mandag, marts 24, 2008

Henri Giraud

Jeg stødte på denne producent første gang i Frankrig i 2006, hvor jeg smagte den udmærkede "Francois Hémart Brut" - uden dog at tage spécielt notits af den. Senere har jeg set Henri Giraud Aÿ Grand Cru Cuvée Fût de Chêne og undret mig over den høje pris (over 1000,-) - men forbandt den ikke umiddelbart med Francois Hémart. Senere fik jeg så lejlighed til både at smage Cuvée Fût de Chêne og gensmage Francois Hémart ved Vinmagasinets store smagning af champagner. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvad forbindelsen mellem "Francois Hémart"-champagnerne og Henri Giraud er (bruges Francois Hémart-navnet til negociant-delen eller?). Skulle der være nogen ude i cyperspace, der ved besked, hører jeg det gerne.
Jeg har kunne registrere, at Henri Giraud har fået ganske gode (læs: fremragende) anmeldelser fra bl.a. Jancis Robinson og Robert Parker (hvilket vist i praksis vil sige Rovani).
Tilsyneladende er der tale om en producent, der udelukkende har marker i Grand Cru-landsbyen Aÿ - der regnes for en af de allerbedste landsbyen for Pinot Noir.
Nu har jeg altså selv haft lejlighed til at smage/gensmage en række champagner fra dette hus - og jeg må sige, at jeg stadig ikke føler mig specielt meget klogere. Bevares, specielt de "billige" flasker er ganske udmærkede, men hvorfor préstigecuvéen skal op og koste over 1000,- er mig ærligt talt en gåde (også de mere ydmyge cuvéer virker uforholdsmæssigt højt prissat). Der findes ligeså gode eller bedre alternativer til billigere pris. Når det er sagt, er de "billige" cuvéer da absolut værd at smage, hvis man skulle støde på dem.

Dansk importør: Mac Y (den anden importør, jeg skriver om i dag, der ellers er specialiseret i spiritus!)
Officiel hjemmeside: klik HER

Smagte vine:

HENRI GIRAUD ESPRIT


Smagt 30/12-10
En lidt sødlig duft og smag m. præg af hindbær. Ganske elegant stil. Absolut acceptabel til prisen.

FRANCOIS HÉMART BRUT AY GRAND CRU


Sidst smagt: 21/11-07
En lidt oxideret stil med præg af nedfaldsæbler (mere oxideret første gang, jeg smagte den), men også med Aÿs præg af honning samt lidt jod. Ganske kompleks med en god mousse og pæn fylde. Flirter med en stjerne - omend jeg nok aldrig bliver den største Aÿ-fan.

FRANCOIS HÉMART BRUT ROSÉ AY GRAND CRU


Sidst smagt: 21/11-07
Ikke på højde med husets hvide. En smule uren, men ellers harmonisk. I munden har den god fylde, som man kan forvente af en Aÿ-champagne, men savner en smule bobler efter denne smagers mening. Ikke dårlig som sådan - men den hvide er altså bedre (og billigere).

AY GRAND CRU CUVÉE FÛT DE CHÊNE 1999


Sidst smagt: 30/12-10
Minder meget om 1998'eren (se nedenfor). Fadlagringen (og -gæringen?) giver sit tydelige præg til vinen, ligesom stilen (igen) er ganske oxideret. Jeg har også noteret toner af brød og rensebenzin. I munden er den temmelig rank og syrepræget - men stadig voluminiøs. Den har en fin mousse, men virker en anelse kort i smagen. Det er en champagne, der erfaringsmæssigt delen vandene - og jeg må med skam erkende, at jeg befinder mig midt imellem ekstremerne, der hverken tænder helt - eller tænder helt af - på den. Det er - ligesom med 1998eren - en champagne, der er mere imponerende end charmerende.

AY GRAND CRU CUVÉE FÛT DE CHÊNE 1998


Sidst smagt: 21/11-07
Husets préstigecuvée (antager jeg). Her er intet tilsyneladende sparet for at lave en stor vin - eller "Storvin", som jeg hellere vil kalde det (analogt til Storfilm, der langt fra altid er stor film). Der er tale om en ganske oxideret champagne med lidt fadpræg. I hvert fald p.t. noget éndimensionel. I munden er den bedre med pæn fylde og længde. Stilmæssigt kan den minde mig om Veuve Clicquots Grande Dame (hvilket parentetisk bemærket ikke er nogen ubetinget ros i denne smagers b(l)og!). Om den smider noget af oxidationen og bliver mere kompleks, skal jeg lade være usagt - som den er p.t. er den efter min mening ikke sine penge værd.

Etiketter: , ,

1 Kommentarer:

Helt ærligt? Du aner jo ikke en skid om champagne... hvad med at begynde og skrive om hunde eller både istedet?

Af Anonymous Anonym den 18/6/10 18:17  

Skriv en kommentar

<< Tilbage til hovedsiden