torsdag, oktober 12, 2006

Kastanjetid!

Det er blevet tid til én af naturen helt store delikatesser - og nej, jeg tænker ikke på de små, sorte (eller hvide) svampe, som gror under jorden.
Efteråret er kastanjetid.
Jeg har det med kastanjer, som andre har det med asparges: Det er noget, der - nærmest af princip - bør spises hver dag i sæsonen.
Og sæsonen er altså startet. Og hvilken en sæson. Jeg har aldrig set så mange og så store kastanjer i Danmark som i år. Af størrelse er de som dem, vi ellers får fra Frankrig.
Så hvis du har et kastanjested, så er det bare med at komme ud og samle.
Kastanjer er meget alsidige (jeg har ikke personligt de store erfaringer med kastanjer i dessertkøkkenet, men det bruges altså). Men én af de bedste måder at servere dem er og bliver "au naturel", d.v.s. blot stegt i ovnen på en bund af salt og så serveret med smør til. Ellers kan man prøve at servere dem sammen med grønkål og god bacon (gerne pancetta, hvis man kan komme i nærheden af det). Det kan så være en god ledsager til f.eks. fasan.

Og, det store spørgsmål: Hvad skal man så drikke til?
De fleste vil måske foreslå rød bourgogne - og det kan da også være et fortræffeligt valg. Men hvorfor ikke champagne? En god pinot-domineret champagne (evt. en ren blanc de noirs) kunne sagtens klare kastanjerne. Prøv f.eks. Clouets NV, Egly-Ouriets Pinot Meunier eller - hvis du er til grandes marques - evt. Bollinger eller Veuve Clicquots NV. Der skulle ikke være mange bedre midler til at holde en snigende efterårsdepression fra døren!