Vilmart

Så fik jeg endelig - long overdue, vil nogle sikkert mene - smagt champagne fra Vilmart - og lad mig i den anledning benytte lejligheden til at slå et slag for Pastis, hvor begivenheden fandt sted. Pastis har et ganske imponerende champagnekort med forbindtlig små mark ups.
For dem, der ikke skulle vide det, er Vilmart en af de mest hypede producenter siden starten af '90erne. Alle synes enige om, at hans champagner - specielt Coeur de cuvée - ikke mindst i mindre gode årgange hører til blandt det bedste, Champagne har at tilbyde - ja, måske ligefrem er det bedste. Han holder til i Rilly-la-Montagne, der blot er premier cru (94% echelle), så det er ikke et top terroir, der har givet ham de mange gode anmeldelser. Coeur de cuvée - "cuvéens hjerte" -, der er den champagne, der har givet ham hans formidable ry, er en særlig fadgæret cuvée, hvor kun den bedste del af mosten bruges - "cuvéens hjerte".
Champagnen, jeg smagte på Pastis, var Coeur de cuvée 1999, der altså til fulde skulle kunne vise, hvad Vilmart kan.
Så hvordan var den?
Lad mig sige det sådan: Jeg forstår godt pointen, selvom jeg ikke helt selv køber den. Der er tale om en rigtig god champagne. Stilen er ganske vinøs med et udpræget hindbærpræg, en ret høj dosage og en vidunderlig blød og ekspansiv mousse. En champagne, der fortjener en stjerne i mit stjernesystem. Men altså ikke mere.
Jeg savner det æteriske og flygtige præg, man kan finde i de bedste grand cru blanc de blancs-champagner - det berømte "je ne sais quoi". Man kunne - for at blive højtragende - tale om en forskellens etik. Den allerbedste champagne lærer os, at der altid er en irreducibel forskel, en différence, som ikke kan overskrides - og at det netop er i anerkendelsen af og forundringen over denne forskel at skønheden består. Vi kan aldrig helt besidde en stor champagne, fordi den i sin flygtighed undslipper os. Og dermed peger den udover den bemægtelses- og besiddertrang, som er et element ved forbrugssamfundet. Stor champagne når - som "forbrugsgode" - hinsides forbrugerismen.
Dette element, denne forskellens etik, finder jeg ikke i Vilmart. Det er en "what you see is what you get"-champagne. Den er kødelig, instant gratification, men ikke mere. Transcendensen mangler.
Så ja, Vilmart er rigtig god champagne, og den er absolut værd at smage, hvis man får lejligheden. Og måske kan den også med tid udvikle nogle af de æteriske egenskaber, jeg her har talt om. Men indtil videre er det for mig ikke den bedste champagne på denne jord - fordi den er for meget en champagne af denne jord.

Tilføjelse (9/2-2009):
Jeg har nu også haft lejlighed til at smage Vilmarts rosé Cuvée Rubis (igen på Pastis - denne gang til frokost (grundet den dårlige akustik vil jeg i øvrigt nok anbefale, at man kommer til frokost, hvor der er mindre støj)). Den bekræftede på mange måder det første indtryk af Vilmart: Vellavede, meget hedonistiske champagner med blød mousse og lang smag. Absolut godt, men igen uden den "transcendente" karakter, der for mig er opskriften på de største champagner. I øvrigt var der ganske meget rødvinskarakter over denne cuvée.