Skulle jeg være det mindste i tvivl om, at det har sine fordele at skrive om min særlige mani for champagne på denne blog, blev de eftertrykkeligt gjort til skamme i sidste uge, hvor
Rasmus Holmgård var så elskværdig at invitere mig med til
vinmagasinets store champagnesmagning, der gav lejlighed til at smage på ikke mindre end 108 champagner. Med ved seancen var også en med-blogger udi champagne
Else Bjørn - hendes blog hermed anbefalet.
Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke nåede samtlige 108 champagner (til mit forsvar skal siges, at jeg indfandt mig relativt sent). 66 kunne det blive til før det gik op i "hat og briller". Jeg nåede dog at smage langt de fleste af de champagner, jeg ikke havde smagt før. Nu tilbagestår så den mere møjsommelige del af arbejdet - nemlig at skrive om disse 66 champagner her på bloggen. Foreløbigt blot denne oversigt over "highlights".
Blandt de mest interessante champagner, jeg ikke havde smagt før, må jeg nævne
Jean Milan. Basiscuvéen var ikke noget at skrive hjem om, men to mere ambitiøse cuvéer
Terres de Noël og
Cuvée Symphorine var både spændende, komplekse og personlige (dansk importør: Vigneron Wine Company). Også
Barnauts Grand Cru Sélection Brut Rosé (dansk importør: Compagniet) var spændende og personlig - ligesom
Brut Améthyste fra
Louis Berthelémy (dansk importør: Haller vine) gjorde væsen af sig med sin ganske moderne, frugtige stil - ikke ulig Billecart-Salmon. Nævnes må også
J. Lassalles 1. Cru Brut 1998 (dansk importør: Copenhagen Wine) - deres almindelige 1. Cru brut var derimod intet at skrive hjem om - ligesom
Charles Mignon Compte de Marne Grand Cru 2002 (dansk importør: Skjold Burne) og
H. Billiot Fils Grand Cru Brut Réserve (dansk importør: Vinotinto) var interessante.
Af gamle kendinge var
Krug Grande Cuvée (dansk importør: Moët Hennessy) sit normale imponerende (for ikke at sige imposante) selv - måske mere imponerende end egentlig charmerende.
Jacquesson (dansk importør: Erik Sørensen) beviste endnu en gang, at de laver en af de bedste grande marque basiscuvéer, mens
Francois Hemart (dansk importør: Mac Y),
Jean Vesselle (Østjysk vinforsyning) og
André Clouet (Sigurd Müller) viste, hvorfor det kan betale sig at have grand cru marker. En positiv overraskelse var
Feuillattes (dansk importør: Kjær & Sommerfeldt) prestigecuvée
Palme d'Or 1997, som var underspillet, men harmonisk og kompleks. Også
Deutz' Cuvée William Deutz Brut Rosé 1999 (dansk importør: H.J. Hansen) viste, at
Les Grandes Marques godt kan finde ud af det, når det stikker dem. Mindre heldig var
Laurent Perrier med deres
Grand Siècle, der endnu en gang beviste, at denne vin er ekstremt forskellig fra flaske til flaske. Jeg har smagt den dårligere, men specielt spændende var den ikke - da slet ikke til 750,-, som den koster hos Hans Just.
Bollingers Grande Année 1999 (hvornår så end 1999 er blevet et stort år!) tog sig i denne sammenhæng ud som en lidt klodset udgave af Krug. Vil man alligevel give de 850,-, den koster, for at føle sig lidt James Bond-agtig, kan den erhverves hos Philipson Wine - og så dårlig var den nu altså heller ikke... En oplagt skuffelse var
André Clouets Grand Cru Cuvée Jour "1911" - Clouets prestigecuvée, som jeg ikke tidligere har smagt. I denne omgang var den mindre spændende end Clouets basiscuvée - men jeg vælger at tro, at der var tale om en fejlflaske - eller i hvert fald en flaske plukket på det forkerte tidspunkt. Sigurd Müller skal være mere end velkommen til at sende en flaske, så jeg kan få verificeret dette...
Alt i alt en spændende smagning og en enestående mulighed for at smage så mange champagner på en gang. Og hermed en stor tak til Rasmus Holmgård og de andre på Vinmagasinet. Udfra hvad jeg kunne høre over bordet adskilte mine vurderinger sig ganske meget fra de andre smageres - hvad man sikkert kan forvisse sig om, når Vinmagasinet går på gaden - eller når Else Bjørn får skrevet om denne begivenhed på sin blog. Hvem man så har mest tiltro til må jo bero på et personligt skøn...