onsdag, september 17, 2008

Legras & Haas

Som nævnt i sidste måned er jeg gennem importøren Bisgaard Vin blevet gjort opmærksom på, at de har optaget importen af den for mig hidtil ukendte producent Legras & Haas (ikke at forveksle med R. & L. Legras).
Nu har jeg så også - takket være gavmildhed fra Bisgaard vin - haft lejlighed til at smage på dråberne.
Der er, kan jeg allerede oplyse nu, tale om rigtig gode champagner, der fuldt ud lever op til deres "pedigree" med hovedsæde i Grand Cru-kommunen Chouilly.
Chouilly hører ikke til de mest feterede Grand Cru-kommuner - og har det med at blive glemt, når snakken går om de store blanc-de-blancs-kommuner (Cramant, Mesnil, Avize). Jeg har ikke smagt tilstrækkeligt mange rene Chouilly champagner til at sige noget definitivt, men generelt virker det på mig, som om vinene herfra - omend de har meget høj kvalitet - virker lidt mere neutrale i deres smagsprofil. Jeg har ikke - som f.eks. med Cramant - noget klart indtryk af, hvad en Chouilly-champagne skal smage af.
De tre cuvéer, jeg har smagt fra Legras & Haas, minder umiddelbart ganske meget om hinanden, hvilket - i hvert fald på kort sigt - gør basiscuvéen til det bedste køb - omend alle tre er anbefalelsesværdige. Hvordan de tager sig ud om nogle år vil tiden vise.
Generelt for champagnerne gælder det, at de er rene og mineralske med præg af granny smith-æbler, lakrids og savsmuld (et træk, jeg interessant nok også har fundet i champagnerne fra R. & L. Legras). Strukturen i munden og moussen er også rigtig god. Selvom to af cuvéerne (Brut Tradition & Cuvée Préstige) har iblandet pinot, virker de alle tre meget "blanc de blancs-agtige" (d.v.s. finesse & elegance fremfor kraft & muskler).

Officiel hjemmeside klik her
Dansk importør: Bisgaard Vin

Smagte vine:

BRUT TRADITION


Sidst smagt: 25/8-08
Ren og frisk champagne med præg af lidt savsmuld, lakrids og mere modne toner - herunder karamel. I munden præges den af gode, små bobler og en perfekt "mundfornemmelse". Til 200,- pr. flaske er rigtig godt køb, der flirter med en stjerne.

2002 BRUT


Sidst smagt: 4/9-08
Stilistisk meget i stil med Brut Tradition, men med en ekstra dimension af iod og hindbær. I munden er den lidt mere aggressiv end Brut Tradition p.t. - men mon ikke det fortager sig over tid. 2002 er en årgang, jeg har meget stor fidus til - så køb den, mens du kan. Der er tale om blanc de blancs, der er 100% Grand Cru fra Chouilly.

CUVÉE PRÉSTIGE VIEILLE VIGNE


Sidst magt 17/9-08
Legras & Haas' préstige cuvée, der stilistisk ligger i forlængelse af de andre vine fra huset - blot med en ekstra dybde. Næsen byder igen på lakrids og savsmuld, men hertil kommer så cognac og (god) kirsebærsauce - à la den man får til ris à la mande (hvilket ikke gør dette til det perfekte match til denne ret - selvom det ville gøre ende på megen hovedbrud...). I munden bærer den igen præg af en god struktur og pæn mousse - omend den bærer præg af gerne at må få nogle år på langs. Der er tale om en ren Grand Cru-champagne med druer fra henholdsvis Chouilly (Chardonnay) og Aÿ (Pinot Noir).

Etiketter: , , ,