Nytårsaften...
Så nærmer sig tiden, hvor resten af Danmark kaster sig over den drik, der er denne freaks særlige mani. Det kunne få en vis champagnefreak til - i vanlig Rasmus Modsat-stil (ak ja, sådan er han, vor kære champagnefreak) - helt at fravælge champagne på denne dag. Meeeen, sådan går det nu nok alligevel ikke.
Så hvilken champagne stiller en champagnefreak så på bordet nytårsaften? Ja, som min gamle filosofiprofessor ville have sagt: Spørgsmålet er stillet på de forkerte præmisser. For der er selvfølgelig ikke tale om hvilken, men om hvilke. En champagnefreak stiller sig knapt til tåls med én champagne til daglig, så da langt mindre til nytårsaften.
Så hvilke champagner drikker en champagnefreak nytårsaften? Ja, det må foreløbig forblive en hemmelighed. Han skal nemlig tilbringe aftenen med ligesindede, så mon ikke der - udover den obligatoriske smagenotatsskrivning - bliver en del blindsmagning og gætten denne aften (jeg ser for mig ikke-indviede læsere - måske særligt af det kvindelige køn - rulle med øjnene i dette øjeblik...).
Sidste år stod nytårsaften i prestigecuvéernes tegn (Krug, Comtes de Champagne, Lanson Noble Cuvée bl.a.). Det var en spændende og lærerig oplevelse, men - som faste læsere af denne blog vil vide - ikke et specielt value-for-money-orienteret arrangement. Der findes væsentligt bedre køb indenfor de små producenters champagner. Savner du foreslag til, hvad du skal servere boblemæssigt nytårsaften, kan jeg kun - i al (falsk) beskedenhed - anbefale, at du navigerer lidt rundt her på bloggen. I spalten til venstre (sidebar på computernudansk) finder du et par bud på nogle gode forhandlere/importører.
Og for nu at tage dette åh-så-fortærskede emne: Hvilken champagne skal man egentlig drikke til kransekagen? - og skal man overhovedet drikke champagne eller måske snarere kaste sig over en Asti Spumante eller måske en Prosecco?
Helt så drastiske valg vil vi ikke foreslå her på Champagnefreak. Herfra skal anbefalingen lyde: Drop den forpulede kransekage. Det ligner en glorificeret hundelort og smager, som om man er i gang med at lave pasta i munden from scratch. Kort sagt: kransekage er Fandens værk - og formodentlig et af dem, han er mest stolt af (helt deroppe i klasse med indpakningsfilm og "Vild med Dans").
Så vær ikke en slave af traditionerne: Drop den kransekage og drik et glas ordentlig champagne. Du har min blåstempling og fulde accept (og i dette øjeblik påtager jeg mig rollen som Den Store Anden).
Because you're worth it!
Godt nytår! ... og skulle du have en ledig stund, så bed en bøn for en champagnefreak på flugt fra kransekagebagermafiaen...
0 Kommentarer:
Skriv en kommentar
<< Tilbage til hovedsiden