David Léclapart
Næppe havde jeg fået skrevet, at Benned's Bobler er eneste vinimport specialiseret i champagne, før jeg på nettet stødte på Pétillant - en garageimportør, der ligeledes eksklusivt har kastet sig over champagnen.
På hjemmesiden kan man læse, at firmaet blev skabt i 2003 med det formål at hjemtage champagnerne fra David Léclapart, som de to ejere var faldet for. Senere er der kommet et par andre huse til, men det var altså David Léclapart, der blev anstødsstenen til firmaet.
Så hvem er han denne David Léclapart? Ja, på hjemmesiden fremgår det, at han er en lille (kun 2,75 ha) vinbonde, der overtog familiens vinmarker så sent som i 1996 (første årgang 1998, som dog måtte kasseres). Yderligere fremgår det, at vi har at gøre med en biodynamiker. Kombinerer man dette med de lettere opstyltede navne på cuvéerne (l'Amateur, Artiste, Apôtre, Alchimiste) er der vist næppe tvivl om, at herren går direkte efter at indskrive sig i kredsen af kultproducenter. Vejen mod denne kultstatus er noget besværliggjort af, at Léclaparts marker "kun" er 1. cru - nemlig kommunen Trepail, der dog har et ganske godt ry.
At herren selv mener, at han allerede har opnået den attråede kultstatus viser priserne tydeligt. Således starter cuvéerne ved små 400 kroner! Selvom det virker som om Pétillants priser er temmeligt høje (umiddelbart virker de ca. 35% højere end de burde være), er 400 kroner stadig en hamper pris for en introduktionsvin fra en 1. cru-vinbonde. Men selvfølgelig, hvis vinen i glasset smager derefter, så... (men da man kan få endda MEGET gode champagner til ca. 300-350,- skal der VIRKELIG være tale om en god vin!). Så hvordan smager de? Ja, jeg har indtil videre "kun" smagt basiscuvéen, der - prisen taget i betragtning - burde være ligeså god eller bedre end de fleste årgangschampagner fra grand cru-vinbønder. Er den altså på dette niveau?
Dansk importør: Pétillant. Vinene forhandles kun af Delicat, en delikatesseforretning på Guldbergsgade på Nørrebro.
Smagte vine:
CUVÉE L'AMATEUR EXTRA-BRUT BLANC DE BLANCS
Sidst smagt: 11/12-06
For at svare på ovenstående spørgsmål med det samme: Nej, den er ikke på niveau med en god årgangs-grand cru. Men jeg kan godt forstå pointen, selvom jeg ikke personligt køber den. Der er i høj grad noget Selosse over vinen - d.v.s. en meget vinøs (hvidvinsagtig) stil med masser af fylde. Duftmæssigt er den ret traditionel og efter denne smager mening en smule uelegant med et klart hvedetoastpræg. Også en smule oxidation, som man i øvrigt ofte finder det hos biodynamiske producenter. Derudover lidt lakrids, samt sødlig frugt og - med tid i glasset - lidt skovbund (à la Salon). Til dens ære skal siges, at man ikke mærker den ekstra tørhed - og skulle man beskrive forskellen mellem denne og "almindelig" champagne kunne man måske sige, at hvor almindelig champagne er som tysk riesling er denne som alsacisk (hvortil det kan tilføjes, at denne champagnefreak holder meget af tyske riesling, men så godt som aldrig er blevet forført af den alsaciske...). Skal man altså konkludere, er det ikke en champagne, der kommer til at fylde op i denne champagnefreaks vinkælder - men er du til Selosse skulle du måske også prøve Léclaparts vine.
Etiketter: blanc de blancs, producenter, Trepail, vinbondechampagne
0 Kommentarer:
Skriv en kommentar
<< Tilbage til hovedsiden