onsdag, maj 26, 2010

Ny vinbog fra Terry Theise

Så skulle det være officielt: Den legendariske amerikanske importør Terry Theise udgiver i de kommende dage sin første vinbog. Terry Theise har været kendt i årevis blandt insidere for sine salgskataloger - som er meget mere end salgskataloger. Her blandes anekdoter, holistisk filosofi, zen - samt en masse nyttig viden om vin selvfølgelig. Hvert af Theises kataloger kan gøre det ud for en vinbog om det pågældende område (og ofte er der mere at lære end i mange vinbøger).

Theises forkærlighed er til koldklimavin. Han startede med Tyskland og senere er østrigsk vin og champagne kommet til. Theise er en højrystet fortaler for de små producenter og har ikke mange god ord til overs for de store huse (man kan undre sig over, hvordan han er styret udenom retssager...). Hans champagnekataloger er et absolut must for alle, der er interesserede i champagne (læs det her) - og denne champagnefreak er ikke i tvivl om, at hans kommende bog (der, som linket viser, allerede kan bestilles på Amazon) bliver en af de vigtigste vinudgivelser i mange år.