En champagnefreak udenfor sit naturlige element...

Jeg har den tvivlsomme gastronomiske fornøjelse for tiden at dele lejlighed med en vegetar. Det er nu normalt ikke så slemt, for det er kun kød, hun ikke spiser - og det meste kød er jo alligevel ikke specielt velegnet til champagne.
Men nogle gange må jeg alligevel finde mig i at gennemgå en vegetar-gastronomisk tugtelse. Noget sådant skete netop for nogle dage siden, hvor hun insisterede på, at vi skulle frekventere et vegetarisk spisested på Christiania som vi vil lade forblive unavngivent.
Kombinationen af Christiania og vegetarisk spisested fik allerede en del alarmklokker til at ringe. De frelse har - som det burde være de fleste bekendt - ikke synderlig forstand på nydelse (den være sig gastronomisk eller andet).
Det er ikke fordi jeg som sådan har noget imod vegetarer (eller Christianitter for den sags skyld) - eller at jeg ikke mener, at man ikke kan lave ordentlig vegetarisk mad. Men: Skal jeg spise et vegetarisk måltid vil jeg faktisk foretrække det på ikke-vegetariske restauranter. Når man gør måltidet til et spørgsmål om moral og etik er der ikke meget plads til nydelsen.
Og det sære ved mange vegetarretter og vegetarrestauranter er jo, at de febrilsk forsøger at imitere ikke-vegetariske retter. I stedet for at gå ud fra grøntsagerne og deres egen smag, forsøger man at tillempe dem en anden smag end den egentlige. I stedet for at tage udgangspunkt i nogle af de køkkener, der ligger hovedvægten netop på grøntsager, vælger man at stræbe mod et amputeret (for ikke at sige: kastereret) kødkøkken. Og i stedet for at forsøge at udbedre de mangler, som fraværet af kød og fisk afstedkommer, - f.eks. ved brug af krydderier, præsenterer man retter, som basalt set er efterligninger af kødretter - blot uden kødet.

For at springe direkte til konklusionen: Alle mine bange anelser blev til fulde indfriet. Retterne var alle af den frelste, vegetarisk type - d.v.s. tofa, linser og des lige (parentetisk bemærket er der normalt intet i vejen med linser. Det var der her). Man vælger mellem et antal hovedretter, der så kan kombineres med forskellige salater.
Denne aften var der tre hovedretter - d.v.s. der var kun to, for den ris m. paprikasauce, jeg ellers ville have valgt, var udsolgt. De to resterende retter var en varm (lun) pastasalat og en anretning med flødekartofler.
Da jeg mener at flødekartofler er den største gastronomiske forbrydelse, der findes, og det værste, der nogensinde kom ud af 1980'erne, var det eneste mulige valg pastasalaten. Dertil delte vi en bønnesuppe og en gang hummus.
Fælles for alle retter var, at de ABSOLUT IKKE SMAGTE AF NOGET. I et vanvittigt helsetrip (går jeg ud fra) havde man valgt kategorisk at undersalte (hvis der da overhovedet var salt i maden). Selvom der var salt på bordet hjælper det lidet, når retten er blevet tilberedt uden salt til at trække smagen frem.
Jeg vil ikke kategorisk afvise, at man kan lave (vel)smagende retter uden salt, men det kræver, at man har krydderier eller andet, der kan erstatte den manglende smag. Det var der ikke her.
Nu kunne man sige, at der ikke var meget grund til at spilde tid med et referat at dette måltid. Burde det ikke bare sendes ud på sin rejse på glemslens flod? - kunne man måske spørge.
Men det interessante for mig i denne forbindelse er de filosofiske aspekter af dette måltid. Hvad jeg oplevede denne sommeraften var noget, jeg faktisk ikke troede muligt: DEN KOMPLETTE AFLIVELSE AF NYDELSEN.
Min egen (tragiske) teori om nydelsen er den, at den højeste lykke ville være enten helt at kunne udleve nydelsen eller helt af give afkald på den. Begge dele er desværre umuligt.
I det sidste tilfælde fordi afkaldet på nydelsen har det med selv at blive til nydelse. Religionens og moralens lange kamp mod nydelsen har på sin side resulteret i, at denne kamp ved sin excessive karakter selv er blevet til nydelse (spægelsen som bliver til masochisme).
Her oplevede jeg imidlertid noget, der synes meget tæt på det totale nydelsesafkald -netop fordi der ikke lå nogen særlig passion bag dette afkald. Måltidet, som for denne champagnefreak er én af de basale kilder til nydelse, var her totalt berøvet sin karakter af nydelse. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan disse mennesker forholder sig til en anden af de basale kilder til nydelse: det seksuelle. Går de til det med samme ligegyldighed? Er det også primært et spørgsmål om moral og etik for dem?

Det interessante ved dette sølle måltid er måske ikke mindst, at det fandt sted netop på det sted, som ressentimentsmoralen har udråbt til det nutidige Babylon, hvor alskens nydelse skulle have frit spil (når højrefløjen i dansk politik ønsker at "normalisere" Christiania, har det basalt set samme grund som deres uvilje mod indvandrede (fra arabiske lande): der er tale om en gruppe mennesker, der menes at have en mere direkte tilgang til nydelsen - hvilket afstedkommer et nag fordi samme højrefløj (som alle andre iøvrigt) ikke har denne direkte tilgang til nydelsen).

Hvad har så alt dette med champagne at gøre? Ja, for så vidt ikke meget. Udover at jeg også mener, at champagne forholder sig på en særlig måde til nydelsen. Champagne er, som også mange af denne blogs læsere har givet udtryk for, en kilde til glæde, lyst, nydelse. Men er også på sin vis et memento mori, et minde om at al nydelse som boblerne i champagnen er forgængelig. Og er der ikke i en vis forstand noget zen-agtigt ved dette at drikke champagne? For hvad er det man drikker om ikke netop den intethed, som er boblerne? Som ballet er ophævelsen af kroppen i dens tyngde og forgængelighed gennem kroppen, er champagne på sin vis ophævelsen af drikken i dens karakter af tørstslukker. I den forfinelse af vores sanser, som er en forudsætning for champagnen, ligger der på sæt og vis også en ophævelse af disse sanser.
Champagner er så at sige Eros og Thanatos i ét. Eller: champagne er accepten af det evige fravær, det emfatiske nærværs umulighed.