Ret skal være ret
Det er ikke så tit, at der bliver gjort reklame for nogle af de store supermarkedskæder på denne blog. Det skyldes ikke KUN venstreorienteret forkærlighed for "the underdogs", men er rent faktisk også et udtryk for, at man normalt ikke får særlig god champagne i supermarkederne, der temmelig kategorisk ikke har opdaget - eller ikke er interesserede i -, at der findes små kvalitetsproducenter, der producerer bedre og billigere champagne end de store navne.
Men - ret skal være ret. Der findes undtagelser. En af dem er Chaudron et fils, som er Irmas champagneleverandør. Det er vin, der er mindst lige så god som mange af de store navne - og væsentligt billigere, omend man skal kunne lide den lette og elegante stil. Roséen har jeg dog været mindre begejstret for.
Så vidt jeg har kunnet opspore laver Chaudron et fils også champagner under andre navne (bl.a. Goulet, som Irma tidligere førte - og som var i en ganske anden stil, men god - og de la Salle, som kan minde lidt om vinen under eget navn), men da jeg ikke har styr på denne labyrint af subbrands, koncentrerer vi os her om de vine, der går under navnet Chaudron et fils. Er der nogen, der har mere styr på disse forhold end denne champagnefreak, hører jeg gerne en udredning.
Danske importør: Irma
Officiel hjemmeside: klik HER
Smagte vine:
BRUT 1.CRU
Sidst smagt: 21/7-07
Virker pinotdomineret, lidt kødagtig, ganske raffineret med grape, æble, lidt mineralskhed og chokolade. Ganske blød mousse, ikke så lang, men god finish, meget kompleks. Bliver en anelse syntetisk i glasset. Pinot Noir + Chardonnay.
BRUT ROSÉ
Sidst smagt 21/11-07
Jeg har smagt Chaudrons rosé to gange med ret forskelligt resultat (den hvide udgave har derimod været rimelig konsistent fra gang til gang). Begge gange har der dog været tale om en champagne, der ikke kan anbefales. Og begge gange har det været en ret uren champagne - den ene gang med et udtalt præg af svovl. I munden var den anden gang væsentligt bedre end første - og havde faktisk ægte pinot-præg. Dette kan dog ikke ændres ved, at det alt i alt ikke er en champagne, der er værd at beskæftige sig med. Forskellen på de to flasker (smagt med et års mellemrum) kunne dog tyde på, at Chaudron stadig er ved at finde sin stil m.h.t. roséchampagne - så måske er den bedre om et par år?
Etiketter: producenter
0 Kommentarer:
Skriv en kommentar
<< Tilbage til hovedsiden