fredag, december 08, 2006

Union Champagne

Jeg boede (og bor) ikke langt fra, hvor den nu hedengangne vinhandel Le Domaine i sin tid havde til huse. Le Domaine blev bestyret af, hvad der må være vinbranchens mest charmerende personlighed: Evy Halling. Evys speciale var vinene fra Bourgogne (og når en champagnefreak ikke drikker champagne, må det jo være bourgogne, han tyer til...), men hun havde for god ordens skyld også et enkelt champagnemærke, som hun solgte til vanlige discountpriser: Union Champagne.
Evy startede med at flytte sig selv og butikken til Anisse og valgte senere at slå pjalterne sammen med Otto Suenson, hvor hun i dag er en del af biksen. Så man kan stadig få hendes fremragende bourgogner - men det var nu mere betagende, da hun lå lige om hjørnet, og man kunne tage ned en tilfældig tirsdag og få skænket et glas god bourgogne...
Denne historie blot for at fortælle, hvorfor jeg har smagt så relativt mange af Unions champagner (og så mangler der i øvrigt en - for jeg kan ikke finde smagenotatet på en 1996'er jeg også har smagt. Nuvel jeg har én mere i kælderen, så på et tidspunkt kommer der også et notat på den).
Union Champagne er et kooperativ beliggende i Avize med marker i Côte des Blancs. De har valgt at sælge deres vine under forskellige navne - hos Evy kalder de sig "de Saint Gall".
Det, Union ikke kan bruge til deres egne champagner, sælger de videre til de store huse, hvor druerne blandt andet får lov til at indgå i en række prestigecuvéer.
Som markplaceringerne lader antyde, er fokus her på Blanc de Blancs-champagner. Selvom de måske ikke har helt den samme personlighed som de champagner, man får fra selvstændige vinbønder, er deres champagner absolut værd at stifte bekendtskab med.

Dansk importør: Otto Suenson
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

DE SAINT-GALL 1998 BLANC DE BLANCS 1. CRU


Sidst smagt 5/4-05
En frisk og elegant champagne med tydelig blanc de blancs-karakter. Præg af vanille, blomster, lakrids, hasselnødder, citrus og lidt valnød. Også en lidt oxideret tone (karamel, hedvin), samt et lidt animalsk præg, der sikkert hidhører fra årgangen. I munden skuffer den lidt i forhold til næsen med en lidt aggressiv mousse, der svulmer op i munden. Virker også en anelse kort. Alt i alt dog en ganske god champagne til prisen, der er en hårsbredde fra en enkelt stjerne.

DE SAINT-GALL ROSÉ 1. CRU


Sidst smagt 27/6-05
Man kan have sine bange anelser, når et hus, der normalt producerer blanc de blancs-champagner, kaster sig over en rosé - og Unions er da heller ikke på højde med deres øvrige portefølje. En orange farve og en "english breakfast"-agtig duft med æg og tomatketchup (men så ved du selvfølgelig hvilken vin, du skal bestille til din engelske morgenmad!). Derudover lidt valnød og noget mineralsk. I munden god fylde, men ikke så lang og med et lidt slapt attack.

DE ST-GALL EXTRA BRUT BLANC DE BLANCS GRAND CRU


Sidst smagt 16/5-05
Extra Brut er en kontroversiel smagskategori. På den ene side blæser vindene i vinverden i retning af stadig tørre vine - og når man skal adskille sig fra pøblen i spørgsmål om smag, handler det jo altid om at vise, at man kan vride nydelse af, hvad andre blot opfatter som lidelse: Finkultur i alle dens afskygninger handler jo basalt set om at gøre en dyd ud af sin masochisme. Nuvel, denne champagnefreak nyder gerne sin Extra-Brut mens han læser Samuel Beckett og lytter til Arnold Schönberg...
På den anden side er der også kritiske røster - bl.a. en autoritet som Tom Stevenson -, der hævder, at champagne har behov for noget sukker: både for at afrunde smagen, men også for at sikre holdbarheden og udviklingspotentialet (og en champagne helt uden dosage kan ikke udvikle de særlige champagnearomaer).
Denne smager må indrømme, at han ofte finder Extra-Brut champagne for tør - også i dette tilfælde. Problemet er også, at vinen (ligesom mange Demi-sec i øvrigt) får et nærmest skizofrent præg, fordi den virker modnet i duften, længe før den er klar i smagen. Denne Extra-Brut havde da også en ganske moden duft m. toast, lidt lakrids, champignon, læder, medicin, citrus og mineralitet. Med tid i glasset også en lidt uren nuance. I munden støder man imidlertid på denne aggressive syre, der nærmest får gummerne til at bløde (ja, jeg synes rent faktisk jeg opfangede en smag af blod...).

DE ST-GALL CUVÉE ORPALE 1995 GRAND CRU


Sidst smagt 11/7-05
En lidt lukket duft m. vanille, lidt grønt (positivt ment), chokolade og valnød. Ganske kompleks med en anelse oxidation. I smagen er den lidt hård (et generelt træk ved - i hvert fald unge Unionchampagner - måske man skulle overveje en lidt højere dosage?). Nuvel, jeg tror på, at det kan blive en rigtig god champagne med lidt længere tid på langs - omend den nok ikke når '90'erens højder.

DE ST-GALL CUVÉE ORPALE 1990 GRAND CRU


Sidst smagt 5/7-03
Elegant og cremet stil, der er ganske ren - selvom et vist svovlpræg lister sig ind med tid i glasset. Klassisk blanc de blancs-karakter med hvedekiks. Lang smag og fine bobler og et perfekt fokus. Tydeligvis med et langt liv foran sig. Den blev bl.a. smagt sammen med Pommerys Cuvée Louise (i samme årgang) - og de var meget jævnbyrdige (omend i vidt forskellig stil). Men smagt om fem år tror jeg, at Orpale ville have givet Pommeryen baghjul.

Etiketter: , ,