onsdag, november 29, 2006

Michel Turgy

Turgy hører hjemme i det, der for mange champagneelskere (men ikke denne freak) er champagnekommunen over dem alle: Mesnil-sur-Oger. Ikke nok med det: Ifølge champagneeksperten Richard Juhlin anser mange Mesnilproducenter Turgys gamle champagner for at være noget af det bedste, som er produceret fra denne landsby. Der er altså al mulig grund til at forvente noget stort!
Jeg kan ikke helt sige hvorfor, men jeg er ikke rigtig blevet fanget af disse champagner. Et eller andet udefinerbart "je ne sais quoi" mangler. Som sådan er der ikke noget at udsætte på vinene - og jeg vil da også til enhver tid foretrække dem fremfor diverse svovl- og kloakhørmende grande marque-champagner. Måske er det bare fordi Mesnilchampagner ikke rigtig fanger mig (dog med et par væsentlige undtagelser). Jeg skal dog skynde mig at tilføje, at de (specielt basiscuvéen) synes at være blevet bedre de sidste gange, jeg har smagt dem.

Dansk importør: Norma Vinimport.
Officiel hjemmeside klik HER.

Smagte vine:

BRUT BLANC DE BLANCS


Sidst smagt 14/11-07
En ret traditionel champagne med præg af noget ristet, brød, hasselnødder, æbler, lidt mineralitet, chokolade, lakrids samt valnød (sidstnævnte regnes af mange som et særligt Mesniltræk). Til tider kan den også have et lidt oxideret præg. Smagen er relativt sødmefuld med en ok længde. Jeg har tidligere været lidt kritisk overfor denne champagne (selvom den aldrig har været dårlig), men de seneste gange, jeg har smagt den, har den været ganske god - og har faktisk flirtet med en stjerne. Til de ca. 200,- den koster i Norma Vin er det en oplagt "huschampagne" - hvad den da også til dels har fungeret som i dette hjem.


BLANC DE BLANCS 1999


Sidst smagt 26/4-05
Præg af brød og karamel samt lidt frisk/grønt (ikke negativt ment) og vitaminpille. Ret høj syre og god længde. Er stadig noget rå i munden, men forhåbentlig bliver den bedre. Ikke som sådan en dårlig champagne.

CUVÉE VIEILLES VIGNES BLANC DE BLANCS


Sidst smagt 13/4-05
Præg af marcipan, chokolade, valnød, lidt blomster og - med tid i glasset - lidt mineralitet. En god mousse, men den savner lidt længde og rygrad. Virker på en sær måde lidt "flad". Ikke specielt vellykket efter min smag - både årgangsudgaven og NV'en er bedre. Efter sigende en assemblage af '83, '87 og '98 - med mest af sidstnævnte.

Etiketter: , , ,