lørdag, oktober 14, 2006

Laurent-Perrier

Laurent-Perrier er et af de Grandes Marques, der nyder et ganske godt ry. Personligt har jeg et noget skizofrent forhold til Laurent-Perrier: Til tider finder jeg deres champagner gode til fremragende, til andre tider kedelige - om ikke decideret dårlige. Det gælder eksemplarisk for prestige cuvéen Grand Siècle, som jeg har smagt tre gange med vidt forskelligt resultat. Det kunne være rart, om Laurent-Perrier kunne bestemme sig til, hvilken champagne, de laver...

Smagte vine:

BRUT LP


Sidst smagt: 28/9-2006
Jeg ved ikke om det var selskabet - en sød (alt for sød...) veninde (ak! kun veninde...) fra et overset østeuropæisk eventyrland -, men sidst jeg smagte denne champagne, som jeg tidligere har tildelt pladsen blandt de værste syndere i min personlige champagnekosmogoni, viste den sig at være ... ja, ganske god.
Her var godt fokus, en vis friskhed, præg af mandler (som jeg allerede tidligere har noteret), og - surprise, surprise - et vist hindbærpræg, som jeg normalt forbinder med god grand cru-chardonnay (ikke mindst fra Cramant). Smagen var det heller ikke til at sætte en finger på: god fylde, pæn længde, pæn struktur. Skulle man være kritisk manglede der måske en smule kompleksitet og - selvfølgelig - terroirpræg.
Tidligere har jeg som nævnt været mere kritisk og noteret den som en vellavet, men intetsigende champagne. Til dens positive træk hører, at den ikke er præget af de urenheder (kloakstank, svovl etc.), som man så ofte finder i grande marque-champagner. Måske det bedste køb blandt L-Ps champagner.

ROSÉ BRUT


Sidst smagt: 27/6-2005
En af de mest kendte og feterede roséchampagner på markedet - et ry den ikke nødvendigvis fortjener. En ganske ren (på grænsen til det kedelige), lidt mineralsk rosé, der bliver mere eksotisk og vingummiagtig med tid i glasset. I munden er den pænt fyldig - og så absolut til den sødlige side. For så vidt en udmærket rosé (men for sød for denne tunge), men slet ikke - trods den kønne flaske - den pris værd, som Laurent-Perrier forlanger (jeg måtte give 430,- for den i Kjær & Sommerfeldt).

GRAND SIÈCLE


Sidst smagt: 21/11-2007
Laurent-Perriers Prestige-Cuvée uden årgang. Jeg har - som nævnt ovenfor - smagt den tre gange (de to sidste med få ugers mellemrum) med vidt forskelligt resultat. Første gang var den totalt ødelagt af en duft (stank vel rettere) af spildevand. I munden var den fyldig med god mousse, men en - for min smag - lidt lav syre. Anden gang var den langt bedre med en elegant og blomsteragtig duft, der også bar præg af lidt vanille, citrus og nødder. Ganske sart for en prestige cuvée og absolut i den elegante stil. I munden havde den pæn fylde - igen langt fra så ekspressiv som prestige cuvéer plejer at være. Måske bliver den mere ekspressiv med alderen. Under alle omstændigheder en kompleks og ren champagner, der fortjener den ene stjerne. Sidste gang, jeg smagte den, faldt den ud ca. midt mellem de to første gange med et lidt urent, kloakagtigt præg, men også med en mere sart side m, vanille, lidt hindbær og lakrids samt guldkorn (!). I munden dog noget kort og lidt vandet. Stjernen gælder for den bedste udgave - mens den i den værste ville være blevet slået af banen af en hæderlig cava.

Etiketter: ,