tirsdag, november 24, 2009

Roger Brun

Roger Brun er en mindre negociant hjemmehørende i Grand Cru-landsbyen Aÿ. Det betyder champagner, hvor fokus er på pinot noir, som i følge mange ikke bliver meget bedre end i Aÿ (når vi altså er i Champagne!). Den knæsatte visdom vil vide, at det giver "maskuline" champagner - omend sandheden nok er noget mere kompleks end som så.
Jeg tror basalt set, at man kan dele vinsmagere op i to: dem, der fokuserer på duften, og dem, der fokuserer på smagen. Desværre er det langt fra altid, at en vin står lige stærkt i duft og smag - og i de tilfælde vil bedømmelsen ofte være dikteret af, hvilken kategori smageren tilhører.
Denne smager hører afgjort til den første kategori. Hvis jeg havde tilhørt den anden kategori, ville jeg sikkert være væsentligt gladere for disse champagner. Med andre ord: Det er champagner, hvis styrken ligger i smagen (god mousse, fin fylde), snarere end i duften (hvor jeg generelt finder dem en anelse diffuse). Hvis du er en "smags-smager" vil du sikkert være gladere for disse champagner end undertegnede.
For en relativt lille producent laver den en del cuvéer - noget der altid har gjort mig en smule skeptisk.

Hjemmeside: klik her
Dansk importør: Champagneriet

Smagte vine:

BRUT RESERVE GRAND CRU


Sidst smagt: 21/11-09
En lidt diskret, "mørk" næse (læder etc.), der for denne smager savner lidt fokus. Lidt mere mineralske toner (grafit) indfinder sig med tid i glasset. I smagen langt bedre med en rigtig god mousse og pæn fylde. En ganske venlig champagne, der nok vil falde i mange "begynderes" smag (hvilket ikke nødvendigvis er ment så patroniserende, som det lyder...). 85% pinot noir + 15% chardonnay.

CUVÉE DES SIRES 2004 GRAND CRU BRUT


Sidst smagt: 21/11-09
Igen savner jeg en smule fokus. Stilen er den samme som Brut Reserve - d.v.s. "mørke" aromaer og en relativt frugtig stil. Smagen er igen klasser bedre med en fin mousse. Vinen er vinificeret i egefade, hvilket man smager i finishen, der endnu er lidt rå. Sikkert bedre efter et par års lagring. Den informative bagetiket fortæller at vinen er lavet på 70% pinot noir og 30% chardonnay og har en dosage på 8g/l.

CUVÉE DES SIRES 2004 LA PELLE GRAND CRU EXTRA-BRUT


Sidst smagt: 21/11-09
Særlig cuvée fra enkeltmarken "La Pelle" i Aÿ. Nok duftmæssigt den mest interessante & komplekse af Roger Bruns cuvéer, mens smagen i denne smagers optik nok havde haft bedre af lidt mere dosage (den er på 3g/l). Vinen ligger stilmæssigt noget fra de andre af Roger Bruns cuvéer - lidt mere rå og firskåren, men samtidig altså også med et ekstra lag af kompleksitet.

RÉSERVE FAMILIALE 1996 GRAND CRU


Sidst smagt: 21/11-09
Roger Bruns prestigecuvée. Og årgangen fornægter sig ikke. 1996 er meget rost, men min erfaring er, at den ikke står sig så godt p.t. grundet den høje syre, der næsten kan virke eddikeagtig for tiden. Stilen er mindre "mørk" og mere citruspræget end de andre cuvéer. I smagen går den bløde mousse igen, men '96er-syren fornægter sig ikke. Prisen taget i betragtning en skuffelse, men måske behøver den bare mere tid.

Etiketter: , ,

torsdag, november 19, 2009

Ny champagnebutik på nettet

Trods økonomisk krise - både globalt og for Champagne i særdeleshed - kaster flere og flere sig over importen af champagne - forhåbentlig et tegn på, at champagne i højere og højere grad er begyndt at blive opfattet som "rigtig vin" og ikke bare som et luksusbrand.

Seneste skud på stammen er en ny internetbutik, der udelukkende har helliget sig champagne: Champagneshop.dk.

Indtil videre er der kun industrichampagne (læs: Grande Marque) på programmet, men indehaverne lover, at de efter nytår også vil begynde at importere egne mærker. Vi venter spændt! - og ønsker Champagneshop.dk al mulig held og lykke med projektet.

Etiketter:

lørdag, november 07, 2009

Champagneriet

Jeg har tidligere berettet om den nyåbnede champagneimport Champagneriet, der er drevet af de to unge champagneentusiaster Anders & David.
I forbindelse med, at jeg for nylig erhvervede en række af deres champagner, fik jeg mulighed for at høre lidt mere om firmaet og de to ejere.

Anders & David er begge ansat i Novo Nordisk – og det var under en 8 måneders udstationering i Chartres i Frankrig, at interessen for champagne tog fart. Flere besøg i Champagne og masser af besøg hos diverse producenter blev – som det ofte er tilfældet – en stor øjenåbner, der viste dem, at Champagne er andet end Les Grandes Marques' kedelige industriprodukter.

Det var i første omgang de kraftige, pinot noir-dominerede champagner fra Grand Cru-kommuner som Aÿ og Ambonnay, der vakte interesse. De første to producenter, Roger Brun og Secondé-Simon, der er kommet i stalden er således fra disse to kommuner. Det er begge mindre producenter – selvom Roger Brun teknisk set er en negociant (NM).

Efterfølgende er sortimentet blevet udvidet med blanc-de-blancs-producenten Lanois, som mange champagneelskere vil kunne nikke genkendende til, da det har været en hjørnesten i L'Esprit du Vins sortiment og en overgang var huschampagne hos en lang række af de bedre københavnske restauranter.

Champagneriet er mest tænkt som et hobbyprojekt med det moderate, men ærværdige erklærede mål, at det skal give nok overskud til at finansiere en champagnetur om året til de to indehavere.

Anders er som cand.merc. forretningsmanden af de to, mens David som biotek-ingeniør kan snakke med, når vinbønderne begiver sig ud i vinproduktionens tekniske kringelkroge (og måske endda fortælle en vinbonde eller to, hvorfor det, de altid har gjort, virker, som det gør).

Jeg har endnu til gode at smage champagnerne fra Champagneriet (det sker snarest – hvorefter de nok skal komme på bloggen her), men under alle omstændigheder er det altid tiltrængt med ekstra champagneimportører – specielt fordi mange af de større importører har et noget stedmoderligt forhold til champagne.

mandag, november 02, 2009

Hårde tider for Champagne?

Som Oenologic kan referere, har 2009 været et skidt år for Champagne: første halvdel af 2009 har således budt på et fald på intet mindre end 45% i salget af champagne. Trenden kan også ses i en række andre områder i Frankrig, men ingen steder så tydeligt som i Champagne.
Få produkter er i den grad forbundet med luksus som champagne, og derfor er det måske også oplagt, at Champagne kommer til at mærke det for alvor, når krisen kradser.

Krisen kunne måske føre det gode med sig, at Champagne opgav entydigt at fokusere på champagne som et luksusprodukt og i stedet begyndte at fokusere på champagne som kvalitetsvin. Noget sådant vil imidlertid næppe ske så længe de store spillere - Les Grandes Marques - sidder på markedet. Her kan man simpelthen ikke slå på andet end det luksuriøse - ofte af den simple årsag, at der ikke er tale om kvalitetsvin. Prøv blot at gå ind på nogle af de store huses hjemmesider og se det patroniserende indhold, der ikke kan lade mange i tvivl om præcis hvilken intellektuel formåen og viden, de store huse antager deres kunder i besiddelse af.

Det er mit fromme håb, at de små producenter vil blive ramt mindre hårdt af krisen, og at den begyndende trend mod autentisk håndværkschampagne fremfor kommerciel industrichampagne vil fortsætte og styrkes fremover. Denne champagnefreak skal nok love at gøre sit til at holde liv i de små kvalitetsproducenter ved et helt igennem umådeholdent og uanstændigt forbrug af "Farmer Fizz"!

Etiketter: