Det sku' vær' så godt...

... og så var det faktisk skidt.
Der var lagt i kakkelovnen til den helt store champagneextravaganza ved gårsdagens champagnerendezvous: Lilbert 2000 og Guy Charlemagne Mesnillesime 1999. Som faste læsere af denne blog vil vide, er det to af mine absolutte yndlingsproducenter - ja, vel egentlig nummer ét og to.
Så det burde altså have været rigtig godt. Hvad skete der så? Jeg smagte begge champagner 100% blindt og vidste altså ikke, hvad der var i glassene. Første glas var mildest talt ikke imponerende. Stort set ingen duft udover et lidt citrusagtigt præg og en underlig vandet smag. Det gik straks bedre med glas nummer to. Her var ægte kompleksitet i glasset med virkelig grand cru-kvalitet. I munden havde den dog en lidt underlig opbrussende mousse, som jeg ikke brød mig så meget om.
Mine umiddelbare gæt: Alsace Crémant og en Nonvintage Grand Cru champagne fra en mindre producent - formodentlig pinotdomineret med et strejf fadlagring.
Det var jo så helt forkert!
Da jeg fik at vide, at første glas også var en champagne, gav jeg den en chance til - og et vist hindbærpræg samt den meget strenge stil fik mig til at gætte... Lilbert 2000.
Det er svært at vide, hvad man skal sige. Lilbert er ry for at behøve rigtig lang tid for at modnes (Richard Juhlin siger 30 år), men det forklarer det nu ikke helt. Jeg havde samme negative oplevelse med Lilbert 1999 (det var det, der fik mig til at gætte Lilbert 2000 i anden omgang), men både 1997 og 1996 (som vel skulle være den mest utilnærmelige af de seneste mange årgange) virkede - smagt på samme tid i deres udvikling - langt mere imødekommende og med langt mere dybde i duft og smag.
Kan der altså være sket noget med Lilbert? Efter sigende er sønnen begyndt at tage mere og mere over i vinfremstillingen - og det kunne måske være en forklaring. Disse generationsskift kan ofte medføre et fald i kvaliteten - selvom et så stort fald, som jeg oplever med Lilbert, nok hører til sjældenhederne.
Jeg håber, at jeg tager fejl - eller at sønnen meget snart lærer faderen hans tricks af.
Og lige et ord om Guy Charlemagne Mesnillesime 1999: Som man vil kunne se af mit gæt, var den heller ikke så imponerende, som den burde være - med dog absolut hæderlig. Her er jeg dog mere tilbøjelig til at sige, at den blot skal have nogle flere år på langs, for at vise sit potentiale. Den lidt opbrussende mousse kan skyldes, at vinen ikke undergår malolaktisk gæring.

For mine fulde smagenotater af Lilbert klik HER.
For mine fulde smagenotater af Guy Charlemagne klik HER.