Tarlant
Tarlant hører hjemme i kommunen Oeuilly, der med sin 84% rating absolut ikke hører til blandt de mest prestigefyldte kommuner i Champagne. Ambitionerne fejler imidlertid ikke noget, og Tarlant formår at få det bedste ud af sine jorder - omend det ikke fornægter sig, at der ikke er tale om premier eller grand cru-kvalitet.
Vinene er generelt komplekse, selvom man savner den elegance og det fokus, som kun førsteklasses vinmarker kan give. Der er tale om innovative vinbønder, der ikke er bange for at eksperimentere med f.eks. fadgæring - og som følger trenden blandt de innovative vinbønder med meget informative bagetiketter. Tak for det!
Deres vine er generelt ganske tørre (læs: extra-brut), som det også er blevet populært blandt innovative vinbønder (et kontroversielt emne), men de kan generelt bære det.
Som alternativ til Grande Marque-champagne er de absolut anbefalelsesværdige, selvom de ikke kan konkurrere med de bedste grand cru-champagner, der fås til samme pris.
Officiel hjemmeside klik HER
Dansk importør: Hoffmeyer-Lippert
Smagte vine:
BRUT ZERO
Sidst smagt: 23/4-07
Tarlants Brut Zero er den mest ydmyge af Tarlants vine, jeg har smagt, men er faktisk den, der har imponeret mig mest. Lidt firskåren i det, men tilfredsstillende og ganske kompleks med lidt cognac, karamel, noget grønt (ikke negativt ment!). Smagen har god struktur. Som den informative bagetiket oplyser er det tale om en cuvée af 2002 årgangen samt vin de reserve, mis en bouteille juli 2003 og dégorgeret oktober 2005. Druesammensætningen er 1/3 chardonnay, 1/3 pinot noir og 1/3 pinot meunier. Vi er tæt på en stjerne her.
LA VIGNE D'ANTAN NON GREFFÉE BLANC DE BLANCS EXTRA-BRUT
Sidst smagt: 23/4-07
Selvom vinen er extra-brut er det generelle indtryk en lidt bamset vin. Da jeg smagte den, var den lidt uren med et præg af svovlbrinte. I smagen ganske fyldig. "Non greffée" dækker over, at vinen stammer fra upodede (franske) vinstokke -som det kendes fra bl.a. Bollingers Vieilles Vignes Francais. Om det kan smages vil jeg lade være usagt... Ikke så charmerende p.t., men smider den lidt af det bamsede vil den kunne blive interessant.
CUVÉE LOUIS
Sidst smagt: 19/5-07
Tarlants prestigecuvée, der gæres på egefade - uden at det dog træder så meget igennem i vinen (tak for det!). Først og fremmest præget af karamel, men med god underliggende dybde og kompleksitet. Pæn fylde og ret høj syre (vinen gennemgår ikke malolaktisk gæring). Denne flaske bestod af vin fra årgang 1996 og '97 og er 50% chardonnay og 50% pinot noir. Den mangler for denne smager lige det sidste for rigtigt at imponere.
Etiketter: producenter, vinbondechampagne
0 Kommentarer:
Skriv en kommentar
<< Tilbage til hovedsiden