Vinbønder og vinkøbmænd
En af grundene til, at denne blog så dagens lys, var for at slå et slag for vinbondechampagne.
Med vinbondechampagne menes champagne, der laves af en bonde fra start til slut - i modsætning til når vinkøbmænd indkøber druer eller most til vinifikation.
Champagnes svar på de multinationale selskaber er de såkaldte Grandes Marques: En række store vinkøbmænd, der næsten totalt dominerer markedet for champagne. Da disse "grandes marques" bruger en masse penge på markedsføring, er deres champagner ofte væsentligt dyrere end champagne fra vinbønder.
Blandt vinkøbmændene tales der meget om kunsten at blande (assemblage). Filosofien er noget i retning af dette: Kun ved at blande champagne fra mange forskellige områder kan man opnå en kompleks og harmonisk vin.
Dette er noget fantastisk sludder.
Forestil dig, at man havde samme filosofi i Bourgogne. Forestil dig Aubert de Villaine sige, at man fremover ville blande Romanée-Conti med La Tache, Richebourg og de andre af domænets vinmarker for at få en mere harmonisk og kompleks vin!
Eller forestil dig en vinkøbmand i Bourgogne, der ville sælge sin generiske røde bourgogne dyrere end Romanée-Conti med den begrundelse, at kun blandingen af vin fra forskellige områder kan give en virkelig kompleks og harmonisk vin. Selvfølgelig åbenlyst nonsens!
Men ikke desto mindre er det lige præcis det, der sker i Champagne. Idag sælger de fleste vinbønder med rene Grand Cru-vine disse vine BILLIGERE end de store huses blandinger af vin fra alle afkroge af Champagne.
Selvfølgelig er der en vis idé i blandingen - og også små vinbønder blander jo vine fra forskellige parceller. Har man f.eks. (et lidt primitivt eksempel...) vin med en for dominerende syre, kan man måske blande det med en anden vin med for lav syre og derigennem opnå en mere harmonisk vin. Men jo mere du blander - og jo flere forskellige vine du blander sammen, jo mere vil den enkelte vins særpræg forsvinde. Det er ligesom når man blander farver: Blander man for mange farver sammen, ender man med grå.
De fleste "Grandes Marques" smager sådan. De savner i høj grad personlighed, savner det franskmændene kalder "terroir".
Terry Theise er en amerikansk importør af vinbondechampagne. I linket nedenfor er nogle af hans tanker om vinbondechampagne - og hvorfor de er bedre end vinkøbmandschampagne. Der er mange kloge iagttagelser, som vi kun kan være enige i her på champagnefreak.
link til Skurnik Wines
0 Kommentarer:
Skriv en kommentar
<< Tilbage til hovedsiden