Hovmod står for fald...

Jeg har efterhånden smagt mig igennem en stor del af Laurent-Perriers portefølje af champagner - inklusiv prestigecuvéen Grand Siècle - og mente egentlig, at jeg med god ret kunne afskrive denne producent som en af de kedeligste blandt de - i forvejen kedelige - grandes marques.
Og så åbner jeg d.d. en ydmyg LP Brut - udelukkende fordi det var det eneste i køleskabet, jeg ikke havde smagt for nylig.
Jeg ved ikke om det var selskabet - en sød (alt for sød...) veninde (ak! kun veninde...) fra et overset østeuropæisk eventyrland -, men den champagne, jeg tidligere har tildelt pladsen blandt de værste syndere i min personlige champagnekosmogoni, viste sig nu at være ... ja, ganske god.
Her var godt fokus, en vis friskhed, præg af mandler (som jeg allerede tidligere har noteret), og - surprise, surprise - et vist hindbærpræg, som jeg normalt forbinder med god grand cru-chardonnay (ikke mindst fra Cramant). Smagen var det heller ikke til at sætte en finger på: god fylde, pæn længde, pæn struktur.
Som min omgangskreds plejer at sige om sex - og jeg selv om champagne: Selv når det er dårligt er det godt. Men her var end ikke behov for den slags talemåder. LP Brut er - eller var denne aften - en virkelig god vin. Bevares, jeg har smagt bedre og mere komplekse champagner, men som ren nydelse i et selskab, hvor champagne ikke (selv ikke for en champagnefreak) var hovedsagen, leverede Laurent-Perrier varen. Nogengange må man spørge sig selv, hvorfor man overhovedet drikker andet?