Champagnefreak

I enhver champagnefreaks liv lever drømmen om den perfekte flaske. At det er en ganske absurd og utopisk drøm er der selvfølgelig ingen tvivl om, hvad selv en champagnefreak i et klart øjeblik må erkende - delvist! (man er nu engang uforbederlig romantiker).
Denne drøm om den perfekte flaske kan ofte føre til en for udenforstående lettere aparte adfærd. Som f.eks. en medsynder udi champagnes fikse idé om, at netop producenten Sugot-Feneuil måtte være - ja, den perfekte champagne. Og det vel at mærke uden nogensinde at have smagt en flaske.
Jeg tør godt sige, at Sugot-Feneuil har udgjort et slags fikspunkt i hans (champagne)liv. Det er flasken, som han har drømt om, men også (som den evige pessimist, han er) halvt havde accepteret, at han aldrig kom til at smage. Fordi det guddommelige nu engang ikke er indenfor menneskelig rækkevidde.
Ikke desto mindre: En dag havde han set, at Systembolaget i Hansacompagniet i Malmø (der er det næststørste Systembolag i Sverige) netop havde fået 12 flasker Sugot-Feneuil hjem - og det endda prestigevinen "Special Club" i den på papiret fremragende årgang 1990.
Så selvfølgelig - selvfølgelig! - måtte vi drage til Malmø og få fingrene i denne, den perfekte champagne (selvom jeg ikke delte min champagnevens specifikke ideosynkrasi m.h.t. Sugot-Feneuil som den perfekte flaske, var jeg gladeligt med på idéen). Som sagt, så gjort. Hvilket var grunden til, at vi en ualmindelig regnvejrsvåd mandag steg af toget på Malmø Station.
Jeg kan godt lide Malmø. Den overskuelige størrelse, de gamle huse, de smukke torv, det smukke svenske sprog, der bliver talt omkring en, dette lille præg af noget eksotisk - omend så nært. Alt gør det sit til, at det er en by, jeg holder af at besøge. Men ikke når det blæser og regner og i øvrigt er hundekoldt! Hvilke idéer, vi end måtte have haft, før vi tog afsted: Dette blev en tur, der måtte stå i champagnens - og kun champagnens - tegn. Ingen slentren ned af de malmøske gader, ingen impromptu juleshopping. Alt dette umuliggjorde det dårlige vejr. Der var kun en mulighed åben: tage direkte mod Hansacompagniet og se på champagne - og ikke mindst selvfølgelig: Sugot-Feneuil.
Vi ankom altså til Systembolaget og gjorde klar til at tage Sugot-Feneuil i øjesyn. Først kiggede vi lidt på det almindelige udvalg, så gik vi ind i den særlige afdeling for sjældenheder. Men ingen steder var Sugot-Feneuil at se. Panikken begyndte langsomt at brede sig. Kunne Bacchus virkelig finde på at gøre dette imod os? Jeg spurgte en ekspedient (min ven var på dette tidspunkt et nervevrag, der for længst havde mistet talens brug) sådan ganske diskret, om de mon kunne have nogle flere flasker på lager. Men - Oh ve! Oh ve! - hun kunne (tilsyneladende ganske uvidende om, hvilket slag hun tilførte mig - og ikke mindst min champagneven) meddele os, at champagnen var udsolgt og heller ikke fandtes i andre butikker i Sverige.
Jeg kunne se min ven ældes hastigt for mine øjne: Alt det, han havde døjet med på turen - det dårlige vejr, en ikke funktionsdygtig paraply, tandpine efter netop at have fået fjernet en visdomstand - alt det, som kun håbet om at få fingrene i Sugot-Feneuil havde holdt i ave, væltede nu frem med dobbelt kraft. Jeg så foran mig en slagen mand.
Hvad skulle vi gøre? Turen truede med at være en regulær fiasko. Godt nok var der nogle andre spændende champagner i Systembolaget, som vi ikke har smagt, men det kunne ikke på nogen måde opveje skuffelsen over ikke at få Sugot-Feneuil.
I den slags depressive tilstande er mad og drikke vel det eneste, der måske kan hjælpe. Og da vi under alle omstændigheder ikke gad vade rundt i regnen i Malmøs gader, besluttede vi at tage ind og få noget frokost.
Ud fra mit sparsomme kendskab til det malmøske restaurationsliv virkede Restaurant Årstiderna som det mest interessante sted, der bød på frokost. Så godt regnvejrsvåde satte vi os til rette under de lave, gamle hvælvinger fra dengang Malmø stadig var en del af kongeriget.
Efter en sporadisk gennemgang af menukortet kastede jeg mig over det i øvrigt pæne vinkort og startede - selvfølgelig - med at slå op under champagne. Ikke fordi vi NØDVENDIGVIS skulle have champagne, men man vil jo gerne lige vide, hvad de byder på sådan et sted. Og hvad fanger så mit blik? Ja, kære læser, du har sikkert allerede gættet det: Sugot-Feneuil Special Club 1990. Selv samme flaske som vi var draget til systembolaget for at få fingrene i! Prisen 950 svenske kroner kan vel næppe kaldes billigt, men for den perfekte flaske er det dog en bagatel.
Så selvfølgelig - selvfølgelig! - måtte vi bestille den til vores mad (ganske uden bekymring for om den gik til det, der lå på tallerknerne). Med bæven ventede vi på, at tjeneren skulle komme med den - halvt frygtende, at han skulle meddele os, at den desværre var udsolgt. Men nej, flasken dukkede op - Sugot-Feneuil 1990 i den karakteriske Special Club-flaske. Tjeneren åbnede (lettere ceremonielt - nogen ville sige teatralsk), hældte først en smule i sit eget glas, duftede for prop, og skænkede derefter op til os. Glassene blev ført til næsen og...

SUGOT-FENEUIL SPECIAL CLUB 1990

Smagt 11/12-06
Ja, hvordan var den så, Sugot-Feneuil? Var det den perfekte flaske? Afslutningen på en lang søgen, svaret på et ikke helt bevidstgjort eller anerkendt ønske?
For at gøre en lang historie kort: Nej. Det var en udmærket flaske, men ikke noget, der kom i nærheden af at give en champagnefreak vinger (eller andre exceptionelle organer). Duften var moden med præg af lidt karamel og rosin. Smagen bar præg af, at det var en gammel vin, hvor boblerne var ved at forsvinde - ja, et lille præg af eddikestik viste sig også uden dog at skæmme for meget. En hæderlig flaske, der var præget af sin alder. Og nu vi er ved alder: Det var en flaske, der eksemplarisk demonstrerer, hvorfor jeg foretrækker mine champagner yngre. Sugot-Feneuil hører hjemme i Cramant - en landsby, jeg har smagt ganske mange champagner fra. Men ælden havde helt udvisket eventuelle terroirtræk fra vinen. Den kunne for så vidt komme fra hvor som helst i champagne - og havde jeg fået den blindt, er jeg ikke sikker på, at jeg ville gætte, at der var tale om en blanc-de-blancs-champagne. Kort sagt: Vinen mister noget af sin specifikke personlighed ved at ældes.
Så meget altså for den "perfekte flaske". Jagten, den håbløse jagt, går videre. Denne gang var det Malmø, næste gang - ja, hvor mon det bliver næste gang?

Hvis der skulle være en, der - måske mere mad- end champagnefreak - sidder tilbage med spørgsmålet: Hvordan var MADEN så på Årstiderna?, skal det kort siges: Den var udmærket uden at være overvældende. Her var ingen deciderede brølere, men heller ikke noget, der sendte os i himlen. Relativt simple retter, der var svære at ødelægge. Men hele tiden sad man med følelsen, at det her kunne man have gjort ligeså godt selv. Men, skal jeg skynde mig at lade læseren vide: Jeg har ganske høje meninger om min egen kogekunst...