Champagne og "de andre"

Det er almindeligt blandt champagnefreaks som undertegnede at hævde champagnes overlegenhed over al anden mousserende vin, uden at der nødvendigvis ligger særligt mange empiriske studier til grund for denne antagelse. På sin vis er der vel til dels tale om en art bekvemmelighed: Champagneområdet er stort, men lader sig dog overskue, men skal man til også at kende mousserende vine fra resten af verden bliver feltet simpelthen for uoverskueligt. Og så er der jo en vis åndsaristokratisk romantik i at hævde den gamle landadel overfor les nouveaux riches.
Overfor denne - vil mange sikkert mene: arrogante - holdning står visse (specielt amerikanske?) vinjournalisters heppen på "the underdogs" - de nye og ukendte producenter som skyder op rundt omkring på jordkloden, sans culotterne om man vil.
Det er basalt set svært at opbygge sig en læserskare på at hævde, at "Montrachet er verdens fineste hvidvin", hvorimod der ligesom er mere journalistisk nyhedsformidling i at sige, at "denne chardonnay til 50,- fra Chile smager bedre end selveste Le Montrachet". Altså behøver man ikke nødvendigvis at tro, at ligger mere redelighed til grund for sidstnævnte holdning end førstnævnte - journalistikkens egen indre lovmæssighed dikterer simpelthen, at journalister altid må holde med det nye (man husker - med en utidig politisk analogi -, hvordan Anders Fogh Rasmussens vej til magten i høj grad blev lettet af, at et stort set samlet journalistkorps simpelthen ville forandringen).

Med til dette billede hører, at al snobberi - og da ikke mindst champagnesnobberi - udæsker pøblens hang til at se hovmod falde, hvilket igen betyder, at der selvfølgelig intet mere fornøjeligt er for den brede skare end at se en erfaren champagnesmager pludselig udbryde: "Her er tale om en førsteklasses champagne", når der i virkeligheden er Cava i glasset.
Spørgsmålet må altså blive: Kan noget sådant virkelig ske? Kan mousserende vine fra resten af verden måle sig med champagne?
Jeg for min part er ikke i tvivl om, at der findes mousserende vine i resten af verden, der kan måle sig med de dårligste (læs: grande marque) champagner. Men det er ligesom ikke så interessant. Interessant er det at vide, om der findes mousserende vine udenfor champagne, der kan måle sig med det bedste, som champagne kan producere.
At få afklaret dette spørgsmål ville kræve et langt og metodisk arbejde - noget, der ligger denne champagnefreak fjernt (åndsaristokratiet har altid hævdet sig ved dets foragt for arbejdet...). Derfor var det heller ikke med nogen prætention om at være videnskabelig, at vor champagnefreak for nylig besluttede at teste, hvordan en enkelt flaske champagne farede mod en ikke-champagne. Men da den slags tvekampe i disse tider for al tings sportsliggørelse måske kan vække alment behag, skal jeg her skitsere resultatet.
I højre (det vil sige det konservative, reaktionære) ringhjørne befandt champagnes kandidat sig: Henriot Rosé i årgang 1998. Det er en champagne, som denne smager tidligere har været endda meget glad for, så champagne stillede altså med en topkandidat. Som nævnt finder jeg det uinteressant at påvise, at dårlige champagner vitterligt er dårlige, så kampen måtte nødvendigvis repræsenteres af en god champagne i champagnes ringhjørne.
I venstre (det vil sige revolutionære, samfundsomvæltende) ringhjørne blev de mousserende vine udenfor champagne repræsenteret af en Franciacorta Rosé i årgang 2002 fra Fratelli Berlucchi. Valget var her helt og aldeles baseret på bekvemmelighed (hvilket i parentes måske er grunden til, at ethvert åndsaristokrati nødvendigvis med tiden må falde). Som faste læsere af denne blog vil vide, er vores champagnefreak i det prosaiske liv ansat til at sælge italiensk vin, så det var nærliggende at tage en italiensk mousserende vin. Men kan indvende, at 2002 ikke var noget godt år for Norditalien, men dog har netop den her omtalte vin i denne årgang fået ikke så få anmelderroser i den italienske vinpresse. Man kan yderligere indvende, at det måske ikke er fair at sætte en vin til omtrent 150,- op imod en vin, der har en udsalgspris på omkring de 400,-. Men grunden til at bevæge sig udenfor champagne skulle jo netop være at finde vin af en tilsvarende kvalitet billigere - ellers er der ligesom ingen grund til at foretage skridtet i første omgang (i samme åndedrag kan jeg ikke følge den entusiasme, der for tiden omgærer rieslingvine fra f.eks. Canada, Østrig og New Zealand: Bevares, de kan være udmærkede - men når de tyske rieslingvine stadig er bedre - og endda billigere - er der ligesom ingen grund til at kaste sig over dem).
Altså: hvordan forløb kampen? Som det så ofte sker: anderledes end forventet. Henriot'en viste sig langt fra at have den kvalitet, som denne smager tidligere har fundet i den. Hvor den tidligere har været topmålet af elegance, var der denne gang noget rustikt over den. Men - og dette er selvfølgelig det centrale men - den kunne stadig banke franciacorta'en af banen så at sige med højre hånd bundet på ryggen. Den havde simpelthen større længde, større finesse, mere - ja, kort sagt: mere af det hele. Franciacorta'en, som jeg tidligere har formastet mig til at finde "okay", tog sig overfor champagnen noget syntetisk ud med en frugt, der nærmede sig det vingummiagtige - og i øvrigt også en noget syntetisk farve à la Barbie. Her manglede simpelthen klasse - eller det som bedagede engelske vinskribenter kalder: race. I denne omgang var der altså ingen dekapitering af kongen for strikkekonerne at glæde sig over. 1-0 til champagne på knockout.
Men som sagt, dette er selvfølgelig en ganske uvidenskabelig test, og der kunne helt sikkert findes bedre repræsentanter for den brogede skare, der hedder "mousserende vine udenfor champagne". Så hvis der blandt læserne sidder én, der gerne ser David sejre over Goliath, og som ved hvilken flaske, der er den rette til at repræsentere Davids hold, så hører jeg det meget gerne - så kan det være, at jeg ved lejlighed vil teste den nye udfordrer mod en af mine champagnefavoritter.
Udfordringen er hermed givet!