Om at købe champagne (og anden vin...)

Jeg har efterhånden arbejdet med vin i en række år i forskellige sammenhænge - og har således oplevet en del forskellige måder at forhandle vin på. En ting, der igennem disse år har slået mig, er, hvor lidt vi vinekspedienter og I kunder egentlig forstår hinanden.
Som vinsælger er det selvfølgelig mit job at forstå kunderne - hvilket jeg da også så vidt muligt prøver på! -, men nogen gange kunne man godt ønske, at kunderne også satte sig lidt bedre ind i hele handelssituationen - også for deres/jeres egen skyld.
Derfor hermed en række små fif til, hvordan man som kunde får den bedste vin i indkøbskurven.

Tilbudsvinens fælder:
Ikke sjældent hænder det, at jeg bliver mødt med spørgsmålet: "Har I et godt tilbud?". Jeg skal ærligt indrømme, at det er et af de spørgsmål, der kan få mig op i det røde felt. Hvorfor ikke i stedet spørge, om vi har en god vin til en rimelig pris? - og gerne selvfølgelig en god vin til kalvesteg etc. Den gode vin som sådan findes jo ikke - f.eks. er champagne ganske håbløs til parmaskinke, der får champagne til at smage metallisk. Og dermed er det også svært om at tale om det gode (vin)tilbud. Det virker på mig som om de kunder, der spørger efter det gode tilbud, er mere interesseret i at spare (fiktive) penge end i at få en god vin.
Og bemærk jer dette: De gode vine kommer meget sjældent på tilbud.

For at understøtte denne påstand vil jeg her kort gennemgå de incitamenter, en vinhandler kan have til at sætte en vin på tilbud. Man kan groft inddele tilbud i syv kategorier:

1) Den dårlige vin: Man har som indkøber - af den ene eller anden grund - fået købt en vin, der simpelthen ikke var, hvad man troede, den var. I erkendelse af dette sælger man den ud med en lavere avance end normalt. Det betyder normalt stadig ikke, at vinen er et godt køb til prisen (en dårlig vin er dårlig uanset prisen).

2) Vinen, der er blevet for gammel - eller truer med det: En vin, der måske engang har været god, men som af den ene eller anden grund ikke har kunne sælges. Vinen er derfor blevet for gammel - eller er tæt på at blive det - og skal derfor sælges ud så hurtigt så muligt. Det giver sig selv, at gode og årvågne vinhandlere sjældent har disse problemer.

3) Det falske tilbud: Man ser til tider vinhandlere sætte en uforholdsmæssig høj normalavance for dermed at kunne skilte med "gode" tilbud. Det betyder blot, at vinens tilbudspris svarer til en normal avance. Hvis man hos en vinhandler ser besparelser på 50% eller derover ved køb af 6 eller 12 flasker, kan man roligt regne med, at der er tale om denne type falske tilbud.

4) Tilbudet på en god vin, der bliver brugt som trækplaster for at få folk ind i forretningen: Jeg vil holde på, at denne type tilbud er meget sjældne i egentlige vinhandlere. For at en sådan strategi skal give mening, kræver det, at man vinder på karrussellerne, hvad man har tabt på gyngerne. Det giver mening i supermarkeder, hvor der er andre varer end vin, men er ikke specielt meningsfuldt i en vinhandel, hvor den slags slagtilbud sjældent giver det helt store mersalg af andre vine.

5) Den gode vin, der bare ikke kan sælges: Det hænder (ganske hyppigt), at en vinhandler sidder inde med en vin, han selv synes er rigtig god, men som af den ene eller den anden grund ikke kan sælges. Måske fordi den er fra et ukendt distrikt, måske p.g.a. kundernes fordomme. Ligesom med den foregående type tilbud vil jeg hævde, at denne slags tilbud er ganske sjældne. Den gode vinhandler formår at promovere en god vin på anden måde end ved tilbud.

6) Tilbudet for aktivitetens skyld: Det findes vel også en række tilbud, der simpelthen er afstedekommet af, at der skal være lidt aktivitet fra vinhandlerens side. Det kan f.eks. være for at have noget at skrive i et nyhedsbrev. Der behøver her ikke at være tale om dårlige vine - men det vil meget sjældent være storsælgerne, der kommer på tilbud.

7) Tilbudet grundet likviditetsproblemer: En vinhandler kan være tæt på konkurs eller måske allerede være gået konkurs og sælger derfor ud for at få penge i kassen. Her bliver det ikke skelet til, om der er tale om gode eller dårlige vine - alt uden undtagelser ryger på tilbud. Der er selvsagt gode tilbud at hente for gribbene...

Som det skulle fremgå af denne korte gennemgang af tilbudstyper, er "Det gode tilbud" meget sjældent et godt tilbud. Som udgangspunkt vil jeg sige, at det er "de dårlige" tilbud, der ofte vil være de bedste tilbud - forstået på den måde, at det ofte vil være de tilbud, hvor man sparer mindst (typisk fra 5-15%), der er de mest interessante.
Når en seriøs vinhandler sælger en vin til 100 kroner, vil han typisk - med punktafgifter og transport - have givet ca. 45 kroner for den. Når vi dertil lægger moms, når vi op på omkring de 56-57 kroner. Det betyder, at man godt kan regne med at et tilbud, hvor der reklameres med besparelser på 40-50% eller mere, enten er useriøst (d.v.s. hvor normalprisen er sat for højt) eller et dårligt tilbud (fordi vinen er udrikkelig). Undtagelsen fra denne regel er tilbuddene i kategori syv.

Hvad skal man altså gøre, når man som kunde vil have en god vin i indkøbskurven?

For det første: Fortæl hvilken sammenhæng, vinen skal nydes i - og vær så præcis så muligt. Det giver sig selv, at maden siger en del for, hvilken type vin, man skal have. Her det ikke nok at sige kylling - for en asiatisk tilberedning af kylling og f.eks. en coq au vin kræver vidt forskellig vin. Selvfølgelig har man sine præferencer, og der er ikke nogen grund til at vælge en vin, man ikke kan lide, blot fordi den skal passe til en bestemt ret. Men nogen gange kan vine, man ellers ikke ville drømme om at drikke i den rette sammenhæng være sublime (jeg ville aldrig røre en halvsød tysk spätburgunder auslese rosé - med mindre den skulle serveres til indmad, hvor denne type vin er uovertruffen...).

For det andet: Forsøg at sætte ord på, hvilken type vin, du/I kan lide. Det kan ofte være svært for en vinsælger helt at forstå, hvad kunderne mener, men det er stadig en hjælp, hvis man kan give nogle indikatorer (kraftige vine, lette vine, syrlige vine, bløde vine etc.). En forudsætning for dette er selvfølgelig, at man ved, hvilken type vin, man kan lide - og ikke lader sig diktere af egne fordomme. Alle vinhandlere ved, at halvsøde vine er umulige at sælge - indtil folk smager dem. 90% af alle danskere vil sige, at de foretrækker en tør tysk riesling fremfor en halvtør. 90% af alle danskere vil rent faktisk foretrække den halvtøre, hvis de smager den.

For det tredje: Lær sælgerens smag at kende. Dette kræver selvfølgelig, at man handler hos den pågældende vinhandler en del gange - og er villig til at eksperimentere lidt. Man kunne f.eks. bede ekspedienten udvælge nogle af hans egne favoritter - og så se, om det også er vine, der falder i ens egen smag. Hvis en ekspedient anbefaler en vin, du ikke kan lide betyder det ikke nødvendigvis, at han er en charlatan, man kan simpelthen være et udtryk for, at han har en anden smag en dig. De fleste vinekspedienter er - eller burde være - garvede vinsmagere, hvilken på sin side betyder, at de ofte har en anden smag end de fleste danskere. Den typiske dansker vil - i teorien i hvert fald - have kraftige, men bløde vine. Mange erfarne vindrikkere foretrækker vine, der er mere elegante - og gerne med lidt bid/syre.

For det fjerde: Lyt til ekspedienten - og udspørg ham. Dette giver næsten sig selv, men mange følger alligevel ikke dette oplagte råd i deres praktiske vinindkøb. Spørg gerne vinhandleren direkte: Synes du, denne vin er god. Svaret vil selvfølgelig sjældent være "NEJ", men man kan alligevel tit fornemme, om det er en vin, som ekspedienten tror på. Hvis han f.eks. siger: "Ja, men personligt synes jeg nu, at man får mere valuta ved at købe denne vin", så vælg den, han anbefaler. Det er de færreste mennesker - herunder vinekspedienter - der er i stand til skråsikkert at lyve.

Forhåbentlig skulle dette have givet et par redskaber til næste gang at få den bedste vin med hjem fra vinhandleren. Når det drejer sig om champagne, er man selvfølgelig også godt hjulpet af anbefalingerne på denne blog...