Vilmart

Så fik jeg endelig - long overdue, vil nogle sikkert mene - smagt champagne fra Vilmart - og lad mig i den anledning benytte lejligheden til at slå et slag for Pastis, hvor begivenheden fandt sted. Pastis har et ganske imponerende champagnekort med forbindtlig små mark ups.
For dem, der ikke skulle vide det, er Vilmart en af de mest hypede producenter siden starten af '90erne. Alle synes enige om, at hans champagner - specielt Coeur de cuvée - ikke mindst i mindre gode årgange hører til blandt det bedste, Champagne har at tilbyde - ja, måske ligefrem er det bedste. Han holder til i Rilly-la-Montagne, der blot er premier cru (94% echelle), så det er ikke et top terroir, der har givet ham de mange gode anmeldelser. Coeur de cuvée - "cuvéens hjerte" -, der er den champagne, der har givet ham hans formidable ry, er en særlig fadgæret cuvée, hvor kun den bedste del af mosten bruges - "cuvéens hjerte".
Champagnen, jeg smagte på Pastis, var Coeur de cuvée 1999, der altså til fulde skulle kunne vise, hvad Vilmart kan.
Så hvordan var den?
Lad mig sige det sådan: Jeg forstår godt pointen, selvom jeg ikke helt selv køber den. Der er tale om en rigtig god champagne. Stilen er ganske vinøs med et udpræget hindbærpræg, en ret høj dosage og en vidunderlig blød og ekspansiv mousse. En champagne, der fortjener en stjerne i mit stjernesystem. Men altså ikke mere.
Jeg savner det æteriske og flygtige præg, man kan finde i de bedste grand cru blanc de blancs-champagner - det berømte "je ne sais quoi". Man kunne - for at blive højtragende - tale om en forskellens etik. Den allerbedste champagne lærer os, at der altid er en irreducibel forskel, en différence, som ikke kan overskrides - og at det netop er i anerkendelsen af og forundringen over denne forskel at skønheden består. Vi kan aldrig helt besidde en stor champagne, fordi den i sin flygtighed undslipper os. Og dermed peger den udover den bemægtelses- og besiddertrang, som er et element ved forbrugssamfundet. Stor champagne når - som "forbrugsgode" - hinsides forbrugerismen.
Dette element, denne forskellens etik, finder jeg ikke i Vilmart. Det er en "what you see is what you get"-champagne. Den er kødelig, instant gratification, men ikke mere. Transcendensen mangler.
Så ja, Vilmart er rigtig god champagne, og den er absolut værd at smage, hvis man får lejligheden. Og måske kan den også med tid udvikle nogle af de æteriske egenskaber, jeg her har talt om. Men indtil videre er det for mig ikke den bedste champagne på denne jord - fordi den er for meget en champagne af denne jord.

Tilføjelse (9/2-2009):
Jeg har nu også haft lejlighed til at smage Vilmarts rosé Cuvée Rubis (igen på Pastis - denne gang til frokost (grundet den dårlige akustik vil jeg i øvrigt nok anbefale, at man kommer til frokost, hvor der er mindre støj)). Den bekræftede på mange måder det første indtryk af Vilmart: Vellavede, meget hedonistiske champagner med blød mousse og lang smag. Absolut godt, men igen uden den "transcendente" karakter, der for mig er opskriften på de største champagner. I øvrigt var der ganske meget rødvinskarakter over denne cuvée.

Henri Giraud

Jeg stødte på denne producent første gang i Frankrig i 2006, hvor jeg smagte den udmærkede "Francois Hémart Brut" - uden dog at tage spécielt notits af den. Senere har jeg set Henri Giraud Aÿ Grand Cru Cuvée Fût de Chêne og undret mig over den høje pris (over 1000,-) - men forbandt den ikke umiddelbart med Francois Hémart. Senere fik jeg så lejlighed til både at smage Cuvée Fût de Chêne og gensmage Francois Hémart ved Vinmagasinets store smagning af champagner. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvad forbindelsen mellem "Francois Hémart"-champagnerne og Henri Giraud er (bruges Francois Hémart-navnet til negociant-delen eller?). Skulle der være nogen ude i cyperspace, der ved besked, hører jeg det gerne.
Jeg har kunne registrere, at Henri Giraud har fået ganske gode (læs: fremragende) anmeldelser fra bl.a. Jancis Robinson og Robert Parker (hvilket vist i praksis vil sige Rovani).
Tilsyneladende er der tale om en producent, der udelukkende har marker i Grand Cru-landsbyen Aÿ - der regnes for en af de allerbedste landsbyen for Pinot Noir.
Nu har jeg altså selv haft lejlighed til at smage/gensmage en række champagner fra dette hus - og jeg må sige, at jeg stadig ikke føler mig specielt meget klogere. Bevares, specielt de "billige" flasker er ganske udmærkede, men hvorfor préstigecuvéen skal op og koste over 1000,- er mig ærligt talt en gåde (også de mere ydmyge cuvéer virker uforholdsmæssigt højt prissat). Der findes ligeså gode eller bedre alternativer til billigere pris. Når det er sagt, er de "billige" cuvéer da absolut værd at smage, hvis man skulle støde på dem.

Dansk importør: Mac Y (den anden importør, jeg skriver om i dag, der ellers er specialiseret i spiritus!)
Officiel hjemmeside: klik HER

Smagte vine:

HENRI GIRAUD ESPRIT

Smagt 30/12-10
En lidt sødlig duft og smag m. præg af hindbær. Ganske elegant stil. Absolut acceptabel til prisen.

FRANCOIS HÉMART BRUT AY GRAND CRU

Sidst smagt: 21/11-07
En lidt oxideret stil med præg af nedfaldsæbler (mere oxideret første gang, jeg smagte den), men også med Aÿs præg af honning samt lidt jod. Ganske kompleks med en god mousse og pæn fylde. Flirter med en stjerne - omend jeg nok aldrig bliver den største Aÿ-fan.

FRANCOIS HÉMART BRUT ROSÉ AY GRAND CRU

Sidst smagt: 21/11-07
Ikke på højde med husets hvide. En smule uren, men ellers harmonisk. I munden har den god fylde, som man kan forvente af en Aÿ-champagne, men savner en smule bobler efter denne smagers mening. Ikke dårlig som sådan - men den hvide er altså bedre (og billigere).

AY GRAND CRU CUVÉE FÛT DE CHÊNE 1999

Sidst smagt: 30/12-10
Minder meget om 1998'eren (se nedenfor). Fadlagringen (og -gæringen?) giver sit tydelige præg til vinen, ligesom stilen (igen) er ganske oxideret. Jeg har også noteret toner af brød og rensebenzin. I munden er den temmelig rank og syrepræget - men stadig voluminiøs. Den har en fin mousse, men virker en anelse kort i smagen. Det er en champagne, der erfaringsmæssigt delen vandene - og jeg må med skam erkende, at jeg befinder mig midt imellem ekstremerne, der hverken tænder helt - eller tænder helt af - på den. Det er - ligesom med 1998eren - en champagne, der er mere imponerende end charmerende.

AY GRAND CRU CUVÉE FÛT DE CHÊNE 1998

Sidst smagt: 21/11-07
Husets préstigecuvée (antager jeg). Her er intet tilsyneladende sparet for at lave en stor vin - eller "Storvin", som jeg hellere vil kalde det (analogt til Storfilm, der langt fra altid er stor film). Der er tale om en ganske oxideret champagne med lidt fadpræg. I hvert fald p.t. noget éndimensionel. I munden er den bedre med pæn fylde og længde. Stilmæssigt kan den minde mig om Veuve Clicquots Grande Dame (hvilket parentetisk bemærket ikke er nogen ubetinget ros i denne smagers b(l)og!). Om den smider noget af oxidationen og bliver mere kompleks, skal jeg lade være usagt - som den er p.t. er den efter min mening ikke sine penge værd.

Pierre Gimonnet & fils

Holder man af champagne, og har man blot været flygtigt i Paris, er der stor chance for, at man kender til champagnerne fra Pierre Gimonnet - af den ene eller anden grund er de nemlig ganske velrepræsenterede på parisiske bistroer (som ellers ikke normalt excellerer i champagne - og da slet ikke fra små producenter).
Jeg har selv smagt den en del gange - både i Paris og herhjemme (fra Systembolaget), men troede egentlig ikke, at der fandtes en dansk importør, før jeg blev opmærksom på, at de bliver importeret af Strobel Vinimport.
At Gimonnet er så velrepræsenteret på de parisiske bistroer kan dels skyldes, at de med 25 hektar er ganske store for en vinbonde, dels at de er ganske rimeligt prissat. Endelig er kvaliteten meget stabil og absolut i orden. Champagnerne har måske ikke det "transcendentale" præg, man kan finde hos de allerbedste Grand Cru-producenter; det er champagner, der får én til at smile, snarere end at græde - men til hverdag er det første vel også godt nok for de fleste af os...
Alle champagner er blanc de blancs, og Gimonnet ejer marker i tre kommuner: Cuis (hvor han holder til), samt grand cru-kommunerne Chouilly og Cramant.
Dem, der foretrækker bløde, frugtige og hedonistiske champagner, vil sikkert være endnu mere glade for disse champagner end denne champagnefreak.

Dansk importør: Strobel Vinimport
Officiel hjemmeside: klik HER

Smagte vine:

"AUGE" BRUT CHARDONNAY

Sidst smagt 18/5-06
Ganske elegant med præg af granny smith-æbler, hindbær og brød. I munden god struktur & finish.

FLEURON 1999 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 26/4-05
Ganske ekspressiv med det for champagne så typiske brødpræg. Mindre streng end man kunne forvente af en blanc de blancs. Man finder dog lidt citrus og mineralske/kalk-agtige toner - samt karamel og valnød. I munden er der god fylde, lang smag, pæn eftersmag, og god friskhed i finishen. Intet at sætte en finger på - det skulle da lige være, at den (stadig?) mangler en anelse kompleksitet. Minder mig lidt om Marguet Bonneraves Cuvée Prestige. Jeg har smagt denne vine flere gange med vidt forskelligt resultat - nok ikke så meget fordi vinen har ændret sig, som fordi mit humør har været forskelligt. Nogle gange finder jeg den super tilfredsstillende (og en stjerne værdig) på sin hedonistiske måde, andre gange savner jeg dette særlige "je ne sais quoi", som topchampagne (og vin i øvrigt) bør have.

GASTRONOME 2000

Sidst smagt 17/5-06
Præg af æble, lidt rosin, chokolade, lakrids, men også lidt urent, kloakagtigt (uden at det dog bliver dominerende). Ganske elegant & kompleks. Vinder i glasset. Smagen er blød med en fin mousse. En imødekommende og hedonistisk stil, der næsten bliver FOR hedonistisk og blød for en gammel masochist som denne champagnefreak...

Ployez-Jacquemart

Jeg arbejdede en kort tid hos K.B. Vin i Bredgade, som importerer champagnerne fra Ployez-Jacquemart. Min korte tid der gav mig alligevel mulighed for at smage et par af champagnerne fra dette hus - men kun det, som på papiret skulle være top og bund, d.v.s. den almindelige NV "Extra Qualité Brut" og préstigecuvéen Liesse de Harbonville i årgang 1990.
Ployez-Jacquemart er en mindre negociant fra kommunen Ludes. At være en mindre negociant må på mange måder være det sværeste at være i Champagne p.t. (ikke at de efter sigende har det svært i Champagne p.t...). Man har ikke Grande Marque'ene fordel og préstige ved at være big business, men heller ikke nørd-préstigen ved at være en lille, "autentisk" vinbonde. Så hverken dem, der går efter glamour og glitter eller dem, der går efter nørd-faktoren, kan for alvor blive tændt af en mindre negociant.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at markerne - for største dels vedkommende - "blot" er 1. Cru (Ludes selv er 94% - og det skal siges, at Ployez-Jacquemart også ejer marker i Grand Cru-kommunen Mailly).
Mine egne smagsnotater bærer lidt præg af disse forhold. Det er umiddelbart vellavede, men lidt kedelige champagner, der har svært ved at konkurrere med det bedste grand cru-vinbonder. Når prisen så oveni købet er den samme eller højere, er det lidt svært at se, hvorfor Ployez-Jacquemart skulle være det oplagte valg. På den anden side er der tale om det, man lidt nedladende kalder "middle-of-the-road"-champagne, så for større selskaber eller nybegyndere udi champagne er det da en mulighed.

Dansk importør: K.B. Vin
Officiel hjemmeside: klik Her

Smagte vine:

EXTRA QUALITÉ BRUT

Sidst smagt: 24/1-08
Som antydet ovenfor en vellavet champagne, der savner en smule personlighed. Pæn fylde og pæn mousse, men ikke rigtig det dér "je ne sais quoi", som gør champagne rigtig interessant. På den anden side er den ligeså god eller bedre end mangt en Grand Marque-NV.

LIESSE D'HARBONVILLE 1990 BRUT

Sidst smagt: 24/1-08
Ployez-Jacquemarts préstigecuvée lagret og gæret på egefade, som får lov til at ligge min. 10 år i Ployez-Jacquemarts kældre. Prisen nærmer sig de store huses préstigecuvéer, men desværre var denne flaske allerede kraftigt på retur - hvilken den ikke burde være, hvis den vil konkurrere med de store drenge.
Der var stort set ingen bobler tilbage (min bofælle og medskyldige udi champagnefrådseriet, der kan få julelys i øjnene, når hun taler om den måde, champagnes kan boble på tungen, var ikke imponeret!). I duften var der dog stadigvæk så meget duft og kompleksitet tilbage, at der ikke var tale om en total skuffelse. Ja, faktisk kunne duften tangere en stjerne på champagnefreaks skala, hvis blot smagen havde fuldt trop. For dégustateurs à l'anglais (i.e. vinnekrofile) er det sikkert en større oplevelse end for denne champagnefreak. Skulle du have denne champagne i kælderen, kan jeg dog kun opfordre til, at få den drukket.