mandag, september 25, 2006

Krug!


Krug er indenfor champagneverden vel nogenlunde det samme, som Rolls Royce er indenfor bilverden. Det er en champagne, man ikke kan komme udenom. Basiscuvéen "Grande Cuvée" koster i nærheden af 1000,- og deres "Clos de Mesnil" ligger på den anden side af 3000,-. Produktionen er (relativt) lille, og der bliver intet sparet for at lave det ypperste.
At Krug er noget særligt ses bl.a. ved, at man her undgår den malolaktiske gæring, som mange andre benytter sig af for at blødgøre vinen. Det betyder, at Krug skal lagre længere for at bliver afrundet - og de frigiver da også først deres vin efter seks års langring.
Jeg var relativt langt inde i min champagnekarriere, før jeg fik lejlighed til at smage Krug (Grande Cuvée). Tidligere er jeg ofte blevet skuffet over de store huses prestigecuvéer, der har gået fra at være middelgode til decideret dårlige. Så det store spørgsmål var selvfølgelig: Kunne Krug leve op til de tårnhøje forventninger, man med rette kunne have til den, eller ville den skuffe som så mange andre prestigecuvéer?
Krug skuffede ikke. Det er ikke den bedste champagne, jeg har smagt - kommer vel knapt nok i top ti -, men storheden fornægtede sig ikke. Når det er sagt, må det dog også siges, at Krug synes at være en champagne, man mere beundrer end holder af. Her lefles der på ingen måde for smageren. Stilen er oplagt streng, nærmest rå. Nok kunne man hævde, at det eksemplar, jeg smagte, var alt for ungt, men der er ingen tvivl om, at selv mere modne udgaver vil bevare noget af denne strenghed. Der var en lidt træagtig karakter samt en klar citrustone. I munden havde den en fast struktur kombineret med stor fylde og en lang, lang smag. Der er også et præg af fersken i vinen, som sikkert vil træde mere frem, når vinen har fået mere alder. Jeg savnede, hvad jeg forstår ved egentlige terroirkarakter: Krug er en meget ren champagne, hvad næsten - i hvert fald på dette tidspunkt i dens udvikling - kan tage sig ud som mangel på kompleksitet.
Summa summarum: Jeg er ikke i himlen, men heller ikke skuffet. Krug leverer varen - og når jeg engang bliver ramt af et ekstremt udslag af ekstravagance, må det blive tid til at smage Krugs vintagevine og/eller Clos de Mesnil.

NB: Jeg har senere haft lejlighed til at gensmage Grande Cuvée (21/11-07) - og indtrykket var meget det samme: En streng champagne, der måske er mere imponerende end charmerende. Dog: absolut stadig en af de prestige cuvéer, der kan være sin pris bekendt.

Etiketter: ,