Bouché Père et fils

Det er ikke så tit, at jeg lægger vejen forbi Skjold Burne, men visse af butikkerne har ikke desto mindre et relativt interessant champagneudvalg (det virker som om, der er en del selvstændighed i forhold til sortimentet indenfor de enkelte Skjold Burne-butikker).
En Skjold Burne i nærheden af en god ven havde således i en årrække den ganske fremragende producent Dampierre. Denne synes imidlertid at være blevet erstattet af den relativt ukendte producent Bouché Père et fils. Ud fra de to flasker, jeg har smagt, synes det desværre et ringe bytte. Ikke fordi Bouché som sådan er en dårlig champagne, men Dampierres højde når de ikke.
Bouchéfamilien er hjemmehørende i premier cru-landsbyen Pierry, men deres 30 hektar vinmarker er fordelt på ni forskellige landsbyer. De dyrker alle de tre traditionelle druesorter og bruger kun vin fra første presning (cuvée).

Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

GRANDE RÉSERVE MILLESIME 1998

Sidst smagt: 15/11-06
Lavet på 50% chardonnay, 30% pinot noir og 20% pinot meunier. En ganske kompleks champagne med præg af noget ælde. Nuancer af lakrids, malt og lidt "sure sokker". Virker ganske pinotsk - men det kan være årgangen. I munden er den måske knap så imponerende som i næsen - slutter lidt abrupt og savner lidt koncentration. Alt i alt dog en ganske god, typisk '98er champagne (jeg gættede årgangen blindt), der til 240,- er et fint køb til prisen.

CARTE BLANCHE DEMI-SEC

Sidst smagt: 15/11-06
Man finder ikke specielt mange demi-sec-champagner her på bloggen. Det skyldes ikke så meget en generelt modvilje mod søde eller halvsøde vine, som det er et specifikt problem ved champagne: At drikke demi-sec champagne virker alt for ofte som en noget skizofren oplevelse, hvor vinen i næsen virker tør, mens den er sød i munden. Det er selvfølgelig ganske ironisk, at selv demi-sec-champagne er ganske tør i forhold til den champagne, man drak for 100 år siden (der ofte var væsentligt sødere end en moderne udgave af d'Yquem).
Bouchés forsøg udi demi-sec overbeviser da heller ikke for alvor. Den har et lidt kloakagtigt præg, der leder denne smagers tanker hen på Moët et Chandon eller et andet Grande Marque. Der er dog også lidt hindbærpræg og noget mineralitet samt karse. I munden har den en pæn fylde - og så selvfølgelig sødme. Jeg har svært ved at pege på hvilken mad, der både skulle passe til smags- og duftprofilen i denne vin.