Diebolt-Vallois
Så går det gudhjælpemig op for mig, at jeg ikke har fået skrevet en post om en af mine favoritchampagner - Diebolt-Vallois.
Nuvel, en af grundene kan være, at jeg ikke har været så godt rundt om deres repertoire. Når jeg stadig regner det til én af mine favoritter skyldes det ikke mindst deres non-vintage blanc de blancs prestige, som må regnes for en af de bedste NV'er på markedet. Jeg ser frem til at smage deres Fleur de Passion.
Diebolt-Vallois har da også til huse i en af mine favoritkommuner: Cramant. Det betyder, at der er tale om blanc-de-blancs-champagner - omend Diebolt-Vallois' udgaver har lidt mere pondus end mange andre blanc-de-blancs-champagner.
Det er champagner, som alle champagneelskere bør unde sig selv at smage.
Dansk importør: Theis Vine.
Smagte vine:
BLANC DE BLANCS BRUT
Sidst smagt 3/10-05
Diebolt-Vallois' basiscuvée er frisk og ren med præg af vanille, lakrids, lidt hvedekiks og agurk i næsen. God dybde og kompleksitet. Smagen er igen frisk med temmelig høj syre, som tyder på, at den nok har godt af et par år på langs. Pæn finish. 12,5% alc. Tæt på en stjerne.
PRÉSTIGE BLANC DE BLANCS
Sidst smagt 31/12-10
Jeg har smagt denne vine flere gange, og min bedømmelser er gået fra meget ligegyldige til det fremragende - desværre har mange af de ligegyldige oplevelser været på det seneste. Som med alle NV-cuvéer ændrer den selvfølgelig stil fra år til år, hvilket selvfølgelig ville gøre det rart, om tidspunktet for dégorgement var anført på etiketten. Men sådan skal det jo altså ikke være... I de bedste tilfælde har den være frisk med tydelig blanc-de-blancs- og grand cru-karakter. Oplagt en kompleks champagne, der byder på lakrids, hindbær (som for mig er et klassisk cramanttræk), muslingeskal, jod og chokolade. Smagen er ganske lang og elegant. Vinder uden tvivl ved yderligere lagring. 12,5% alc. Her ved enkelte lejligheder været tæt på to stjerner - men har også været langt fra en enkelt stjerne. Indtil videre lader jeg tvivlen komme den til gode - men jeg kunne godt være bange for, at kvaliteten generelt er dalet lidt de seneste par år.
BRUT 1979
Sidst smagt 24/1-05
Mod juletid 2004 kom der pludselig en række ældre årgange af Diebolt-Vallois på markedet - ud over '79'eren også årgang '76 og '85. Jeg fik kun smagt årgang 1979 - og må indrømme, at jeg ikke var begejstret. Duften bar tydeligt præg af - efter min mening - at være for gammel med præg af ged og gummi... Smagen var for så vidt fint nok udover den aromatiske profil med en fin mousse og finish. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der var tale om en fejlflaske. Hvis der skulle være læsere, der har tilsvarende eller andre erfaringer med disse gamle Diebolt-Vallois-flasker hører jeg det gerne. 12,5% alc.
Etiketter: blanc de blancs, cramant, grand cru, producenter, vinbondechampagne
1 Kommentarer:
Jeg mener at Prestige'en er påtrykt et batch nr som svarer til basis årgangen + 1 år. Dvs at den nuværende version, som er påtrykt L11, er baseret på årgang 2010.
Af Rolf T den 9/8/14 19:14
Skriv en kommentar
<< Tilbage til hovedsiden