Nytårsaften...

Så nærmer sig tiden, hvor resten af Danmark kaster sig over den drik, der er denne freaks særlige mani. Det kunne få en vis champagnefreak til - i vanlig Rasmus Modsat-stil (ak ja, sådan er han, vor kære champagnefreak) - helt at fravælge champagne på denne dag. Meeeen, sådan går det nu nok alligevel ikke.
Så hvilken champagne stiller en champagnefreak så på bordet nytårsaften? Ja, som min gamle filosofiprofessor ville have sagt: Spørgsmålet er stillet på de forkerte præmisser. For der er selvfølgelig ikke tale om hvilken, men om hvilke. En champagnefreak stiller sig knapt til tåls med én champagne til daglig, så da langt mindre til nytårsaften.
Så hvilke champagner drikker en champagnefreak nytårsaften? Ja, det må foreløbig forblive en hemmelighed. Han skal nemlig tilbringe aftenen med ligesindede, så mon ikke der - udover den obligatoriske smagenotatsskrivning - bliver en del blindsmagning og gætten denne aften (jeg ser for mig ikke-indviede læsere - måske særligt af det kvindelige køn - rulle med øjnene i dette øjeblik...).
Sidste år stod nytårsaften i prestigecuvéernes tegn (Krug, Comtes de Champagne, Lanson Noble Cuvée bl.a.). Det var en spændende og lærerig oplevelse, men - som faste læsere af denne blog vil vide - ikke et specielt value-for-money-orienteret arrangement. Der findes væsentligt bedre køb indenfor de små producenters champagner. Savner du foreslag til, hvad du skal servere boblemæssigt nytårsaften, kan jeg kun - i al (falsk) beskedenhed - anbefale, at du navigerer lidt rundt her på bloggen. I spalten til venstre (sidebar på computernudansk) finder du et par bud på nogle gode forhandlere/importører.
Og for nu at tage dette åh-så-fortærskede emne: Hvilken champagne skal man egentlig drikke til kransekagen? - og skal man overhovedet drikke champagne eller måske snarere kaste sig over en Asti Spumante eller måske en Prosecco?
Helt så drastiske valg vil vi ikke foreslå her på Champagnefreak. Herfra skal anbefalingen lyde: Drop den forpulede kransekage. Det ligner en glorificeret hundelort og smager, som om man er i gang med at lave pasta i munden from scratch. Kort sagt: kransekage er Fandens værk - og formodentlig et af dem, han er mest stolt af (helt deroppe i klasse med indpakningsfilm og "Vild med Dans").
Så vær ikke en slave af traditionerne: Drop den kransekage og drik et glas ordentlig champagne. Du har min blåstempling og fulde accept (og i dette øjeblik påtager jeg mig rollen som Den Store Anden).
Because you're worth it!

Godt nytår! ... og skulle du have en ledig stund, så bed en bøn for en champagnefreak på flugt fra kransekagebagermafiaen...

Gaston Chiquet

Det er blevet tid til at anmelde endnu en producent i Benneds Boblers portefølje. D.v.s. tilsyneladende ikke så meget længere, for ifølge Thyge Benned er vinene fra Gaston Chiquet på vej ud af sortimentet - hvilket for så vidt er synd, for der er tale om ganske spændende champagner.
Chiquet holder til i Montagne de Reims og har marker i landsbyerne Aÿ, Hautvilliers, Mareuil-sur-Aÿ og Dizy (hvor han er hjemmehørende). Han er måske mest kendt for at producere en af de eneste blanc de blancs-champagner i Aÿ, som ellers er pinot noirs højborg.
Generelt kan man sige om champagnerne fra Chiquet, at de er ekspressive og frugtige - normalt dog uden at miste fokus. Som det er typisk for (kvalitetsbevidste) vinbønder er det også ganske terroirprægede champagner - hvad selvfølgelig ikke mindst den rene Aÿ-champagne vidner om. Personligt kunne jeg måske ønske mig lidt mere mineralitet, men det er i sidste ende et spørgsmål om stil. Sammenholdt med priserne er det helt klart gode champagner.

Dansk importør: Benneds Bobler
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

BLANC DE BLANCS D'AY GRAND CRU

Sidst smagt: 16/12-06
Den berømte blanc de blancs fra Aÿ er mere end blot en kuriositet - ja, det er måske den mest spændende vin i Chiquets portefølje (af dem jeg har smagt). Smagen er ren og ganske frugtig og sødmefuld med et lidt toastet præg samt - efter lidt tid i glasset - grafit, som jeg forbinder med flere pinot noir-grand cru-kommuner (Bouzy, Ambonnay, Aÿ). Uden tvivl et terroirtræk. I smagen er den ganske blød og rund (til trods for at Chiquet efter sigende ikke skulle bruge særlig høj dosage). Alt i alt en meget harmonisk vin som er en hårsbredde fra en stjerne. En mere hedonistisk indstillet smager ville sikkert være mere large...

CUVÉE DE RÉSERVE

Sidst smagt 20/12-06
Her giver ordet "Réserve" faktisk mening, da der er tale om en vin, der har ligget minimum fem år i kælderen før frigivelse. Der er tale om en sødmefuld og frugtig vin med en lidt briocheagtig frugt. Ganske ekspressiv med præg af bagværk. Skal man være kritisk, truer den med at blive lidt slap. Der er dog et ganske godt fokus, der holder i glasset. Smagen er mere tør end duften lader forvente med en ganske høj syre. 12,5% alc.

1997 SPECIAL CLUB

Sidst smagt 31/3-06
Chiquets prestigechampagne. Ganske mørk med et modent præg med bl.a. grape, chokolade og nedfaldsæbler. Rimelig typisk for årgangen. Smagen er ganske frisk - igen med den lidt grapeagtige karakter, men er næsten blottet for mousse. En lille skuffelse for en Special Club.

David Léclapart

Næppe havde jeg fået skrevet, at Benned's Bobler er eneste vinimport specialiseret i champagne, før jeg på nettet stødte på Pétillant - en garageimportør, der ligeledes eksklusivt har kastet sig over champagnen.
På hjemmesiden kan man læse, at firmaet blev skabt i 2003 med det formål at hjemtage champagnerne fra David Léclapart, som de to ejere var faldet for. Senere er der kommet et par andre huse til, men det var altså David Léclapart, der blev anstødsstenen til firmaet.
Så hvem er han denne David Léclapart? Ja, på hjemmesiden fremgår det, at han er en lille (kun 2,75 ha) vinbonde, der overtog familiens vinmarker så sent som i 1996 (første årgang 1998, som dog måtte kasseres). Yderligere fremgår det, at vi har at gøre med en biodynamiker. Kombinerer man dette med de lettere opstyltede navne på cuvéerne (l'Amateur, Artiste, Apôtre, Alchimiste) er der vist næppe tvivl om, at herren går direkte efter at indskrive sig i kredsen af kultproducenter. Vejen mod denne kultstatus er noget besværliggjort af, at Léclaparts marker "kun" er 1. cru - nemlig kommunen Trepail, der dog har et ganske godt ry.
At herren selv mener, at han allerede har opnået den attråede kultstatus viser priserne tydeligt. Således starter cuvéerne ved små 400 kroner! Selvom det virker som om Pétillants priser er temmeligt høje (umiddelbart virker de ca. 35% højere end de burde være), er 400 kroner stadig en hamper pris for en introduktionsvin fra en 1. cru-vinbonde. Men selvfølgelig, hvis vinen i glasset smager derefter, så... (men da man kan få endda MEGET gode champagner til ca. 300-350,- skal der VIRKELIG være tale om en god vin!). Så hvordan smager de? Ja, jeg har indtil videre "kun" smagt basiscuvéen, der - prisen taget i betragtning - burde være ligeså god eller bedre end de fleste årgangschampagner fra grand cru-vinbønder. Er den altså på dette niveau?

Dansk importør: Pétillant. Vinene forhandles kun af Delicat, en delikatesseforretning på Guldbergsgade på Nørrebro.

Smagte vine:

CUVÉE L'AMATEUR EXTRA-BRUT BLANC DE BLANCS

Sidst smagt: 11/12-06
For at svare på ovenstående spørgsmål med det samme: Nej, den er ikke på niveau med en god årgangs-grand cru. Men jeg kan godt forstå pointen, selvom jeg ikke personligt køber den. Der er i høj grad noget Selosse over vinen - d.v.s. en meget vinøs (hvidvinsagtig) stil med masser af fylde. Duftmæssigt er den ret traditionel og efter denne smager mening en smule uelegant med et klart hvedetoastpræg. Også en smule oxidation, som man i øvrigt ofte finder det hos biodynamiske producenter. Derudover lidt lakrids, samt sødlig frugt og - med tid i glasset - lidt skovbund (à la Salon). Til dens ære skal siges, at man ikke mærker den ekstra tørhed - og skulle man beskrive forskellen mellem denne og "almindelig" champagne kunne man måske sige, at hvor almindelig champagne er som tysk riesling er denne som alsacisk (hvortil det kan tilføjes, at denne champagnefreak holder meget af tyske riesling, men så godt som aldrig er blevet forført af den alsaciske...). Skal man altså konkludere, er det ikke en champagne, der kommer til at fylde op i denne champagnefreaks vinkælder - men er du til Selosse skulle du måske også prøve Léclaparts vine.

Sugot-Feneuil - eller: Jagten på den perfekte flaske

I enhver champagnefreaks liv lever drømmen om den perfekte flaske. At det er en ganske absurd og utopisk drøm er der selvfølgelig ingen tvivl om, hvad selv en champagnefreak i et klart øjeblik må erkende - delvist! (man er nu engang uforbederlig romantiker).
Denne drøm om den perfekte flaske kan ofte føre til en for udenforstående lettere aparte adfærd. Som f.eks. en medsynder udi champagnes fikse idé om, at netop producenten Sugot-Feneuil måtte være - ja, den perfekte champagne. Og det vel at mærke uden nogensinde at have smagt en flaske.
Jeg tør godt sige, at Sugot-Feneuil har udgjort et slags fikspunkt i hans (champagne)liv. Det er flasken, som han har drømt om, men også (som den evige pessimist, han er) halvt havde accepteret, at han aldrig kom til at smage. Fordi det guddommelige nu engang ikke er indenfor menneskelig rækkevidde.
Ikke desto mindre: En dag havde han set, at Systembolaget i Hansacompagniet i Malmø (der er det næststørste Systembolag i Sverige) netop havde fået 12 flasker Sugot-Feneuil hjem - og det endda prestigevinen "Special Club" i den på papiret fremragende årgang 1990.
Så selvfølgelig - selvfølgelig! - måtte vi drage til Malmø og få fingrene i denne, den perfekte champagne (selvom jeg ikke delte min champagnevens specifikke ideosynkrasi m.h.t. Sugot-Feneuil som den perfekte flaske, var jeg gladeligt med på idéen). Som sagt, så gjort. Hvilket var grunden til, at vi en ualmindelig regnvejrsvåd mandag steg af toget på Malmø Station.
Jeg kan godt lide Malmø. Den overskuelige størrelse, de gamle huse, de smukke torv, det smukke svenske sprog, der bliver talt omkring en, dette lille præg af noget eksotisk - omend så nært. Alt gør det sit til, at det er en by, jeg holder af at besøge. Men ikke når det blæser og regner og i øvrigt er hundekoldt! Hvilke idéer, vi end måtte have haft, før vi tog afsted: Dette blev en tur, der måtte stå i champagnens - og kun champagnens - tegn. Ingen slentren ned af de malmøske gader, ingen impromptu juleshopping. Alt dette umuliggjorde det dårlige vejr. Der var kun en mulighed åben: tage direkte mod Hansacompagniet og se på champagne - og ikke mindst selvfølgelig: Sugot-Feneuil.
Vi ankom altså til Systembolaget og gjorde klar til at tage Sugot-Feneuil i øjesyn. Først kiggede vi lidt på det almindelige udvalg, så gik vi ind i den særlige afdeling for sjældenheder. Men ingen steder var Sugot-Feneuil at se. Panikken begyndte langsomt at brede sig. Kunne Bacchus virkelig finde på at gøre dette imod os? Jeg spurgte en ekspedient (min ven var på dette tidspunkt et nervevrag, der for længst havde mistet talens brug) sådan ganske diskret, om de mon kunne have nogle flere flasker på lager. Men - Oh ve! Oh ve! - hun kunne (tilsyneladende ganske uvidende om, hvilket slag hun tilførte mig - og ikke mindst min champagneven) meddele os, at champagnen var udsolgt og heller ikke fandtes i andre butikker i Sverige.
Jeg kunne se min ven ældes hastigt for mine øjne: Alt det, han havde døjet med på turen - det dårlige vejr, en ikke funktionsdygtig paraply, tandpine efter netop at have fået fjernet en visdomstand - alt det, som kun håbet om at få fingrene i Sugot-Feneuil havde holdt i ave, væltede nu frem med dobbelt kraft. Jeg så foran mig en slagen mand.
Hvad skulle vi gøre? Turen truede med at være en regulær fiasko. Godt nok var der nogle andre spændende champagner i Systembolaget, som vi ikke har smagt, men det kunne ikke på nogen måde opveje skuffelsen over ikke at få Sugot-Feneuil.
I den slags depressive tilstande er mad og drikke vel det eneste, der måske kan hjælpe. Og da vi under alle omstændigheder ikke gad vade rundt i regnen i Malmøs gader, besluttede vi at tage ind og få noget frokost.
Ud fra mit sparsomme kendskab til det malmøske restaurationsliv virkede Restaurant Årstiderna som det mest interessante sted, der bød på frokost. Så godt regnvejrsvåde satte vi os til rette under de lave, gamle hvælvinger fra dengang Malmø stadig var en del af kongeriget.
Efter en sporadisk gennemgang af menukortet kastede jeg mig over det i øvrigt pæne vinkort og startede - selvfølgelig - med at slå op under champagne. Ikke fordi vi NØDVENDIGVIS skulle have champagne, men man vil jo gerne lige vide, hvad de byder på sådan et sted. Og hvad fanger så mit blik? Ja, kære læser, du har sikkert allerede gættet det: Sugot-Feneuil Special Club 1990. Selv samme flaske som vi var draget til systembolaget for at få fingrene i! Prisen 950 svenske kroner kan vel næppe kaldes billigt, men for den perfekte flaske er det dog en bagatel.
Så selvfølgelig - selvfølgelig! - måtte vi bestille den til vores mad (ganske uden bekymring for om den gik til det, der lå på tallerknerne). Med bæven ventede vi på, at tjeneren skulle komme med den - halvt frygtende, at han skulle meddele os, at den desværre var udsolgt. Men nej, flasken dukkede op - Sugot-Feneuil 1990 i den karakteriske Special Club-flaske. Tjeneren åbnede (lettere ceremonielt - nogen ville sige teatralsk), hældte først en smule i sit eget glas, duftede for prop, og skænkede derefter op til os. Glassene blev ført til næsen og...

SUGOT-FENEUIL SPECIAL CLUB 1990

Smagt 11/12-06
Ja, hvordan var den så, Sugot-Feneuil? Var det den perfekte flaske? Afslutningen på en lang søgen, svaret på et ikke helt bevidstgjort eller anerkendt ønske?
For at gøre en lang historie kort: Nej. Det var en udmærket flaske, men ikke noget, der kom i nærheden af at give en champagnefreak vinger (eller andre exceptionelle organer). Duften var moden med præg af lidt karamel og rosin. Smagen bar præg af, at det var en gammel vin, hvor boblerne var ved at forsvinde - ja, et lille præg af eddikestik viste sig også uden dog at skæmme for meget. En hæderlig flaske, der var præget af sin alder. Og nu vi er ved alder: Det var en flaske, der eksemplarisk demonstrerer, hvorfor jeg foretrækker mine champagner yngre. Sugot-Feneuil hører hjemme i Cramant - en landsby, jeg har smagt ganske mange champagner fra. Men ælden havde helt udvisket eventuelle terroirtræk fra vinen. Den kunne for så vidt komme fra hvor som helst i champagne - og havde jeg fået den blindt, er jeg ikke sikker på, at jeg ville gætte, at der var tale om en blanc-de-blancs-champagne. Kort sagt: Vinen mister noget af sin specifikke personlighed ved at ældes.
Så meget altså for den "perfekte flaske". Jagten, den håbløse jagt, går videre. Denne gang var det Malmø, næste gang - ja, hvor mon det bliver næste gang?

Hvis der skulle være en, der - måske mere mad- end champagnefreak - sidder tilbage med spørgsmålet: Hvordan var MADEN så på Årstiderna?, skal det kort siges: Den var udmærket uden at være overvældende. Her var ingen deciderede brølere, men heller ikke noget, der sendte os i himlen. Relativt simple retter, der var svære at ødelægge. Men hele tiden sad man med følelsen, at det her kunne man have gjort ligeså godt selv. Men, skal jeg skynde mig at lade læseren vide: Jeg har ganske høje meninger om min egen kogekunst...

Union Champagne

Jeg boede (og bor) ikke langt fra, hvor den nu hedengangne vinhandel Le Domaine i sin tid havde til huse. Le Domaine blev bestyret af, hvad der må være vinbranchens mest charmerende personlighed: Evy Halling. Evys speciale var vinene fra Bourgogne (og når en champagnefreak ikke drikker champagne, må det jo være bourgogne, han tyer til...), men hun havde for god ordens skyld også et enkelt champagnemærke, som hun solgte til vanlige discountpriser: Union Champagne.
Evy startede med at flytte sig selv og butikken til Anisse og valgte senere at slå pjalterne sammen med Otto Suenson, hvor hun i dag er en del af biksen. Så man kan stadig få hendes fremragende bourgogner - men det var nu mere betagende, da hun lå lige om hjørnet, og man kunne tage ned en tilfældig tirsdag og få skænket et glas god bourgogne...
Denne historie blot for at fortælle, hvorfor jeg har smagt så relativt mange af Unions champagner (og så mangler der i øvrigt en - for jeg kan ikke finde smagenotatet på en 1996'er jeg også har smagt. Nuvel jeg har én mere i kælderen, så på et tidspunkt kommer der også et notat på den).
Union Champagne er et kooperativ beliggende i Avize med marker i Côte des Blancs. De har valgt at sælge deres vine under forskellige navne - hos Evy kalder de sig "de Saint Gall".
Det, Union ikke kan bruge til deres egne champagner, sælger de videre til de store huse, hvor druerne blandt andet får lov til at indgå i en række prestigecuvéer.
Som markplaceringerne lader antyde, er fokus her på Blanc de Blancs-champagner. Selvom de måske ikke har helt den samme personlighed som de champagner, man får fra selvstændige vinbønder, er deres champagner absolut værd at stifte bekendtskab med.

Dansk importør: Otto Suenson
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

DE SAINT-GALL 1998 BLANC DE BLANCS 1. CRU

Sidst smagt 5/4-05
En frisk og elegant champagne med tydelig blanc de blancs-karakter. Præg af vanille, blomster, lakrids, hasselnødder, citrus og lidt valnød. Også en lidt oxideret tone (karamel, hedvin), samt et lidt animalsk præg, der sikkert hidhører fra årgangen. I munden skuffer den lidt i forhold til næsen med en lidt aggressiv mousse, der svulmer op i munden. Virker også en anelse kort. Alt i alt dog en ganske god champagne til prisen, der er en hårsbredde fra en enkelt stjerne.

DE SAINT-GALL ROSÉ 1. CRU

Sidst smagt 27/6-05
Man kan have sine bange anelser, når et hus, der normalt producerer blanc de blancs-champagner, kaster sig over en rosé - og Unions er da heller ikke på højde med deres øvrige portefølje. En orange farve og en "english breakfast"-agtig duft med æg og tomatketchup (men så ved du selvfølgelig hvilken vin, du skal bestille til din engelske morgenmad!). Derudover lidt valnød og noget mineralsk. I munden god fylde, men ikke så lang og med et lidt slapt attack.

DE ST-GALL EXTRA BRUT BLANC DE BLANCS GRAND CRU

Sidst smagt 16/5-05
Extra Brut er en kontroversiel smagskategori. På den ene side blæser vindene i vinverden i retning af stadig tørre vine - og når man skal adskille sig fra pøblen i spørgsmål om smag, handler det jo altid om at vise, at man kan vride nydelse af, hvad andre blot opfatter som lidelse: Finkultur i alle dens afskygninger handler jo basalt set om at gøre en dyd ud af sin masochisme. Nuvel, denne champagnefreak nyder gerne sin Extra-Brut mens han læser Samuel Beckett og lytter til Arnold Schönberg...
På den anden side er der også kritiske røster - bl.a. en autoritet som Tom Stevenson -, der hævder, at champagne har behov for noget sukker: både for at afrunde smagen, men også for at sikre holdbarheden og udviklingspotentialet (og en champagne helt uden dosage kan ikke udvikle de særlige champagnearomaer).
Denne smager må indrømme, at han ofte finder Extra-Brut champagne for tør - også i dette tilfælde. Problemet er også, at vinen (ligesom mange Demi-sec i øvrigt) får et nærmest skizofrent præg, fordi den virker modnet i duften, længe før den er klar i smagen. Denne Extra-Brut havde da også en ganske moden duft m. toast, lidt lakrids, champignon, læder, medicin, citrus og mineralitet. Med tid i glasset også en lidt uren nuance. I munden støder man imidlertid på denne aggressive syre, der nærmest får gummerne til at bløde (ja, jeg synes rent faktisk jeg opfangede en smag af blod...).

DE ST-GALL CUVÉE ORPALE 1995 GRAND CRU

Sidst smagt 11/7-05
En lidt lukket duft m. vanille, lidt grønt (positivt ment), chokolade og valnød. Ganske kompleks med en anelse oxidation. I smagen er den lidt hård (et generelt træk ved - i hvert fald unge Unionchampagner - måske man skulle overveje en lidt højere dosage?). Nuvel, jeg tror på, at det kan blive en rigtig god champagne med lidt længere tid på langs - omend den nok ikke når '90'erens højder.

DE ST-GALL CUVÉE ORPALE 1990 GRAND CRU

Sidst smagt 5/7-03
Elegant og cremet stil, der er ganske ren - selvom et vist svovlpræg lister sig ind med tid i glasset. Klassisk blanc de blancs-karakter med hvedekiks. Lang smag og fine bobler og et perfekt fokus. Tydeligvis med et langt liv foran sig. Den blev bl.a. smagt sammen med Pommerys Cuvée Louise (i samme årgang) - og de var meget jævnbyrdige (omend i vidt forskellig stil). Men smagt om fem år tror jeg, at Orpale ville have givet Pommeryen baghjul.

Moët et Chandon

Moët et Chandon er den største af alle champagnehuse - altså når vi taler kvantitet. M.h.t. kvaliteten har det i mange år været comme il faut at rakke ned på champagnerne herfra. Og sandt er det, at basisvinen ikke er nogen udpræget fornøjelse - medmindre man har smag for "brimstone & treacle", eller man står og mangler vinen at servere til Prahok.
Prestigecuvéen Dom Perignon - der vel nok er den mest kendte champagne overhovedet (og selvfølgelig den, James Bond drak indtil han blev kommerciel og gik over til Bollinger - omkring samtidig med at Bollingers kvalitet begyndte at dale mærkbart...) - hører efter denne smagers mening (og begrænsede erfaring med prestigecuveer) til blandt de bedre af slagsen - selvom jeg stadig hellere vil drikke en god grand cru-champagne fra en selvstændig vinbonde.

Officiel hjemme klik HER - siden er dog omtrent ligeså infantil og ubrugelig som Veuve Clicquots... her er temaet "Be fabulous".

Smagte vine:

BRUT IMPERIAL

Sidst smagt 27/3-05
Standardcuvéen fra Moët et Chandon, hvoraf der hvert år bliver tappet mange millioner flasker. Det er svært foreneligt med kvalitet, hvilken da også viser sig tydeligt. Vinen domineres af et osteagtigt præg samt svovlbrinte (rådne æg). Herudover er der lidt muslingeskal, begyndende toast, lakrids og lidt blyant. I munden har den pæn længde m. lidt bær i finishen. Rimelig let. Nuvel, kan man se bort fra det urene svovlbrintepræg (som har været i samtlige de flasker jeg og mine vinvenner har smagt) for så vidt en gedigen champagne, der dog ikke for alvor imponerer. Men bedre end den ofte bliver gjort til. Kan minde lidt om Taittinger. Det kan vel næppe gentages nok: Selv når champagne er dårlig, er den god...

BRUT 1999

Sidst smagt 27/12-07
Jeg fik denne champagne med i købet, da jeg var nødt til at have den raffinerede "lysestage" til højre (Jeg ved det: There is a sucker born every minute...), som jeg faldt over i Fauchon i Paris. Det holdt nu hårdt med at få lov til at købe den, fordi en midaldrende mand iført kongekåbe (!!!) netop var kommet forbi i sin Rolls Royce og forståeligvis krævede samtlige 4-5 ekspedienters opmærksomhed (At notere sig: Anskaf kongekåbe).
Forhåbentlig får jeg mere glæde af glassene end af champagnen. Som med basischampagnen en noget uren duft med kloakpræg og urene kælderaromaer, samt en lidt pulignyagtig frugt (abrikoskerne), som jeg før har fundet i Comtes de Champagne (man bruger måske samme gærkultur?). Udover det et pænt fokus, lidt chokolade og generelt et ret eksotisk/overdådigt præg (meget ulig Dom Perignon i øvrigt!). I munden har den pæn fylde (den ting, som de store huse synes at kunne finde ud af), lidt lav syre, og igen det lidt urene kælderpræg (som klart tyder på en biologisk fejl). Jeg kan ikke forlige mig med urenhederne - andre ville sikkert være mere glade for vinen. Det er i øvrigt den eneste vin, jeg nogensinde har gættet helt korrekt (i.e. vin + årgang) 100% blindt.

ROSÉ 2003

Sidst smagt 7/8-09
Lidt specielt - men ikke decideret ubehagelig - duft af honning og lakrids. Sidstnævnte finder jeg nogle gange i Aÿ-champagnerne, men om der er Aÿ-druer i denne champagne skal jeg ikke kunne sige. I munden relativt blød med ok struktur. Bedre end Möets hvide champagner (Dom P undtaget), men der findes bedre roséer på markedet billigere. I øvrigt har jeg før noteret mig, at Grande Marque-producenterne ofte synes bedre til rosé end til hvide champagner.

DOM PERIGNON 2000

Sidst smagt 2/7-08
Først lidt friske, æblede toner, derefter en mere rustik duft med præg af "abrikoskerne" (som man også finder i husets almindelig Vintage 1999), endelig lakrids. I munden relativt spinkel og kort fortil med præg af svampe i finishen. Man mærker klart 2000-årgangens mangel på fokus og struktur.
Alt i alt ikke en champagne, jeg ville satse på, selvom mere velbeslåede end denne champagnefreak har positive ord overfor ældre årgange af Dom'en.

DOM PERIGNON 1996

Sidst smagt 13/9-04
Man kan åbenbart godt lide svovl hos Moët et Chandon! (endnu et indicie for konspirationsteorien om, at de multinationale står i ledtog med mørkets fyrste...) - i hvert fald kan vi heller ikke blive fri for et præg af svovldioxid (brændt tændstik) i prestigecuvéen. Kan man se bort fra det, er der tale om en ganske elegant og kompleks champagne med præg af kalk, lakrids, lidt kakao, appelsinskal, nødder, metal, tørrede blade, frisk gedeost og hindbær (ja, der blev griflet en del den aften!). Jeg var i mit gavmilde hjørne og kaldte vinen Dieboltagtig. I munden virkede den ikke helt harmonisk på smagetidspunktet. Nok var den blød og fyldig med en fin finish, men på en eller anden måde synes den ikke rigtigt at hænge sammen. Hvis alderen kan rette op på skønhedsfejlene kunne det blive en dejlig champagne, som man ikke ville fortryde at have betalt 300-400 kroner for... (men min erfaring siger mig nu, at svovlpræg sjældent forsvinder - specielt ikke, når der er tale om svovldioxid).

Veuve Clicquot

Veuve Cliquot er vel den mest kendte - og i hvert fald mest drukkede - champagne i Danmark. Med en produktion på mange millioner flasker om året er der da også tale om et rigtigt industriforetagende - med hvad det medfører. Netop dette, at man kan få Den Gule Enke i snart sagt hvert et supermarked, er måske grunden til, at Veuve Clicquot ikke har det helt store ry blandt champagnesnobber (som undertegnede). Ikke desto mindre er deres NV-champagne blandt de bedre af slagsen, når udbuddet er begrænset til grandes marques-champagne.
Som det er tilfældet med så mange grande marque-champagner, ser vi stort set ikke den almindelige vintageversion herhjemme, men må nøjes med den sædvanlige NV-champagne og prestigecuvéen La Grande Dame. Dette på trods af, at de fleste autoriteter mener, at det er normalt er vintagevinene, der giver den bedste valuta for pengene - både hos Veuve Clicquot og andre Grandes Marques - hvis man altså kan tale om god valuta for pengene, når talen er om Grandes Marques...
Jeg skal indrømme, at mit kendskab til Veuve Clicquot er relativt begrænset - af den simple grund, at jeg føler, at der er bedre og billigere champagner at finde blandt vinbondechampagne. Jeg drikker derfor så at sige kun Grande Marque-champagne, når der ikke er noget alternativ. Generelt om stilen kan man sige, at den normalt er fri for det svovl- eller kloakagtige præg, der skæmmer mange grande marque-champagner. Til gengæld virker champagnerne også ofte ganske korte i smagen - det punkt, hvor grande marque-champagne ellers normalt synes at overgå vinbondechampagne.

Officiel hjemmeside klik HER. Her kan du lade dig berige med indsigtsfulde og filosfiske guldkorn som f.eks. "Let's be chic. Let's be Clicquot, period.". Og sandelig om der ikke også er et computerspil at forlyste sig med...

Smagte vine:

BRUT NV "DEN GULE ENKE"

Sidst smagt 13/4-04
Som nævnt drikker jeg normalt kun grande marque-champagne, når der ikke er noget alternativ, så det er et stykke tid siden, jeg har smagt denne - danskernes foretrukne champagne. Nuvel, da jeg smagte den sidst, viste den sig absolut fra sin bedre side med sin kraftige, pinotdominerede stil præget af rosin og lakrids. Ganske godt fokus. Smagt sammen med Deutz virkede den mere stram og synes at have lagringspotentiale. I munden var den præget af en pæn høj syre og var i øvrigt en smule kort. Strammere og bedre struktureret end de fleste andre grande marque-NV'er - måske p.g.a. det relativt lave indhold af Pinot Meunier. Jeg har hørt nogle rapporter om skuffelser med denne champagne - så noget tyder på, at den har fluktueret lidt i kvalitet i hvert fald efter år 2000. Vær i øvrigt opmærksom på, at "Den Gule Enke" i Sverige er betegnelsen på Sec-udgaven.

VINTAGE RÉSERVE 1998

Sidst smagt 16/1-07
En ganske sart og lukket duft, der kun modstræbende giver lidt fra sig i form af appelsinskal og et modent præg. Smagen er ganske frisk, men noget kort. Den korte smag gør, at jeg ikke har den store tiltro til, at den vil udvikle sig positivt og evt. åbne lidt mere op for "godteposen". Serveret blindt gættede jeg vinbondechampagne - hvilket kunne synes en cadeau til vinen, men jeg tilføjede samtidig, at det nok var en af de absolut billigere af slagsen og gættede på en udsalgspris på 180,- (temmelig langt fra de 350,-, som den havde kostet - nedsat!).

LA GRANDE DAME 1990

Sidst smagt 8/3-05
"La Grande Dame" er opkaldt efter enken Nicole-Barbe Ponsardin, der styrede firmaet i starten af dets karriere - og som altså bar tilnavnet "La Grande Dame" (jeg har svært ved at forestille mig, at der er kvinder i dag, der ville blive særligt henrykte over at blive kaldt "Den store Dame"...). Det er Veuve Clicquots prestigecuvée - og i hvert fald da jeg smagte den en af de absolut mest skuffende af slagsen. I næsen var den næsten totalt domineret af en karameltone, som faste læsere vil vide ikke er min kop te. Med tid i glasset får den andre nuancer (lakrids, valnød, læder, nedfaldsæbler, marcipan, cognac), men karamelpræget dominerer stadigvæk. I munden virker den rimelig blød - igen med dominerende karamel. Forbavsende nok virker den noget tynd, hvad man ellers sjældent oplever med prestigecuvéer. Den kan være åbnet på et dårligt tidspunkt (men champagner bør nu altid smage godt!), men som den var, da jeg smagte den, ville jeg faktisk hellere drikke den almindelige NV'er. Og skal jeg være ærlig, er jeg ikke overbevist om, at den har et specielt godt lagringspotentiale.

Comte Audoin de Dampierre

Faste læsere vil uden tvivl have bemærket, at det løber som en rød tråd igennem denne blog, at champagne fra vinkøbmænd er dyrere og væsentligt ringere end champagner lavet af selvstændige vinbønder.
For at man ikke skal tro, at der er tale om et fundamentalistisk dogme, der på forhånd nægter muligheden af, at også vinkøbmænd kan lave god champagne, er det på tide at fremhæve en af mine yndlingsnegocianter udi champagne: Comte Audoin de Dampierre.
Efter sigende en aristokrat med hang til store biler og anden luksus, der måske synes at tage lettere nonchalant på det at fremstille vin. Ikke desto mindre laver han ganske fremragende champagner. Alle er de fra premier og grand cru-marker og alle er de rene, meget harmoniske og komplekse. Hvis der findes bedre champagnenegocianter, kender jeg dem ikke.
Det har primært været Dampierres nonvintagechampagner, der har fascineret mig - de to vintagechampagner, jeg har smagt ('96 og '98) har ikke haft samme umiddelbare charme - men måske har det bare været for unge.

Dansk importør: Dampierre importeres - som importøren var så venlig at gøre mig opmærksom på - af Vinkælderen i Nyborg.
Deres vintagechampagne (1996) fås i Systembolaget i Hansacompagniet i Malmø, som er Sveriges næstestørste Systembolag. I øvrigt et oplagt sted at købe champagne, med et stort udbud og generelt lave priser.
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

GRANDE CUVÉE 1. CRU

Sidst smagt: 2/12-06
Dampierres basischampagne - men hvilken basischampagne! En elegant og meget harmonisk stil fik denne smager til at tænke på Belle Epoque - og ja, den er ligeså god. Præg af ananas, en anelse karamel, chokolade, iod, champignon, lidt sure sokker (ikke dominerende), grapejuice og vanille i duften og en fin smag med blød mousse, citrus og brød i finishen. Som det er typisk for en negociant-champagne havde den ikke den klare "terroiritet", som man finder i vinbondechampagne (f.eks. den Marguet-Bonnerave Grande Réserve, som den blev smagt op imod) og dosagen virker også lidt højere end den, selvstændige vinbønder normalt anvender, men der er tale om en meget harmonisk og kompleks vin. Og så har den en utrolig friskhed. Et oplagt valg som huschampagne. Selvom det virker som en chardonnaydomineret champagne er den faktisk lavet på blot 30% Chardonnay - med 40% Pinot noir og 30% Pinot meunier med i blandingen.

CUVÉE DES AMBASSADEURS BRUT 1. CRU

Sidst smagt 22/6-04
Som basiscuvéen en superharmonisk og kompleks champagne - men med en lidt større modenhed. Der er præg af mandel, chokolade, lakrids og lidt grønne nuancer (hvilket ikke her er negativt ment) i den appetitlige og komplekse duft. I munden har den pæn fylde og god finish. Som med basiscuvéen måske ikke den mest terroirprægede champagne, men ikke desto mindre en nærmest perfekt drik. Lavet på 50% pinot noir og 50% chardonnay.

GRANDE VINTAGE 1998

Sidst smagt 19/5-07
Starter lidt urent med præg af svovl, som dog går væk med tid i glasset for at gøre plads for et lidt rieslingagtigt præg af petroleum samt lidt efterårsagtige toner. Smagen er præget af en ret høj syre samt en ikke overvældende fylde. Jeg har smagt '96eren med nogenlunde samme resultat. Jeg er - som nævnt i indledningen - mere begejstret for nonvintagecuvéerne, men måske har de bare været for unge eller inde i en lidt problematisk fase.