Billecart-Salmon

Billecart-Salmon er en af de mindre grandes marques med et godt ry - specielt for deres roséchampagner.
Mit relativt begrænsede kendskab til huset bekræfter begge dele - mest det sidste. Det synes som om Les Grandes Marques generelt klarer sig bedre med roséchampagner (faktisk tror jeg, at størstedelen af de bedste grande marque-champagner, jeg har smagt, har været roséer). Hvad det skyldes, skal jeg ikke kunne udtale mig om - blot bemærke, at prisen ofte også følger med.
Stilen er "moderne" - d.v.s. med fokus på en ren frugtighed uden for meget gærpræg. Deres almindelige basischampagne gør ingen fortræd, mens de to roséer har mere at byde på. Skal man drikke grande marque-champagne, er dette absolut et af de bedre bud - specielt hvis man foretrækker den rene, frugtdominerede stil.

Officiel hjemmeside klik her
Dansk importør: Vinrosen

Smagte vine:

BRUT RÉSERVE

Sidste smagt: 13/4-05
Billecart-Salmons basiscuvée. En frugtig og ferskenpræget vin uden de store dikkedarer. Moussen er blød og god, strukturen pæn. En oplagt aperitifchampagne.

BRUT ROSÉ

Sidst smagt: 23/11-04
Billecart-Salmons standard rosé har et særdeles godt ry. Baseret på sidste gang, jeg smagte den (som er noget tid siden - derfor er det efterfølgende også skrevet med forbehold), er dette absolut fortjent. Man skal dog ikke forvente at få en feminin og forførende rosé til den romantiske middag; der er tale om rosé i den seriøse - og lidt ekstreme - stil med en lidt animalsk aroma samt præg af chokolade og læder. Man skal altså mere tænke seriøs rødvin end indsmigrende rosé. Ikke desto mindre et brag af en champagne med super kompleksitet.

CUVÉE ELISABETH SALMON BRUT ROSÉ 1998

Sidst smagt: 30/6-09
Billecart-Salmons prestigerosé lavet på lige dele chardonnay og pinot noir tilsat lidt rødvin fra Mareuil-sur-Aÿ (hvor Billecart-Salmon også har til huse). Ligesom standardroséen en fremragende champagne - omend i en anden stil. Cuvée Elisabeth er mere "tæmmet", knapt så ekstrem som basisroséen, og hvad, man foretrækker, er nok i sidste ende et spørgsmål om stil. Duften er superkompleks - og man sidder med denne fornemmelse af, at den holder igen, at der er mere at komme efter lige under overfladen (om det så er tilfældet er en anden sag - men det er generelt denne fornemmelse, jeg sidder med, når jeg drikker rigtigt store vine). I munden har den en fast struktur med godt syrebid, der lover godt for fremtidig lagring (omend jeg ikke er sikker på, om jeg ikke vil foretrække den, som den er nu - for nu at rode mig ud i en dobbelt benægtelse). I forhold til basisroséen en mere "intellektuel" champagne, der måske ikke har samme umiddelbare overdådighed, men så måske til gengæld kan pirre nysgerrigheden længere.
Stilen er ikke ulig Deutz' prestigerosé William Deutz - omend jeg nok giver sidstnævnte en lille forrang. Skal man ofre penge på prestigecuvéer, er dette ikke det værste sted at gå hen (og så er den oven i købet billigere end mange af de andre prestigecuvéer på markedet).

Ruinart

Nytåret nyligt overstået. Med champagne selvfølgelig. Men om dem skal det ikke handle her. I stedet skal fokus være på Ruinart, hvis prestigecuvée jeg for første gang havde mulighed for at smage for en måneds tid siden. Det er ikke fordi jeg i øvrigt har smagt meget Ruinart, men et par flasker har jeg da under bæltet - eller hvilken metafor, der nu passer sig bedst for denne substitut for at nedlægge damer (hvilket sikkert ville være en sundere og billigere hobby).
Ruinart er, som det vil være nogle bekendt, et Grande Marque, hvilket er ensbetydende med big business, ensrettede vine og branding. Alt sammen ting, der ikke huer vinromantikere som undertegnede.
Derfor kan det heller ikke undre, hvis indstillingen til Ruinart er noget negativ - det skal dog pointeres, at jeg har smagt de flasker Ruinart, jeg har smagt, blindt. Generelt er de kendetegnet ved en uren duft (interessant nok er Grande Marques, der burde have teknologien til at lave rene champagner, langt oftere end små producenter kendetegnet ved urenheder), samt grove bobler og kort smag.
Kort sagt: Jeg er ikke begejstret.

Dansk importør: Skjold Burne
Officiel hjemmeside klik her

Smagte vine:

"R" DE RUINART BRUT

Sidst smagt: 20/6-08
Denne champagne står p.t. til kr. 500,- på Skjold Burnes hjemmeside. De signalerer prestigevin og champagne i særklasse. I virkelighedens verden er det det rene vanvid. Der er tale om tredieklasses industriprodukt, som slås med flere længder af mange champagner til under 200,-. Duften er uren og svovlhørmende, smagen kun en smule bedre.

DOM RUINART 1996

Sidst smagt: 20/11-08
Ruinarts prestigecuvée er - i den udgave jeg smagte den i - ikke et hak bedre end deres standardcuvée. Jeg fristes til at sige tværtimod. Den samme urene og svovlede duft, grove bobler og en forsvindende kort smag. Nej tak! Jeg gættede straks Grande Marque (grundet den urene og svovlede duft), men mit bud var en standardcuvée - måske Möet & Chandon (skønt jeg normalt findes Brut Imperial (en smule) bedre end dette). At der er tale om en blanc de blancs (hvilket normalt betyder ekstra forfinelse og vibrende syre), var ikke til at gennemskue for denne smager. Folkene hos Ruinart vil sikkert sige, at den blot skal have tid - og ja, duften kan måske smide noget af det urene, men i min bog er det meget sjældent at vine/champagner uden nogen smag midt i munden og finish udvikler sig positivt.
Man kan selvfølgelig også hævde, at det er useriøst at afskrive en flaske udelukkende efter at have smagt den én gang. Men med mindre man er mangemillionær har de færreste nok lejlighed til at smage prestigecuvée champagner legio, så en hver flaske bør vel være optimal. Så lad mig råbe det fra bjergtinderne: HAN HAR JO IKKE NOGET PÅ!!!!
Heldigvis havde jeg ikke givet de 1500,- for den, som Skjold Burne tager, men der går nok alligevel lang tid, før jeg gider at investere i en flaske igen - og så udelukkende i "embedsmedfør". Ak, det er hårdt at være champagnefreak!

Deutz

Da jeg for nylig deltog i Vinmagasinets store champagnesmagning var en af de største positive overraskelser - og en af smagningens største vine i øvrigt - Deutz' Cuvée William Deutz Brut Rosé 1999. Jeg har tidligere kun smagt Deutz en enkelt gang - i standardcuvéen, der ikke gav anledning til gensmagning. Heldigvis var prestigecuvéen altså klasser bedre (hvad den da også burde være til de ca. 800,- den koster!) og beviste, at les grandes marques også kan excellere i god champagne, når det stikker dem.
Ud fra mit begrænsede kendskab til huset er det svært at sige noget generelt om stilen - hvad jeg nok skal forsøge at råde bod på ved gensmagninger ved senere lejligheder.

Officiel hjemmeside klik HER
Dansk importør: H.J. Hansen

Smagte vine:

BRUT CLASSIC NV

Sidst smagt 24/2-2008
Frisk og rund, pinotdomineret stil med præg af savsmuld, rosin og lidt hedvin. Savner måske en anelse stramhed (den høje andel PM?). I munden er den blød med pæn fylde, men ret kort. 12% alc. Cepage: 30% CH, 38% PN, 32% PM. Alt i alt en lidt "middle-of-the-road"-præget grande marque-champagne, men ok.

CUVÉE WILLIAM DEUTZ BRUT ROSÉ 1999

Sidst smagt 31/12-2010
Jeg hører til blandt dem, der mener, at en god roséchampagne (hvilken bl.a. vil sige en roséchampagne, der ikke er for sød) kan have en ekstra dimension i forhold til "almindelig", hvid champagne, som gør dem uendeligt tiltrækkende. Så det siger ikke så lidt, når jeg nu vil hævde, at Deutz hører til blandt det bedste producenter af denne champagnetype (i øvrigt virker det, som om les grandes marques generelt er bedre til roséer end til hvide champagner - også Henriot og Perrier-Jouët laver gode roséer - samt selvfølgelig Billecart-Salmon).
Det skal dog pointeres, at jeg har smagt vinen to gange og var væsentligt mere begejstret første gang (i 2007). Der var der tale om en yderst kompleks champagne, der oplagt stadig gemte på meget, men på smagetidspunktet bl.a. bød på den lidt "grenede", krydrede smag af måske ikke helt moden pinot noir, som jeg faktisk holder meget af. Smagen var præget af en blød mousse og en god fylde. Anden gang, jeg smagte den, var den ikke helt så imponerende i næsen, hvor den savnede noget fokus, men stadig med klasse smag og rank struktur. De to stjerner gælder for første gang, jeg smagte den.

Moët et Chandon

Moët et Chandon er den største af alle champagnehuse - altså når vi taler kvantitet. M.h.t. kvaliteten har det i mange år været comme il faut at rakke ned på champagnerne herfra. Og sandt er det, at basisvinen ikke er nogen udpræget fornøjelse - medmindre man har smag for "brimstone & treacle", eller man står og mangler vinen at servere til Prahok.
Prestigecuvéen Dom Perignon - der vel nok er den mest kendte champagne overhovedet (og selvfølgelig den, James Bond drak indtil han blev kommerciel og gik over til Bollinger - omkring samtidig med at Bollingers kvalitet begyndte at dale mærkbart...) - hører efter denne smagers mening (og begrænsede erfaring med prestigecuveer) til blandt de bedre af slagsen - selvom jeg stadig hellere vil drikke en god grand cru-champagne fra en selvstændig vinbonde.

Officiel hjemme klik HER - siden er dog omtrent ligeså infantil og ubrugelig som Veuve Clicquots... her er temaet "Be fabulous".

Smagte vine:

BRUT IMPERIAL

Sidst smagt 27/3-05
Standardcuvéen fra Moët et Chandon, hvoraf der hvert år bliver tappet mange millioner flasker. Det er svært foreneligt med kvalitet, hvilken da også viser sig tydeligt. Vinen domineres af et osteagtigt præg samt svovlbrinte (rådne æg). Herudover er der lidt muslingeskal, begyndende toast, lakrids og lidt blyant. I munden har den pæn længde m. lidt bær i finishen. Rimelig let. Nuvel, kan man se bort fra det urene svovlbrintepræg (som har været i samtlige de flasker jeg og mine vinvenner har smagt) for så vidt en gedigen champagne, der dog ikke for alvor imponerer. Men bedre end den ofte bliver gjort til. Kan minde lidt om Taittinger. Det kan vel næppe gentages nok: Selv når champagne er dårlig, er den god...

BRUT 1999

Sidst smagt 27/12-07
Jeg fik denne champagne med i købet, da jeg var nødt til at have den raffinerede "lysestage" til højre (Jeg ved det: There is a sucker born every minute...), som jeg faldt over i Fauchon i Paris. Det holdt nu hårdt med at få lov til at købe den, fordi en midaldrende mand iført kongekåbe (!!!) netop var kommet forbi i sin Rolls Royce og forståeligvis krævede samtlige 4-5 ekspedienters opmærksomhed (At notere sig: Anskaf kongekåbe).
Forhåbentlig får jeg mere glæde af glassene end af champagnen. Som med basischampagnen en noget uren duft med kloakpræg og urene kælderaromaer, samt en lidt pulignyagtig frugt (abrikoskerne), som jeg før har fundet i Comtes de Champagne (man bruger måske samme gærkultur?). Udover det et pænt fokus, lidt chokolade og generelt et ret eksotisk/overdådigt præg (meget ulig Dom Perignon i øvrigt!). I munden har den pæn fylde (den ting, som de store huse synes at kunne finde ud af), lidt lav syre, og igen det lidt urene kælderpræg (som klart tyder på en biologisk fejl). Jeg kan ikke forlige mig med urenhederne - andre ville sikkert være mere glade for vinen. Det er i øvrigt den eneste vin, jeg nogensinde har gættet helt korrekt (i.e. vin + årgang) 100% blindt.

ROSÉ 2003

Sidst smagt 7/8-09
Lidt specielt - men ikke decideret ubehagelig - duft af honning og lakrids. Sidstnævnte finder jeg nogle gange i Aÿ-champagnerne, men om der er Aÿ-druer i denne champagne skal jeg ikke kunne sige. I munden relativt blød med ok struktur. Bedre end Möets hvide champagner (Dom P undtaget), men der findes bedre roséer på markedet billigere. I øvrigt har jeg før noteret mig, at Grande Marque-producenterne ofte synes bedre til rosé end til hvide champagner.

DOM PERIGNON 2000

Sidst smagt 2/7-08
Først lidt friske, æblede toner, derefter en mere rustik duft med præg af "abrikoskerne" (som man også finder i husets almindelig Vintage 1999), endelig lakrids. I munden relativt spinkel og kort fortil med præg af svampe i finishen. Man mærker klart 2000-årgangens mangel på fokus og struktur.
Alt i alt ikke en champagne, jeg ville satse på, selvom mere velbeslåede end denne champagnefreak har positive ord overfor ældre årgange af Dom'en.

DOM PERIGNON 1996

Sidst smagt 13/9-04
Man kan åbenbart godt lide svovl hos Moët et Chandon! (endnu et indicie for konspirationsteorien om, at de multinationale står i ledtog med mørkets fyrste...) - i hvert fald kan vi heller ikke blive fri for et præg af svovldioxid (brændt tændstik) i prestigecuvéen. Kan man se bort fra det, er der tale om en ganske elegant og kompleks champagne med præg af kalk, lakrids, lidt kakao, appelsinskal, nødder, metal, tørrede blade, frisk gedeost og hindbær (ja, der blev griflet en del den aften!). Jeg var i mit gavmilde hjørne og kaldte vinen Dieboltagtig. I munden virkede den ikke helt harmonisk på smagetidspunktet. Nok var den blød og fyldig med en fin finish, men på en eller anden måde synes den ikke rigtigt at hænge sammen. Hvis alderen kan rette op på skønhedsfejlene kunne det blive en dejlig champagne, som man ikke ville fortryde at have betalt 300-400 kroner for... (men min erfaring siger mig nu, at svovlpræg sjældent forsvinder - specielt ikke, når der er tale om svovldioxid).

Veuve Clicquot

Veuve Cliquot er vel den mest kendte - og i hvert fald mest drukkede - champagne i Danmark. Med en produktion på mange millioner flasker om året er der da også tale om et rigtigt industriforetagende - med hvad det medfører. Netop dette, at man kan få Den Gule Enke i snart sagt hvert et supermarked, er måske grunden til, at Veuve Clicquot ikke har det helt store ry blandt champagnesnobber (som undertegnede). Ikke desto mindre er deres NV-champagne blandt de bedre af slagsen, når udbuddet er begrænset til grandes marques-champagne.
Som det er tilfældet med så mange grande marque-champagner, ser vi stort set ikke den almindelige vintageversion herhjemme, men må nøjes med den sædvanlige NV-champagne og prestigecuvéen La Grande Dame. Dette på trods af, at de fleste autoriteter mener, at det er normalt er vintagevinene, der giver den bedste valuta for pengene - både hos Veuve Clicquot og andre Grandes Marques - hvis man altså kan tale om god valuta for pengene, når talen er om Grandes Marques...
Jeg skal indrømme, at mit kendskab til Veuve Clicquot er relativt begrænset - af den simple grund, at jeg føler, at der er bedre og billigere champagner at finde blandt vinbondechampagne. Jeg drikker derfor så at sige kun Grande Marque-champagne, når der ikke er noget alternativ. Generelt om stilen kan man sige, at den normalt er fri for det svovl- eller kloakagtige præg, der skæmmer mange grande marque-champagner. Til gengæld virker champagnerne også ofte ganske korte i smagen - det punkt, hvor grande marque-champagne ellers normalt synes at overgå vinbondechampagne.

Officiel hjemmeside klik HER. Her kan du lade dig berige med indsigtsfulde og filosfiske guldkorn som f.eks. "Let's be chic. Let's be Clicquot, period.". Og sandelig om der ikke også er et computerspil at forlyste sig med...

Smagte vine:

BRUT NV "DEN GULE ENKE"

Sidst smagt 13/4-04
Som nævnt drikker jeg normalt kun grande marque-champagne, når der ikke er noget alternativ, så det er et stykke tid siden, jeg har smagt denne - danskernes foretrukne champagne. Nuvel, da jeg smagte den sidst, viste den sig absolut fra sin bedre side med sin kraftige, pinotdominerede stil præget af rosin og lakrids. Ganske godt fokus. Smagt sammen med Deutz virkede den mere stram og synes at have lagringspotentiale. I munden var den præget af en pæn høj syre og var i øvrigt en smule kort. Strammere og bedre struktureret end de fleste andre grande marque-NV'er - måske p.g.a. det relativt lave indhold af Pinot Meunier. Jeg har hørt nogle rapporter om skuffelser med denne champagne - så noget tyder på, at den har fluktueret lidt i kvalitet i hvert fald efter år 2000. Vær i øvrigt opmærksom på, at "Den Gule Enke" i Sverige er betegnelsen på Sec-udgaven.

VINTAGE RÉSERVE 1998

Sidst smagt 16/1-07
En ganske sart og lukket duft, der kun modstræbende giver lidt fra sig i form af appelsinskal og et modent præg. Smagen er ganske frisk, men noget kort. Den korte smag gør, at jeg ikke har den store tiltro til, at den vil udvikle sig positivt og evt. åbne lidt mere op for "godteposen". Serveret blindt gættede jeg vinbondechampagne - hvilket kunne synes en cadeau til vinen, men jeg tilføjede samtidig, at det nok var en af de absolut billigere af slagsen og gættede på en udsalgspris på 180,- (temmelig langt fra de 350,-, som den havde kostet - nedsat!).

LA GRANDE DAME 1990

Sidst smagt 8/3-05
"La Grande Dame" er opkaldt efter enken Nicole-Barbe Ponsardin, der styrede firmaet i starten af dets karriere - og som altså bar tilnavnet "La Grande Dame" (jeg har svært ved at forestille mig, at der er kvinder i dag, der ville blive særligt henrykte over at blive kaldt "Den store Dame"...). Det er Veuve Clicquots prestigecuvée - og i hvert fald da jeg smagte den en af de absolut mest skuffende af slagsen. I næsen var den næsten totalt domineret af en karameltone, som faste læsere vil vide ikke er min kop te. Med tid i glasset får den andre nuancer (lakrids, valnød, læder, nedfaldsæbler, marcipan, cognac), men karamelpræget dominerer stadigvæk. I munden virker den rimelig blød - igen med dominerende karamel. Forbavsende nok virker den noget tynd, hvad man ellers sjældent oplever med prestigecuvéer. Den kan være åbnet på et dårligt tidspunkt (men champagner bør nu altid smage godt!), men som den var, da jeg smagte den, ville jeg faktisk hellere drikke den almindelige NV'er. Og skal jeg være ærlig, er jeg ikke overbevist om, at den har et specielt godt lagringspotentiale.

Taittinger

Taittinger er et Grande Marque med hvad dertil hører af prestigecuvéer og lettere overprissatte, ganske basale basischampagner.
Firmaet er netop blevet solgt af Starwood Capital til Crédit Agricole, som man kan læse mere om på Solveig Tanges blog om champagne. Om det vil have nogen indflydelse på kvaliteten må tiden vise.
Stilen hos Taittinger går mod det elegante - selvom elegance jo normalt netop er de store mærkers væsentligste problem. Masseindustri og elegance synes ganske enkelt ikke at gå særlig godt i spænd.
Nuvel, Taittinger hører - ud fra min sparsomme erfaring med huset - til blandt de bedre grandes marques, selvom prestigecuvéen "Comtes de Champagne" skuffer ligeså meget som de fleste andre grande marque-prestigecuvéer.

Officiel hjemmeside klik HER.

Smagte vine:

BRUT RÉSERVE

Sidst smagt 9/1-05
Lavet på 40% chardonnay og 60% pinot (noir % meunier) fra 40 forskellige marker. Duften præges af en lidt æggeagtig gærduft, men også af lidt chokolade, hvedekiks og lakrids. I munden medium fyldig. En vellavet, men lidt neutral champagne.

PRÉLUDE

Sidst smagt 30/12-10
En ren grand cru-vin lavet på 50% chardonnay (fra Avize og Le Mesnil sur Oger) og 50% pinot noir (fra Bouzy og Ambonnay). Det er en ganske bleg champagne med et frisk præg af citrus, vanille, lidt svampe og chokolade. I munden ganske velstruktureret.

COMTES DE CHAMPAGNE 2000 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 30/12-10
Meget lig 1995'eren (og konsistens og jo også de store mærker fornemmeste dyd!). Næsen er præget af lidt reduktion (champignon), samt det, jeg - i mangel på bedre - kalder abrikoskerne. Smagen har Comtes de Champagnes trademark bløde mousse og igen abrikoskerne. Jeg bliver nok aldrig den største fan - man det kunne da være interessant at smage den i en ældre udgave.

COMTES DE CHAMPAGNE 1999 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 31/12-10
Mindre ekspressiv end både 1995 og 2000 - men ellers meget samme stil, d.v.s. en lidt ucharmerende "abrikoskerne"-duft og en blød stil med fremragende mousse. Det var desværre ikke ideelle champagneglas, jeg fik smagt den af, men heller ikke denne årgang overbeviste mig om Comtes de Champagnes fortræffeligheder.

COMTES DE CHAMPAGNE 1995 BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 31/12-05
Comtes de Champagne er Taittingers prestigecuvée. Det er en ren grand cru-champagne - og ren blanc de blancs. Den svenske champagneekspert Richard Juhlin beskriver Comtes de Champagne som den prestigecuvée, der er lettest at værdsætte. Nuvel, jeg hører ikke til blandt fanskaren - i hvert fald ikke udfra denne vin. Farven er lys gylden. I næsen domineres den i starten af et præg af citrusfrugt (som Belle Epoque), men meget hurtigt tager en ubehagelig kloakagtig duft over. Er man flink peger duften lidt i retning af noget abrikoskerneagtigt, som denne smager ellers forbinder med visse Puligny-Montrachet-vine - men i en ekstrem udgave, hvor det ikke længere er behageligt. Med lidt god vilje kan man også finde lidt parfume og hindbær. I munden er den straks mere imponerende med en perfekt, mild mousse og fyldig smag. Smagen er dog også domineret af det lidt urene/ekstreme præg. Det er uden tvivl en meget affirmativ champagne - og en af dem, der er let at huske. Men smagen var altså i dette tilfælde bare ikke god.

Pol Roger

Pol Roger er et grande marque med et fantastisk ry - ikke mindst i England, hvor Winston Churchills forkærlighed for netop denne champagne næppe har skadet dens ry - hvilket Pol Roger selv anerkendte ved at opkalde deres prestige cuvée efter den store (læs: volumiøse) mand. Og ja, den slags gratis PR kan man jo ligeså godt malke til det yderste...
En af de ting, der bliver fremhævet ved Pol Roger, er disse champagners fremragende lagringsevne. Hundrede år gamle Pol Roger-champagner skulle stadig kunne være friske og fremragende (hvad denne smager desværre ikke har nogen erfaring med - så hvis du står overfor at skulle åbne en Pol Roger fra 1914 eller deromkring, hører jeg gerne fra dig...). Forklaringen på denne lagringsevne skulle efter sigende være Pol Rogers meget kolde kældre, der sikrer en langsom modning af champagnerne.
Pol Roger gør selv meget ud af kvaliteten af deres bobler - med sloganet om, at deres bobler "er runde, hvor andres champagners er firkantede". Og det er da også rigtigt, at Pol Roger-champagner generelt har en fin mousse. Mit problem med disse champagner er dog i duften, der - som så mange grandes marques - er temmelig uren med præg af svovl og andre gastriske nuancer.
Winston Churchill skal i forbindelse med Pol Roger fyndigt have sagt: "I'm easily satisfied with the best". Nuvel, på champagnefreak stiller vi større krav...

Dansk importør: Sigurd Müller. I København fås vinene desuden hos Ludvig Bjørns Vinhandel.

Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

EXTRA CUVÉE DE RESERVE (WHITE FOIL)

Sidst smagt 6/4-04
Bag det lettere selvhøjtidelige navn skjuler Pol Rogers basale non-vintage-champagne sig. Den gærprægede næse virker ikke umiddelbart så charmerende på denne smager. Ellers kan man finde lidt æble, rosin og toast i duften. Smagen bærer præg af den berømte bløde mousse, samt af en god længde og pæn fylde. En lidt djærv champagne, der er klart bedre i smagen end i næsen. Måske et par år på langs hjælper den af med den lidt ucharmerende duft... umiddelbart fortjener den ikke sit ry som en af de bedst NV-champagner på markedet.

EXTRA CUVÉE DE RESERVE 1996

Sidst smagt 13/10-04
Endnu mere uren end den almindelige NV, med et lettere gastrisk præg (for nu at holde sig til eufemismerne!) samt svovlbrinte. Et lidt mineralsk præg lader ane, at det kunne have været en udmærket champagne, hvis det ikke var for føromtalte urenheder. I munden fejler den ikke noget med sin brede, fyldige smag og gode mousse. 12% alc. 60% PN, 40% Ch.

1996 ROSÉ

Sidst smagt 20/12-04
Her er så en Pol Roger uden urenheder. Til gengæld er den ret svag/lukket i næsen. Lidt læder, lakrids, hindbær og citrus kan dog anes. I munden insisterer den også på at være anderledes end de øvrige Pol Roger-champagner - denne gang negativt ved ikke at besidde den berømte, bløde mousse. Her er boblerne firkantede, snarere end runde. Til gengæld har den en udmærket fylde og finish.

Perrier Jouët

Perrier-Jouët er nok mest kendt for deres prestigecuvée "Belle Epoque" - og måske mest af alt for den smukke (eller kitschede alt efter temperament), blomsterbemalede flaske, denne champagne kommer i. Belle Epoque står for mig absolut som en af de bedre prestigecuvéer, selvom man stadig kan sætte spørgsmålstegn ved prisen. Og ja, jeg falder for flasken, der må gøre Belle Epoque til den ultimative scorevin (hvis det da ikke er en af de gange, hvor Goethes "So fühlt man Absicht und man ist verstimmt" gør sig gældende...).
Af den ene eller den anden grund er det aldrig lykkedes mig at smage Perrier-Jouëts almindelige vintage.

Smagte vine:

GRAND BRUT NV

Sidst smagt 31/12-10
Der er desværre temmelig langt fra Perrier Jouëts standardcuvée til Belle Epoque. Jeg har smagt den to gange, og jeg var lidt mere glad for den første gang uden at være ekstatisk. Min største anke er, at dosagen virker for høj - med en lidt kvalm smag til følge. Duften er heller ikke imponerende og er lidt "træet" og vulgær. Lidt lakrids kan det dog blive til.

BELLE EPOQUE 2002

Sidst smagt 31/12-10
Belle Epoque hører til blandt mine yndlinge blandt grande marque prestigecuvéer. Denne årgang bekræfter hvorfor. Der er tale om en ganske afdæmpet, nærmest sky champagne, der kræver tid i glasset og tålmodighed for at vise sine ynder. Giver man den denne tid får man mineralsk "muslingeskal", jod, karry, brød, lakrids, cognac m.m. i en stil, der virker meget blanc de blancs-agtig (selvom vinen efter sigende har 50% Pinot Noir). I munden har den fin syre og rankhed - og i modsætning til standardcuvéen lider denne ikke af for høj dosage.

BELLE EPOQUE 1999

Jeg smagte denne tilbage i 2008, men har aldrig fået lavet et smagenotat på den. Det var afgjort den Belle Epoque, der har gjort mindst indtryk - men jeg var måske heller ikke så koncentreret om vinen den pågældende dag. Bør gensmages.

BELLE EPOQUE 1998

Sidst smagt 15/9-07
Absolut en af de bedste - hvis ikke dén bedste - préstige cuvée, jeg har smagt. En overdådig duft med præg af appelsinskal men også med mineralitet og næsten krug'ske toner og strenghed. I smagen har den god fylde og en grapeagtig syrestruktur. Ganske tæt på de tre stjerner - og efter denne smagers mening endda bedre end den ellers på papiret bedre årgang 1996. Måske er stillingen anderledes om ti år? 12,5% alc.

BELLE EPOQUE 1996

Sidst smagt 1/3-05
Til den elegante side med en ganske kompleks og mineralsk duft, der er præget af citrus, chokolade, lakrids, karamel samt lidt nedfaldsæbler. Med tid i glasset får den et nærmest rieslingagtigt præg af petroleum. Skal man være kritisk savner vinen måske lidt fokus - men det kan skyldes, at den stadig er for ung. God Mousse og blød smag - omend ikke overvældende lang. 12,5 % alc.

BELLE EPOQUE 1997 ROSÉ

Sidst smagt 19/4-05
Orange farve. Moden, mineralsk duft, som er ganske spændende. Lidt dyriske nuancer samt læder vidner om årgangen. Også lidt valnød, lakrids, samt en anelse vitaminpille. Ganske kompleks. Smagen virker lidt kort og er ikke overvældende kraftig. Alt i alt en kompleks, men lidt "funky" stil, der måske ikke rigtig passer sig for den romantiske indpakning. Her er mere sek- end sensualitet. 12,5% alc.

Lanson

Det er blevet tid til at tage endnu et Grande Marque under kærlig behandling.
Lanson er måske ikke det højest estimerede af de store huse (selvom Vinbladet i deres champagnesmagning for nogle år tilbage var ganske begejstrede), men det hjælper det nu ikke her på bloggen.
Jeg har smagt deres almindelige Brut NV nogle gange, men af den ene eller den anden grund er det ikke lykkedes mig at få lavet et smagenotat på vinen - men denne blog forpligter jo, så jeg må nok gensmage den en af dagene (it's a dirty job, but somebody has gotta do it!). Richard Juhlin er ganske kritisk overfor Lanson, men jeg husker ikke deres Brut NV (Black Label) som hverken dårligere eller bedre end så mange andre NV'er fra de store huse.
Juhlins kritikpunkt er primært, at vinene ikke har gennemgået den malolaktiske gæring, og at de ikke har fylden eller kroppen til denne behandling. Det er ikke noget, jeg som sådan har bemærket mig. Som med de fleste andre store huse gælder det, at der er billigere og bedre alternativer at finde blandt vinbondechampagne. Deres årgangschampagne har dog i årgang '96 faldet i min smag.

Smagte vine:

LANSON BRUT 1996 GOLD LABEL

Sidst smagt: 3/9-07
Som med Noble Cuvée nedenfor, en champagne, der besidder en række sødlige toner - honning og noget granagtigt (som jeg faktisk ofte forbinder med pourriture noble). Absolut en moden duft med god kompleksitet. I smagen er den præget af '96-årgangen (jeg gættede årgangen blindt...) - d.v.s. høj, næsten eddikeagtig syre. Om den nogensinde bliver helt harmonisk er spørgsmålet. P.t. må man absolut sige, at det er en champagne for folk med visse masochistiske tendenser (som denne champagnefreak...).

NOBLE CUVÉE BRUT 1989

Sidst smagt: 31/12-05
Jeg smagte denne prestigecuvée sammen med Krugs Grande Cuvée og Taittingers Comtes de Champagne 1995 (det var jo nytårsaften...). Krug kunne den ikke stille noget op imod, men jeg foretrak den dog for Comtes de Champagne. Der er tale om en Grand Cru blandet af en række forskellige landsbyer. Vinen havde en mørk farve og en ganske moden duft med præg af rosin, chokolade, karamel og marcipan. Der var også et præg af noget træagtigt (savsmuld), som jeg forbinder med champagner, der ikke har gennemgået den malolaktiske gæring. Vinen virkede generelt lidt svampet og ufokseret - og i min bog skulle den nok være drukket noget tidligere (det kan skyldes, at den måske ikke har været opbevaret ordentligt). Smagen var relativt kort. De sødlige toner i duften gør det næsten til en dessertchampagne. Alt i alt en champagne, der bekræfter min mistanke om, at '89-champagner ikke er det mest holdbare. Når det er sagt findes der absolut værre prestigecuvéer. 12,5% alc.

Laurent-Perrier

Laurent-Perrier er et af de Grandes Marques, der nyder et ganske godt ry. Personligt har jeg et noget skizofrent forhold til Laurent-Perrier: Til tider finder jeg deres champagner gode til fremragende, til andre tider kedelige - om ikke decideret dårlige. Det gælder eksemplarisk for prestige cuvéen Grand Siècle, som jeg har smagt tre gange med vidt forskelligt resultat. Det kunne være rart, om Laurent-Perrier kunne bestemme sig til, hvilken champagne, de laver...

Smagte vine:

BRUT LP

Sidst smagt: 28/9-2006
Jeg ved ikke om det var selskabet - en sød (alt for sød...) veninde (ak! kun veninde...) fra et overset østeuropæisk eventyrland -, men sidst jeg smagte denne champagne, som jeg tidligere har tildelt pladsen blandt de værste syndere i min personlige champagnekosmogoni, viste den sig at være ... ja, ganske god.
Her var godt fokus, en vis friskhed, præg af mandler (som jeg allerede tidligere har noteret), og - surprise, surprise - et vist hindbærpræg, som jeg normalt forbinder med god grand cru-chardonnay (ikke mindst fra Cramant). Smagen var det heller ikke til at sætte en finger på: god fylde, pæn længde, pæn struktur. Skulle man være kritisk manglede der måske en smule kompleksitet og - selvfølgelig - terroirpræg.
Tidligere har jeg som nævnt været mere kritisk og noteret den som en vellavet, men intetsigende champagne. Til dens positive træk hører, at den ikke er præget af de urenheder (kloakstank, svovl etc.), som man så ofte finder i grande marque-champagner. Måske det bedste køb blandt L-Ps champagner.

ROSÉ BRUT

Sidst smagt: 27/6-2005
En af de mest kendte og feterede roséchampagner på markedet - et ry den ikke nødvendigvis fortjener. En ganske ren (på grænsen til det kedelige), lidt mineralsk rosé, der bliver mere eksotisk og vingummiagtig med tid i glasset. I munden er den pænt fyldig - og så absolut til den sødlige side. For så vidt en udmærket rosé (men for sød for denne tunge), men slet ikke - trods den kønne flaske - den pris værd, som Laurent-Perrier forlanger (jeg måtte give 430,- for den i Kjær & Sommerfeldt).

GRAND SIÈCLE

Sidst smagt: 21/11-2007
Laurent-Perriers Prestige-Cuvée uden årgang. Jeg har - som nævnt ovenfor - smagt den tre gange (de to sidste med få ugers mellemrum) med vidt forskelligt resultat. Første gang var den totalt ødelagt af en duft (stank vel rettere) af spildevand. I munden var den fyldig med god mousse, men en - for min smag - lidt lav syre. Anden gang var den langt bedre med en elegant og blomsteragtig duft, der også bar præg af lidt vanille, citrus og nødder. Ganske sart for en prestige cuvée og absolut i den elegante stil. I munden havde den pæn fylde - igen langt fra så ekspressiv som prestige cuvéer plejer at være. Måske bliver den mere ekspressiv med alderen. Under alle omstændigheder en kompleks og ren champagner, der fortjener den ene stjerne. Sidste gang, jeg smagte den, faldt den ud ca. midt mellem de to første gange med et lidt urent, kloakagtigt præg, men også med en mere sart side m, vanille, lidt hindbær og lakrids samt guldkorn (!). I munden dog noget kort og lidt vandet. Stjernen gælder for den bedste udgave - mens den i den værste ville være blevet slået af banen af en hæderlig cava.

Henriot

Henriot er en af de champagnehuse, jeg har haft bedre held med - omend det ikke fornægter sig, at der er tale om en vinkøbmand snarere end en vinbonde. I forhold til nogle af de andre Grandes Marques er prisen rimelig. Stilen herfra er fokuseret på elegance snarere end kraft - hvilket har fået nogle vinskribenter til at afskrive disse vine som tynde.

Dansk importør: Vinene blev i sin tid importeret af Magasin (hvor jeg har købt de fleste af mine flasker), men efter at H.J. Hansen har overtaget vinafdelingen synes de på vej ud. Man kan få deres almindelige NV og deres blanc de blancs hos House of Wine. Desuden vil seneste rygte vide, at Theis Vine begynder at importøre Henriot pr. 2007.

Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

SOUVERAIN BRUT

Sidst smagt: 1/3-05
Henriots basischampagne er efter sigende lavet på ca. 50/50 Chardonnay og Pinot Noir (med en svag overvægt af sidstnævnte). Det er en frisk og elegant champagne med en vis mineralitet, der virker mere "chardonnaysk" end druesammensætningens realiteter. I starten havde den et vist urent præg (svovlbrinte), som dog gik i hvert fald delvist væk. I munden kan vinen virke en anelse rå. Den har for mig visse ligheder med Taittingers NV.

BRUT 1996

Sidst smagt: 19/5-06
Da jeg i foråret var en på en smuttur til Paris og besøge en (næsten) ligeså champagneinteresseret ven, var det en oplagt lejlighed til at smage på en hel masse champagner. Langt den største del var dog temmelig uinteressant, og Henriots vintage 1996 var absolut blandt de bedre på denne tur (den kom dog til at stå lidt i skyggen af de vine, vi fik senere på aftenen, da vi tilfældigt dumpede ned i et mindre selskab på Café du Passage, der bl.a. talte sommelierene fra henholdsvis Taillevent og La Tour d'Argent, som bød på bl.a. Grgic chardonnay 1979 og Montrose 1952 - nogengange har man jo lov at være heldig!).
Henriot 1996 (som det jo trods alt skal handle om!) var en ganske moden champagne (også farvemæssigt) med en affirmativ, velfokuseret duft, der bar præg af hø, hvedekiks, lakrids, lidt rosin, lidt savsmuld, lidt jod, lidt citrus og ost. I munden bød den stadig på en del syre og en god finish. Dog også en lille, lidt kloakagtig urenhed. Ganske tilfredsstillende - omend den er mere imponerende end egentlig charmerende. 12% alc.

ROSÉ 1998

Sidst smagt: 3/5-05
Når roséchampagne er godt, har den en ekstra dimension, der (næsten!) kan berettige den merpris, man ofte må betale for den lyserøde farve. Sådan var det i dette tilfælde. Der var tale om en champagne, der kombinerede en elegant og mineralsk, citruspræget stil med den lidt rustikke karakter, som jeg forbinder med '98-årgangen (læder m.m.). En ganske kompleks champagne, der er en af de bedste roséchampagner, jeg har smagt.

LA CUVÉE DES ENCHANTELEURS 1989

Sidst smagt: 4/10-06
La Cuvée des Enchanteleurs er Henriots prestigecuvée. Det betyder normalt overdådigt udstyr og en champagne, der ikke er pengene værd. Det gjorde det også i dette tilfælde. Vinen var præget af en ferskenkernetone, som denne smager ikke bryder sig specielt om (mit bud er, at den hidhører fra den gærkultur, man har brugt). Den kunne på sin vis minde om en sart Comtes de Champagne - "sart" her ikke at forveksle med elegant (Hvad dog sikkert har været Henriots mål - men man får altså ikke en elegant champagne blot ved at gøre den mindre kraftig!). Ellers var der for så vidt et rimelig godt fokus og en pæn fylde - omend ikke den længste smag. At det er den dyreste vin i Henriots portefølje er det kun flasken, der kan berettige...

Krug!

Krug er indenfor champagneverden vel nogenlunde det samme, som Rolls Royce er indenfor bilverden. Det er en champagne, man ikke kan komme udenom. Basiscuvéen "Grande Cuvée" koster i nærheden af 1000,- og deres "Clos de Mesnil" ligger på den anden side af 3000,-. Produktionen er (relativt) lille, og der bliver intet sparet for at lave det ypperste.
At Krug er noget særligt ses bl.a. ved, at man her undgår den malolaktiske gæring, som mange andre benytter sig af for at blødgøre vinen. Det betyder, at Krug skal lagre længere for at bliver afrundet - og de frigiver da også først deres vin efter seks års langring.
Jeg var relativt langt inde i min champagnekarriere, før jeg fik lejlighed til at smage Krug (Grande Cuvée). Tidligere er jeg ofte blevet skuffet over de store huses prestigecuvéer, der har gået fra at være middelgode til decideret dårlige. Så det store spørgsmål var selvfølgelig: Kunne Krug leve op til de tårnhøje forventninger, man med rette kunne have til den, eller ville den skuffe som så mange andre prestigecuvéer?
Krug skuffede ikke. Det er ikke den bedste champagne, jeg har smagt - kommer vel knapt nok i top ti -, men storheden fornægtede sig ikke. Når det er sagt, må det dog også siges, at Krug synes at være en champagne, man mere beundrer end holder af. Her lefles der på ingen måde for smageren. Stilen er oplagt streng, nærmest rå. Nok kunne man hævde, at det eksemplar, jeg smagte, var alt for ungt, men der er ingen tvivl om, at selv mere modne udgaver vil bevare noget af denne strenghed. Der var en lidt træagtig karakter samt en klar citrustone. I munden havde den en fast struktur kombineret med stor fylde og en lang, lang smag. Der er også et præg af fersken i vinen, som sikkert vil træde mere frem, når vinen har fået mere alder. Jeg savnede, hvad jeg forstår ved egentlige terroirkarakter: Krug er en meget ren champagne, hvad næsten - i hvert fald på dette tidspunkt i dens udvikling - kan tage sig ud som mangel på kompleksitet.
Summa summarum: Jeg er ikke i himlen, men heller ikke skuffet. Krug leverer varen - og når jeg engang bliver ramt af et ekstremt udslag af ekstravagance, må det blive tid til at smage Krugs vintagevine og/eller Clos de Mesnil.

NB: Jeg har senere haft lejlighed til at gensmage Grande Cuvée (21/11-07) - og indtrykket var meget det samme: En streng champagne, der måske er mere imponerende end charmerende. Dog: absolut stadig en af de prestige cuvéer, der kan være sin pris bekendt.