Bonnaire

Dansk importør: Erik Sørensen
Officiel hjemmeside klik HER
Smagte vine:
BRUT BLANC DE BLANCS GRAND CRU
Sidst smagt 4/5-04
Imødekommende og lækker champagne med chardonnaysk hvedekiks-aroma. Lakrids kommer til senere og bliver en smule dominerende. Også lidt mineralsk m. muslingeskal. Andre toner er chokolade, kaffe, marcipan og nedfaldsæbler. Næsten lidt meursaultagtig. God mousse, ganske bred smag, god finish og længde. Alt i alt en god champagne, der måske er en anelse for "venlig" og kunne have et lidt strammere fokus. Bedre end de fleste store huses NV'ere.
BRUT GRAND CRU 1998
Sidst smagt 7/9-04
Her var formodentlig tale om en fejlflaske, der endte med at have en meget svovlpræget duft (både svovldioxid og svovlbrinte). Før det svovlprægede tog ganske over fik man dog snerten af lidt æbleagtigt, brød, og mineralsk muslingeskal. Smagen var lidt kort med markeret syre. Bør gensmages.

CUVÉE PRESTIGE 1998
Sidst smagt 29/9-04
Som navnet antyder Bonnaires prestigecuvée. Klart den mest komplekse af Bonnaires cuvéer, men måske også den, det er sværest at få hold på. Her finder man præg af fersken, lakrids, muslingeskal, brød og lidt hindbær, appelsinskal, cognac og frisk gedeost. Skal man være kritisk mangler der måske lidt fokus. I smagen er der pæn fylde og finish. Den er mere streng end de andre, mere cremede cuvéer. Lidt svær at bedømme på dette tidspunkt.
Etiketter: cramant, grand cru, producenter, vinbondechampagne
0 Kommentarer:
Skriv en kommentar
<< Tilbage til hovedsiden