onsdag, juli 25, 2007

Mea culpa...

Jeg har fået en gang (velfortjent?) verbal spanking for denne post af min sambo. Lad mig derfor med det samme hermed slå fast, at jeg holder meget af hende - trods hendes vegetariske tendenser -, og at jeg - udover det uheldige måltid - have en fornøjelig aften på Christiania.
Forhåbentlig kan jeg gøre det godt igen med en flaske champagne ved lejlighed...

tirsdag, juli 24, 2007

Ret skal være ret

Det er ikke så tit, at der bliver gjort reklame for nogle af de store supermarkedskæder på denne blog. Det skyldes ikke KUN venstreorienteret forkærlighed for "the underdogs", men er rent faktisk også et udtryk for, at man normalt ikke får særlig god champagne i supermarkederne, der temmelig kategorisk ikke har opdaget - eller ikke er interesserede i -, at der findes små kvalitetsproducenter, der producerer bedre og billigere champagne end de store navne.
Men - ret skal være ret. Der findes undtagelser. En af dem er Chaudron et fils, som er Irmas champagneleverandør. Det er vin, der er mindst lige så god som mange af de store navne - og væsentligt billigere, omend man skal kunne lide den lette og elegante stil. Roséen har jeg dog været mindre begejstret for.
Så vidt jeg har kunnet opspore laver Chaudron et fils også champagner under andre navne (bl.a. Goulet, som Irma tidligere førte - og som var i en ganske anden stil, men god - og de la Salle, som kan minde lidt om vinen under eget navn), men da jeg ikke har styr på denne labyrint af subbrands, koncentrerer vi os her om de vine, der går under navnet Chaudron et fils. Er der nogen, der har mere styr på disse forhold end denne champagnefreak, hører jeg gerne en udredning.

Danske importør: Irma
Officiel hjemmeside: klik HER

Smagte vine:

BRUT 1.CRU


Sidst smagt: 21/7-07
Virker pinotdomineret, lidt kødagtig, ganske raffineret med grape, æble, lidt mineralskhed og chokolade. Ganske blød mousse, ikke så lang, men god finish, meget kompleks. Bliver en anelse syntetisk i glasset. Pinot Noir + Chardonnay.

BRUT ROSÉ


Sidst smagt 21/11-07
Jeg har smagt Chaudrons rosé to gange med ret forskelligt resultat (den hvide udgave har derimod været rimelig konsistent fra gang til gang). Begge gange har der dog været tale om en champagne, der ikke kan anbefales. Og begge gange har det været en ret uren champagne - den ene gang med et udtalt præg af svovl. I munden var den anden gang væsentligt bedre end første - og havde faktisk ægte pinot-præg. Dette kan dog ikke ændres ved, at det alt i alt ikke er en champagne, der er værd at beskæftige sig med. Forskellen på de to flasker (smagt med et års mellemrum) kunne dog tyde på, at Chaudron stadig er ved at finde sin stil m.h.t. roséchampagne - så måske er den bedre om et par år?

Etiketter:

lørdag, juli 21, 2007

En champagnefreak udenfor sit naturlige element...

Jeg har den tvivlsomme gastronomiske fornøjelse for tiden at dele lejlighed med en vegetar. Det er nu normalt ikke så slemt, for det er kun kød, hun ikke spiser - og det meste kød er jo alligevel ikke specielt velegnet til champagne.
Men nogle gange må jeg alligevel finde mig i at gennemgå en vegetar-gastronomisk tugtelse. Noget sådant skete netop for nogle dage siden, hvor hun insisterede på, at vi skulle frekventere et vegetarisk spisested på Christiania som vi vil lade forblive unavngivent.
Kombinationen af Christiania og vegetarisk spisested fik allerede en del alarmklokker til at ringe. De frelse har - som det burde være de fleste bekendt - ikke synderlig forstand på nydelse (den være sig gastronomisk eller andet).
Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod vegetarer (eller Christianitter for den sags skyld) - eller at jeg ikke mener, at man ikke kan lave ordentlig vegetarisk mad. Men: Skal jeg spise et vegetarisk måltid vil jeg faktisk foretrække det på ikke-vegetariske restauranter. Når man gør måltidet til et spørgsmål om moral og etik er der ikke meget plads til nydelsen.
Og det sære ved mange vegetarretter og vegetarrestauranter er jo, at de febrilsk forsøger at imitere ikke-vegetariske retter. I stedet for at gå ud fra grøntsagerne og deres egen smag, forsøger man at tillempe dem en anden smag end den egentlige. I stedet for at tage udgangspunkt i nogle af de køkkener, der ligger hovedvægten netop på grøntsager, vælger man at stræbe mod et amputeret (for ikke at sige: kastereret) kødkøkken. Og i stedet for at forsøge at udbedre de mangler, som fraværet af kød og fisk afstedkommer, - f.eks. ved brug af krydderier, præsenterer man retter, som basalt set er efterligninger af kødretter - blot uden kødet.

For at springe direkte til konklusionen: Alle mine bange anelser blev til fulde indfriet. Retterne var alle af den frelste, vegetarisk type - d.v.s. tofa, linser og des lige (parentetisk bemærket er der normalt intet i vejen med linser. Det var der her). Man vælger mellem et antal hovedretter, der så kan kombineres med forskellige salater.
Denne aften var der tre hovedretter - d.v.s. der var kun to, for den ris m. paprikasauce, jeg ellers ville have valgt, var udsolgt. De to resterende retter var en varm (lun) pastasalat og en anretning med flødekartofler.
Da jeg mener at flødekartofler er den største gastronomiske forbrydelse, der findes, og det værste, der nogensinde kom ud af 1980'erne, var det eneste mulige valg pastasalaten. Dertil delte vi en bønnesuppe og en gang hummus.
Fælles for alle retter var, at de ABSOLUT IKKE SMAGTE AF NOGET. I et vanvittigt helsetrip (går jeg ud fra) havde man valgt kategorisk at undersalte (hvis der da overhovedet var salt i maden). Selvom der var salt på bordet hjælper det lidet, når retten er blevet tilberedt uden salt til at trække smagen frem.
Jeg vil ikke kategorisk afvise, at man kan lave (vel)smagende retter uden salt, men det kræver, at man har krydderier eller andet, der kan erstatte den manglende smag. Det var der ikke her.
Nu kunne man sige, at der ikke var meget grund til at spilde tid med et referat at dette måltid. Burde det ikke bare sendes ud på sin rejse på glemslens flod? - kunne man måske spørge.
Men det interessante for mig i denne forbindelse er de filosofiske aspekter af dette måltid. Hvad jeg oplevede denne sommeraften var noget, jeg faktisk ikke troede muligt: DEN KOMPLETTE AFLIVELSE AF NYDELSEN.
Min egen (tragiske) teori om nydelsen er den, at den højeste lykke ville være enten helt at kunne udleve nydelsen eller helt af give afkald på den. Begge dele er desværre umuligt.
I det sidste tilfælde fordi afkaldet på nydelsen har det med selv at blive til nydelse. Religionens og moralens lange kamp mod nydelsen har på sin side resulteret i, at denne kamp ved sin excessive karakter selv er blevet til nydelse (spægelsen som bliver til masochisme).
Her oplevede jeg imidlertid noget, der synes meget tæt på det totale nydelsesafkald -netop fordi der ikke lå nogen særlig passion bag dette afkald. Måltidet, som for denne champagnefreak er én af de basale kilder til nydelse, var her totalt berøvet sin karakter af nydelse. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan disse mennesker forholder sig til en anden af de basale kilder til nydelse: det seksuelle. Går de til det med samme ligegyldighed? Er det også primært et spørgsmål om moral og etik for dem?

Det interessante ved dette sølle måltid er måske ikke mindst, at det fandt sted netop på det sted, som ressentimentsmoralen har udråbt til det nutidige Babylon, hvor alskens nydelse skulle have frit spil (når højrefløjen i dansk politik ønsker at "normalisere" Christiania, har det basalt set samme grund som deres uvilje mod indvandrede (fra arabiske lande): der er tale om en gruppe mennesker, der menes at have en mere direkte tilgang til nydelsen - hvilket afstedkommer et nag fordi samme højrefløj (som alle andre iøvrigt) ikke har denne direkte tilgang til nydelsen).

Hvad har så alt dette med champagne at gøre? Ja, for så vidt ikke meget. Udover at jeg også mener, at champagne forholder sig på en særlig måde til nydelsen. Champagne er, som også mange af denne blogs læsere har givet udtryk for, en kilde til glæde, lyst, nydelse. Men er også på sin vis et memento mori, et minde om at al nydelse som boblerne i champagnen er forgængelig. Og er der ikke i en vis forstand noget zen-agtigt ved dette at drikke champagne? For hvad er det man drikker om ikke netop den intethed, som er boblerne? Som ballet er ophævelsen af kroppen i dens tyngde og forgængelighed gennem kroppen, er champagne på sin vis ophævelsen af drikken i dens karakter af tørstslukker. I den forfinelse af vores sanser, som er en forudsætning for champagnen, ligger der på sæt og vis også en ophævelse af disse sanser.
Champagner er så at sige Eros og Thanatos i ét. Eller: champagne er accepten af det evige fravær, det emfatiske nærværs umulighed.

Etiketter: