fredag, februar 29, 2008

En ny huschampagne...

Min nye opdagelse - Nyhavn Vinhandel - kan bl.a. byde på noget så uhørt som en blanc de blancs Mesnil Grand Cru til 160,- kr. Og ja, 160,- for blanc de blancs Grand Cru-champagne lyder næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre: Der er tale om en rigtig god champagne, der er blevet lidt af en huschampagne hos denne champagnefreak. Eneste problem: Nyhavn Vinhandel har altid udsolgt...

En del af forklaringen på prisen kan være, at der er tale om en champagne produceret af et kooperativ baseret i Mesnil - hvorfor vinen også blot kaldes Le Mesnil. Kooperativer er imidlertid ikke nødvendigvis en dårlig ting i Champagne - f.eks. kan man også få gode champagner fra Union Champagne i Avize.

Le Mesnil-champagnen har klar terroirkarakter og den lidt karamelagtige duft, jeg forbinder med Mesnil. Visse af flaskerne (jeg har vel drukket 10-15 flasker i løbet af de sidste par måneder) har været mere friske med præg af granny smith. God mousse og fylde. Alt i alt en absolut hæderlig champagne, der til sine 160,- må være et af de bedste champagnekøb i Danmark i dag. Men man skal være hurtig for at nå at få en flaske - hurtigere end denne champagnefreak, der gerne tager hele lageret...

Etiketter: , , , ,