Diebolt-Vallois

Så går det gudhjælpemig op for mig, at jeg ikke har fået skrevet en post om en af mine favoritchampagner - Diebolt-Vallois.
Nuvel, en af grundene kan være, at jeg ikke har været så godt rundt om deres repertoire. Når jeg stadig regner det til én af mine favoritter skyldes det ikke mindst deres non-vintage blanc de blancs prestige, som må regnes for en af de bedste NV'er på markedet. Jeg ser frem til at smage deres Fleur de Passion.
Diebolt-Vallois har da også til huse i en af mine favoritkommuner: Cramant. Det betyder, at der er tale om blanc-de-blancs-champagner - omend Diebolt-Vallois' udgaver har lidt mere pondus end mange andre blanc-de-blancs-champagner.
Det er champagner, som alle champagneelskere bør unde sig selv at smage.

Dansk importør: Theis Vine.

Smagte vine:

BLANC DE BLANCS BRUT

Sidst smagt 3/10-05
Diebolt-Vallois' basiscuvée er frisk og ren med præg af vanille, lakrids, lidt hvedekiks og agurk i næsen. God dybde og kompleksitet. Smagen er igen frisk med temmelig høj syre, som tyder på, at den nok har godt af et par år på langs. Pæn finish. 12,5% alc. Tæt på en stjerne.

PRÉSTIGE BLANC DE BLANCS

Sidst smagt 31/12-10
Jeg har smagt denne vine flere gange, og min bedømmelser er gået fra meget ligegyldige til det fremragende - desværre har mange af de ligegyldige oplevelser været på det seneste. Som med alle NV-cuvéer ændrer den selvfølgelig stil fra år til år, hvilket selvfølgelig ville gøre det rart, om tidspunktet for dégorgement var anført på etiketten. Men sådan skal det jo altså ikke være... I de bedste tilfælde har den være frisk med tydelig blanc-de-blancs- og grand cru-karakter. Oplagt en kompleks champagne, der byder på lakrids, hindbær (som for mig er et klassisk cramanttræk), muslingeskal, jod og chokolade. Smagen er ganske lang og elegant. Vinder uden tvivl ved yderligere lagring. 12,5% alc. Her ved enkelte lejligheder været tæt på to stjerner - men har også været langt fra en enkelt stjerne. Indtil videre lader jeg tvivlen komme den til gode - men jeg kunne godt være bange for, at kvaliteten generelt er dalet lidt de seneste par år.

BRUT 1979

Sidst smagt 24/1-05
Mod juletid 2004 kom der pludselig en række ældre årgange af Diebolt-Vallois på markedet - ud over '79'eren også årgang '76 og '85. Jeg fik kun smagt årgang 1979 - og må indrømme, at jeg ikke var begejstret. Duften bar tydeligt præg af - efter min mening - at være for gammel med præg af ged og gummi... Smagen var for så vidt fint nok udover den aromatiske profil med en fin mousse og finish. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der var tale om en fejlflaske. Hvis der skulle være læsere, der har tilsvarende eller andre erfaringer med disse gamle Diebolt-Vallois-flasker hører jeg det gerne. 12,5% alc.

Sugot-Feneuil - eller: Jagten på den perfekte flaske

I enhver champagnefreaks liv lever drømmen om den perfekte flaske. At det er en ganske absurd og utopisk drøm er der selvfølgelig ingen tvivl om, hvad selv en champagnefreak i et klart øjeblik må erkende - delvist! (man er nu engang uforbederlig romantiker).
Denne drøm om den perfekte flaske kan ofte føre til en for udenforstående lettere aparte adfærd. Som f.eks. en medsynder udi champagnes fikse idé om, at netop producenten Sugot-Feneuil måtte være - ja, den perfekte champagne. Og det vel at mærke uden nogensinde at have smagt en flaske.
Jeg tør godt sige, at Sugot-Feneuil har udgjort et slags fikspunkt i hans (champagne)liv. Det er flasken, som han har drømt om, men også (som den evige pessimist, han er) halvt havde accepteret, at han aldrig kom til at smage. Fordi det guddommelige nu engang ikke er indenfor menneskelig rækkevidde.
Ikke desto mindre: En dag havde han set, at Systembolaget i Hansacompagniet i Malmø (der er det næststørste Systembolag i Sverige) netop havde fået 12 flasker Sugot-Feneuil hjem - og det endda prestigevinen "Special Club" i den på papiret fremragende årgang 1990.
Så selvfølgelig - selvfølgelig! - måtte vi drage til Malmø og få fingrene i denne, den perfekte champagne (selvom jeg ikke delte min champagnevens specifikke ideosynkrasi m.h.t. Sugot-Feneuil som den perfekte flaske, var jeg gladeligt med på idéen). Som sagt, så gjort. Hvilket var grunden til, at vi en ualmindelig regnvejrsvåd mandag steg af toget på Malmø Station.
Jeg kan godt lide Malmø. Den overskuelige størrelse, de gamle huse, de smukke torv, det smukke svenske sprog, der bliver talt omkring en, dette lille præg af noget eksotisk - omend så nært. Alt gør det sit til, at det er en by, jeg holder af at besøge. Men ikke når det blæser og regner og i øvrigt er hundekoldt! Hvilke idéer, vi end måtte have haft, før vi tog afsted: Dette blev en tur, der måtte stå i champagnens - og kun champagnens - tegn. Ingen slentren ned af de malmøske gader, ingen impromptu juleshopping. Alt dette umuliggjorde det dårlige vejr. Der var kun en mulighed åben: tage direkte mod Hansacompagniet og se på champagne - og ikke mindst selvfølgelig: Sugot-Feneuil.
Vi ankom altså til Systembolaget og gjorde klar til at tage Sugot-Feneuil i øjesyn. Først kiggede vi lidt på det almindelige udvalg, så gik vi ind i den særlige afdeling for sjældenheder. Men ingen steder var Sugot-Feneuil at se. Panikken begyndte langsomt at brede sig. Kunne Bacchus virkelig finde på at gøre dette imod os? Jeg spurgte en ekspedient (min ven var på dette tidspunkt et nervevrag, der for længst havde mistet talens brug) sådan ganske diskret, om de mon kunne have nogle flere flasker på lager. Men - Oh ve! Oh ve! - hun kunne (tilsyneladende ganske uvidende om, hvilket slag hun tilførte mig - og ikke mindst min champagneven) meddele os, at champagnen var udsolgt og heller ikke fandtes i andre butikker i Sverige.
Jeg kunne se min ven ældes hastigt for mine øjne: Alt det, han havde døjet med på turen - det dårlige vejr, en ikke funktionsdygtig paraply, tandpine efter netop at have fået fjernet en visdomstand - alt det, som kun håbet om at få fingrene i Sugot-Feneuil havde holdt i ave, væltede nu frem med dobbelt kraft. Jeg så foran mig en slagen mand.
Hvad skulle vi gøre? Turen truede med at være en regulær fiasko. Godt nok var der nogle andre spændende champagner i Systembolaget, som vi ikke har smagt, men det kunne ikke på nogen måde opveje skuffelsen over ikke at få Sugot-Feneuil.
I den slags depressive tilstande er mad og drikke vel det eneste, der måske kan hjælpe. Og da vi under alle omstændigheder ikke gad vade rundt i regnen i Malmøs gader, besluttede vi at tage ind og få noget frokost.
Ud fra mit sparsomme kendskab til det malmøske restaurationsliv virkede Restaurant Årstiderna som det mest interessante sted, der bød på frokost. Så godt regnvejrsvåde satte vi os til rette under de lave, gamle hvælvinger fra dengang Malmø stadig var en del af kongeriget.
Efter en sporadisk gennemgang af menukortet kastede jeg mig over det i øvrigt pæne vinkort og startede - selvfølgelig - med at slå op under champagne. Ikke fordi vi NØDVENDIGVIS skulle have champagne, men man vil jo gerne lige vide, hvad de byder på sådan et sted. Og hvad fanger så mit blik? Ja, kære læser, du har sikkert allerede gættet det: Sugot-Feneuil Special Club 1990. Selv samme flaske som vi var draget til systembolaget for at få fingrene i! Prisen 950 svenske kroner kan vel næppe kaldes billigt, men for den perfekte flaske er det dog en bagatel.
Så selvfølgelig - selvfølgelig! - måtte vi bestille den til vores mad (ganske uden bekymring for om den gik til det, der lå på tallerknerne). Med bæven ventede vi på, at tjeneren skulle komme med den - halvt frygtende, at han skulle meddele os, at den desværre var udsolgt. Men nej, flasken dukkede op - Sugot-Feneuil 1990 i den karakteriske Special Club-flaske. Tjeneren åbnede (lettere ceremonielt - nogen ville sige teatralsk), hældte først en smule i sit eget glas, duftede for prop, og skænkede derefter op til os. Glassene blev ført til næsen og...

SUGOT-FENEUIL SPECIAL CLUB 1990

Smagt 11/12-06
Ja, hvordan var den så, Sugot-Feneuil? Var det den perfekte flaske? Afslutningen på en lang søgen, svaret på et ikke helt bevidstgjort eller anerkendt ønske?
For at gøre en lang historie kort: Nej. Det var en udmærket flaske, men ikke noget, der kom i nærheden af at give en champagnefreak vinger (eller andre exceptionelle organer). Duften var moden med præg af lidt karamel og rosin. Smagen bar præg af, at det var en gammel vin, hvor boblerne var ved at forsvinde - ja, et lille præg af eddikestik viste sig også uden dog at skæmme for meget. En hæderlig flaske, der var præget af sin alder. Og nu vi er ved alder: Det var en flaske, der eksemplarisk demonstrerer, hvorfor jeg foretrækker mine champagner yngre. Sugot-Feneuil hører hjemme i Cramant - en landsby, jeg har smagt ganske mange champagner fra. Men ælden havde helt udvisket eventuelle terroirtræk fra vinen. Den kunne for så vidt komme fra hvor som helst i champagne - og havde jeg fået den blindt, er jeg ikke sikker på, at jeg ville gætte, at der var tale om en blanc-de-blancs-champagne. Kort sagt: Vinen mister noget af sin specifikke personlighed ved at ældes.
Så meget altså for den "perfekte flaske". Jagten, den håbløse jagt, går videre. Denne gang var det Malmø, næste gang - ja, hvor mon det bliver næste gang?

Hvis der skulle være en, der - måske mere mad- end champagnefreak - sidder tilbage med spørgsmålet: Hvordan var MADEN så på Årstiderna?, skal det kort siges: Den var udmærket uden at være overvældende. Her var ingen deciderede brølere, men heller ikke noget, der sendte os i himlen. Relativt simple retter, der var svære at ødelægge. Men hele tiden sad man med følelsen, at det her kunne man have gjort ligeså godt selv. Men, skal jeg skynde mig at lade læseren vide: Jeg har ganske høje meninger om min egen kogekunst...

Bonnaire

Bonnaire har status som en af de bedre selvstændige vinbønder. De er bosiddende i Grand Cru-landsbyen Cramant, der hører til blandt de bedste områder i Champagne overhovedet. De producerer cremede, relativt fyldige blanc de blancs-champagner, der generelt er af høj kvalitet - omend jeg ikke for alvor er blevet fascineret. Det er dog gode køb til prisen, og både deres NV og vintagechampagner slår de fleste - eller alle - grandes marques.

Dansk importør: Erik Sørensen
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

BRUT BLANC DE BLANCS GRAND CRU

Sidst smagt 4/5-04
Imødekommende og lækker champagne med chardonnaysk hvedekiks-aroma. Lakrids kommer til senere og bliver en smule dominerende. Også lidt mineralsk m. muslingeskal. Andre toner er chokolade, kaffe, marcipan og nedfaldsæbler. Næsten lidt meursaultagtig. God mousse, ganske bred smag, god finish og længde. Alt i alt en god champagne, der måske er en anelse for "venlig" og kunne have et lidt strammere fokus. Bedre end de fleste store huses NV'ere.

BRUT GRAND CRU 1998

Sidst smagt 7/9-04
Her var formodentlig tale om en fejlflaske, der endte med at have en meget svovlpræget duft (både svovldioxid og svovlbrinte). Før det svovlprægede tog ganske over fik man dog snerten af lidt æbleagtigt, brød, og mineralsk muslingeskal. Smagen var lidt kort med markeret syre. Bør gensmages.

CUVÉE PRESTIGE 1998

Sidst smagt 29/9-04
Som navnet antyder Bonnaires prestigecuvée. Klart den mest komplekse af Bonnaires cuvéer, men måske også den, det er sværest at få hold på. Her finder man præg af fersken, lakrids, muslingeskal, brød og lidt hindbær, appelsinskal, cognac og frisk gedeost. Skal man være kritisk mangler der måske lidt fokus. I smagen er der pæn fylde og finish. Den er mere streng end de andre, mere cremede cuvéer. Lidt svær at bedømme på dette tidspunkt.

Lilbert et fils

Lilbert har en simpel formular: Han laver tre forskellige champagner: en Brut sans année, en brut "perle" (med mindre tryk - det, som tidligere hed Crémant) og en årgangschampagne. Der er altså hverken préstige cuvéer, som hos de store huse, eller et hav af mere eller mindre forskellige cuvéer, som hos nogle af Lilberts vinbondekollegaer. Men når man smager Lilberts champagner, indser man, er der slet ikke er behov for al den staffage. Alle Lilberts champagner konkurrerer om at være de bedste i deres kategori - hvis de da ikke er de bedste.
Det hjælper selvfølgelig, at alle Lilberts marker er grand cru-klassificerede - fra henholdsvis Cramant (hvor Lilbert holder til), Chouilly og Oiry. Man dyrker udelukkende chardonnay og champagnerne herfra er højdepunktet af elegance og finesse.
Domænets vintagevin er lavet udelukkende af druer fra Cramant og kommer på den måde til at afspejle denne landsbys særlige terroir. Lilberts vine er ganske strenge for Cramant, men med landsbyens særlige hindbærpræg, som denne smager forbinder med Meursault Perrières. Det er vine lige efter mit hoved: sofistikerede, raffinerede, komplekse og intellektuelle (Der mensch ist, was er isst!). Det betyder også, at de måske ikke er de største "crowdpleasers" - hvad det så end skal sige.
Det er vine, der kan være en anelse reserverede lige når de åbnes, man folder sig vidunderligt ud i glasset. De har ry for at kræve meget land tids lagring for at udfolde sig fuldt ud, men de årgange, jeg har smagt har alle været til at gå til. Desværre synes de seneste årgange dog at være faldet noget i kvalitet, hvilket måske kan skyldes, at sønnen er ved at tage over. Det kan dog også være de to lidt uheldige årgange 1999 og 2000, der har spillet ind. Lad os håbe, at Lilbert hurtigt finder tilbage til fordums styrke!

Dansk importør: Norma Vinimport
Officiel hjemmeside klik HER

Smagte vine:

BLANC DE BLANC BRUT NV

Sidst smagt 20/10-07
Lilberts standard NV-champagne er lavet af druer fra domænets tre grand cru-marker: Cramant, Chouilly og Oiry. Det er en champagne i en relativt streng og reserveret stil, der måske ikke falder i novicens smag, men kan man - som denne smager - lide denne stil, er dette sagen. Citruspræg, lakrids, kaffe, mineralitet, jod, hindbær og viol dominerer i næsen. I smagen er den streng med god syre, god finish og længde. Sikkert nogle års udvikling endnu. Delikat. Godt fokus. Så absolut en intellektuel champagne. 12% alc. I NV gøres det næppe meget bedre - selvom man selvfølgelig må gøre sig klart, at det er en non-vintage champagne, og at den altså falder forskelligt ud afhængigt af, hvilke årgange, der indgår i vinen. Efter et par skuffende flasker var den sidste flaske jeg smagte tilbage med fordums styrke - og enkelte gange har den faktisk flirtet med to stjerner.

VINTAGE 2000

Sidst smagt 8/8-07
Endnu en skuffelse for Lilbert. En lukket næse, der dog byder på et vist citrusagtigt præg samt med tid i glasset lidt Cramant-hindbær, efterfølgende af en noget vandet smag og en lidt opbrussende mousse. Den kan blot være for ung, men umiddelbart har jeg nu ikke den store tiltro til den (både '97 og '96 var langt mere indtagende på et tilsvarende stadie i deres udvikling). Efter sigende er sønnen ved at overtage vinifikationen hos Lilbert, så det kan være en mulig forklaring på den dalende kvalitet. Lad os håbe, at han hurtigt lærer faderens tricks af.

VINTAGE 1999

Sidst smagt 28/11-05
Skuffer noget set i lyset af Lilberts andre champagner, men måske er den bare for ung. Første indtryk var et lidt reduktivt præg af svovlbrinte. Ellers rimelig bred i duften, men lidt diskret, lidt mineralsk / muslingeskal, lidt hindbær, granny smith-æbler, jod, brød. Smagen domineres af en ret voldsom mousse, streng. En skuffelse for Lilbert, men hvis svovlbrintepræget forsvinder vil den blive bedre. 12% alc.

VINTAGE 1997

Sidst smagt 19/10-04
Smagt - blindt - op mod '96'eren tabte årgang '97 unægtelig lidt ansigt, men der er dog tale om en rigtig god vin i sin egen ret. Den lidt "funky", dyriske '97'er karakter (som jeg egentlig finder ganske charmerende!) viser sig også her. Derudover er der mere Cramant'ske (og Lilbertske) toner - chokolade, hindbær, mandler, muslingeskal, mineralitet, hvedekiks, lakrids, hestepære (årgangen!), appelsinskal, læder, kirsebærlikør, efterårsløv, kommen. Smagen er præget af en lidt lav syre, og man savner noget krop og lidt længde. Ganske udviklet, pæn finish. 12% alc.

VINTAGE 1996

Sidst smagt 19/10-04
Dette hører til blandt de bedste champagner (ja, vine i det hele taget), jeg har smagt. Fra første snif emmede vinen af storhed. Her var alt i balance og udsøgt harmoni. Vinen er feminin og elegant, men også med en vis strenghed, som kendetegner Lilbert, samt en utrolig dybde. Den komplekse duft bød på chokolade, hindbær, lakrids, jod, efterårsløv, kirsebærlikør og et vist mineralsk præg. Smagen havde stor, stor fylde og længde. Ifølge den svenske champagneekspert Richard Juhlin kan og bør Lilberts Vintage-champagner ligge i en menneskealder, så jeg ser frem til at følge de flasker, jeg har i min kælder. 12% alc.