tilfældet er en anden sag - men det er generelt denne fornemmelse, jeg sidder med, når jeg drikker rigtigt store vine). I munden har den en fast struktur med godt syrebid, der lover godt for fremtidig lagring (omend jeg ikke er sikker på, om jeg ikke vil foretrække den, som den er nu - for nu at rode mig ud i en dobbelt benægtelse). I forhold til basisroséen en mere "intellektuel" champagne, der måske ikke har samme umiddelbare overdådighed, men så måske til gengæld kan pirre nysgerrigheden længere.
Stilen er ikke ulig Deutz' prestigerosé William Deutz - omend jeg nok giver sidstnævnte en lille forrang. Skal man ofre penge på prestigecuvéer, er dette ikke det værste sted at gå hen (og så er den oven i købet billigere end mange af de andre prestigecuvéer på markedet).

Etiketter: , , ,

mandag, marts 24, 2008

Ployez-Jacquemart


Jeg arbejdede en kort tid hos K.B. Vin i Bredgade, som importerer champagnerne fra Ployez-Jacquemart. Min korte tid der gav mig alligevel mulighed for at smage et par af champagnerne fra dette hus - men kun det, som på papiret skulle være top og bund, d.v.s. den almindelige NV "Extra Qualité Brut" og préstigecuvéen Liesse de Harbonville i årgang 1990.
Ployez-Jacquemart er en mindre negociant fra kommunen Ludes. At være en mindre negociant må på mange måder være det sværeste at være i Champagne p.t. (ikke at de efter sigende har det svært i Champagne p.t...). Man har ikke Grande Marque'ene fordel og préstige ved at være big business, men heller ikke nørd-préstigen ved at være en lille, "autentisk" vinbonde. Så hverken dem, der går efter glamour og glitter eller dem, der går efter nørd-faktoren, kan for alvor blive tændt af en mindre negociant.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at markerne - for største dels vedkommende - "blot" er 1. Cru (Ludes selv er 94% - og det skal siges, at Ployez-Jacquemart også ejer marker i Grand Cru-kommunen Mailly).
Mine egne smagsnotater bærer lidt præg af disse forhold. Det er umiddelbart vellavede, men lidt kedelige champagner, der har svært ved at konkurrere med det bedste grand cru-vinbonder. Når prisen så oveni købet er den samme eller højere, er det lidt svært at se, hvorfor Ployez-Jacquemart skulle være det oplagte valg. På den anden side er der tale om det, man lidt nedladende kalder "middle-of-the-road"-champagne, så for større selskaber eller nybegyndere udi champagne er det da en mulighed.

Dansk importør: K.B. Vin
Officiel hjemmeside: klik Her

Smagte vine:

EXTRA QUALITÉ BRUT


Sidst smagt: 24/1-08
Som antydet ovenfor en vellavet champagne, der savner en smule personlighed. Pæn fylde og pæn mousse, men ikke rigtig det dér "je ne sais quoi", som gør champagne rigtig interessant. På den anden side er den ligeså god eller bedre end mangt en Grand Marque-NV.

LIESSE D'HARBONVILLE 1990 BRUT


Sidst smagt: 24/1-08
Ployez-Jacquemarts préstigecuvée lagret og gæret på egefade, som får lov til at ligge min. 10 år i Ployez-Jacquemarts kældre. Prisen nærmer sig de store huses préstigecuvéer, men desværre var denne flaske allerede kraftigt på retur - hvilken den ikke burde være, hvis den vil konkurrere med de store drenge.
Der var stort set ingen bobler tilbage (min bofælle og medskyldige udi champagnefrådseriet, der kan få julelys i øjnene, når hun taler om den måde, champagnes kan boble på tungen, var ikke imponeret!). I duften var der dog stadigvæk så meget duft og kompleksitet tilbage, at der ikke var tale om en total skuffelse. Ja, faktisk kunne duften tangere en stjerne på champagnefreaks skala, hvis blot smagen havde fuldt trop. For dégustateurs à l'anglais (i.e. vinnekrofile) er det sikkert en større oplevelse end for denne champagnefreak. Skulle du have denne champagne i kælderen, kan jeg dog kun opfordre til, at få den drukket.

Etiketter: ,

tirsdag, januar 29, 2008

Louis Barthélémy

Jeg stødte på denne producent, da jeg deltog i Vinmagasinets store smagning af champagner - og har smagt én af champagnerne siden.
Der er tale om en - for mig hidtil ukendt - mindre negociant - med en klart genkendelig stil (anden gang jeg smagte den, genkendte jeg den blindt). Skulle man sammenligne med noget kunne det være champagnerne fra Billecart-Salmon - selvom der nu stadig er stor forskel. Det er en meget "moderne", ren stil, som jeg ikke har stødt på før i champagne. Meget vinøs og ikke så champagnepræget. Dem, der holder af det lidt "pruttede" gærpræg bør kigge i anden retning.
Personligt synes jeg, at det er en interessant stil, der absolut er en spændende tilføjelse til champagnepalletten. At jeg så, når alt kommer til alt, foretrækker vine med lidt mere "sjæl" er en anden sag.
Som det så ofte er tilfældet, når der er tale om en negociant, er priserne noget højere end for vinbondechampagne - hvilket gør producenten mindre interessant. Vi ligger dog stadig under de store grande marques - og kvaliteten er højere end de fleste af disse.

Dansk importør: Haller Vine
Officiel hjemmeside klik her (der er nu ikke meget at se udover et telefonnummer!)

Smagte Vine:

BRUT AMÉTHYSTE


Sidst smagt: 29/12-07
Moderne flaske og moderne vin. En ganske genkendelig stil med sødmefuld frugt og præg af hindbær og asparges - men også lidt syntetiske nuancer som sodavand og vingummi. Meget ren - næsten for meget: man kan savne lidt sjæl. I munden har den god fylde og spændstighed. Alt i alt en vellavet champagne, der er tæt på en stjerne - men som lige mangler den sidste "autencitet" for at nå den. Jeg foretrækker dog så klart denne negociant-stil fremfor en "tillempet" terroiritet, der i virkeligheden bare er urenhed.

BRUT ROSÉ


Sidst smagt: 21/11-07
Ikke på niveau med Brut Améthyste. Mere "champagneagtig" og mere negociantagtig med et lidt osteagtigt præg, der ikke går så godt i spændt med roséchampagnens trussetyveimage. Ellers vellavet med ogd fylde og blød mousse.

Etiketter: ,

tirsdag, september 04, 2007

Jean-Noël Haton

En god ven, der er - næsten - ligeså manisk omkring champagne som denne champagnefreak, var for nylig en smuttur til Paris, hvilket selvfølgelig er en oplagt mulighed for at finde nogle champagner, der ikke findes på det danske marked.
Når det er sagt, må det dog også tilføjes, at Paris ikke er et specielt godt sted at købe champagne. Nok er de billigere end her til lands, men udbuddet er faktisk ganske ringe - i hvert fald er det ikke lykkedes mig at finde nogen ordentlig champagneforhandler i den franske hovedstad (er der nogen derude i Cyperspace, der kender et listigt sted, hører jeg det gerne...).
En af de champagner, han kom hjem med var fra Jean-Noël Haton - en for mig ganske ukendt champagneproducent. Vennen havde smagt årgang '98 i Paris og var blevet ganske begejstret, hvilket resulterede i, at han tog en flaske Non-Vintage med hjem (men burde han ikke have serveret årgangschampagnen for sin gode ven, der er champagnefreak? hmm...). Hvorom alting er: Champagnen blev smagt i går, og blev bedømt som det fremgår nedenfor. Sammenlignet med Lanson 1996, som den blev smagt op imod faldt den noget igennem, men det er vel også blot forventeligt...
Hvad jeg umiddelbart kunne finde ud af var, at der er tale om en negociant med hovedsæde i Damery - og med marker i en række premier og grand cru landsbyer. Ønsker man at vide mere, kan man læse på hjemmesiden, som der linkes til nedenfor.
Selvom den smagte champagne ikke var 100% overbevisende, er der absolut tale om et champagnehus, jeg gerne ville stifte bedre bekendtskab med.

Dansk importør: Ingen/ukendt
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

CLASSIC BRUT


Sidst smagt: 3/9-07
En ganske lys farve og en duft, der var præget af smør, hasselnødder og hvedetoast fik med straks til at tænke chardonnay - hvilket så vidt, jeg kan se, er helt forkert - eftersom der skulle være tale om en ren pinotchampagne (60% meunier, 40% noir). Der er tale om en ganske vinøs - og i øvrigt fuldkommen ren - champagne. I munden skuffer den lidt med en ganske kort smag - men der er jo også grænser for, hvad man kan forlange til 19 euro, som champagnen kostede...

Etiketter: , ,