Moët et Chandon

Moët et Chandon er den største af alle champagnehuse - altså når vi taler kvantitet. M.h.t. kvaliteten har det i mange år været comme il faut at rakke ned på champagnerne herfra. Og sandt er det, at basisvinen ikke er nogen udpræget fornøjelse - medmindre man har smag for "brimstone & treacle", eller man står og mangler vinen at servere til Prahok.
Prestigecuvéen Dom Perignon - der vel nok er den mest kendte champagne overhovedet (og selvfølgelig den, James Bond drak indtil han blev kommerciel og gik over til Bollinger - omkring samtidig med at Bollingers kvalitet begyndte at dale mærkbart...) - hører efter denne smagers mening (og begrænsede erfaring med prestigecuveer) til blandt de bedre af slagsen - selvom jeg stadig hellere vil drikke en god grand cru-champagne fra en selvstændig vinbonde.

Officiel hjemme klik HER - siden er dog omtrent ligeså infantil og ubrugelig som Veuve Clicquots... her er temaet "Be fabulous".

Smagte vine:

BRUT IMPERIAL

Sidst smagt 27/3-05
Standardcuvéen fra Moët et Chandon, hvoraf der hvert år bliver tappet mange millioner flasker. Det er svært foreneligt med kvalitet, hvilken da også viser sig tydeligt. Vinen domineres af et osteagtigt præg samt svovlbrinte (rådne æg). Herudover er der lidt muslingeskal, begyndende toast, lakrids og lidt blyant. I munden har den pæn længde m. lidt bær i finishen. Rimelig let. Nuvel, kan man se bort fra det urene svovlbrintepræg (som har været i samtlige de flasker jeg og mine vinvenner har smagt) for så vidt en gedigen champagne, der dog ikke for alvor imponerer. Men bedre end den ofte bliver gjort til. Kan minde lidt om Taittinger. Det kan vel næppe gentages nok: Selv når champagne er dårlig, er den god...

BRUT 1999

Sidst smagt 27/12-07
Jeg fik denne champagne med i købet, da jeg var nødt til at have den raffinerede "lysestage" til højre (Jeg ved det: There is a sucker born every minute...), som jeg faldt over i Fauchon i Paris. Det holdt nu hårdt med at få lov til at købe den, fordi en midaldrende mand iført kongekåbe (!!!) netop var kommet forbi i sin Rolls Royce og forståeligvis krævede samtlige 4-5 ekspedienters opmærksomhed (At notere sig: Anskaf kongekåbe).
Forhåbentlig får jeg mere glæde af glassene end af champagnen. Som med basischampagnen en noget uren duft med kloakpræg og urene kælderaromaer, samt en lidt pulignyagtig frugt (abrikoskerne), som jeg før har fundet i Comtes de Champagne (man bruger måske samme gærkultur?). Udover det et pænt fokus, lidt chokolade og generelt et ret eksotisk/overdådigt præg (meget ulig Dom Perignon i øvrigt!). I munden har den pæn fylde (den ting, som de store huse synes at kunne finde ud af), lidt lav syre, og igen det lidt urene kælderpræg (som klart tyder på en biologisk fejl). Jeg kan ikke forlige mig med urenhederne - andre ville sikkert være mere glade for vinen. Det er i øvrigt den eneste vin, jeg nogensinde har gættet helt korrekt (i.e. vin + årgang) 100% blindt.

ROSÉ 2003

Sidst smagt 7/8-09
Lidt specielt - men ikke decideret ubehagelig - duft af honning og lakrids. Sidstnævnte finder jeg nogle gange i Aÿ-champagnerne, men om der er Aÿ-druer i denne champagne skal jeg ikke kunne sige. I munden relativt blød med ok struktur. Bedre end Möets hvide champagner (Dom P undtaget), men der findes bedre roséer på markedet billigere. I øvrigt har jeg før noteret mig, at Grande Marque-producenterne ofte synes bedre til rosé end til hvide champagner.

DOM PERIGNON 2000

Sidst smagt 2/7-08
Først lidt friske, æblede toner, derefter en mere rustik duft med præg af "abrikoskerne" (som man også finder i husets almindelig Vintage 1999), endelig lakrids. I munden relativt spinkel og kort fortil med præg af svampe i finishen. Man mærker klart 2000-årgangens mangel på fokus og struktur.
Alt i alt ikke en champagne, jeg ville satse på, selvom mere velbeslåede end denne champagnefreak har positive ord overfor ældre årgange af Dom'en.

DOM PERIGNON 1996

Sidst smagt 13/9-04
Man kan åbenbart godt lide svovl hos Moët et Chandon! (endnu et indicie for konspirationsteorien om, at de multinationale står i ledtog med mørkets fyrste...) - i hvert fald kan vi heller ikke blive fri for et præg af svovldioxid (brændt tændstik) i prestigecuvéen. Kan man se bort fra det, er der tale om en ganske elegant og kompleks champagne med præg af kalk, lakrids, lidt kakao, appelsinskal, nødder, metal, tørrede blade, frisk gedeost og hindbær (ja, der blev griflet en del den aften!). Jeg var i mit gavmilde hjørne og kaldte vinen Dieboltagtig. I munden virkede den ikke helt harmonisk på smagetidspunktet. Nok var den blød og fyldig med en fin finish, men på en eller anden måde synes den ikke rigtigt at hænge sammen. Hvis alderen kan rette op på skønhedsfejlene kunne det blive en dejlig champagne, som man ikke ville fortryde at have betalt 300-400 kroner for... (men min erfaring siger mig nu, at svovlpræg sjældent forsvinder - specielt ikke, når der er tale om svovldioxid).